McUddannelse.
Af Jesper Johansen.
Regeringens reformer på universiteter og gymnasier, er et udtryk for opfattelsen af uddannelsen som en handelsvare, og et led i en omfattende plan om liberalisering af kommercialisering af uddannelsessystemet.
I det sidste års tid er uddannelse igen blevet et politisk fokusområde. Elev- og studenterbevægelsen har gennemført de største protestaktioner i femten år, der gennemføres ledelsesreform på universiteterne, og arbejdet til gymnasie- og HF reformen i 2004 ventes at komme til at indeholde et opgør om institutionernes ejerskab. Samtidig hører vi om protester fra både elever og lærere rundt omkring i Europa, imod brugerbetaling og det private erhvervslivs indflydelse på uddannelserne. Mange af diskussionerne er stadig så diffuse, at det kan være svært at overskue indholdet af dem, men et meget uhyggeligt billede begynder at tegne sig: Uddannelse skal ændre sig fra at være en demokratisk rettighed til at være en handelsvare, og den danske regering er begejstret.
På universitetsområdet lagde den nye videnskabsminister Helge Sander hårdt ud, ved at spille ud med et forslag til universitetsreform, som fuldstændig afskaffede det hårdt tilkæmpede studenterdemokrati og overførte universiteterne til selveje efter samme model som Danmarks Tekniske Universitet. Under forhandlingerne blev forslaget om selveje taget af bordet for at sikre et bredt forlig, og i oktober kunne Helge Sander så præsentere en aftale med Socialdemokratiet og Kristeligt Folkeparti som bekræftede manges bange anelser. Strukturen med valgte ledere afskaffes til fordel for en enevældig bestyrelse der mødes få gange om året. Denne bestyrelse udpeger en rektor, som så er daglig leder, og kan ansætte ledere nedefter i systemet. De studerende blev forsøgt spist af med to repræsentanter i bestyrelsen, hvis flertal hentes uden for universiteter, bl.a. erhvervslivet. En bestyrelse med eksternt flertal skulle ifølge videnskabsministeren sikre ”et samspil imellem uddannelserne og erhvervslivet”, men erfaringerne fra andre lande taler deres tydelige sprog. Uddannelsernes indhold målrettes erhvervslivets kortsigtede behov, forskningen bliver i endnu højere grad end i dag kontrolleret af erhvervslivet, og prioriteringer i universitetets arbejde foretages af folk, der ikke har nogen form for daglig berøring med selve uddannelsen. Alt i alt er det altså lykkedes Helge Sander at afskaffe demokratiet på universiteterne totalt, og sikre erhvervslivet afgørende indflydelse på uddannelsernes indhold. Universitetsreformen var dog ikke en udelt succes for Venstre, da ideen om selveje forholdsvis hurtigt blev taget af bordet, bl.a. på baggrund af de dårlige erfaringer fra DTU. På gymnasieområdet, til gengæld, lægges der nu op til en mere gennemgribende ændring.
I 1984 lykkedes det daværende undervisningsminister Bertel Haarder at presse et forslag igennem folketinget, som overførte statsgymnasierne til amtsligt ejerskab. Decentraliseringen gjorde det nemmere at gennemføre nedskæringer på gymnasierne, da de nu kunne tage forskellig form fra amt til amt, og så sent som den 5. september i år, aktionerede 40.000 gymnasieelever imod nedskæringer i visse amter, som til stadighed truer med at skabe stor geografisk ulighed i undervisningens standard. Det amtslige ejerskab har imidlertid med tiden vist sig mindre nyttigt for Venstres spareiver end modellen med selveje, der kendes fra erhvervsskoler og handelsskoler, der fungerer ved taxameterstyring, dvs. de får et vist beløb fra staten pr elev de har på skolen.
Udmeldinger fra Venstre tyder da også på, at man nu vil gøre op med det amtslige ejerskab, og også overføre gymnasier og HF kurser til selveje. Præcis under hvilken form man vil gøre dem selvejende kan vi naturligvis ikke vide endnu, men sandsynligheden taler for, at en uafhængig bestyrelse på det enkelte gymnasium eller HF kursus vil få meget stor frihed til at fordele de midler man får i tilskud fra staten pr elev, og resultatet kender vi allerede fra erhvervs- og handelsskoler:
Færre lærere, dårlige undervisningsmaterialer og ingen vikartimer.
