DKP

Danmarks Kommunistiske Parti har i perioden 1999 til 2003 gennemført en programdebat, der hovedsagelig er koncentreret om den nuværende kapitalismes udvikling, årsagerne til den europæiske socialismes sammenbrud og EUs udbygning og dens konsekvenser.

Debatten er mundet ud i denne foreløbig konklusion, som har fået titlen ”En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede”, og som blev vedtaget på DKPs landsmøde den 18. oktober 2003.

Men hermed er det programmatiske arbejde i DKP ikke færdigt. Der skal arbejdes med yderlig analyse af den nuværende kapitalismes udviklingsfase og opstilling af et antimonopolistisk program, der kan pege på vejene til et socialistisk og kommunistisk Danmark. Det arbejde vil DKP – gerne i samarbejde med de øvrige danske kommunistiske partier – gå i gang med i den kommende periode.

Den opgave, kommunisterne og venstrekræfterne står over for, er hurtigst muligt at komme på højde med tiden gennem en nøgtern diskussion af de vigtigste spørgsmål. Sideløbende med dette arbejde må vi evne at bygge den politiske enhed op om alle de opgaver der trænger sig på. Imidlertid er der ikke nogen modsætning mellem de to hovedopgaver. Ved at forbinde de teoretiske diskussioner med praktisk politisk arbejde skaber vi en hurtigere erkendelse af, hvad der bekræftes af det virkelige liv, og hvad der må kasseres som ubrugeligt.

Kommunisterne har den nødvendige erfaring for at kunne gennemføre denne proces. Danmarks Kommunistiske Parti er selv frugten af den videreudvikling, som de russiske bolsjevikker stod i spidsen for, da verdenskrigen brød ud i 1914.

I 30'rne fulgte omstillingen til enheds- og folkefrontspolitikken, der skabte grundlaget for kampen mod fascismen og modstandsbevægelsen under besættelsen.

I kampen mod EF udviklede partiet den antimonopolistiske strategi, som skabte en bred folkelig opbakning og gjorde Folkebevægelsen mod EU til en politisk faktor i det danske samfund.

Det bedste i disse erfaringer må vi formå at videreudvikle til et nyt politisk gennembrud, der i første omgang kan forsvare de vundne rettigheder, som arbejderklassen har tilkæmpet sig, for senere at gå over til en offensiv mod kapitalismen.

"Med risiko for at synes latterlig, lad mig da sige, at den sande revolutionære ledes af dybe følelser af kærlighed. Det er umuligt at tænke på en ægte revolutionær uden denne kvalitet. ... Vi må stræbe efter hver dag, at denne kærlighed til den levende menneskehed omsættes i faktiske handlinger, i handlinger der tjener som eksempler, som drivkraft."

Che Guevara

Hvad er det for en tid, vi lever i?

Ved indgangen til det 21. århundrede lever vi i en epoke, der på mange måder adskiller sig kvalitativt fra den tid, i hvilken DKPs gamle partiprogram Kommunisternes program fra 1976 blev til.

Det 20. århundrede var karakteriseret ved en verdensomspændende kamp mellem kapitalisme og socialisme. Grundlaget for denne kamp var lagt med arbejderbevægelsens og socialismens opståen i sidste halvdel af det 19. århundrede. Det store kvalitative spring var Oktoberrevolutionen, der indledte opbygningen af et socialistisk verdenssystem i konfrontation og kappestrid med den kapitalistiske verden.

Århundredet sluttede med „den europæiske kontrarevolution“, hvor de stater i Europa, der havde givet sig i kast med en socialistisk opbygning, gik til grunde. Magten i samfundene skiftede hænder, og den socialistiske opbygning afløstes af kapitalistisk restauration. Der eksisterer fortsat socialistiske lande i andre dele af verden; men de udgør hverken den trussel mod imperialismen eller den støtte og inspirationskilde for folkene, som den europæiske socialisme med Sovjetunionen i spidsen var.

Med udgangen af det 20. århundrede er menneskeheden stillet over for nye farer og udfordringer. Den kapitalistiske produktionsmådes rovdrift på naturgrundlaget, kapitalens udbytning af menneskehedens store flertal og imperialismens leg med krig truer den menneskelige civilisation med udslettelse. For at modvirke den kapitalistiske krise er verden blevet drevet ud i en permanent krigstilstand. Især USA bruger oprustning og krig som middel mod krisen.

Den vesteuropæiske, amerikanske og japanske kapitalisme er blevet en totaltdominerende verdenskapitalisme. Der er ved at blive opbygget tre politisk-økonomiske centre: EU, USA med NAFTA-frihandelszonen og Japan med det sydøstasiatiske område. I takt hermed er kapitalismen gået fra en udviklingsfase præget af en høj grad af national regulering til en fase af globaliseret „frihed“, hvor deregulering og neoliberalisme gennemtvinges af internationale organer som WTO, Verdensbanken og IMF.

På verdensplan inddrages stadig nye befolkningsgrupper og hele folkeslag i modsigelsen mellem lønarbejde og kapital. Produktionens samfundsmæssiggørelse er blevet global; et af tidens nøgleord er da også „globalisering“.

Den europæiske kontrarevolution efterlod det indtryk, at kapitalismen var socialismen overlegen. Socialismen gav ikke folket den økonomiske velstand eller den magt over egen tilværelse, som den lovede. Man er gået så vidt i sin eufori over „murens fald“, at man har proklameret kommunismens død og verdenshistoriens afslutning.

Men kontrarevolutionen løste ikke kapitalismens indre modsigelse mellem samfundsmæssig produktion og privat tilegnelse, privat ejendoms- og dispositionsret; den har tværtimod skærpet den. De katastrofale følger ses dagligt. Løses kan modsigelsen kun af en ny samfundsformation: Kommunismen. Kun under kommunistiske produktionsforhold kan den fulde udnyttelse af det teknisk-videnskabelige fremskridt realiseres til gavn for menneskeheden.

Kommunismen er derfor ikke død og verdenshistorien ikke slut. Vi lever i en reaktionsperiode, der har afløst den vældige revolutionære bølge, som startede i 1917 (eller nogle år før). Denne epoke er nu slut, og vi står ved indgangen til en ny, der vil medføre et nyt opsving i klassekampen og igen vil sætte socialisme og kommunisme på dagsordenen, fordi der ikke findes andre løsninger - men på et „højere niveau“, fordi de problemer, kapitalismen skaber, trænger sig mere på, fordi forudsætningerne for socialismen i højere grad er modnet i det gamle samfunds skød som Karl Marx sagde, og fordi de revolutionære vil kunne støtte sig på erfaringerne fra socialismens sejre og nederlag i den forløbne epoke.

Om disse ting handler de følgende afsnit.

