Redaktionen røber
vist ingen hemmelighed for læserne, når vi fortæller, at danskerne den 27.
september skal stemme om det berygtede forslag til en europæisk
forfatningstraktat - en EU-grundlov. Det er ganske vist tidligere end
ventet, og det har sin åbenbare forklaring i det nylige spanske
afstemningsresultat, der med næsten 80% tilslutning har givet EU-chauvinisterne
blod på tanden.
Samme
chauvinister må være temmelig desperate, når de kan betragte dette det første
resultat i rækken af folkeafstemninger om EU-grundloven som en sejr. For at
rekapitulere det, som er almindelig kendt: Lav valgdeltagelse; vælgere, som
ikke anede, hvad de stemte om, hvilket gav sig udslag i adskillige procent
blanke stemmer; en massiv statsstøttet og totalt ensidig ja-kampagne, som
imidlertid ikke kunne hindre modstanderne i at opnå en tocifret procentdel af
nej-stemmer. En sejr? Sølle.
Men alligevel
var det altså det glimt af håb, som ja-sigerne tilsyneladende havde brug for,
for over hele Europa gav man sig straks til at fremrykke de allerede planlagte
afstemninger i håb om at kunne sejle med i slipstrømmen fra den spanske
"sejr". Således også herhjemme, hvor der ellers havde været talt
om, at vi først skulle stemme til næste år.
Læg mærke
til det: De er bange for os!
En farce, har
man kaldt den spanske afstemning. Men det er en af den slags farcer, der dækker
over dødelig alvor. EU-grundloven er ingen spøg. Den er endnu en kraftig skive
skåret af frihedens allerede hårdt beskårne salami.
Nogle kalder
den en "ny" forfatning - andre siger, at der ikke er noget nyt i
den, den er blot en sammenskrivning af hidtidige traktater. Begge dele er løgn,
men man kunne svare: Hvis der ikke er noget nyt i den, hvad skal vi så med den?
Hvad skal vi med en EU-grundlov? Hvad skal vi med en chauvinistisk EU-stormagt?
De, der nu går
på gaden og om et halvt år til stemmeurnerne for at forsvare friheden, er en
broget flok. Modstanden mod EU-grundloven rækker fra det yderste venstre hen
over den politiske midte til det yderste højre i det danske folk. Mod den står
et sammenrend af EU-krater, drømmere og nationale nederlagsmænd. Deres eneste
styrke: De sidder på pengene.
Man har søgt
at vende EU-modstandens mangfoldighed imod os. Men den er ikke en svaghed - den er en styrke. Vi får brug for denne styrke i de måneder, der
ligger foran os. Vi får brug for penge, for aktivitet, for initiativer. Opgaven
er stor, og dog er den så legende let: Man kan ikke argumentere for
EU-grundloven, kun bagatellisere den. Vi skal gøre det klart for danskerne, som
det ikke var det for spanierne, at dette er ingen bagatel, men en alvorlig sag.
Kan vi det, falder EU-grundloven.