Med den nuværende undervisningsministers fokus på outputstyring er der desuden god grund til at frygte, at det taxametersystem man ville anvende ville regne per elev der gennemfører eksamen, frem for per elev der starter på skolen. Det kan tvinge skolerne til at presse deres elever hurtigst muligt igennem deres uddannelse, hvilket passer til regeringens plan om hurtigt at få de unge ud på arbejdsmarkedet. Desuden skaber taxameterstyring en ond cirkel for skoler der pga. for eksempel geografisk beliggenhed ikke har så mange elever. Disse skoler med få elever vil ikke have penge til at tilbyde den samme standard undervisning og miljø som en skole med mange elever, og vil som følge deraf miste flere elever og flere penge. Derfor vil selvejende gymnasier åbne muligheder for at det private erhvervsliv kan sponsorere undervisningsmaterialer etc. og dermed kontrollere en del af indholdet i undervisningen. Denne situation kendes allerede i dag i USA, hvor selv bøger til grundskoleelever produceres af multinationale firmaer, som promoverer deres egne produkter.
På baggrund af regeringens førte politik er det ikke svært at forstå ideologien der ligger bag: Uddannelserne skal i stigende grad åbnes for erhvervslivets interesser, udmeldinger om det pædagogiske indhold i gymnasiereformen åbner for tidligere specialisering, og færre alment dannende aspekter i uddannelsen. Den økonomiske styring af gymnasierne og HF kurserne skal foregå så decentralt som muligt, der tales sagte om elitegymnasier med speciale i f.eks. naturvidenskab, så den nationale standard på studentereksamenen trues.
Alle disse ting er imidlertid kun toppen af isbjerget. Bag regeringens politik ligger nemlig et stærk internationalt pres for at lade det private erhvervsliv drive uddannelsesinstitutionerne på en profitorienteret basis. Presset kommer fra den såkaldte General Agreement on Trade in Services (GATS), som præsenterer en af de største trusler imod den danske velfærdssektor i dag.
I Danmark og det meste af Vesteuropa er der en bevidsthed om at uddannelse er en menneskeret, mange vil være enige i, at almen dannelse og opdragelse til at deltage i et demokratisk samfund er uddannelsens vigtigste formål. Denne bevidsthed er så grundfæstet i befolkningen, at de borgerlige partier når de gennemfører deres erhvervsretning af uddannelserne, gør alt for at pakke det ind i internationale undersøgelsesresultater, og pædagogiske argumenter. På internationalt plan er der imidlertid en helt anden opfattelse af uddannelsens formål. Uddannelse er en handelsvare som alt andet, og formålet med universiteter og skoler i mange lande er derfor først og fremmest at skabe profit for ejerne. Denne opfattelse gælder for så vidt ikke kun for uddannelse, men også for andre servicesektorer som sundhedsvæsnet, vandforsyning etc.
Derfor forsøger de multinationale selskaber at skaffe sig adgang til de europæiske marked for serviceydelser, og GATS aftalen er midlet som skal sikre dem dette.