Globaliseringen og den kapitalistiske internationalisering

Den moderne imperialisme

Gennem de seneste årtier er kapitalen blevet mere og mere international. Der er sket en stadig stigende centralisering og koncentration. Større og større dele af kapitalen er organiseret i transnationale selskaber. Der kan tales om transnationalisering, hvor den statsmonopolistiske kapitalisme transformeres til den transnationale monopolkapitalisme, som river alle nationalstatens barrierer ned og i stedet skaber internationale organer som EU, WTO, Verdensbanken osv., der skal være garanten for de transnationale monopolers vækst gennem dereguleringen og neoliberalismen.

Man taler om globalisering. Den globaliserede kapitalisme adskiller sig væsentligt fra den imperialisme, Lenin beskrev, og som var karakteriseret ved, at de enkelte imperialistiske lande dannede separate regionale kredsløb med deres koloniimperier.

Der kan peges på en række faktorer bag den moderne globaliserings udvikling:

1. Afkoloniseringen og de klassiske imperiers opløsning. Mens koloniernes befrielseskamp stod på, blev den set som et led i menneskehedens globale frigørelse fra kapitalen. Men det, der kom ud af det, var i virkeligheden, at de befriede lande blev fastholdt i det globale kapitalistiske system på en ny måde: Ikke som dele af hvert sit klassiske imperium, men i en underordning under det kapitalistiske system som helhed (neokolonialisme). Der er ikke længere nogen kolonimagt, som forbeholder sig privilegeret adgang til ressourcer og markeder, men enhver kan i princippet investere i de tidligere kolonier og deltage i udbytningen af dem. Dette kunne man kalde den strukturelle faktor.

2. Denne fællesimperialistiske udbytning af det, man nu har kaldt den Tredje Verden, (eller måske rigtigere udtrykt: den globale kapitalistiske udbytning af hele menneskeheden) er reguleret gennem et omfattende system af internationale aftaler, organer og institutioner som WTO, IMF og Verdensbanken. Disse er i høj grad politiserede i den forstand, at landene er formelt ligeberettigede deltagere i et ritualiseret politisk spil; men i realiteten danner de rammer om regulering af udbytningen. Man kan tale om en institutionel faktor.

3. Man fremhæver tit IT-teknologiens og internettets betydning for globaliseringen og den fart, hvormed man kan gennemføre økonomiske transaktioner med hele verden som operationsfelt. Det skulle gøre systemet ekstra ustabilt og sårbart og sværere at kontrollere. Den globaliserede kapitalisme er dog ikke generelt præget af en lavere grad af styring, snarere tværtimod, selv om styringen i dag kun i ringe grad varetages af nationalstaterne. Det er ikke mindst den moderne kommunikationsteknologi, der muliggør denne styring og i det hele taget binder systemet sammen, og måske kan man alligevel tale om en teknologisk faktor.

4. Endelig kan man som en politisk faktor nævne den europæiske socialismes fald, der har gjort kapitalismen mere global end før 1990.

Internationaliseringen har også betydet en mere gennemført international arbejdsdeling. De forskellige led i produktionen placeres, hvor det betaler sig bedst. Arbejdsintensive produktioner, der ikke stiller store krav til kvalifikationer, flyttes fra de højt udviklede kapitalistiske lande til de underudviklede lande. Men det er ikke kun de store masseproduktioner, der placeres i de såkaldt underudviklede lande. Det er i stigende grad også administrative procedurer og højteknologisk udviklingsarbejde som f.eks. softwareproduktion.

Der er ikke noget galt i international arbejdsdeling. En stigende sammenfletning og globalisering af produktionen er nødvendig og progressiv. Men monopolerne vrider det, som skulle have været sund økonomisk aktivitet, til at tjene deres egne private interesser. Arbejderklassen splittes i små grupper, der bringes til at konkurrere med hinanden. De værdier, arbejdet skaber, havner langt fra det sted, hvor de skabes. Indadtil karakteriseres den nuværende kapitalisme ved en tiltagende anonymisering af ejerforholdene og en stigende monopolisering, hvor de store selskaber bliver større og færre, og de transnationale monopoler fusionerer og bliver endnu større, dominerende og rigere. Det øger presset i retning af integrering og internationalisering af både det økonomiske og det politiske liv. De fattigste lande bliver fattigere, og rigdommene ophobes på færre og færre hænder i de rigeste lande.

Som led i internationaliseringen tvinges arbejdskraften til at søge derhen hvor der er mulighed for arbejde. Ingen sinde tidligere er der set folkevandringer som i de seneste årtier. Mange af de såkaldte flygtninge og indvandrer, der i disse år kommer til Danmark og det øvrige Vesteuropa er tvunget til at forlade deres hjemland på grund af manglende muligheder for at opretholde livet for dem selv og deres familier. Det stiller helt nye krav til den nationale og internationale arbejderbevægelse. Parolen om international solidaritet er en nødvendighed for den danske arbejderbevægelsen. Den må forbinde sig med de arbejdende masser i den øvrige verden og i højere grad betragte arbejderklassen som et international fænomen og ikke kun som en dansk arbejderklasse.

De tre imperialistiske centre

Internationalt er der tre geografisk adskilte kapitalgrupper og interesser, der er centreret om Vesteuropa, Nordamerika og Japan/Fjernøsten. I alle tre områder dannes regionale markeder, der beskytter områdets producenter mod konkurrenter fra andre regioner. Denne regionale integration foregår imidlertid under forskellige former.

I Europa udvikler EU sig mere og mere mod en statsdannelse, der tilgodeser de transnationale kapitalinteresser. EU er stærkt på vej til at erstatte de enkelte nationalstater som f.eks. Danmark. Men selv om der er store og små lande i Europa med tilsvarende forskelle i magt og indflydelse, hævdes dog en principiel ligestilling mellem de enkelte lande.

En sådan ligestilling er der ikke tale om i Amerika, end ikke på papiret. Her har USA gennem et til dels meget gammelt system af såvel formelle traktater (OAS, NAFTA) som uformelle dominansrelationer (Monroe-doktrinen) samlet stort set alle andre amerikanske stater omkring sig i en tilstand af udtalt afhængighed og underordning. Flere af dem er endda gået så langt som til at lade deres nationale valutaer erstatte af dollaren. Kun det socialistiske Cuba hævder fortsat sin selvstændighed i åben trods mod dette næsten klassisk imperialistiske system, og enkelte andre lande gør modstand fra tid til anden - for tiden således Venezuela, ligesom resultatet af det nylige valg i Brasilien peger i samme retning.

I Fjernøsten er der efterhånden opstået et mere uformelt system af traktater med Japan som en central, men ikke dominerende aktør. Det er karakteristisk for systemet, at det har både med- og modspil af en stærk (omend langtfra enig) socialistisk lejr omfattende verdens største land Kina. Dele af Kina (Hongkong) såvel som andre af regionens socialistiske lande (Vietnam) indgår direkte i det regionale markedssystem.

