Alternativet

Blandt de mange bebrejdelser, der kan rettes mod statsministeren, er det en af de mindre, at han ikke ved sin udskrivning af valg har taget hensyn til Skub's udgivelsesterminer. Vi har været afskåret fra at deltage i valgkampen, og vi er også afskåret fra at kommentere valgets udfald, da dette skrives tre dage før valgdagen.

Men så kan vi jo i stedet se på nogle andre valg, der har været afholdt i den senere tid. Det har vi ganske vist allerede gjort og det på lederplads (se Skub for november og december), men en god ting kan ikke gøres for tit. Så lad os først se på det amerikanske præsidentvalg.

Påstandene om valgsvindel er ikke forstummet, selv om man hører meget lidt om dem i den hjemlige presse. Der blev demonstreret i Washington mod genindsættelsen af Bush, og man talte om forfatningskrise. Mistanken om valgsvindel baseres bl.a. på, at exit polls stred mod valgresultatet.

Nu er en exit poll selvfølgelig ikke et valg - med mindre det da foregår i Ukraine. Dér var de begrundelsen for, at valget måtte gå om. Og det gjorde det så - med det velkendte resultat.

Senest har der været valg i Irak. Sejrherren var "demokratiet", får vi at vide. Det er mildt sagt en tvivlsom påstand, som det fremgår af omtalen af valget andetsteds i dette blad.

Der er nogle fælles træk ved disse tre tilsyneladende så forskellige valg. En bevidst styring gennem velorkestrerede mediekampagner er tydelig, og ekkoet i de hjemlige medier har været tilsvarende ensrettet. Det er helt oplagt i det irakiske tilfælde, hvor enhver form for kritisk distance til såvel offentliggjorte resultater (den "høje" valgdeltagelse) som tolkningen af dem var totalt fraværende. Ensretningen var også til at tage og føle på i de to andre tilfælde.

Fælles er også, at der ikke var noget alternativ. Igen var det mest oplagt ved det irakiske valg, hvis formål var at legitimere besættelsen. I Ukraine havde de to kandidater samme baggrund i det Kutjma-regime, som først blev hyldet og derefter dæmoniseret af Vesten. Og den amerikanske modkandidat (hvis navn vel allerede er glemt) ville, kunne eller turde ikke præstere noget alternativ til Bush - slet ikke i det afgørende krigsspørgsmål.

Og så til det danske valg:

Der har heller ikke været noget alternativ. Magthavere og medier i forening har med fast hånd styret en proces, hvor de vigtigste spørgsmål - Irak-krigen og EU-grundloven - var næsten totalt fraværende. Pænheden var massiv. Typisk for niveauet var håndplukkede vælgeres vurdering af Lykketoft: Han er sur! Så foretrækker man den glade krigsforbryder Fogh.

Men det er jo også svært at basere et alternativ på at love folk højere skatter.

SF er i flyvende fart og med flyvende faner på vej mod bunden af det skråplan, partiet altid har befundet sig på. Om det koster stemmer, vides i skrivende stund ikke; meningsmålingerne tyder ikke på det.

Enhedslisten har rigtige ideer, bl.a. om at hente skatterne andre steder end i almindelige menneskers lommer. Men - og da valget er overstået, når dette læses, kan vi tillade os at skrive det - at gøre det til en hovedparole, at "vi skal være bedre til at fordele arbejdet", er ikke at pege på det, der er brug for.

Samfundsskibet trænger ikke til at få lagt kursen om, mere eller mindre, til den ene eller den anden side. Det, der er brug for, er, at maskinen slås bak og skuden vendes. Der er brug for et opgør med årtiers politik - for et strategisk demokratisk alternativ.

Det er ikke et program, der er egnet til at vinde stemmer her og nu. Dets formål er at knuse en konsensus og sætte nye dagsordener. Det er en opgave for kommunister - også fordi vi netop ikke skal ud at vinde stemmer.