Kortene på bordet

De tre krigsherrer Bush, Blair og Fogh har haft en hård sommer.

De løgne om masseødelæggelsesvåben og terroristforbindelser, hvormed de begrundede krigen mod Iraq, er blevet gennemhullet. Deres forsøg på at opnå international accept af deres krigseventyr og anerkendelse af deres Quisling-protektorat er løbet ud i sandet. Modstandskampen i Iraq tager til. Senest har den amerikansk udpegede direktør for det statslige TV forladt både sin stilling og det land, han var vendt tilbage til efter mangeårigt eksil: USA har tabt propagandakrigen, siger han.

En opsigtsvækkende erklæring. Propaganda plejer at være det, amerikanerne er allerbedst til.

Nu forsøger de at redde sig med nye løgne. Den danske statsminister har efter at være forsvundet fra offentligheden i en måned igen stukket hovedet op af busken. Foreholdt, at de berømte masseødelæggelsesvåben stadig ikke er fundet efter fire måneders besættelse, svarer han (Politiken 7. august), at det er også lige meget, og at det er en "sjov" diskussion, fordi modstanderne af krigen jo var enige i, at "Saddam var en sikkerhedsrisiko".

Det er løgn. Modstanderne af krigen mente, sagde og skrev - bl.a. her i bladet - at det ikke var Saddam Hussein, der var en sikkerhedsrisiko, men Bush, Blair og Fogh. Saddam var højst en risiko for sit eget folk.

"Modstanderne af krigen var tilhængere af sanktioner i 12 år," proklamerer Fogh. Det er løgn. Modstanderne af krigen var også modstandere af sanktionerne og det lige fra starten. Det er så tåbelig en løgn, at man skulle tro, det var - ja, løgn.

Men krigen var i virkeligheden en barmhjertighedsgerning mod Iraqs folk, belærer Fogh os. Den blev ført for at gøre en ende på sanktionerne og de lidelser, de bragte med sig. Kan nogen da virkelig være så hjerteløse, at de modsætter sig en sådan barmhjertighedsgerning?

Jo, verden er blevet et bedre sted at leve, nu hvor Saddam Husseins sønner er væk. Man har stadig i frisk erindring, hvordan de amerikanske generaler glade spåede, at nu ville modstandskampen høre op, fordi der ikke længere var nogen fare for, at det gamle regime ville vende tilbage.

En besynderlig logik. Hvis der ikke længere er nogen risiko for, at Saddam vender tilbage, når besættelsesmagten er smidt ud, ville almindelig logik tilsige at forstærke modstandskampen. Det var da også det, der skete.

Så amerikanerne har altså ikke været så gode til at vinde freden, men de er effektive til at vinde krige, forsikrer man os. Ja, hvordan er det nu med det? Var det ikke seks timer, det tog 200 amerikanske soldater støttet af tanks og fly at erobre en villa, der forsvaredes af tre mænd og en dreng med lette håndvåben?

Hvor trængte amerikanerne er, ses også af, at de har fundet det opportunt at give Iraqs Kommunistiske Parti sæde i det "regeringsråd", de har indsat i Bagdad. Man kan have sine umiddelbare tvivl om visdommen i at tage imod et sådant "tilbud". Afgørelsen må træffes af dem, der står i suppedasen.

Under den tyske besættelse havde Danmarks Kommunistiske Parti en generallinje, der sagde, at det vigtigste var at få tyskerne smidt ud; andre politiske målsætninger måtte vige for denne, og i sagens navn indgik vi alliancer med kræfter, vi ellers stod fjendtligt overfor.

Iraqs Kommunistiske Parti havde en lignende generallinje, der blot i den konkrete situation er kommet til at virke modsat: Deres overordnede mål var at komme af med Saddam Hussein.

Der er en anden parallel mellem de irakiske kammeraters situation i dag og vores dengang, nærmere bestemt i det første besættelsesår. I de måneder var den længst mulige bevarelse af legaliteten det hensyn, der stod højest. Det betød, at vi ikke åbent kunne angribe besættelsesmagten eller undsige samarbejdspolitikken. Det er der som bekendt nogle, der har vendt til, at vi i virkeligheden var på tyskernes side.