OM MONARKIETs afskaffelse

En og anden vil måske nok undres over, at nogen i dag gider beskæftige sig med monarkiet. Selv overbeviste republikanere finder det ikke umagen værd. Marxister af enhver afskygning lader i  spørgsmålet ligge. De har for travlt med at angribe kapitalismens mere håndgribelige fremtrædelsesformer, især indenfor den sociale og økonomiske sektor. Og sådan direkte på vor krop mærker vi jo ikke, om vort kapitalistiske demokrati ”styres” af en monark eller af en præsident.

Og hvorfor  netop nu - uden at der foreligger en revolutionær situation - rejse spørgsmålet om  republikkens indførelse. Ville for eksempel Danmarks selvstændighed som nation i forhold til EU-processen sikres bedre under en folkevalgt præsident? Er Tyskland eller Frankrig, hvis præsidenter har højst forskellige magtbeføjelser, bedre til at sikre demokratiet i EU end monarkierne Holland, Danmark, Norge eller Storbritannien? Kan man ikke modsat påstå, at de konstitutionelle monarkier, når blot monarken er frataget enhver reel politisk indflydelse, sikrer et langt roligere klima omkring landets politiske liv end  republikken? Er det med andre ord ikke langt bedre at landets overhoved udelukkende er en del af kulturen frem for også at være en del af det politiske magtspil? Og hvis så endda monarken er klog nok til ved højtidelige lejligheder i et modereret sprog at forholde sig til enkle etiske spørgsmål og derigennem stilfærdigt vejlede sine undersåtter, bør den samlede vurdering så ikke være, at monarkiet er det mindste onde og i hvert fald uinteressant for alle andre end nostalgiske republikanere? (Jeg gør for en ordens skyld opmærksom på, at disse argumenter for monarkiets bevarelse ikke er nogen jeg har opfundet. Vi møder disse holdninger, på tværs af politiske skel, i familien, på arbejdspladsen, på gaden. På tværs af uddannelse og bevidsthedsniveau i øvrigt.)

Så må jeg da hellere indrømme, at det var en i og for sig ligegyldig pseudobegivenhed, der blev den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.( Men gennem årene havde der alligevel opsparet sig en hel del irritation over det royalistiske savleri. Glasset som den skæbnesvangre dråbe faldt ned i, var for længst fuldt. Jeg tænkte ofte med respekt på den surrealistiske maler Wilhelm Freddie, der hånligt afslog enhver tale om at modtage en kongelig orden. Og på Benny Andersen og Poul Wissing, to af de mest sympatiske kulturpersonligheder i Danmark, som til min store undren begge sagde ja tak til det samme.)

Dråben… var alt postyret omkring salig dronning Ingrids død og begravelse, en  sag  offentligheden, eftersom Danmark stadig er et monarki, i det mindste  burde have behandlet med respektfuld distance, så den kongelige familie kunne sørge i fred og de kongetro med for den sags skyld.

Men her skulle hverken være værdighed eller respekt. End ikke et rimeligt forhold mellem vigtigheden af denne begivenhed og de øvrige begivenheder verden rundt. Israel fortsatte  i samme periode med at chikanere palæstinenserne, i den rene apartheids ånd,  uden at dette på nogen måde kunne finde plads i danske hjerter. For vores elskede enkedronning var død. 

Det der blev bøjet i neon i denne anledning var såmænd ikke de kongeliges egen mere eller mindre oprigtige sorg , men dette kannibalistiske pseudofællesskab omkring levende og  døde monarker, hvormed vores mangel på virkeligt fællesskab i familie, arbejde, fritid og demokratisk deltagelse skulle have været tilsløret, men tværtimod  så ynkeligt blev stillet til skue.

Den enlige mor, der ikke har til dagen og vejen. Den gamle på plejehjemmet der har siddet i timevis med en snavset ble. Barnet ingen har tid og energi til at tage sig af. Alle kunne de for en stund få lov at drømme sig bort fra deres genvordigheder og sørge og røres over, at vi har mistet et nationalt samlingspunkt…mens Prins Henrik sad på forreste række i Roskilde Domkirke og legede med kvasten på sin kårde.