De tre centre konkurrerer indbyrdes om såvel markeder som ressourcer og på trods af det system, den globaliserede kapitalisme har opbygget til at kontrollere den slags konflikter, har der i de senere år gentagne gange været optakt til regulær handelskrig mellem to eller flere af dem.

På trods af konkurrencen med Europa og Fjernøsten er USA stadig det førende imperialistiske land, og det forsøger med alle midler at fastholde denne stilling. Efter i årtier at have ført en bevidst destabiliserende politik i Mellemøsten og Latinamerika, efter i samarbejde og konkurrence med EU at have overført denne politik til det østlige Europa og efter tilsyneladende at have knust enhver modstand, der kunne rejse tvivl om dets magtstilling, og på det nærmeste forvandlet FN til et ekspeditionskontor under den amerikanske regering har det nu påført verden åben krig. Der er en oplagt risiko for, at en tredje verdenskrig inden for en overskuelig fremtid kommer til at udgå fra amerikansk jord. Fremfor at sikre USA's førerstilling har denne politik imidlertid på det seneste haft det modsatte resultat: Ikke alene har folkestemningen verden over massivt vendt sig mod USA og den amerikanske krigspolitik, men også flere stater, der ellers har været betragtet som USA's allierede, har på det sidste direkte modarbejdet den amerikanske regerings planer. Der synes i første række at være tale om et begyndende opgør mellem EU og USA, efter at forholdet i mange år har knaget med handelskrigslignende episoder. Som det var at vente, er NATO nu begyndt at gå op i fugerne.

De tre centre har ikke samme interesse i krig og fred; for den amerikanske imperialisme synes krig efterhånden at være blevet en direkte økonomisk nødvendighed på grund af militærindustriens stærke stilling i USA. Man skal imidlertid ikke lade sig narre og tro, at menneskeheden og fredens sag så har fundet en pålidelig forbundsfælle i EU. Ikke alene er EU dybt splittet i spørgsmålet om forholdet til USA. Men EU har også selv spillet en ødelæggende og destabiliserende rolle i den del af verden, der falder ind under Unionens indflydelsessfære. Både af denne grund og fordi Danmark er EU-medlem, har udviklingen af den Europæiske Union en ganske særlig betydning for os.

Den Europæiske Union og konsekvenserne af dens udbygning

Da den europæiske storkapital i slutningen af 40'rne genoptog det projekt for et forenet „nyt Europa“, som det ikke var lykkedes den tyske fascisme at virkeliggøre, voldte det ingen problemer at sælge ideen til befolkningen i de seks oprindelige medlemsstater. Disse folk havde en fælles fortid i Karl den Stores genrejste Romerske Imperium - det europæiske kejserrige, som både franske og tyske demagoger ved forskellige lejligheder havde forsøgt at genskabe. En „stadig snævrere union“ var en naturlig sag for de fleste.

Men da budskabet skulle sælges til andre uden for denne kreds, således til den danske befolkning i 1972 og ved senere traktatafstemninger, måtte der gås anderledes til værks. Danskernes historiske baggrund og identitet var en helt anden. Det nyttede ikke at spille på europæisk storhed og på imperieambitioner. Unionens politiske indhold måtte nedtones: Det drejede sig om at nedbryde toldskranker og handelsrestriktioner til gavn for den almene velfærd, „unionen var stendød“, og det var demagogi at tale om, at den nationale selvstændighed var truet.

I dag står det klart, hvis det ikke har gjort det før, at dette var løgn. Opbygningen af en overnational union, en egentlig stat med forfatning, valuta, politi, udenrigspolitik og militær og med propaganda for en fælles identitet går fremad i et tempo, der op gennem 90'erne er blevet stadig mere hæsblæsende - faktisk så hæsblæsende, at det er begyndt at true selve projektet. Den forsigtige, velforberedte opbygning af et materielt grundlag, der prægede de Europæiske Fællesskabers første årtier, er veget for en forhastet og forjasket jagt på utopier. ØMU'en er ingen udelt succes, og det, der foregår i Forfatningskonventet, bærer i høj grad præg af, at drømmerne har taget magten fra realpolitikerne.

I takt hermed er den folkelige modstand mod de stadig flere nye udbygningsplaner taget til. I flere lande har befolkningen desavoueret deres unionsbegejstrede regeringer ved folkeafstemninger, og selv om endnu flere lande med unionsbegejstrede regeringer står i kø for at komme ind, er modstanden stor overalt. Det nytter ikke længere at påstå, at EU drejer sig om flæskepriser og ferierejser. Nu er tilhængerne tvunget til at køre frem med de politiske argumenter: Den europæiske identitet, EU som „fredens projekt“.

Men den europæiske identitet findes ikke, og EU er ikke fredens projekt. Den aktuelle splittelse mellem de medlemslande, der støtter USA's krigsplaner, og dem, der modarbejder dem, understreger begge dele. Sandheden er, at EU (eller de mest integrationsivrige lande) er begyndt at se sig selv som en ny supermagt, som USA's ligeberettigede med- og modspiller på den storpolitiske verdensscene.

Selv om den konkrete effekt heraf i den aktuelle situation er positiv (ikke mindst ved at udstille de dybe interessemodsætninger inden for EU), skal man ikke lade sig narre: Supermagtsambitionen er svanger med de mest ødelæggende konsekvenser.

EU-opbygningen har allerede trukket sit ødelæggende spor over Europa.

Med EU-integrationen som smøremiddel er der sket en afindustrialisering af store regioner, herunder af gamle industrisamfund og hele lande som Danmark. EU-bureaukratiet har gennemtvunget en begyndende nedbrydning af det danske overenskomstsystem. EU-teknokraternes krav om privatisering og udlicitering har bragt infrastruktur og offentlig service i forfald. Og EU's militarister og revanchister har i et hasarderet pokerspil med USA-høge og nationalchauvinister på Balkan ødelagt det Jugoslavien, som engang var en af støttepillerne for stabilitet og fred i Europa.

Udviklingstendenser i moderne kapitalisme

Kapitalismens krise

Det kapitalistiske system er ikke krisefrit – tværtimod. Det rystes regionalt og globalt af valutakriser, arbejdsløshed og krige. For at kapitalismen kan overleve som system, må flere og flere områder inddrages i den kapitalistiske markedsøkonomi. Det er sket med de tidligere socialistiske lande i Europa, de underudviklede lande i den Tredje Verden, ved privatisering og deregulering af den offentlige sektor i de vesteuropæiske lande samt med hidtil frie goder som fx vand.

På samme måde er kapitalismens profitmuligheder og overlevelse betinget af stigende adgang til råstofressourcer som olie, mineraler osv. I kampen for ressourcerne bruges alle midler: Anneksion af uafhængige lande, indblanding i landes indre anliggender og direkte angrebskrig.

