Materialismens filosofi

Af Lars Ulrik Thomsen

I samme takt som programdiskussionen uddybes, vokser også behovet for at afklare en række filosofiske spørgsmål.

Populært sagt er den dialektiske materialisme det værktøj, vi anvender for at kunne danne os et troværdigt billede af virkeligheden. Da værktøjet selv er underlagt bevægelseslovene for materien, er det ikke noget én gang givet, men selv i stadig udvikling i takt med de nyeste opdagelser i naturvidenskaberne.

Som eksempler på denne fremgangsmåde kan nævnes Fr. Engels’ ”Anti-Dühring” fra 1878 og V.I. Lenins ”Materialisme og empiriokriticisme” fra 1909.

Begge værker er polemiske, idet de imødegår forvanskninger af den videnskabelige socialisme. Samtidig er de selv nyskabende, idet de videreudvikler den dialektiske materialisme efter datidens udviklingstrin.

Hvilke banebrydende opdagelser er der sket siden? En af de indlysende og skelsættende er opdagelsen af atomenergien, der både kan frigøre uendelige muligheder for menneskeheden, men også betyde dens undergang. I bogen The Peace Revolution fra 1975 har den amerikanske filosof John Somerville på overbevisende måde videreført traditionen fra Engels og Lenin.

Han påviser, hvordan vores sprog halter håbløst efter udviklingen. Et begreb som krig har ikke den samme betydning før og efter opdagelsen af atomenergien. I vores tid betyder krig et skred mod afgrunden, idet der ikke som tidligere kan tales om vindere eller tabere.

Det var bl.a. dette afgørende spørgsmål, som dannede grundlaget for nytænkningen i Sovjetunionen omkring midten af 80’erne.

Af andre filosoffer, som har beskæftiget sig med en fornyelse af marxismen, er tyskeren Wolf Dieter Gudopp, som i artiklen ”Das Mass der Epoche” har ydet et værdifuldt bidrag til en aktuel analyse af imperialismen mod slutningen af det 20. århundrede.

Også i Danmark har vi en materialistisk tradition at bygge på: Fr. Drejer, Gustav Bang, Gerson Trier, Herbert Iversen, Hartvig Frisch, Ib Nørlund, Carl Erik Bay og Uffe Juul Jensen for blot at nævne nogle eksempler.

I slutningen af 50’erne foregik der i tidsskriftet Dialog og Tiden en længere debat om komplementaritetsteorien, der var udviklet af Niels Bohr. Denne diskussion har stadig aktualitet, når vi tænker i nyskabende baner.

Vi har med andre ord en rigdom af viden og erfaringer at bygge på. Det er op til kollektivet at forvalte ”arvegodset” og gøre det frugtbart under nutidens betingelser.