Tydeligere kunne hele hulheden omkring den kongelige familie, denne ulækre blanding af næsegrus tilbedelse og nedværdigende snagen, ikke illustreres. Nu måtte det være muligt , tænkte jeg, at  få nogle flere til at indse, hvor lang afstanden er blevet mellem forestillingen om, at kongehuset repræsenterer nationen med værdighed og så dette hysteri og hykleri

Uanset hvilken politisk overbevisning man har, kan det dybest set  ikke – slet ikke i denne tid, hvor vi diskuterer, hvad en nation er – være helt ligegyldigt, hvilket symbol et land, et folk vælger at samles om. Om dette symbol f.eks. udtrykker folkets aktive opslutning omkring en politisk linie, en aktiv konsensus. Eller om det i stedet udtrykker en passiv konsensus, fordi intet bedre alternativ ses.. Om det udtrykker overleverede værdier og ritualer, eksempelvis en gammeldags etnisk og traditionsbestemt nationalisme. Eller tidssvarende værdier, som viser de demokratiske, humane holdninger en nation her og nu gerne vil kendes ved. Og alt andet lige er det vel dette sidste vi bør bestræbe os på, hvis vi  da ikke foretrækker helt at afstå fra at samle os om noget nationalt symbol overhovedet. Eller er passive, fordi vi ikke føler vi har nogen som helst indflydelse på, hvem der repræsenterer vort land.

I princippet kunne et folk naturligvis vælge ikke at samles om noget symbol, men det er næppe tænkeligt i Danmark, hvor nationens omfang er beskedent, hvor vi i en vis forstand er omringet, gennemsivet af kulturstrømninger og hvor monarkiet som det i lang tid væsentligste nationale samlingsmærke har mere end tusinde år på bagen. Til gengæld er monarkiet som kulturelt fænomen i en moderne verden, hvor økonomien ikke længere respekterer landegrænser, adskilt fra de politisk-økonomiske forhold.

 Men dette nationale samlingsmærke kan som sagt give illusion om et fællesskab. Et fællesskab vi savner i ”det virkelige liv”. Der er meget lidt fællesskab på arbejdspladsen, i boligkvarteret, sågar i familien. Og liberalismens fremmarch øger individualiseringen. Der er meget lidt fællesskab om samfundets styrelse. Så det er let at vedligeholde illusionen om og ikke mindst behovet for et på én gang uforpligtende og underholdende fællesskab ved at vedligeholde myten om de kongelige som noget vi alle uanset samfundsmæssig position kan være fælles om. Noget der er hævet over kampen om levevilkårene og den politiske magt og derfor er lige betydningsfuldt for os alle. En slags parallel til påstanden om, at vi alle er ”lige for Herren”. En naturlig fortsættelse af små børns leg med prinser og prinsesser.

Der kan være legitime historiske årsager til at også venstrefløjen accepterer eller freder monarken. Jeg talte for ikke længe siden med en fremtrædende marokkansk kommunist, der fortalte mig, at hans parti accepterede monarkiet…på grund af den rolle det marokkanske kongehus efter landets befrielse fra udenlandsk overherredømme spillede for den nationale identitet og selvstændighed.  Måske fandtes en lignende holdning hos danske kommunister efter 2. verdenskrig, hvor Christian X, sin indskrænkethed til trods, for mange blev et symbol på passiv modstand mod nazismen. Så på kortere sigt kunne også jeg forstå, at et folk samles om sin monark; men det skal ikke forhindre mig i her at prøve at stille spørgsmålstegn ved monarkiets grundlæggende forhold til det samfund vi lever i.

En gang gav fællesskabet om monarken  mening. En gang var det et rigtigt fællesskab. Kulturen omkring hoffet og krigsherren hang sammen med de politisk-økonomiske magtforhold. Monarken  samlede og opdelte lande, folk, rigdom, tropper. Kongen var uanset sin personlige skrøbelighed det til enhver tid  gyldige udtryk for magten, enten den stærkeste af krigsherrerne, den af ligemænd ved håndfæstning bundne eller senere under enevælden den "af Gud udvalgte".  Uanset at fernissen krakelerede hist og her, vedligeholdtes ufejlbarlighedsmyten for den brede offentlighed.