Jagten på profit har som bekendt ikke fuldstændig frie muligheder. Den hæmmes af det fundamentale dilemma i kapitalismen, at den købekraft, der er basis for realiseringen af kapitalens profit, samtidig figurerer som den afgørende omkostning ved produktionen af denne profit. Jo mere kapitalen vil øge sin profit ved at skærpe udbytningen af arbejdskraften, jo større problemer får den med at realisere selv samme profit. Så længe kapitalismen bestod som celler i en ikke-kapitalistisk omverden, var denne indre modsigelse ikke systemtruende. Men en fuldstændigt globaliseret, integreret og ligeværdigt udviklet kapitalisme vil løbe panden mod den mur, som den udgør.

Denne tendens forværres blot af, at de kapitalistiske centre søger at løse deres nuværende cykliske krise ved, at der destrueres kapital og købekraft andre steder i verden. Vi så det meget direkte under Østasien-krisen for nogle år siden, som blev „løst“ ved meget store nettooverførsler direkte til spekulanterne fra de offentlige kasser; det var et krav til de ramte lande fra IMF og Verdensbanken, at de for at få hjælp på den måde skulle holde den spekulative kapital skadesløs. Dermed løses krisen ikke; tværtimod undergraver de kapitalistiske centre deres egne markeder. De kommer til at ligge som øer i et hav af fattigdom.

Den danske kapitalisme

Monopoliseringen og internationaliseringen er også slået igennem i Danmark. Den danske kapitalisme har udviklet sig fra at basere sig på national kapital til i dag at være en integreret del af den transnationale monopolkapital. Det gælder både for den traditionelle industriproduktion som transport-, bygge-, finans- og servicesekterne.

Stort set alle danske virksomheder er aktie- eller anpartsselskaber. Af dem er det hovedsagelig kun de små, der er enkeltpersons- eller familieejede, mens langt hovedparten af de større og store firmaet har en bredere kreds af ejere, herunder pensionskasser.

Kun inden for landbrug, byggeri, handel, turisme og konsulentvirksomhed er der stadig et lag af småproducenter og småkapitalister. En del af disse småproducenter har kastet sig over forskellige nicheproduktioner og alternative produktioner som økologi og kvalitetsvarer i konkurrence til de store selskabers mainstreamprodukter. Disse småproducenter kan naturligt indgå i en bred national anti-monopolistisk alliance.

Med den stadig monopolisering er der gennem de sidste 20 år sket er der sket en enorm vækst i samfundets samlede produktion, svarende til en realvelstandsforøgelse på 50 % siden 1980. Men vi har også set en kraftig omfordeling mellem løn og profit.

Samtidig med at lønarbejderne har fået markant mindre af samfundets indtægter er de over de sidste årtier blevet pålagt en markant større byrde, så de svageste skuldre bærer et stadig større læs. Skattebyrden har bevæget sig væk fra kapitalen over i retning af beskatning af arbejdsindkomst, således at udbytningsraten alene ad denne kanal er steget markant.

Den nye teknologi

I sidste halvdel af det 20. århundrede er den teknisk-videnskabelige revolution for alvor slået igennem inden for produktion, administration og kommunikation. Videnskaben er blevet en væsentlig produktivkraft. Den har haft afgørende indflydelse på udviklingen af den samfundsmæssige produktion og på udviklingen i klassestrukturen.

Den funktionelle arbejdsdeling kulminerede i 50'erne og er nu på retur. Kreativitet hos arbejderne ses af fremtrædende repræsentanter for den kapitalistiske magtelite som grundlag for de kommende års produktivitetsudvikling. Derfor bliver de hierarkiske virksomhedsstrukturer afløses af nye strukturer fx selvstyrende grupper. Den stigende anvendelse af edb indebærer i sig selv, at det produktive arbejde får et større indhold af styring og kontrol.

Disse udviklingstendenser (der dikteres af teknologiens krav) betyder objektivt, at de sidste rester af arbejdsgiverens funktionelle tilknytning til produktionen (retten til at lede og fordele arbejdet) udhules. Kapitalen marginaliserer nødtvungent sig selv i forhold til produktionen. På tværs af den private ejendomsret overtager arbejderne i stigende grad den faktiske kontrol med produktionsmidlerne.

De nye krav til produktionens indretning, der følger heraf, tilpasser kapitalen sig og forsøger herunder at udnytte de nye strukturer til nye former for disciplinering af arbejdskraften ved at lade arbejderne bære en større del af risikoen kollektivt eller individuelt; i nogle brancher er det gået så vidt, at hver enkelt ansat er organiseret som sin egen lille virksomhed. Alligevel åbner den nye teknologi op for nye muligheder og for et socialistisk perspektiv. Fordi kapitalismen ikke er i stand til at indfri disse muligheder, opleves et demokratisk underskud i produktionen og i samfundet. Her åbnes en ny front i klassekampen.

Samtidig med den teknologiske udvikling ser vi, at flere og flere holdes ude fra arbejdsmarkedet. Man taler om „totredjedels-samfundet“. Den gammeldags, „fordistiske“ industristruktur baseret på samlebåndet eksisterer også fortsat (ved siden af endnu ældre strukturer bygget op omkring „pladsen“ eller „værkstedet“), og man ser eksempler på tilbagevenden til samlebåndet og til hierarkiske strukturer såvel som på, at den nye teknologi betyder indførelse af samlebåndsagtige arbejdsgange (rutinepræget computerarbejde) i fag, hvor der tidligere har været arbejdet selvstændigt og kreativt.

De ændrede produktionsvilkår medfører således betydelige - og modsætningsfyldte - forandringer i klassesamfundet og især i arbejderklassens sammensætning.

Det danske klassesamfund

Det samfund, vi i dag lever i, karakteriseres ved, at lønarbejderen er samfundets „normalborger“. Lønarbejderklassen har udviklet sig fra en minoritet til i dag at udgøre det overvældende flertal. Lønarbejdsvilkåret er blevet samfundets norm, den målestok, også andre grupper lægger til grund, når de skal vurdere deres indtægts- og arbejdsforhold. Samtidig har levevilkårene for de forskellige kategorier af lønarbejdere nærmet sig hinanden.

Ikke desto mindre oplever man i denne situation en udbredt fornemmelse af øgede forskelle inden for arbejderklassen.

Det danske samfund har undergået en stor udvikling inden for de seneste årtier. Vi har oplevet overgang fra landbrugs- til industrisamfund. Vi har set en eksplosiv udvikling i den offentlige sektor og det, der i det daglige kaldes ”servicesektoren”. Samtidig er antallet af kvinder på arbejdsmarkedet øget kraftigt.

Gennem det seneste par årtier har der været en kraftig udvikling i virksomhedernes investering i viden. Der er samtidig samfundsmæssigt sket en kraftig investering i uddannelse og forskning.

