Lønarbejdere i handels- og finanssektoren

Nedenstående er et uddrag af Harald Rasmussens oplæg om klasser og klasseanalyse på programseminaret i Esbjerg. Forfatteren angiver som årsag til, at han har valgt det afsnit, at det netop er i drøftelser om lønarbejderes klassetilhørsforhold i handels- og finanssektoren, der ofte er uklarheder og meget forenklede opfattelser af klassetilhørsforhold.

Af Harald Rasmussen, KPiD

I diskussionen om, hvilke lønarbejdere der hører til arbejderklassen, møder vi somme tider det synspunkt, at arbejderklassen alene udgøres af lønarbejdere, der udfører et produktivt merværdiskabende arbejde i privatejede virksomheder, inden for industri- og anden fremstillingsvirksomhed, transport, i bygge- og anlægsvirksomhed, hos småhåndværkere og på skibsværfter.

I det synspunkt indgår ikke, at kapitalisten kun kan tjene på de producerede varer, hvis de afsættes via handelsleddene, hvor der også er beskæftiget lønarbejdere, der med deres arbejdskraft yder et ubetalt merarbejde.

Rigtigt er det, at til forskel fra den lønnede arbejdskraft i industrien deltager den lønnede arbejdskraft i handels- og finanssektoren ikke i den direkte produktion af varer, men anvendelsen af deres arbejdskraft er en forudsætning for, at der kan fremstilles varer og disse kan blive solgt.

En marxistisk analyse af, hvem der hører til arbejderklassen, skal omfatte alle lønarbejdere inden for alle leddene i produktionen, fra investering til igangsætning af produktionen, og indtil produktet/varerne er afsat med fortjeneste.

Det er derfor nødvendigt at se på de forskellige lønarbejdsgruppers rolle i hele den kapitalistiske produktions- og omsætningsproces. Uden salg af de producerede varer får kapitalisten ingen penge, ingen udbytte af sin investering i produktionsmidler, råvarer og arbejdskraft. Den kapitalistiske produktionsproces set i sin helhed repræsenterer en syntese af produktions- og omsætningsprocesserne.

Medens de færreste er i tvivl om, at lønarbejdere i industrien, der er direkte beskæftiget med at producere varer, og håndværkere og specialarbejdere inden for bygge og anlæg hører til arbejderklassen, hersker der mere forskelligartede opfattelser af, hvilke lønarbejdere inden for butiks-, handels- og finansieringsvirksomheder der hører til arbejderklassen.

Nogen mener, at overhovedet ingen af lønarbejderne inden for handels- og finanssektoren hører til arbejderklassen. De sælger ganske vist deres arbejdskraft, men de er ikke direkte produktive, de skaber ikke merværdi.

Selv om disse lønarbejdere yder et merarbejde i forhold til den løn, de får udbetalt, hvilket medfører, at arbejdskøberen tjener på at anvende deres arbejdskraft, indgår dette tilsyneladende ikke i grundlaget for deres påstand om, at disse lønarbejdere ikke hører til arbejderklassen. Et sådant synspunkt afslører en alt for snæver forståelse af den kapitalistiske økonomi.

Der tages ikke hensyn til, at for at sikre kapitalakkumulationen skal en vare sælges med fortjeneste. Varens endelige pris skal dække alle udgifterne for den, der har investeret kapital i produktionsleddet, og for den kapitalist i handelsleddet, der har haft udgifter ved at have de færdiglavede varer på lager og videresælger dem.

Hovedparten af de lønarbejdere i handels- og finanssektoren, der er beskæftiget med afsætningen af varer, bidrager ved salget af deres arbejdskraft til at sikre kapitalejerne en del af merværdien. (I den her sammenhæng betragter Marx penge og værdipapirer som varer.) Vi betragter derfor også denne talmæssigt store lønarbejdergruppe som en del af arbejderklassen.

Om lønarbejdere inden for butiks- og handelssektoren skriver Marx: »Den kommercielle arbejder producerer ikke direkte merværdi. Men prisen på hans arbejde er bestemt gennem værdien af hans arbejdskraft« ... »Hvad han koster kapitalisten og indbringer kapitalisten er forskellige størrelser. Han er indbringende for kapitalisten, ikke ved direkte at skabe merværdi, men ved at bidrage til at formindske omkostningerne ved realiseringen af merværdien i den udstrækning han udfører arbejde, som til dels er ubetalt.« (Kapitalen, 3. bog, ss. 392f)

Når finanssektoren nævnes her i sammenhæng med handelssektoren, skyldes det, at kapitalister i såvel fremstillings- som i handelssektoren låner en del af den kapital, de investerer, i en bank eller et andet investeringsinstitut.

Det er ikke noget, der først er sket under udviklingen af monopolkapitalismen. I sit hovedværk Kapitalen skriver Karl Marx, at »Den kapitalistiske produktionsproces set i sin helhed repræsenterer en syntese af produktions- og omsætningsprocesserne«.

Den arbejdsdeling, der i udviklingens forløb har fundet sted i det kapitalistiske samfund mellem lånekapital, handelskapital og produktionskapital, betragter Karl Marx derfor som et - historisk set - rent teknisk moment i kapitalismens udvikling.

Under hele forløbet af investeringen i råvarer over produktionsprocessen og frem til afsætningen af de færdige varer har kapitalejerne haft udgifter, men ingen indtægter. Fortjenesten, profitten, den merværdi, der er tilført varerne i kraft af lønarbejdernes produktion og realisering af varerne, skal nu deles mellem kapitalisten, der investerede i den direkte produktion, og de kapitalejere, der dels lånte ham penge til at investere for, og de kapitalejere, der sikrede en hurtig afsætning af de færdige varer.

På den måde medvirker handels- og finanssektoren til kapitalakkumulationen. Kapitalejeren i fremstillingssektoren må derfor dele sin merværdi med kapitalejerne i handels- og finanssektoren.

Lønarbejderne i handels- og finanssektoren sælger - ganske som industriarbejderne - deres arbejdskraft, og de yder gennem deres arbejde et nødvendigt bidrag til, at deres arbejdsgivere kan få en andel af værdiforøgelsen af den investerede kapital gennem den i produktionen skabt merværdi.

Flertallet af lønarbejderne i handelssektoren og de ansatte i bankerne og den øvrige finanssektor er en del af arbejderklassen.

Det afgørende for, om de pågældende i kraft af deres arbejdsopgaver inden for disse to sektorer er en del af arbejderklassen, er ikke, om de er ansat på funktionærvilkår eller efter en overenskomst, men om de yder et merarbejde ud over den løn, de får for at sælge deres arbejdskraft.