I
de lande, hvor der har været folkeafstemninger om optagelse i EU, har der
generelt været høje ja-procenter og lave stemmeprocenter. I nogle af de
tidligere socialistiske lande har det været et stort problem, at forfatningerne
har en bestemmelse om, at mindst 50% af vælgerne skal stemme for at en
afstemning er gyldig. Senest var dette et problem i Letland, men der som de
andre steder blev problemet klaret. Stemmeprocenten var over 50, endda pæn.
Og så taler vi ikke mere om det! I disse ansøgerlande er der også i de
seneste år sket en række regeringsskift, hvor valne regeringer er skiftet ud
med meget EU-positive regeringer, der har kunnet føre en kraftig ja-kampagne.
EU og EU-lande har givet gode bidrag til de EU-positive partier uanset disses
politiske standpunkter i øvrigt. Og med en tilstrækkelig lav stemmeprocent
lykkedes det at få de rigtige valgresultater. Og komfortable ja til EU.
Vi
har ikke hørt så meget om disse lande eller om deres vilkår og muligheder i
EU. Det har de heller ikke selv. Efter den seneste afstemning i Letland kunne de
adspurgte give denne begrundelse for at stemme ja: ”Nu er der ikke sket noget
i ti år. Måske sker der noget i EU.” Ja, det gør der. Markedsøkonomien og
terrorlovgivningen tager over. De skal nok få kærligheden at føle – også
letterne.
I
Sverige var stemmeprocenten høj ved ØMU-afstemningen for nylig. Det var så
også Sverige, det blev så også et nej, og det skyldtes (altså den høje
stemmeprocent) aktuelt, at udenrigsministeren var blevet dræbt, og der var
appelleret om at vise sin sympati og sit demokratiske sindelag ved at stemme.
Magthaverne i Sverige håbede herigennem at sikre det ja, som ellers syntes uden
for rækkevidde. Svenskerne stod dog imod.
Nu skal vi snart til det igen: EU-parlamentsvalg, folkeafstemning om EU-grundloven og måske diverse afstemninger om vores undtagelser. Der er udbredt passivitet og ”hvad skal det nytte” -holdning i befolkningen, og det proklameres fra tid til anden i medierne, at denne eller hin måling viser flertal for afskaffelse af undtagelserne. SF svajer hid og did. Enhedslisten bruger sin energi andre steder. Folkebevægelsen er næsten usynlig – Junibevægelsen helt usynlig. Og DKP?
Midt i al den elendighed lyser det op, at svenskerne stemte nej, og at de engelske magthavere foreløbig slet ikke tør tage en afstemning af ØMU’en. Og herhjemme har både statsministeren og Dansk Folkeparti udtalt, at hvis vi stemmer nej til EU-grundloven og beholder undtagelserne, så er det ensbetydende med en udmeldelse. Vi skal nok tænke os om mindst to gange, inden vi afviser og kalder det en skræmmekampagne. Måske skal vi gribe chancen for at få en afstemning, som virkelig betyder noget. Måske er det det, der skal til for at få os danskere til at føle, at politik kommer os ved, og at det er lige præcis mig, der bestemmer. Hvis vi får muligheden, så lad os gå i offensiven og sige, at vi også synes, det er på tide at få sagt klart nej.
Endnu er Danmark som stat og dansk økonomi ikke ”brudt sammen”, men lad os for himlens skyld komme ud, inden det sker. Når den store krise lige om lidt kommer væltende, så vil EU have meget vigtigere ting at tage sig af end lille Danmark og 5 mio. danskere med diverse forbehold og undtagelser. Uden for EU vil vi kunne bruge vores energi på at sikre et kollektivt og socialt Danmark til gavn for flertallet af danskere og til inspiration for andre folkeslag.