Der er generelt kommet et højere uddannelsesniveau i det danske samfund. Antallet af personer med en højere uddannelse er steget markant.

Hovedparten af den industri, der er blevet tilbage i Danmark, er højteknologisk. Den er karakteriseret ved store investeringer i teknologi og viden. Der stilles andre krav til arbejdskraften end i den traditionelle samlebåndsindustri. Arbejdskraften skal have en stor faglig viden og kunne vurdere og gribe ind i komplicerede processer. Samtidig sker der en udviskning i skellet mellem arbejder og funktionær. Vi er også vidner til at flere og flere af de ansatte i denne type af industrier i større og større omfang arbejder i forskellige typer af selvstyrende grupper, hvor de ansatte har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde.

Den del af industrien, som stadig er præget af manuelt arbejde, som f.eks. slagterier og fiskeindustri, er karakteriseret ved en stadig stigende specialisering og dermed udbytning (og nedslidning) af arbejdskraften. Meget af arbejdskraften er nydanskere, ligesom det er industrier, der har svært ved at tiltrække arbejdskraft.

Siden begyndelse af 70’erne er der sket en eksplosiv udvikling i servicesektoren. Det dækker over alle former for service, som er nødvendig for den direkte landbrugs-, industri- og byggeproduktion og transport samt reproduktion og kvalificering af arbejdskraften. Det er bl.a. sundhedsvæsenet, finanssektoren, undervisningssektoren, butikssektoren, konsulentsektoren, underholdnings- og restaurationssektoren.

Udviklingen i erhvervsstrukturen har radikalt ændret det danske samfunds struktur. De egentlige kapitalister udgør kun 2 % af den erhvervsaktive del af befolkningen. Heraf udgør ejerene af den monopoliserede kapital et forsvindende lille antal personer.

Småborgerskabet, der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk, detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m. fl., er blevet kraftigt reduceret op gennem det 20. århundrede. De omfatter nu godt 5 % af den erhvervsaktive del af befolkningen.

Mellemlaget, overordnede ledere i det privat og offentlige, omfatter max. 10 % af de erhvervsaktive.

Arbejderklassen omfatter lønarbejdere i enten privat eller offentlig ansættelse, der gennem deres arbejde med produktionen, cirkulationen eller reproduktion, som direkte eller indirekte skaber merværdi, som bidrager til akkumulering af kapital. De udgør ca. 80 % af den erhvervsaktive del af befolkningen og er gennem de senere årtier gået fra at være et mindretal af befolkningen til at repræsentere befolkningens flertal.

Med denne kvalitative udvikling inden for arbejderklassen, har vi en arbejderklasse der på mange måder har forskellige erfaringer med klassekampen: politisk og fagligt. De grupper der historisk er mest klassebevidste er industriarbejderne, transportarbejderne, bygge- og anlægsarbejderne og dele af de ansatte inden for den offentlige sektor. Disse gruppers erfaringer og traditioner må overføres til de øvrige grupper af arbejderklassen. Men alle dele af arbejderklassen er lige nødvendige i den politiske kamp, og den revolutionære bevægelse må arbejde på at skabe den størst mulig enhed i arbejderklassen.

Samtidig med denne markante udvikling i antallet af lønarbejdere, er der også sket en vækst i den del af befolkningen, der er uden for arbejdsmarkedet. Det er hovedsagelig tre grupper: de unge under uddannelse, pensionister/efterlønsmodtagere og arbejdsløse. Disse tre grupper kan spille en rolle i den antimonopolistiske kamp. Ungdommen har historisk set spillet en meget stor rolle i forbindelse med samfundsomvæltninger. Det vil de også i fremtiden.

Den europæiske socialismes fald

Det kom som et chok for de fleste, ikke blot kommunister, men langt ind i den øvrige venstrefløj, da de socialistiske lande i Europa, tilsyneladende på nogle få måneder i vinteren 1989-90 (for Sovjetunionens vedkommende dog over en noget længere periode), brød sammen som stater og kastede et halvt århundredes resultater over bord. De progressive og humanistiske idealer, disse lande havde været bærere af, vragedes til fordel for nationalistisk vanvid, fad forbrugerisme og naiv tro på, at der kunne vindes fordele ved at give sig ind under fremmede herrer. Østtyskere hyldede reaktionære vesttyske politikere, og tjekkere tiljublede de hjemvendende kapitalherrer, som de selv eller deres forældre havde fordrevet fyrre år tidligere.

Demokratisk underskud

Tegnene på, at noget var galt, havde dog været synlige flere år før - i hvert fald fra omkring 1980. Når de i så ringe grad blev erkendt, skyldtes det vel en uvilje mod at se i øjnene, at der kunne være noget galt i den virkeliggjorte socialismes verden - at historien bevæger sig i ryk og bølger og ikke i ret opadstigende linje. Vi var fortsat prægede af den socialistiske utopisme, som ellers allerede Marx havde gjort op med: Vi talte (herhjemme - mindre i udlandet) om den „virkeliggjorte“ socialisme, fordi den var et virkeliggjort ideal, og når idealet var virkeliggjort, burde alle (i hvert fald alle arbejdende mennesker) kunne se, det var rigtigt. Det kunne de bare ikke.

Følgerne af den europæiske kontrarevolution har været katastrofale. Produktionen faldt med en tredjedel eller mere, og produktionsniveauet fra 1989 er endnu ikke indhentet eller i hvert fald kun i få af landene. Millioner blev kastet ud i arbejdsløshed eller tvunget til emigration og prostitution, ofte under slaverilignende forhold. Levefoden og det tekniske niveau gik tilbage, og uddannelses- og sundhedsvæsen gik i opløsning. Levealderen og fødselshyppigheden faldt og med dem befolkningstallet; de seneste fremskrivninger af udviklingen forudser en halvering af den russiske befolkning i løbet af det næste halve århundrede. De imperialistiske naboer fiskede i rørt vande, og under deres indflydelse gik stater i opløsning, til dels under blodige krige. Et halvt århundredes fred på det europæiske kontinent blev bragt til ophør.

Allerede for flere år siden blev det anslået, at kontrarevolutionen kostede halvanden million livet i Sovjetunionen og halvanden million i Jugoslavien. I de øvrige lande har elendigheden ikke givet sig helt så drastiske udslag.

De borgerliges holdning til det, der skete, var klar: Socialismen duede ikke; „folk ville ikke have den“.

Nogle kommunister og socialister har helt eller delvis overtaget denne forklaringsmodel: De socialistiske lande gik til grunde, fordi de ikke var rigtigt socialistiske, eller fordi de var degenererede („moderne revisionister“), eller fordi de byggede på en forkert „model“. I almindelighed kædes disse forklaringer sammen med en kritik af det fænomen i socialismens udvikling, som man i mangel af bedre med et udtryk, der også er hentet fra de borgerlige, har kaldt stalinisme.