GATS aftalen blev indgået i 1994 samtidig med verdenshandelsorganisationen WTO’s oprettelse. Aftalens formål er at fjerne alle handelsbarrierer på serviceydelser, så hele servicesektoren, der udgør ca. 20 % af den samlede verdenshandel. Aftalen bygger på princippet om ”fremadskridende liberalisering” (progressive liberalisation), hvilket betyder, at der konstant skal liberaliseres flere områder inden for servicesektoren, og de allerede liberaliserede områder ikke kan renationaliseres, selvom regeringen i et eller flere lande skulle ønske det. Processen foregår ved at alle WTO’s medlemslande afleverer en liste til hvert af de andre lande, hvori de nævner de sektorer de vil have landet til at liberalisere under GATS, den såkaldte ”round of requests”. Derefter indledes en forhandlingsrunde hvor samtlige 140 medlemslande i WTO skal blive enige om hvilke lande der skal lægge hvilke områder ind under GATS. Når dette er gjort skal en ny ”round of requests” begynde imens landene gennemfører de liberaliseringer de har forpligtet sig til. Skulle et land ønske at ophæve liberaliseringen af et område, kan det tidligst ske tre år efter den er foretaget, og da er det pågældende land forpligtet til at yde en erstatning til de lande og selskaber som kunne have tjent penge på den pågældende ydelse, som yder fuld kompensation for de indtjeninger det pågældende land eller selskab kunne have fået i en årrække. Er parterne ikke enige om erstatningens størrelse, vil sagen blive henvist til en voldgiftsafgørelse i WTO, hvor et panel på tre til fem handelsjurister vil kunne afgøre hvor stor en erstatning f.eks. USA ville være berettiget til, hvis Danmark ikke ville liberalisere sit uddannelsessystem. I praksis er det således nærmest umuligt at omgøre liberaliseringen af en ydelse. Som den tidligere direktør for GATS, David Hartridge har udtalt: ”GATS vil sætte farten op på liberaliserings- og reformprocessen, og gøre den uomvendelig”.
Indtil 31. marts skal landene aflevere lister i den første ”round of requests”, men i Danmark er det demokratiske apparat mere eller mindre sat ud af funktion i den sag. EU’s handelskommisær Pascal Lamy forhandler nemlig på Danmarks og de andre EU landes vegne, og på trods af, at runden slutter om fire måneder, er der endnu ikke blevet vedtaget noget forhandlingsmandat i folketingets Europaudvalg. Den eneste indstilling der endnu er lavet i anledning af forhandlingerne, er en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra erhvervslivet og tre ministerier, som i sin rapport finder: ”at der bør tilstræbes en så omfattende yderligere liberalisering af handel med tjenesteydelser…” indenfor områder der blandt andet inkluderer: ”uddannelsesrelaterede tjenesteydelser fx undervisning af børn”. Udmeldinger fra WTO’s råd for tjenesteydelser og diverse stærke lobbygrupper for erhvervslivet tyder også på, at uddannelse vil blive prioriteret liberaliseret i denne forhandlingsrunde.
Ifølge GATS aftalen må der ikke laves nogen form for særbehandling imellem virksomheder der udbyder samme vare. Det vil sige, at hvis en virksomhed der producerer en serviceydelse får offentligt tilskud i Danmark, skal alle andre virksomheder der udbyder den samme serviceydelse i Danmark, uanset om de er dansk ejet eller ej, have samme tilskud. Ligeledes må regeringen i et land ikke lave nogle regler der kan favorisere en udbyder frem for en anden. Om en regel er favoriserende eller ej er naturligvis umuligt at definere klart, så også her vil tvivlsspørgsmål blive afgjort af et panel af handelsjurister i WTO. Man kunne for eksempel forestille sig, at en amerikansk baseret skole i Danmark ville finde det diskriminerende at undervisningen skulle basere sig på dansk litteratur eller dansk sprog, eller at pensum for folkeskoler eller gymnasier favoriserede dansk baserede skoler. Meget relevante emner for den danske befolkning at være i demokratisk kontrol med, men afgørelsen ligger hos WTO.
For øjeblikket ved vi, at USA, Australien og New Zealand har ønsket at en del af uddannelsessystemet lægges ind under GATS, og hvis de får held med det vil det ændre hele vores uddannelsessystem grundlæggende. Profitorienterede firmaer vil få adgang til at drive uddannelsesinstitutioner i Danmark, med samme statsstøtte som de offentlige skoler, sandsynligvis baseret på et taxametersystem, så bevillingerne til de offentlige skoler vil falde. Resultatet bliver som vi i dag ser i USA: Mange skoler med utrolig lav standard og nogle få med tårnhøj brugerbetaling som tilbyder gode forhold til eleverne. Mange af skolerne tvinges til at benytte sig af sponsorerede undervisningsmaterialer eller andre reklamer på skolens områder, og i Philadelphia i USA oplevede man da sommerferien sluttede i år yderste konsekvens af liberaliseringen. Børn i folkeskolealderen der gik i skole i de mindre bemidlede kvarterer mødte op første dag efter ferien og opdagede, at de fleste af deres bøger og møbler var blevet solgt, da firmaet som ejede skolen var i økonomiske problemer. Senere fandt firmaet ud af, at man kunne løse problemerne ved at lade skolebørnene arbejde en time hver dag, arbejde som skolen lod indgå i undervisningen, og derfor kunne gøre krav på fortjenesten af.