Det kapitalistiske borgerskab med oplysningstidens ideer om fornuft, oplysning og lighed blev foruden en økonomisk også en politisk dominerende magt.  Det måtte  i længden blive uforeneligt med nedarvede privilegier.  Kongen repræsenterede feudalismens tilhørsforhold til nedarvede jordbesiddelser som den væsentligste magtbasis. Den borgerlige ideologi gik ud på det modsatte: Værdier er noget man skaber gennem produktion og handel. Rigdom legitimeres som frugten af det man har fabrikeret eller tjent ved handel. Tillidsposter er noget man vælges til. Privilegier er noget man gennem sin valgte position og gennem de værdier man har tilkæmpet sig gennem sit arbejde gør sig fortjent til. I overensstemmelse hermed var den enkelte sin egen herre, formelt uafhængig  af nedarvede titler og privilegier.  Siden er det blevet stadig mere absurd, at et samfund  der baserer sig på disse værdier symboliseres ved et monarki, baseret på at man arver en trone, arver en kæmpeformue, som man ikke skal give offentligheden indsigt i, arver skattefrihed, arver retten til  at være hævet over loven .

Så længe der imidlertid fortsat var et præg af eventyr, ritualer og ophøjethed over de kongelige, så længe folket og de privilegerede kunne tage de kongelige alvorligt, i hvert fald som kulturelt samlingsmærke, så længe prioriterede ingen monarkiets afskaffelse. Ikke fordi der ikke var overbeviste republikanere, der principielt mente det ville være det rigtigste, men fordi monarkiet kunne opfattes som mere neutralt og samlende end en statsleder valgt  på grund af skiftende politiske magtforhold.  Og fordi monarkiet var bærer af en kontinuitetskultur.

Tiderne har ændret sig, hvad monarkernes ophøjethed angår. Ikke fordi monarkerne selv nødvendigvis nogensinde har været fejlfri. Men fordi det nu er blevet folkeeje, at de ikke er det. Man kan vove den påstand, at monarkisterne, hvoraf de mest højtråbende tydeligvis sidder på ugebladene, ikke tager deres egen royalisme alvorligt. At monarkiet først og fremmest er blevet god og salgbar underholdning og god forretning for eksportindustrien. Kan man forestille sig noget mere uværdigt? Vores dronning som talende reklame-porcelænsdukke. Hvis man turde vende bunden i vejret på hende, ville den kongelige porcelænsfabriks logo sikkert være trykt dér.

Kongehuset er med hensyn til underholdningsværdi et sandt overflødighedshorn -  med streg under ”overflødighed”, naturligvis.  En tragikomisk del af den ”overbygning”, der er  vokset ud af vores kapitalistiske samfundsorden. Den medie-offentlighed, der selv er med til at cementere monarkiets populariteog tilslutning i befolkningen, lever samtidig federe og federe af at vulgarisere og latterliggøre de kongelige