Den kommunistiske bevægelses opgør med „stalinismen“ var berettiget og nødvendigt, men var i hvert fald i nogle partier, herunder vort eget, ikke dybtgående nok. Kritikken kom derfor aldrig ud over det grundlag, de borgerlige havde opstillet, og den blev aldrig marxistisk funderet. De holdninger og aktionstyper, man har kaldt „stalinistiske“, har ikke noget specielt med Stalin at gøre, men er udsprunget af gamle, idealistiske strømninger i arbejderbevægelsen, beslægtede med den før- Marx'ske utopiske socialisme. Det er karakteristisk, at der i alle socialistiske landes historie, men mest udpræget, jo mere tilbagestående et samfund der er tale om, optræder en fase præget af persondyrkelse og tilsidesættelse af demokratiske og retlige normer og samtidig af voluntaristiske målopstillinger af klart utopisk tilsnit - „store spring“ og den slags. Der er tale om en overvurdering af „den subjektive faktor“, hvis årsag må søges i ufuldstændig modning af forudsætningerne for socialismen.

De socialistiske lande har udvist formynderi, umyndiggørelse af arbejderklassen og for at hæmme og direkte modarbejde det folkelige initiativ. Men hvis man vil forklare socialismens fald i Europa med en sådan „stalinistisk model“, bliver man også nødt til at komme med en forklaring på, at fænomenet netop var europæisk. Der var tale om en kontrarevolutionær proces med et geografisk centrum i det centrale Europa. Her ramte den samtlige socialistiske lande uden forskel, så forskellige de ellers var; andre steder ramte den ikke, selv om socialismen i Korea, Kina og Cuba i høj grad er opbygget efter netop denne „model“.

Giver man sig til at lede efter specifikke europæiske årsager til socialismens fald, må man interessere sig for forandringer, der er sket efter 1960 - efter opgøret med „stalinismen“ og parallelt med opbygningen af den Europæiske Union. Visse erfaringer tyder på, at „umyndiggørelsen af arbejderklassen“ tog til i denne periode og ikke omvendt.

Socialismens økonomiske krise

Der var en tendens til, at man i de socialistiske lande begyndte at se de arbejdende ikke som samfundets subjekt, men som vælgere og forbrugere, hvis behov man skulle tilfredsstille - „alt for folket“ i stedet for „alt ved folket“. Der går en klar linje herfra til parolen wir sind das Volk. Men det gav sig også udslag i økonomiske prioriteringer, der må betragtes som fejlagtige. Den flytning af investeringer fra investeringsgode- til forbrugsgodesektoren, der fandt sted i årene omkring 1970, må være en del af årsagen til de balanceproblemer i den socialistiske økonomi, der blev tydelige omkring 1980 med et inflationspres, som gav sig udslag i køer foran butikkerne. Der indtrådte kapitalmangel, og markedet for investeringsgoder i de socialistiske lande var et udpræget sælgers marked, hvor man skulle være taknemmelig, hvis man kunne få en del af de maskiner, man havde brug for. Disse ting stillede sig hindrende i vejen for den velstandsvækst, som netop var det angivelige formål med omlægningen.

Noget lignende skete i udenrigshandelen. De socialistiske lande havde med Comecon forsøgt at skabe et integreret regionalt kredsløb, der skulle gøre det muligt for de enkelte lande at støtte hinanden i en uafhængig økonomisk opbygning. Det var ikke uden succes, men integrationen i Comecon blev brudt, da de enkelte lande, anført af Polen og Ungarn (med Jugoslavien som forbillede), omkring 1970 begyndte at orientere sig mod vest og optage lån for at opbygge eksportindustrier i håb om at kunne betale lånene tilbage med eksportprovenuet. De slog deres eget kredsløb itu og bragte sig selv i en slags U-landssituation som en periferi til det imperialistiske centrum, der samtidig blev bygget op med EU. Det gik dem derfor også, som det var gået U-landene: De begyndte med at importere kapital, men endte som kapitaleksportører. Også her blev følgen kapitalmangel og hæmmet vækst.

Peresrojkaen og Glasnost

I slutningen af 1980’erne var der bestræbelser i gang i Sovjetunionen for at modvirke det demokratiske underskud: Peresrojkaen og Glasnost.

Der findes ingen enkle svar på, hvorfor det, som skulle være et demokratisk opsving, perestrojkaen, blev til afslutningen for Sovjet-samfundet.

Kort før sin død i 1964 advarede de italienske kommunisters leder, Palmiro Togliatti, om den internationale bevægelses efterblevenhed, når det gjaldt om at være på højde med udviklingen. Det gjaldt de kommunistiske partier i både øst og vest. Advarslerne blev ikke hørt, og splittelsen i den internationale bevægelse skærpedes, først og fremmest mellem Kina og Sovjetunionen.

Kun gennem en åbenhjertig dialog og gennem en konstruktiv kritik kan den samlede bevægelse gå fremad. Det var nogle af de tanker, som også prægede reformprocessen i Sovjetunionen, en proces der tog fart i 1985 med Gorbatjovs valg til generalsekretær i SUKP. At tankerne om Glasnost og Perestrojka slog fejl er ikke ensbetydende med, at indholdet var forkert. De fleste kommunistiske partier jorden rundt støttede reformerne, og man så dem som en ny etape i den samlede internationale bevægelse. Måske var problemet snarere, at reformprocessen blev sat i gang 10-15 år for sent.

På vej til en ny offensiv

Modstand er nødvendig

De udviklingstendenser, som ovenfor er beskrevet - kontrarevolutionen, kapitalens globalisering, EU-opbygningen og USA's samtidige åbenlyse stræben efter verdensherredømmet, i det hele taget rivaliseringen mellem de tre imperialistiske centre, samt den stadig dybere krise i den kapitalistiske økonomi - har skabt en situation, som ikke alene er fuld af menneskelig elendighed i alle dens former, men også direkte sprængfarlig og en trussel mod den menneskelige civilisations beståen.

Efter „murens fald“ talte man euforisk om, at verden ville bevæge sig mod en tidsalder præget af fred og almindelig velstand. Det kom til at gå anderledes.

At de glade spådomme ikke gik i opfyldelse, er ikke overraskende. Man glemte eller ville ikke se, at det var kapitalismen og ikke socialismen, der havde været årsag til udbytning og undertrykkelse, koloniimperier, fascisme, racisme, to verdenskrige, atomoprustning og den kolde krigs terrorbalance. Udviklingen var til at forudse. Og den blev forudset af kommunister.

Det er nødvendigt at gå til modstand. Menneskeheden bør ikke affinde sig med denne udvikling. Og det er muligt at gøre modstand. Det nytter.