På Universitetsområdet vil privat ejede universiteter desuden betyde, at forskningen i langt højere grad end i dag vil kunne kontrolleres af erhvervslivet. Hvis private firmaer er ejere af universitetet vil de kunne gøre krav på den viden som forskerne opnår igennem deres arbejde, og historier som den såkaldte Dandy-sag fra Århus Universitet vil ikke blot blive hverdagskost, men også fuldt accepteret i forskerkredse, da man ellers ikke vil kunne få midler til at udføre forskning.
Vi kan ligeledes forvente et opgør med det alment dannende aspekt i uddannelsessystemet, og i stedet en kortere uddannelsesperiode hvor man udelukkende læser direkte erhvervsrelevante fag. Dette kan eleverne blive tvunget til at acceptere, da privatbaserede gymnasier og universiteter sandsynligvis vil blive så dyre at gå på, at man ikke vil have økonomisk mulighed for at tage flere end de strengt nødvendige fag. På European Business Summit I år 2002 harcelerede Gerhard Cromme fra European Roundtable of Industrialists over: ”…denne dovne kultur, der hersker i det europæiske uddannelsessystem” hvor studerende ”tager sig den frihed, at gå efter emner, der ikke har nogen praktisk anvendelighed…Skoler vil give et bedre resultat for betalende kunder, som enhver anden forretning”.
De firmaer som allerede nu udbyder uddannelser på en profitorienteret basis er primært amerikanske, og ifølge formanden for Dansk Magisterforening, Ingrid Stage, er der røster i USA som mener, at liberaliseringen af uddannelsesmarkedet også vil gavne USA's sikkerhedspolitiske dagsorden og ”styrke freden”, hvis amerikanske firmaer får mulighed for at undervise elever og studerende på en basis af amerikansk kultur og demokratiopfattelse. GATS aftalen truer således ikke kun uddannelsessystemet med en kraftig social slagside, men kan også være et nyttigt redskab for USA i den kulturimperialistiske offensiv der er indledt efter 11. september 2001.
Tilbage står spørgsmålet, om uddannelse overhovedet kan lægges ind under GATS aftalen. Ifølge GATS §1.3 omhandler aftalen alle serviceydelser som ikke ydes under udøvelse af national autoritet. Umiddelbart lyder det jo betryggende, for umiddelbart kunne man sagtens se offentlig uddannelse falde ind under den kategori. Man behøver imidlertid ikke læse mere end et par linier længere ned, før man kommer til §1.3.C hvor det defineres hvilke ydelser der ydes under udøvelse af national autoritet. Det drejer sig om ydelser der hverken bliver:
·Ydet på en kommerciel basis.
·Ydet i konkurrence med en eller flere serviceudbydere.
Set i lyset af disse formuleringer er uddannelse klart inkluderet under GATS, og regeringens planer om selveje og intern konkurrence imellem skolerne får pludselig en ekstra dimension: De forbereder uddannelsessystemet på GATS, og i sidste ende en total afvikling af de offentlige uddannelsesinstitutioner. Siden Bertel Haarder trådte til som undervisningsminister har Venstres holdning til uddannelse været klar: Konkurrence skaber de bedste uddannelser, og i dag står det klart, at de multinationale selskaber om nogen er dem der står bag den politik der bliver ført igennem de internationale organisationer som WTO, IMF og andre. Selv David Hartridge har åbent sagt om GATS aftalens tilblivelse: ”Uden det enorme pres der blev skabt af den amerikanske finansielle sektor, særligt selskaber som American Express og Citicorp, havde vi aldrig fået en aftale om tjenesteydelser…”.