Valgets tale

Med forbehold for fintællingen ser det ud til, her dagen efter EU-valget, hvor dette skrives, at Folkebevægelsen mod EU har bevaret sit mandat i EU-parlamentet - men også kun med nød og næppe.

Det blev ikke til det tilintetgørende nederlag, som var spået. Godt nok gik Folkebevægelsen tilbage. Men når man kan tale - og talte meget - om et nederlag for modstanderne, skyldes det nu nok først og fremmest Junibevægelsens meget kraftige tilbagegang, ikke alene i mandater (et halvt blev jo så at sige afstået til Folkebevægelsen i kraft af valgforbundet), men også i stemmer: Næsten en halvering. Og så skyldes det, at SF nu definitivt er skiftet fra modstander- til tilhængerparti. Det skete med valget af Margrethe Auken, som de personlige stemmer, der i skrivende stund endnu ikke er talt op, måske nok kan ændre på, men det er der ingen, der regner med. Og det blev understreget af Holger K. Nielsens udtalelser i partilederrunden på valgnatten. I samme partilederrunde sad tilhængerpartiernes repræsentanter raden rundt og kroede sig over modstandernes nederlag. Danskerne havde vendt EU-modstanden ryggen, hed det; det, der nu interesserede vælgerne, var EU's fremtid og Danmarks fremtid i EU.
Men man behøver blot se en ganske lille smule nøjere på valgtallene for at se, at tilhængerne absolut intet har at have deres hoveren i. Man skal formentlig hundrede år tilbage for at finde en lavere vælgerinteresse ved et dansk valg. Og selv om man ikke kan gå ud fra, at alle, der ikke stemte, er "skabsmodstandere", så viser den lave valgdeltagelse alligevel, at det ikke er modstanden, men EU, vælgerne har vendt sig fra: Langt over halvdelen af danskerene er enten imod eller ligeglade.
Så det var nu nok alligevel Ole Krarup, der havde mest ret, da han sagde, at EU-parlamentet savner enhver demokratisk legitimitet. Og Pia Kjærsgaard, som man sjældent har lejlighed til at være enig med, påpegede ligeledes med rette, at EU ikke er folkets, men elitens projekt. Marianne Jelveds harmdirrende reaktion var mere end afslørende: Var miljøsamarbejde måske elitens projekt? Som vi i 1972 skulle bildes ind, at EF var til for det danske landbrugs skyld, således skal vi nu bindes på ærmet, at det drejer sig om miljø. Og Jelved fortsatte med at hylde det brede, folkelige engagement i den demokratiske proces med udformningen af forfatningstraktaten (eller EU-grundloven). Adspurgt, hvad det var for folkelige kræfter, der havde haft lejlighed til at deltage i denne demokratiske proces, svarede hun fnysende, at det havde medlemmer af det danske Folketing!
Så EU er altså alligevel elitens projekt.
At det er forkert at tolke valgresultatet som et nederlag for modstanden mod EU generelt, underbygges også af den stærke fremgang, modstands- og skeptikerpartier havde i stort set alle andre EU-lande. Det er ikke EU-modstanden, men EU selv, der er ude af trit med folket og vælgerne. Hele EU-projektet befinder sig i virkeligheden i dyb, dyb krise. Det er valgets tale.
Og det er jo ret beset et godt grundlag for den kamp mod EU-grundloven, der nu står for - hvis de håbefulde grundlovsfædre ellers kan blive enige denne gang.
Partilederrunden i TV kom derfor også til at dreje sig om det, som tilhængerpartierne startede med at sige nu var fortid: For eller imod EU.
Alt dette kan imidlertid ikke skjule, at ikke alene Junibevægelsen, men også Folkebevægelsen gik tilbage, mens både den borgerlige modstand, som Pia Kjærsgaard påpegede det, og sofapartiet gik frem. Udfordringen for Folkebevægelsen bliver at få fat i alle dem, der har demonstreret deres foragt for EU ved at blive hjemme. Der bliver nok at tage fat på, når der skal holdes landsmøde til efteråret.