En forudsætning for at samfundsforholdene kan ændres til det bedre er at arbejderklassen bliver bevidst om sin egen styrke og bruger denne til at ændre samfundet. En forudsætning for det er at der skabes enhed i arbejderklassen og fagbevægelsen udvikles til klasseorganisationer, hvor demokratiet og medlemmernes interesser er i højsædet.

Kommunisterne og de øvrige venstrekræfter må med udgangspunkt i arbejderbevægelsens organisationer være med til at opbygning et sæt af anti-monopolistiske positioner, der sætter den brede befolknings interesser i højsædet på bekostning af monopolkapitalen. Befolkningen må genvinde de demokratiske positioner - både i og uden for arbejdslivet.

Hovedkræften i en sådan antimonopolistisk bevægelse er arbejderklassen, som er den væsentligste samfundsforandrende kraft. Men herudover må arbejderklasse skabe alliancer med ungdommen, småproducenter, pensionister. kulturpersonligheder og mellemlagene.

Først og fremmest er det nødvendigt at kæmpe for fred, mod USA's krigspolitik. At det kan nytte, har vækst i den globale folkelige krigsmodstand og den deraf følgende tiltagende isolering af USA bevist.

Helsinki-konferencen i 1975, kan også ses som udgangspunkt for en anden sikkerhedsordning i Europa. For fredskampen gælder det, at sætte sig delmål der kan blive udgangspunktet for nye fremstød. Det kunne f.eks. være en genoplivning af OSCE, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa.

Et andet eksempel er FN´s rolle. For øjeblikket udnyttes den af USA og andre til en aggressiv udenrigspolitik, men det var ikke det FN blev dannet for. FN ´s charter strider helt klart mod dette misbrug af verdensorganisationen. Et folkeligt krav om et uafhængigt FN, kan blive en vigtig faktor for at undgå nye krige og ustabilitet

Det er nødvendigt at kæmpe for national uafhængighed. National selvstændighed og fred er indbyrdes forbundne og vil være det i lang tid, indtil socialismen kan medføre en fredelig nedbrydning af grænserne. For Danmarks vedkommende vil det først og fremmest sige at kæmpe mod yderligere EU-udbygning og for dansk udtræden af EU. Samtidig vil det sige at kæmpe mod den militære, økonomiske, politiske og kulturelle afhængighed af USA, vi har befundet os i siden Anden Verdenskrig. Vi kan meget nemt komme til at stå i en situation, hvor vi bliver afkrævet et valg mellem EU og USA. Det bør afvises.

Kampen mod EU har allerede bragt væsentlige sejre. De 4 forbehold, som vi fik i Edinburgh-aftalerne en antimonopolistisk position. Vi må forhindre at vi langsomt glider længere og længere ind i EU. Denne position kan bruges som udgangspunkt for nye fremstød, i form af kravet om dansk udmeldelse af EU!

De næste store politiske opgaver bliver at forhindre en traktat om en forfatning for EU og formulere et minimumsprogram for en overgangsregering, der kan føre Danmark ud af EU. Folkebevægelsen mod EU bør videreudvikles til den afgørende politiske faktor i denne kamp.

Det er nødvendigt at kæmpe mod den kapitalistiske globalisering og den transnationale monopolkapitalisme. Monopolerne har ikke alene gjort hele verden til én stor arena for profitspekulation og rovdrift på naturgrundlaget, men også gjort krav på at kunne høste profit af al menneskelig aktivitet på alle områder af samfundslivet, også sådanne, som det ellers var lykkedes at frigøre for kapialens kontrol, eller som aldrig har været underkastet den. Derfor betyder kampen mod globaliseringen også kamp mod privatiseringer. Der bør opstilles et afprivatiseringsprogram på en politik for en bæredygtig udvikling..

Alle disse sider af modstanden mod den moderne aggressive monopolkapitalisme udgør en helhed. Der er tale om en antimonopolistisk kamp, og den størst mulige sociale og politiske bredde må tilstræbes.

Alle fremgange, som arbejderklassen og folket har tilkæmpet sig, er vundet gennem de manges fælles handling. Enhed og organisation er den nødvendige kampmetode for arbejderklassen. Kun sådan kan de mange, der gennem deres samlede arbejdsindsats holder samfundet i gang, skabe en modmagt mod magthaverne over samfundet. På den måde er enhed og fælles optræden vejen til at forme den samfundsforandrende kraft, der kan sikre et demokratisk omsving og en socialistisk samfundsrevolution.

Eksistensen af forskellige retninger i arbejderbevægelsen får nogle til at benægte muligheden af at samle kræfterne i arbejderklassen og det arbejdende folk til en samfundsforandrende kraft.

Det er rigtigt, at det er afgørende principielle indstillinger, som skiller de forskellige retninger. På sin vej frem kommer arbejderbevægelsen ikke uden om at træffe et valg mellem klassekamp og klassesamarbejde, at frigøre sig fra alle former for borgerlig ideologis indflydelse. Men det er ikke rigtigt, at arbejderbevægelsen af den grund blot kan afvente, at man diskuterer sig til afklaring.

Virkeligheden trænger sig på og stiller sine krav. De fælles interesser sætter sig igennem og kræver fælles kamp. Heroverfor er enhedens vej mulig og den eneste, der fører frem. Det er nødvendigt at overvinde de kræfter, der stiller sig i vejen for den.

Samfundets krise stiller det arbejdende folk over for så afgørende fælles problemer, at samlet optræden i en række sager er både nødvendig og mulig. Men man kan og bør ikke begynde med at forlange enhed om alt. Aktionsenhedens metode må anvendes.

Den består i på tværs af uoverensstemmelser at drage det, der er enighed om, i forgrunden som grundlag for fælles aktion. Enhed kræver loyalitet over for det fælles aktionsgrundlag, så den gensidige tillid styrkes til en videreførelse af den fælles indsats. Enhed er frem for alt fælles handling.

Af fælles kamp vokser fælles erfaring. Derfor baner selv en begrænset aktionsenhed vej for en videre udvikling. Enhed forhindrer ikke, at partierne selvstændigt virker ud fra deres forskellige grundopfattelser, men den -fælles kamp skaber bedre betingelser for en frugtbar meningsudveksling og gensidig kritik. Sådanne diskussioner bliver også nødvendige, når enheden drager flere kræfter til og rejser nye kampopgaver. Den praktiske kamps erfaringer er den sikreste vej til at rydde fordomme og falske forestillinger til side og til at fremme afklaring og forståelse af den samfundsmæssige kamps krav. Fælles drøftelse enhed - handling - det er vejen frem.

I kampen for enhed i arbejderklassen og en anti-monopolistisk alliance og politik er der behov for et bevidst kommunistisk parti. Et moderne kommunistisk partis rolle, organisation og politik må udformes udfra de krav, som klassekampen stiller.

