Leder:

Grund til håb?

Som redaktør af et blad med en produktionstid på tæt ved 14 dage skal man være varsom med at spå om den nære fremtid - især når verden balancerer på randen af krig.

Når dette læses, er det - om de højere magter, især postvæsenet, vil - dagen for de bebudede verdensomspændende demonstrationer mod USA's Iraq-krig. Lad os håbe, der ikke er grund til at demonstrere.

Og hvad skulle man så grunde det håb på? Der har været forskellige gæt på, hvad USA's præsident Bush egentlig ønskede at opnå med sit krigsprojekt, og de har også været fremsat i dette blads spalter. Man har peget på Iraqs olie, på behovet for at sætte gang i den kriseramte amerikanske økonomi, og på forskellige politiske hensyn. Udviklingen hen over vinteren har antydet, at det, der er vigtigst for USA, er verdensherredømmet, det politiske lederskab. USA turde ikke gå i krig uden om FN, ikke fordi det manglede de militære midler, men af frygt for at blive isoleret - for at resten af verden ville gå andre veje. Bush ønskede kun at gå, hvor andre ville følge.

Præsident Bush og hans høgeflok har ikke fået den ønskede opbakning, hverken internationalt eller i den amerikanske befolkning. De mildt sagt forbeholdne reaktioner på Colin Powells fremlæggelse af "beviser" i FN's sikkerhedsråd tyder heller ikke på, at han får det. Modstanden mod krigen har i månedsvis været voksende verden over. Bush er derfor for længst begyndt at vende blikket andetstedshen i jagten på et egnet krigsoffer.

Her er hans blik faldet på Nordkorea. Ligesom der ingen seriøs anledning var til at true Iraq med krig, er der heller ingen anledning til at true Korea. Alt postyret om det koreanske såkaldte atomvåbenprogram, hver optrapning af krisen er skabt af USA. Men bl.a. Danmarks Radio har konsekvent fremstillet det, som om det var Nordkorea, der skabte problemer og brød indgåede aftaler. Ligesom man i Iraq har fremstillet det, som om det var Saddam Hussein, der var problemet, og ikke George Bush. Danmarks Radio har dermed spillet med på Bush's hasard med verden.

Det er ikke noget, de selv har fundet på i Gyngemosen. Den danske statsminister har tydeligt vist vejen ved sammen med en håndfuld af de mest suspekte ledere i Europa, blandt dem Italiens korrupte regeringschef, plattenslageren og mediekongen Berlusconi, at erklære krigen sin uforbeholdne støtte.

Det mest uhyggelige ved sagen er, at det efterhånden er blevet god latin at betragte krig som noget naturligt, man kan tale afslappet om. Det spørgsmål, der rejses, er ikke, hvordan man kan hindre krigen, men om det nu lykkes USA at skaffe de "beviser", der kan begrunde krigen. Som om en angrebskrig var berettiget, hvis bare man kunne bevise, at Saddam Hussein er en skurk.

Det er den ikke. Krig er altid af det onde. Angrebskrig er altid en forbrydelse.

Alligevel er der grund til håb. Det er muligt at hindre en krig - både i Iraq og i Korea og andre steder. Men det kræver, at USA isoleres. Det kræver, at både verdens ledere og verdens folk vælger en anden vej end Fogh Rasmussen og Berlusconi og deres venner. Det kræver mod til at tale Bush midt imod.

Det kræver, at alle går på gaden den 15. februar.