Kommunismens historie

Af Niels Rosendal Jensen

I mit forrige indlæg argumenterede jeg kortfattet for, at programmet fra 1976 ikke kan udgøre et fundamentalt afsæt Ja. for kommunistiske visioner for det 21. århundrede. De, der måtte mene, at partiledelsen under Ole Sohns formandskab blev principløs og højredrejet ved at følge Gorbatjov, kan muligvis i 76-programmet finde et grundlag for at vende tilbage til en mere traditionel linje med sigte på »kommunistisk samling«. Omvendt vil jeg insistere på, at et sådant valg (kommunistisk reinkarnation) definitivt gør »de sørgelige rester« af et fordums slagkraftigt parti overflødigt. Som i alle den slags kampspørgsmål ligger sandheden uden tvivl i en dialektisk mellemproportional, hvilket i min udligning bliver: status quo for at skabe et nyt venstrefløjsparti. I den bestræbelse ville det være strudsepolitik at underkende Enhedslistens eksistens og betydning. Dette vil vi næppe kunne opnå enighed om, men forskelle i meninger og vurderinger er jo ikke verdens undergang - slet ikke for marxister, som netop anskuer modsætninger og kampe som selveste grundlaget for al udvikling

1.»På egne betingelser«?

Historien skulle efterhånden have lært os ganske meget om prisen for at ville det hele og ville det alene. Men har den nu også det? Det synes ikke at være tilfældet for den erklæring om socialismedebatten, som juli-mødet på Langeland vedtog. Det er efter min vurdering illusionsmageri at tro på, at en diskussion om socialismen kan foregå »på vore betingelser - og ikke på modstandernes«. Hvad indebærer den formulering? I partiets velmagtsdage dyrkede vi den illusion at føre debat om samfundsmæssige spørgsmål uden at ville erkende, at en diskussion nødvendigvis må genspejle samfundsdebatten, hvis den altså skal række ud over egen »menighed«. Er læren ikke den, at diskussioner på egne betingelser ender op i tom retorik og rituelle besværgelser, der end ikke overbeviser os selv? Det var vi - og er vi givetvis stadig - vældig gode til, men det ændrer ikke ved grundspørgsmålet: Hvem henvender vi os til? Hvem skal overbevises om vore synspunkter eller vindes for at anskue sagen mere nuanceret? Hvad vil vi med andre ord opnå med den debat?

For mit vedkommende er det fortsat spørgsmålet om at drage læren af realsocialismen, som står i forreste række. Det var Sovjetunionens eksistens, der gav partiet mening. Lad mig altså begynde der. 

2. Debatten om sovjetsamfundet

Hvis meningen er, at socialisme som ideal, teoretisk begreb og praksis fortsat skal kunne spille en rolle som politisk manifestation, kan vi ikke vende verden ryggen - bare fordi verden ikke forstår os. Lad mig derfor henvise til Hobsbawns analyse af vort århundrede som et eksempel på, at det kan lade sig gøre både at skrive marxistisk historie og gøre det på en forståelig måde for andre (»Ekstremernes tidsalder. Det korte 20. århundrede 1914-91«).

Hobsbawn gør Sovjetunionens historie til det centrale træk i vort århundrede: fra 0ktoberrevolutionen til sejren over Hitler og nazismen, videre gennem 45 års kold krig og frem til Sovjetunionens sammenbrud. Hobsbawn forholder sig også til, hvordan de sovjetiske folkeslag dog kunne slutte op om Stalin - samme undren har vi mange gange udtrykt i analyser af, hvordan det dog kunne gå til, at et af Europas mest oplyste kulturfolk kunne støtte en bestialsk diktator som Hitler. Hans svar er interessant læsning: Planøkonomien indførtes som en militær operation. Den udtrykte en modernisering, som var nødvendig, men som gik imod befolkningens flertal. Resultatet var, at industrialiseringen fandt sted på landbrugets bekostning. Et ineffektivt bonde-landbrug erstattedes af et ineffektivt kollektiv-landbrug. At Stalin overhovedet kunne få den rolle i sovjetisk historie, han faktisk fik, skyldtes, at revolutionen ikke var folkets, men partiets. Endvidere at Stalin udviklede sig til en »verdslig zar«, som var overbevist om, at han og han alene kendte de rette svar på alt mellem himmel og jord. Hans totale magt gjorde, at han ikke satte grænser for sin magtanvendelse (parallel til Hitler?), og endelig at han ikke havde en modspiller (de potentielle kandidater udryddedes som bekendt ved skueprocesserne i 30'erne). Stalin var en autokrat af usædvanlig grusomhed, ubarmhjertighed og skruppelløshed, men det ændrer ikke det forhold, at samfundets modernisering var nødvendig, og at Stalin altså spillede en afgørende rolle.