Den kommunistiske vision

Sidst, men ikke mindst, er det nødvendigt at pege på den eneste løsning, der findes på de problemer, menneskeheden står over for - en forandringsproces af revolutionær, antikapitalistisk karakter. En ny socialistisk offensiv er nødvendig. Det er nødvendigt igen at pege på den kommunistiske vision.

De antimonopolistiske postioner som arbejderklassen og dens forbundsfælder vinder skaber mulighed for overgang til socialisme og kommunisme.

Den internationale kommunistiske bevægelse har de sidste 75 år høstet mange erfaringer med overgang eller forsøg på overgang til socialisme: fx Den spanske republik og Folkefronten i Frankrig i mellemkrigstiden, de folkedemokratiske revolutioner i Syd- og Østeuropa i efterkrigstiden og Folkeenheden i Chile samt de franske, portugisiske og italienske kommunisters erfaringer fra 1970’erne.

Herudfra kan der udledes nogle almene lovmæssigheder for overgangen fra kapitalisme til socialisme, som

· at enhver overgang til socialisme er opnået gennem at folkenes kamp for demokratiske mål er vokset over i en kamp for socialisme

· at der er behov for mellemtrin eller etaper i overgangen til socialisme, som må ses som en proces og ikke som nogle statiske trin

· at der må udformes en politik, der tilfredsstiller det store folkeflertal og retter sig mod monopolborgerskabet

· at det er muligt med en ikke-væbnet overgang til socialisme gennem isolering af de mest reaktionære dele af monopolborgerskabet og opbygning af en anti-monopolistisk alliance eller folkeenhed

· at forudsætning for at begynde vejen hen mod socialismen er, at der skabes enhed i arbejderklassen, og at arbejderklassens organisationer omformes til klassekampsorganisationer

Socialisme og kommunisme er begreber, der oprindelig dækkede det samme. Når Marx i sin Kritik af Gotha-programmet skelnede mellem en tidlig fase i socialismens udvikling, hvor samfundet endnu er præget af modermærkerne fra det gamle samfund, af hvis skød det er rundet, og en senere fase, hvor det nye kan udfolde sig efter sine egne love, har man deri villet se en teori om netop to faser, to adskilte produktionsmåder, en socialistisk og en kommunistisk.

Men hvad Marx siger, er, at socialismen er en proces. Socialismen „indføres“ ikke. Den er ikke en idé, en model, som samfundet indrettes efter ved en subjektiv viljesakt. Den vokser ud af de udbyttedes kamp mod kapitalen, og den får sin form efter de modsigelser, den skal løse, de tilstande, den skal gøre op med. Kun på det grundlag kan socialismen holde; kun på det grundlag bliver den andet og mere end en utopi.

Socialismen - og kommunismen - er de associerede producenters frie selvforvaltning. Socialisme er at frigøre samfundets produktivkræfter fra særinteressers tvang.

Blandt de „modermærker“, det nye samfund overtager fra det gamle, er opdelingen i styrende og styrede. Overalt hvor revolutionen har sejret, har et parti, det kommunistiske, eller en koalition af partier ledet af det kommunistiske opkastet sig til herskende elite på folkets vegne og fyldt de pladser i det revolutionære statsapparat, som en herskende elite forventes at fylde. Det er sket, fordi folket har villet det sådan; ellers kunne det ikke være sket. De, der har villet det anderledes, har ikke kunnet vinde flertal. Og hvor det lykkedes dem at vinde flertal, bukkede revolutionen under.

Derfor er det formentlig også rigtigt, som det er blevet teoretisk begrundet i den leninske partiteori, at det er nødvendigt sådan. Proletariatet og dets forbundsfæller kan ikke sejre uden at organisere sig med en bevidst fortrop det kommunistiske parti.

Men at det er nødvendigt, betyder ikke, at det er modsigelsesfrit. De associerede producenters frie selvforvaltning har hverken været fri eller selvstændig, men formidlet gennem en styrende elite. Denne elite har hentet såvel sit mandat som sine medlemmer i det revolutionære folk; men den har ligefuldt været en elite.

Det har været et bestandigt problem for den virkeliggjorte socialisme at arbejde sig ud af denne modsigelse, og man kan ikke sige, at det er lykkedes særlig godt; formentlig er det også rigtigt, som det almindeligvis antages, at det har været medvirkede til den europæiske socialismes fald.

Der har været fremsat mange forslag til, hvordan man skulle løse problemet. Det er ikke overflødigt at gøre sig overvejelser om, hvordan man gestalter ægte socialistiske produktionsforhold og indretter et levedygtigt socialistisk demokrati. Man skal blot gøre sig klart, at valget ikke er frit; der er bestemte veje, som det er muligt at gå. Det gælder at finde disse veje.

Opdelingen i styrende og styrede er en del af den samfundsmæssige arbejdsdeling. Den er faktisk kimformen til samfundets deling i klasser. Den må derfor forventes at falde bort i et fuldt udviklet kommunistisk samfund, hvor såvel arbejdsdeling som klassedeling og staten selv bliver overflødige. Man kan blot ikke slå sig til tåls hermed; for udviklingen af dette kommunistiske samfund sker i den proces, vi kalder socialismen, og i hvilken vi finder de omhandlede problemer.

Den egentlige årsag til socialismens problemer, både de politiske og de økonomiske, ligger formentlig i en utilstrækkelig modning af forudsætningerne; socialistiske produktionsforhold har hidtil kun eksisteret i en rudimentær form. Det er derfor en interessant hypotese, at de strukturer, som den nye teknologi synes at åbne op for, vil kunne udvikles til egentlige socialistiske produktionsforhold og dermed muliggøre en selvbærende og selvforstærkende udvikling fra den socialistiske revolution hen mod det kommunistiske samfund.

En sådan udvikling må indebære,

• at arbejderklassen og folket er aktivt bestemmende på alle økonomiske, politiske og sociale områder,

• at der sker en kontrol fra bunden med centrets udførelse af trufne beslutninger,

• at sandfærdige informationer kanaliseres nedad, så en sådan kontrol bliver mulig,

• at loyalitet mod fællesskabet og respekt for individet og dets meninger bliver to sider af samme sag.

Fra socialdemokratisk og socialliberal side har det været hævdet som en kritik af den virkeliggjorte socialisme, at det har vist sig mere effektivt at regulere og sætte grænser for det private initiativs udfoldelse end at „afskaffe“ det, dvs. ophæve den private ejendomsret til produktionsmidlerne. Men dette, at oppefra regulere og sætte grænser for initiativet, er netop, hvad socialismen hidtil ikke har kunnet frigøre sig fra. Det drejer sig åbenbart netop ikke om at begrænse og regulere initiativet, men om at flytte initiativet fra kapitalen (og andre kræfter uden for produktionen) til producenterne selv.

Det er den egentlige kommunistiske vision.