Måske er mangfoldighed bedre

Et svar til Peder Pedersen

Kære Peder – gode kammerat.

Du har ret i, at udenforstående ikke kan forstå, at vi i Danmark skal have 5-10 kommunistiske partier/organisationer. Men det er jo egentlig ikke mere underligt, end at vi også skal have 5-10 borgerlige partier. Bare fordi vi har den bedste politik, behøver vi jo ikke være bedre til at enes eller til at samarbejde.

Du gentager Jørgen Petersens spørgsmål, om vi kan leve op til de krav, som ”man” med rimelighed kan forvente af et kommunistisk parti. Jeg synes, det er et underligt spørgsmål, men også en typisk DKP/ML-”ting”. Som om der er nogle objektive krav, vi skal leve op til for at “være gode nok”. Og underforstået, at det er vi altså ikke. Jeg for min del er færdig med at påtage mig skyld og skam, uanset hvem der prøver at påføre mig den. Jeg og vi er gode nok. Hvis det ikke giver de ønskede resultater, så er det såmænd nok omstændighederne, der er imod os. Revolutionen lader sig ikke påtvinge vores ønsker – uanset hvor mange krav, partiet lever op til.

Og hvem er det, der forventer sig noget særligt af os? Sidder Marx, Engels, Lenin, Trotskij, Stalin, Mao, Enver Hoxha, Kim Il Sung og formand Gonzalo i deres himmel/fængsel og vurderer vores partimæssige adfærd mod det forventelige? (I opremsningen af “klassikerne” er allerede givet et fingerpeg om visse uoverensstemmelser partierne imellem). Eller er det DKP/ML’s formand Jørgen Petersen, der sidder med sandheden om, hvad der forventes af det kommunistiske parti?

Nå, tilbage til sagen. Landsledelsens og forretningsudvalgets politik er, at vi gerne vil samarbejde med (alle de) andre kommunistiske partier/organisationer, og at vi endvidere – da sagen er os meget magtpåliggende – gerne vil formidle og tage initiativ til samarbejde mellem de kommunistiske partier og organisationer og den politiske venstrefløj i det hele taget. Og der foregår efterhånden rigtig mange ting på kryds og tværs. Vi er så at sige ved i praksis at vænne os til, at vi alle sammen er der, og at vi – til en vis overraskelse for de fleste – alle sammen gerne vil samarbejde, og at der ikke umiddelbart er nogen, der afviser at være i stue med andre. Der samarbejdes både om praktiske ting, f.eks. en bedre udnyttelse af de medier, vi tilsammen råder over, om aktiviteter og som det nyeste om politik, hvor det mest konkrete initiativ er det fælles seminar om flygtninge- og indvandrerpolitik, der planlægges.

  Sammenlægning: Kan vi så ikke lige så godt lægge kræfterne sammen? Ja og nej. Umiddelbart jo ud fra en forestilling om, at det vil give “stordriftsfordele”. Men det er som med kommunesammenlægninger: Folk skal føle for det, og de skal tro på, at det vil nytte. Sammenlægning giver i sig selv ikke mange fordele. Når man slår 5 små sammen, giver det ikke en stor. Vi vil stadig være få. Og mange vil måske blive passive eller melde sig ud. For der er også forskelle – både “organisatoriske” og politiske. Der er stadig partier/organisationer, vi vil kalde ekstremistiske – ligesom de kalder os reformister. Jævnfør igen rækken af klassikere, vi kan bekende os til. Vi ser forskelligt på begivenheder både i udlandet og herhjemme. Selvfølgelig er der også meget, vi er enige om. Og det er så her, vi kan samarbejde. På det organisatoriske plan (eller ”det indre partiliv”) er jeg f.eks. helt klar på, at jeg ikke én gang til vil være medlem af et parti, hvor jeg bliver udgrænset eller beskyldt for partiskadelig virksomhed, fordi jeg på et eller andet punkt har min egen mening. Sådan var DKP tidligere, og sådan (s)er DKP/ML (ud til at være). Måske også KPiD, men det er kun en fornemmelse.

Så derfor er det p.t. samarbejde, der står på programmet. Så meget som muligt, og om så meget som muligt. Så må enheden, som Finn Hermann plejer at udtrykke det, vokse ud af samarbejdet. Partimæssigt har vi optaget “diplomatisk forbindelse” med foreløbig DKP/ML, KpiD, Fælles Kurs og APK (Arbejderpartiet Kommunisterne) og vi/jeg har haft uformelle drøftelser med ORDKP (Organisationen til Rekonstituering af DKP). På venstrefløjsfronten er vores samarbejde med Enhedslisten også ved at udvikle sig ud over, at den er vores “parlamentariske strategi”. Der er ved at opstå et parti-til-parti samarbejde. Og indtil nu er det hele forløbet forbløffende udramatisk, hvilket giver håb for fremtiden – både for os, for Danmark og for Verden.

Birgit Unnerup

Østerbro, Landsledelsen og Forretningsudvalget