Historisk falder denne hastigt accelererende udvikling sammen med kongehusets egen degeneration. Frederik VII fik sin skrøbelighed til trods betydning som grundlovens fader.  Chr. IX var hele Europas svigerfar. Om hoffet kedede sig, om kongen var dum eller klog, om han begik sidespring….var ikke relevant for offentligheden. Han var selve stabilitetens, ubevægelighedens udtryk. Hans søn Frederik VIII betragtes vist af alle som en parentes i historien.. Efterfølgeren Christian X havde nær bragt monarkiets til afslutning på grund af sin manglende situationsfornemmelse i forbindelse med Påskekrisen 1920. Ironisk nok kan man sige, at 2. verdenskrig reddede ham og for en stund forstærkede monarkiets betydning som nationalt samlingsmærke. Om det var kongens egen sent indtrufne kløgt og moralske retlinethed eller kloge mænds hvisken i det kongelige øre, der magede det sådan er ikke kendt for en større offentlighed. Frederik IX var måske ikke kløgtig over gennemsnittet, men han havde den folkelighed og værdighed ”man kunne forvente” af en moderne dansk monark. Han var ven med en socialdemokratisk statsminister og kunne på én gang fremvise sine sømandstatoveringer og optræde som habil klassisk dirigent. Hans og familiens liv og færden var genstand for opmærksomhed og sikkert også hengivenhed i vide kredse, men ikke for kannibalisme og snagen. Måske var det den ufolkelige dronning Ingrid der holdt de mest vulgære medier på afstand. Eller medierne var i henseende til usmagelighed endnu ikke tilstrækkeligt udviklede.. Anderledes er det gået med datteren Margrethe. Hun mangler totalt faderens blanding af folkelighed og værdighed. Hun fremstår efter en menneskealders regering som en artig, genert overklasseskolepige, der opfører sig pænt, siger pæne almindeligheder, eller rettere læser dem højt. Hendes og den ugidelige prinsgemals vennekreds repræsenterer ugebladenes ynglingeofre i overklassen, underholdningsindustrien, playboy-verdenen, resterne af land-adelen. At en moderne monark ikke længere kan være hele folkets monark, men kun overklassens er i dag tydeligere end nogensinde før. Alt hvad der er fjernt fra de hjemløse, de udstødte, de underbetalte repræsenteres af monarken.

Allerede inden den tiltagende og mediestøttede forfladigelse af kongehuset for alvor satte ind havde udviklingen efter de borgerlige revolutioner medført en degenerering af de borgerlige  grundværdier. Den jordejende adel allierede sig med storborgerskabet. Fra at være en revolutionær klasse blev borgerskabet en samfundsbevarende klasse, som overtog aristokratiets værdigrundlag.  Hovedtendensen blev, at de tilbageværende monarkier med støtte i samfundets overklasse mere og mere fik karakter af en smuk samfundsbevarende  kultur, som i heldigste fald indeholdt elementer der kunne samle folket eller nationen, festliggøre hverdagen for såvel bemidlede som ubemidlede.. I uheldigste fald krævede en hel del pudder, parfume og camouflage. En moderne H.C. Andersen kunne have skrevet en historie med titlen ”Klædernes nye kejser”, hvor den lille dreng kunne have peget på det fine stads og sagt til sin mor ”Men der er jo ingen kejser under”. Kongedømmet er blevet ren glasur. Ren og flad underholdning. Og når der engang imellem falder et kongeligt alvorsord falder det med usvigelig sikkerhed indenfor rammerne af det totalt uskadelige. Tænk at vi stadig priser hende for at have stemplet den lille racisme som ”dumsmarte bemærkninger” – som om det ikke var langt alvorligere!. Men uskadeligt skal det naturligvis være. Ellers kan man også være helt sikker på, at samfundets virkelige økonomiske og politiske ledere ville gribe ind.

Hvorfor nu i et kommunistisk partis programmatiske diskussioner opholde sig ved denne specielle kongefamilies voksende uegnethed til at samle nationen om sig? Hvorfor lade sådanne overfladiske betragtninger indgå i overvejelser om monarkiets afskaffelse?  Hvorfor ikke bare acceptere den royale dekadence som  en udvikling, der en skønne dag måske om ikke så længe vil føre til monarkiets stille død? Næh, såmænd, hvis det ikke var for det absurde i, at samfundet, der indskrænker velfærdet på så mange andre områder, skal finansiere denne unyttige og snyltende families forbrug af biler og slotte og tøj og menneskelige ressourcer der var en bedre sag værdige. Hvis ikke det var fordi hele det royalistiske cirkus så åbenlyst trækker den brede offentlighed rundt ved næsen. Så at sige yderligere forsinker en uhildet erkendelse af, hvad der er galt i samfundet og hvad der skal til for at reparere på det. Hvis det ikke var for det falske fællesskab medierne pådutter os. Den falske kommercialiserede kultur, som der skal en fornyelse af kulturkampen til for at komme til livs.

