Landsledelsens oplæg til konklusion på partidiskussionen:

Kommunismen er i sin hundredårige historie den ene gang efter den anden blevet erkloeret død. I dag, femten år efter den Europæiske Kontrarevolution, står det klart, at rygterne endnu engang var stærkt overdrevne, og at fablerierne om, at verdenshistorien var slut, som så mange andre tusindårsdrømme var bygget på sand. Den kommunistiske bevægelse lever, og hvis den ikke gjorde det, ville den genopstå; for de behov, der skabte den, er fortsat til stede.
Men den kommunistiske bevægelse står i dag svækket og splittet, ikke mindst her i landet. Det er nødvendigt at samle kræfterne på ny, og derfor må bevægelsen defineres igen: Hvordan ser det grundlag ud, som den kommunistiske bevægelse skal genforenes på?
Enhver levende bevægelse må til stadighed forny sig og skille sig af med alt, hvad der hører fortiden til, så den levende kerne kan få plads til at folde sig ud. Det gælder ikke mindst oven på en krise som den, den kommunistiske bevægelse nu har lagt bag sig. Man har talt meget om fornyelse; og meget, der ikke har haft med ægte fornyelse at gøre, men havde karakter af opportunistisk knæfald for fejlagtige og for længst opgivne standpunkter, som har overlevet

i andre dele af arbejderbevoegelsen,

sneg sig ind under denne

betegnelse. Der er med held gjort

op med meget af denne opportunisme,

og opgøret må føres til

ende. Det er derfor nødvendigt at

definere proecist, hvad der er holdbart

og levedygtigt i den kommunistiske

arv, hvad der udgør den

kommunistiske bevoegelses og det

kommunistiske partis voesen –

med andre ord hvordan det

grundlag ser ud, som den nødvendige

fornyelse skal bygge på.

Danmarks Kommunistiske

Parti har sat sig for at løse disse

opgaver og udsender derfor dette

manifest – et manifest for kommunistisk

fornyelse og enhed.

Det kommunistiske parti

er et klasseparti

Det kommunistiske parti er et

klasseparti med rod i lønarbejderklassen

– den klasse, som lever

af at soelge sin arbejdskraft

og producerer hovedpartien af

de voerdier, der skabes i et moderne

samfund, den klasse, der

boerer og opretholder dette samfund.

Det kommunistiske parti

definerer sin plads og rolle i forhold

til den objektive klassekamp

i det kapitalistiske samfund

og orienterer sig i sin daglige

politik efter de kampe, arbejderklassen

fører. Dets langsigtede

mål er at lede arbejderklassen

til at befri sig selv og dermed

den samlede menneskehed fra

det kapitalistiske samfunds loenker.

Klassekampen er altså global,

og det kommunistiske parti samarbejder

internationalt med andre

kommunistiske partier og arbejderpartier.

Det stiller sig solidarisk

med de folkeslag og bevoegelser,

der koemper for at befri sig

fra kapitalistisk og nykolonialistisk

undertrykkelse. Det gør dette

i erkendelse af, at der findes en

foelles fjende, og uden at ville

foreskrive broderpartier og samarbejdspartnere

taktiske eller

strategiske valg, der følger af det

enkelte partis kampvilkår og alliancemuligheder.

Det kommunistiske parti

er et revolutionoert parti

Kommunister er revolutionoere,

dvs. vi arbejder for en gennemgribende

omdannelse af samfundet,

hvor magten over produktionsmidlerne

og de producerede samfundsvoerdier

overgår til de klasser,

først og fremmest arbejderklassen,

der har skabt dem.

Teoretisk og ideologisk bygger

det kommunistiske parti på den

materialistiske historieopfattelse,

den dialektiske materialisme,

den marxistiske analyse af

samfundets kroefter og udvikling,

Marx’ og Engels’ Kommunistiske

Manifest, Lenins teser om

imperialismen og om partiets

rolle og virksomhed og den herpå

funderede revolutionoere teoretiske

tradition og arv. Den

marxistiske teori udvikler sig dynamisk

og har gjort det gennem

sin halvandethundredårige historie.

Det kommunistiske parti

bestroeber sig på at videreføre

denne udvikling af teori og idelogi

ved at lade sig inspirere af

den tilsvarende teoretiske udvikling

i andre kommunistiske partier

og arbejderpartier, af nutidige

socialistiske og kommunistiske

teoretiker og af alle de landvindinger,

menneskeheden gør

sig på den videnskabelige og

praktiske erkendelses områder.

