I den standende
programdiskussion savnes nogle overvejelser vedr. marxismens plausibilitet.
Holder de marxistiske forklaringer vand, eller burde de forsvinde ligesom
Sovjetunionen og DDR?
Findes der felter, som
burde opdateres?
Når dette spørgsmål
overhovedet er værd at ofre tid og kræfter på, skyldes det, at det er tæt vævet
sammen med de nederlag, venstrefløjen i almindelighed og kommunisterne i særdeleshed
har været udsat for. Siden 1989 har der været mildt sagt langt mellem
snapsene.
Der har selv i
overbeviste kommunistiske og socialistiske kredse været en god del faneflugt og
mytteri fra marxismen i de seneste to årtier – især efter opløsningen af
Sovjetunionen og genforeningen af Tyskland. Disse to begivenheder anvendes
fortsat flittigt som argument for at vende marxismen ryggen. Det kan sikkert
passe udmærket på nogle felter, men i generel samfunds-videnskab har
marxistiske tolkninger af verden ikke tabt i værdi i løbet af 1980’erne
eller 1990’erne.
Det skyldes nogle hårde
kendsgerninger: Den vestlige verdens produktionsmåde er kapitalistisk i en præcis
forstand: kapitalisme defineres ved privat ejerskab af produktions- og
distributionsmidler, og denne ejendom administreres som kapital, dvs. som værdi,
der søges øget i form af profit. Komple-mentariteten til kapital er lønarbejde
og lønarbejdsmarked. Markedet som institution søger at fremme konkurrence og
ikke-samarbejde og får på den måde priser til at se ud som resultatet af
udbud og efterspørgsel. Derfor hedder denne økonomi også ”markedsøkonomi”.
Den væsentligste
kulturelle kode, der forsvarer markedsøkonomien, er liberalismen. Den kan fremføres
i mere eller mindre god tro, mere eller mindre hyklerisk. Liberalismen betragter
den kapitalistiske produktionsmåde som frihedens bolværk for alle og ser den
som afgørende for økonomisk og materielt fremskridt for alle. Liberalismen
forsvarer enhver borgers ret til ejendom og frihed. Dens blinde plet har været
påpeget af både konservative og socialister siden det 19. århundrede.
Samfundsvidenskabeligt set må liberalismen derfor betragtes som en gendrevet
doktrin. Til trods for denne gendrivelse dominerer den liberale tænkning
fortsat kapitalens kulturelle verden med den dyrkelse af individualismen. På
det filosofiske og ideologiske plan understøtter den nyliberale økonomiske
teori og dens afledninger den kapitalistiske produktionsmåde.
Den materialistiske
historieteori pointerer i marxistisk tænkning, hvordan artefakterne efter de
menneskelige virksomheder selv bliver aktører i det sociale liv – i tillæg
til de menneskelige aktører. Ved at udfolde kapitalens rolle som handlende
historisk kraft bemærker man sig et socio-materielt felt, som muliggør en
ikke-intellektualistisk doktrin om social handling, som står i modsætning til
den liberale doktrin.
Kapitalistisk produktion
og distribution ekspanderer i en uendelighed ved at omskabe flere og flere
produkter og aktiviteter til varer og ydelser. På den måde gøres penge til
det almene medium og formidlende led i relationerne mellem mennesker.
Arbejdsvirksomhed transformeres til lønarbejde og profitjagt, og fritiden
transformeres til forbrug af kapitaliseret underholdning så som
”turistpakker” eller
popindustriens produkter. Som Marx og Engels kunne fastslå i ”Det
kommunistiske Manifest” (1848), er intet helligt for kapitalen.
Den kapitalistiske
produktions- og distributionsmåde fører videre til samfundets opdeling i to
vigtige klasser – kapitalistklassen og klassen af lønarbejdere,
proletariatet. På grund af den permanente revolution af produktionsmidler
(teknologi) vil der til enhver tid eksistere en reservearmé af lønarbejdere.
Denne reservearmé har tendens til at lægge pres på lønniveauet – således
at det formindskes i retning af eksistensgrænsen. Dette er grunden til, at det
er umuligt for de fleste lønarbejdere at akkumulere kapital og forlade lønarbejderklassen.
Tværtimod er den historiske tendens, at mindre gårdmænd, husmænd, små
forretningsdrivende m.v. transformeres til lønarbejdere. Den relative
forarmelse af lønarbejderklassen er en historisk tendens: de store kapitallejeres
rigdom bliver øget, men den almindelige lønarbejders vilkår
bliver dårligere.
Samfundslivet udfoldes på
basis af den kapitalistiske produktionsmåde og dennes indbyggede konflikter.
Staten påtager sig den opgave at varetage ”arbejdsfreden” ved at pacificere
og neutralisere utilfredse grupper, ved at udvikle programmer for velfærd og
social sikkerhed og ved at beskytte privatejendommen gennem politi- og fængselsvæsen.
På det kulturelle plan fortætter legitimeringen af den kapitalistiske økonomi
i massemedierne, således som vi kan se hver dag i sæbeoperaer og TV-serier om
forbrydelse og reaktioner mod kriminalitet. Den slags underholdning er kun
indlysende i det omfang, den kapitalistiske eller markedsøkonomien tages for
givet.
