Landsledelsen konstituerer sig  

DKP's nyvalgte landsledelse holdt sit første møde søndag den 2. november i København. Et enkelt medlem var forhindret på grund af sygdom, ellers var alle mødt. Landsledelsen startede med en evaluering af landsmødet. Det almindelige indtryk var, at landsmødet var forløbet tilfredsstillende lige indtil den sidste del, især valget af ny landsledelse. Flere medlemmer berettede om intrigeren i korridorerne forud for valget, hvis forløb der var enighed om at beklage. Derudover konstaterede landsledelsen selvkritisk, at sekretariatsfunktionerne heller ikke fungerede denne gang, og at papirerne kom ud for sent, fordi de var for sent færdige.

Efter en præsentationsrunde foranlediget af et af de (forholdsvis mange) nye medlemmer gik landsledelsen over til at konstituere sig. Det vedtoges at nedsætte et foreløbigt forretningsudvalg, som i første omgang ikke konstituerer sig, men arbejder med at klarlægge sekretariatsfunktionerne, inden et forslag til endelig konstituering, herunder fordeling af sekretariats- og talsmandsfunktioner, på et senere tidspunkt forelægges landsledelsen. Til udvalget valgtes Henning Grønvold, Henrik Stamer Hedin, Hilmar Mikkelsen, Gitte Thomsen og Birgit Unnerup.

I øvrigt valgtes til kasserer Hilmar Mikkelsen, til ansvarlig for enhedsforhandlingerne med KPiD og DKP/ML Henning Grønvold, for EU-modstandsarbejdet Gitte Thomsen, for arbejdet i Enhedslisten Finn Hermann, for ungdomsarbejdet Klaus Haase, for det faglige arbejde (opbygning af et fagligt udvalg eller netværk) Ejner Olgenkjær, for fredsarbejdet Birgit Unnerup, for social- og ældrepolitik samt Historiekommissionen og Forum Kold Krig Jørgen Tved. Foruden på det faglige område søges der opbygget udvalg, også med inddragelse af kammerater uden for landsledelsen, for ungdomsarbejdet, arbejdsmarkedspolitik og kommunalpolitik (ansvarlig for det sidste blev Jørgen Tved). En ansvarlig for det fortsatte programarbejde udpeges på et senere møde.

På medieområdet fortsætter Henrik Stamer Hedin som redaktør af Skub og Orla Eggebrecht som webmaster, mens Gitte Thomsen og Jørgen Tved naturligt indtrådte som ansvarlige for radiomediet. De nævnte udgør en mediekomité (ansvarlig Henrik Stamer Hedin), der afløser det hidtidige redaktionsudvalg. For Skub nedsættes en særskilt redaktion, ligesom Folkets Radio i København og Aalborg fortsætter med egne redaktioner som hidtil.

Landsmødet besluttede (se andetsteds i bladet), at der skal udarbejdes en agitationspjece. Opgaven blev lagt i hænderne på Birgit Unnerup og Klaus Haase, og udkast forelægges landsledelsen eller forretningsudvalget inden jul.

Landsledelsen drøftede Svend Erik Christensens og Kim Fonvigs skriftlige begrundelse (indsendt til Skub) for deres udtræden af landsledelsen og formulerede et kort svar (se debatsiderne her i bladet).

Derudover godkendte landsledelsen de af distriktsstrukturudvalget foreslåede sammenlægninger af distrikter i Jylland, mens de mere komplicerede problemer omkring distriktsstrukturen øst for Storebælt bliver gjort til genstand for behandling på et senere tidspunkt.

Endelig besluttede landsledelsen at holde sit næste møde den 13. og 14. december. Dagsordenen for dette møde skal omfatte evaluering af landsmødet i Folkebevægelsen mod EU, opstilling af arbejdsplan for landsledelsen i de kommende to år, situationen omkring Folkets Radio og den kommunistiske enhed samt færdiggørelse af konstituering og fortsat arbejde med distriktsstrukturen.

Oplæg til disse punkter forberedes af FU, som forventer at træde sammen den 22. november.

Ref. Finn Hermann

Bearbejdet af red.