Det kommunistiske parti

er et demokratisk

og handlingsorienteret

parti

Det kommunistiske partis organisationsprincip

er den demokratiske

centralisme. Den demokratiske

centralisme er et alment princip,

hvis konkrete udformning må

tilpasses de enkelte historiske perioder.

Partidemokratiets grundtroek

er:

• Ledelserne voelges og kontrolleres

af medlemmerne

• Ledelserne er kollektive

• Der er spillerum for frie diskussioner,

så alle medlemmer er

med til at udforme partiets politik

• Der er størst muligt rum for

kritik og selvkritik

• Alle medlemmer er ligeberettigede.

Det kommunistiske parti skal

voere et handlingens parti. Demokratisk

trufne beslutninger kanaliseres

og virkeliggøres gennem

en centraliseret organisation, hvis

grundprincipper er:

• Alle vedtagelser er bindende

for alle medlemmer

• Partiet har ét ledende centrum

• Partiets ledende organer har

vidtgående rettigheder og fuldmagter

• Der er en fast partidisciplin.

Partiet er en frivillig organisation

og råder ikke over magtmidler

til at håndhoeve den nødvendige

disciplin; den må helt igennem

bygge på frivillighed. Det er

derfor afgørende, når beslutninger

troeffes, at de diskuteres i åbenhed,

at alle er klar over, hvilke

meninger der er om en sag, at kritik

og dissens respekteres, og at

beslutningen får karakter af en

autoritativ sammenfatning, som

alle medlemmer kan acceptere og

arbejde aktivt ud fra.

Det kommunistiske parti er

opbygget nedefra af grundorganisationer,

gennem hvilke partiets

beslutninger føres ud i livet,

og hvor grunden gennem evaluering,

diskussion og meningsdannelse

loegges til nye beslutninger.

Fra grundorganisationerne

udleder den centralistiske

partiorganisation sin demokratiske

legitimitet. Alle kommunister

skal voere medlem af og i

princippet aktive i en grundorganisation.

Grundorganisationen

er ikke blot en forening af tilfoeldige

mennesker, men en social

enhed proeget af tryghed og

kontinuitet. Den skal i lokalområdet

voere i stand til at arbejde

selvstoendigt og udvikle den politik

og taktik, som de lokale forhold

fordrer.

Denne ret stramme og entydige

organisation med dens indbyggede

kommandoveje hindrer ikke,

at indsatser, kampagner og udviklingsarbejder

parallelt hermed

kan foregå som projekter med

egen organisation og ledelse, når

blot princippet om ét ledende

centrum for hele partiet respekteres.

Klassekampen,

den antimonopolistiske

kamp og den nationale

kamp

Umiddelbart står arbejderklassen

midt i en kamp for en roekke

dagsaktuelle krav, men disse

kampspørgsmål vokser over i en

politisk kamp om karakteren og

omfanget af den offentlige service,

fagbevoegelsens rolle, forsvaret

for en roekke velerhvervede

rettigheder, for det skattefinansierede

velfoerdssystem, for

demokratisk medbestemmelse og

folkelig kontrol. Hovedmodstanderen

i denne kamp er den nationale

og internationale monopolkapital.

I kampen mod denne

modstander kan arbejderklassen

alliere sig med andre klasser og

lag, som uden nødvendigvis at

dele eksistensvilkår med arbejderklassen

dog har interesse i at

bekoempe storkapitalens magt.

Derfor betegner kommunisterne

denne kamp som antimonopolistisk

og ikke som antikapitalistisk.

I løbet af det 20. århundrede er

nye elementer kommet ind i klassekampen.

Det goelder forsvaret

for den nationale suveroenitet,

som borgerskabet i mange lande,

herunder Danmark, målrettet er i

foerd med at demontere til fordel

for imperialistiske magtkoncentrationer

og for at underloegge de

enkelte landes offentlige sektor

markedsøkonomien og dermed

unddrage den økonomiske og sociale

aktivitet enhver folkelig

kontrol. Et andet nyt element er

kampen mod den magt, der på

helt udemokratisk vis overlades

til organisationer som Verdensbanken,

Verdenshandelsorganisationen,

G8 m.fl., samt den lovgivning,

der gennemføres på globalt

plan for at sikre den internationale

storkapitals interesser.

Der tales ofte om en deregulering

af økonomien, men det drejer sig

mere om et skift i regulering: Tidligere

reguleredes økonomien i

det enkelte land ud fra nationale

interesser; nu fjernes disse reguleringer

og erstattes af regler til

gavn for de internationale monopoler.

De folkelige bevoegelser

og aktionsenhedens

metode

Kommunisterne deltager i klassekampen,

den antimonopolistiske

kamp og den nationale kamp