Den såkaldte
globaliseringsproces indeholder en stærkt forøget kapitalistisk ekspansion
verden over. Globaliseringen er med til at skabe sultende verdensmarkeder, og
dette på sin side er med til at svække fagforeningernes forhandlingsret og
magt. Et verdensproletariat af hidtil uset omfang synes at dukke op i disen –
millioner og atter millioner af lønarbejdere, som arbejder under
eksistensminimum. De er dårligt organiserede eller direkte uorganiserede –
noget, staten i mange tilfælde direkte støtter.
Akkurat fordi
Sovjetunionen og Østeuropa fejlede i skabelsen af en alternativ økonomi, ser
Marx og Engels’ fortolkning ud til at stemme bedre med de hårde facts, end
den har gjort i årtier. For at forsvare marxismen i perioden 1950-80 måtte man
være ganske durkdreven – og det kan man jo læse i ”Land og Folk”,
”Tiden” eller de mange pjecer og pamfletter, DKP udgav. Hele tiden skulle
man dokumentere, at klassesamfundet fandtes – trods de smukke kulisser. I dag
kan enhver se, at de basale træk ved et samfund, baseret på den kapitalistiske
produktionsmåde, er ganske manifeste. Dette er en af flere grunde til, at
marxistisk fortolkning og forklaring af verdens tilstand har mistet sin
tidligere tiltrækning blandt videnskabsmænd og intellektuelle. Eftersom
marxismen stemmer alt for godt med facts, indeholder den ikke den samme
intellektuelle udfordring som førhen. Den kan ikke tilfredsstille behovet for
at være sofistikeret og brillant. Marxistiske beskrivelser af samfundet og
verden er kommet i nærmest fuld overensstemmelse med facts og derfor banal.
Det er korrekt, at
marxismen på et punkt ikke er plausibel, nemlig punktet om klassekampen.
Klassekampen forsvinder ikke i henhold til marxistisk tænkning, men fordi
arbejderbevægelsen er svag i Vesteuropa i disse år, og fordi millioner af
arbejdere i Sydkorea og Thailand og lignende steder lever under kapitalistisk
dominans, er klassekampen ikke synlig. Hvis der overhovedet er en klassekamp, så
er kapitalistklassen den opadstigende klasse. Til trods herfor ser den
marxistiske doktrin ganske plausibel ud som fortolkning af verdenssamfundet i
dag. Dette skyldes, at marxismen bygger på de basale begreber i moderniteten
– fornuft, individuel frihed og historisk fremskridt. Liberalismens huller
kan ikke bare undskyldes, eftersom liberalismen også er viet til moderniteten.
Marxismen er – som en intern kritik af liberalismen – plausibel og væsentlig,
så længe som liberalismen fortsat kan findes i vores kultur.
En hel del moderne
samfundsteori fortolker verden uden en top og et center, og dette skulle
angiveligt være grunden til, at protestbevægelser er dømt til undergang. Men
dette statement er ikke plausibelt. Teorien om f.eks. autopoietiske systemer
betragter samfundet som et system uden center. Verdenssamfundet har imidlertid
et center. Det fejrede nogle den 11. september 2002 – der er muligvis tale om
flere centre, altså en polycentrisk tilstand, men et center er langt vigtigere
end de øvrige, nemlig USA. De ledende lag i USA behersker verden økonomisk,
politisk, kulturelt og militært. Flere af de store mega-byer – New York,
Paris, London, Tokio – udøver stærk indflydelse over resten af verden. Og
den indflydelse er ikke gensidig. Der er end ikke den ringeste tendens i retning
af det a-centriske; tværtimod er koncentrationen af økonomisk, politisk,
kulturel og militær magt styrket.
Teorien om den
a-centriske verden genfindes i anarkistisk tænkning som f.eks. Deleuze’s
filosofi om forskelle. Men denne filosofi kan på ingen måde støtte den
opfattelse, at verdenssamfundet er a-centrisk i dag. Det er ganske enkelt
forkert!
Verdenssamfundet er
heller ikke blevet mere funktionelt differentieret som påstået i Luhmanns
systemteori. Selv hvis man kunne forestille sig, at der fandtes nogle få – om
overhovedet nogle – autopoietiske systemer i det sociale liv, så ville den
moderne systemteori lede på afveje. Det skyldes, at den importerer sine
tankefigurer fra biologien og overfører dem til sociologi og samfundsvidenskab.
Derved bidrager man stort set til bevarelse af status quo.
Til slut blot nogle få
linjer om opdatering, huller i marxismen eller om den historisk er overhalet på
nogle felter. Det centrale i Marx’ tanker omkring ”Kapitalens”
tilblivelsesproces er en ganske ligetil sag, der desværre ofte er glemt: man
udvikler ikke kritisk tænkning på sidesporet, men derimod på kongevejen. Hvad
indebærer det i dag? Det indebærer bl.a. analyser af ’overgangen fra
industri-samfund til videnssamfund’, af ’globaliseringen’ (som Marx og
senere Lenin havde et skarpt blik for), af ’hegemoniet’ i nutiden og af
’den subjektive faktor’. Mere kunne nævnes, men disse udfordringer er vist
så ganske rigelige.