Kulturkampen skal  ikke undervurderes. Og vi har vel lært så meget af de historiske erfaringer den kommunistiske verdensbevægelse har gjort med at prioritere de økonomisk-politiske samfundsforandringer, at den tid nu må være forbi, hvor vi mekanistisk mener, at forandringer i ”overbygningen” er noget der automatisk følger af forandringer i ”basis” og skal prioriteres i overensstemmelse hermed. Venstrefløjen har alt for længe skubbet spørgsmålet om den kultur der bærer og bæres af  det kapitalistiske samfund og ikke mindst nyliberalismens felttog til side for at hellige sig spørgsmålet om den sociale retfærdighed, de økonomiske forandringer og de politiske magtforhold.

Den herskende kultur er den herskende klasses kultur. Den herskende klasse behøver kransekagefigurer, symboler, drømme- og identifikationsobjekter for at kunne sælge sine produkter, sine meninger og ikke mindst sin samfundsideologi. Som er den fundamentale uligheds ideologi. Fra at være et borgerligt samfund, hvor alle borgere i princippet var lige, har vores kapitalisme jo udviklet sig til en garanti for ulighed i levevilkår og muligheder. Hertil behøves ikke nødvendigvis en kongelig familie med arvelige privilegier. Der er også ulighed i republikker. Men når man nu har  kransekagefigurerne…..! Og når man nu kan bilde folk udenlands ind at den Glücksburgske familie er pæredansk…..

Og den herskende klasse behøver også kransekagefigurer som afledningsmanøvrer. Så længe det er vigtigere at vise en gammel kone der trykker dronning Ingrid i hånden end at vise hvor usselt  den samme gamle kone, efter et helt arbejdsliv at have betalt sin skat med glæde, behandles nu da hendes stemme ikke længere kan høres, så længe har monarkiet en meget præcis afledningsfunktion. Så længe det kan lykkes at få folk til at drømme sig bort fra den skrantende livskvalitet, den forringede sundhed, den sociale udstødning og arbejdspresset ved maskinen i kongerøgelsens tåger, så længe er millionerne til kongerøgelse givet godt ud.

Derfor bliver vi nødt til at rejse spørgsmålet om den fortsatte ”berettigelse i” at have en kostbar kongefamilie siddende for skatteborgernes penge. Igen og igen rejse spørgsmålet i forbindelse med diskussionerne om, hvordan vi skaber tillid til, at dette samfund, også selvom det en tid lang vil fortsætte med at være kapitalistisk,  kan bringes til at håndhæve visse elementære forestillinger om ligeberettigelse, frihed, tillid til de folkevalgte….. og vi må prøve at foregribe den situation, hvor monarkiets afskaffelse kommer på dagsordenen og hvor dette ikke bare skal ske som en topstyret indførelse af republikken, men som en gennemgribende nyvurdering af, hvad der skal til for at gøre sig fortjent til at repræsentere vort samfund udadtil… hvad der naturligvis er masser af mennesker der kan gøre mindst ligeså godt som Margrethe, for ikke at tale om Frederik og for slet ikke at tale om Henrik. Også uden at revolutionere det danske samfund, kan skiftet fra arvemonarkiet til republik benyttes til en kulturkamp for ægte demokratiske værdier. Det er jo i hvert fald ikke lykkedes for vores ”kloge” dronning at forhindre den gradvise demontering af det danske samfund, bevare højskolekulturen, det danske familielandbrug, endsige styrke den nationale samfølelse mod  fremmedhad og mod umyndiggørelse af den danske nation. Der er kort sagt ikke noget af det, som er vigtigt for en nation, som vi kan takke Margrethe den anden for at have fastholdt.

Fritstil hende. Lad hende lege i fred med sine hobbies. Giv hende et rummeligt hus med gode atelierforhold. Eller lad hende i himlens navn blive siddende i sit skrud, men lad os så gøre det lettere for hendes ældste søn at dyrke sin hundeslæde og sin snorkel sammen med sin Bettina.  Og lad så nationen samles om repræsentanter vi vælger i respekt for det de har udrettet for retfærdighed, bæredygtig økologisk udvikling, genoprettelse af velfærdsstatens humane værdier. Kald dem repræsentanter, kald dem hvad som helst.

Finn Hermann