Konstituerende møde i DKP’s landsledelse

Danmarks Kommunistiske Partis nyvalgte landsledelse samledes til sit første og konstituerende møde den 27. maj 2000. Ebbe Poulsen var fraværende på grund af sygdom og havde begæret suppleant indkaldt. Det var imidlertid flertallets holdning, at de nuværende vedtægter ikke åbner mulighed for indkaldelse af suppleanter, men at det ville være ønskeligt, om de gjorde, og at det, når der alligevel, som besluttet af landsmødet, skal udarbejdes ændringsforslag til vedtægterne op til næste landsmøde, vil være på sin plads med en gennemgribende revision.

Landsledelsen konstituerede sig derpå med Henrik Stamer Hedin som talsmand, redaktør af Skub og international sekretær, Ebbe Poulsen (valgt in absebtia) som kasserer og Hans Lund som sekretær. Landsledelsen nedsatte et forretningsudvalg bestående af Henrik Stamer Hedin, Orla Eggebrecht og Finn Hermann og besluttede, at forretningsudvalget også fungerer som internationalt udvalg. Hans Lund deltager efter behov i forretningsudvalgets møder. Til et nyoprettet fagligt udvalg udpegedes Kim Fonvig, Orla Eggebrecht og Lars Ulrik Thomsen (ikke medlem af landsledelsen) med pålæg om som første opgave at skaffe sig overblik over, hvad der findes af faglige tillidsfolk i partiet, med henblik på senere inddragelse af disse (eller en del af dem) i udvalgets arbejde.

Til at forestå udgivelsen af Skub og arbejdet med partiets hjemmeside, således at der kan ske en koordinering af disse to medier, nedsattes et redaktionsudvalg bestående af Henrik Stamer Hedin (ansvarshavende redaktør), Orla Eggebrecht (webmaster), Svend Erik Christensen, Anker Schjerning og Birgit Unnerup (de to sidste ikke medlemmer af landsledelsen).

Jørgen Hansen fortsætter som partiets repræsentant i PET-kommissionen.

Efter at have uddelegeret en række opgaver (Finn Hermann laver ændringsforslag til informationspjece, Svend Erik Christensen oplæg til lovrevision) planlagde landsledelsen efterårets møder. Der holdes udvidet landsledelsesmøde den 26. august med ØMU-kampagnen som hovedpunkt. Udfaldet af ØMU-afstemningen evalueres den 7. oktober. På samme møde er det planen at tage skridt til en strukturering af programdebatten, og der forventes på mødet at foreligge en status over debattens hidtidige forløb og et oplæg til videre debat. Endelig forventes det, at spørgsmålet om revision af vedtægterne kan komme til en indledende behandling enten på samme møde eller den 9. december.

Forretningsudvalget regner med at mødes en gang om måneden, første gang den 13. juni.