Den her refererede analyse kan næppe bibringe flittige læsere af »Land og Folk« meget nyt. Den er blot nævnt for at angive et eksempel på marxistisk historieskrivning, der ikke lader sig begrænse af borgerlige begreber som personkult, og som heller ikke viger tilbage fra at fremlægge alsidige marxistiske svar (med henvisning til Langelandsresolutionen kunne det lidt flabet siges, at »enkle svar på andres spørgsmål i debatten eksisterer, hvis vi anstrenger os«).

Videre synes jeg, at der er en del at hente i Hobsbawns vurdering af årsagerne til Sovjetunionens sammenbrud: Begyndelsen blev taget med den oliekrise i 1973, der faktisk så ud til at gavne Sovjetunionen gennem oliemillionerne. Men netop i kraft af disse rigelige midler betragtede Breshnev-styret reformer og fornyelse som overflødige. Sovjetisk  økonomi, der i første omgang havde haft glæde af at blive inddraget i den internationale arbejdsdeling og den kapitalistiske verdensøkonomi, viste sig i 1980'erne ude af stand til at modstå nye kriser. Dette indså til gengæld Gorbatjov, som lancerede glasnost og perestrojka, en politisk demokratisering og en økonomisk reform på samme tid. Ulykken var, at perestrojka (en ganske omfattende omlægning af økonomien) faktisk ville have krævet et stærkt greb fra statens side. Gorbatjov havde imidlertid gennem glasnostpolitikken opløst det politiske centrum. Hvad blev resultatet? Et samfund, som i stigende tempo befandt sig på vej mod afgrunden takket være en glasnost, der opløste den politiske autoritet, og en perestrojka, der opløste de gamle økonomiske mekanismer uden at sætte nye i stedet for. Dette indebar dramatiske fald i levestandarden. Pluralisme i politikken og økonomisk anarki var ikke den bedste vej for det sovjetiske samfund. Men omvendt: kunne man gå andre veje?

Hobsbawns analyse forekommer nøgtern og overbevisende. Liberale ideologers og IMFs evindelige præk om vestlig parlamentarisme og fri markedsøkonomi som løsningen på alle problemer skulle hermed være gendrevet. Som et udslag af historiens ironi kunne man hævde, at sjældent har Marx' analyse af modsætningsforholdet mellem produktivkræfter og udlevede produktionsforhold vist sig mere anskuelig og anvendelig.

Hobsbawns analyse dækker stort set mit behov for en rationel forklaring på Sovjetunionens opståen, udvikling og undergang. Hvad kan vi så bruge det til? En hel del!  

3. Socialismediskussionen

Det er Marx' fortjeneste at have åbnet ballet ved at hævde, at der ikke findes en menneskelig essens. Et marxistisk svar i diskussionen ville handle om, at socialismen ikke er en statisk størrelse. Hverken som klassekampenes mål, som samfundsmæssigt ideal, som teoretisk konstruktion eller som praktisk realisering vil dens formål eller grænser være fastsat for evigt. De vil altid betinges af forudsætningerne og det samspil, der vil udfolde sig på den baggrund. Den socialistiske revolution fandt ikke sted i flere af de mest udviklede lande i Europa, og den blev heller ikke international – som Marx troede, og Lenin håbede. På de givne forudsætninger måtte man kaste sig ud i arbejdet og få bevidst planlægning og lederskab til at flette sig sammen med folkelig skaberkraft. Senere tiders revolutionere forandringer gik andre veje. Mekanisk m DKP

Partiår '85

Partiorganisation og enhedsarbejde

DAN NIELSEN OG NIELS ROSENDAL JENSEN

Nedenstående er ikke et forsøg på at udarbejde en facitliste eller et katalog med de færdige opskrifter. Vi gør ikke krav på at formulere endelige svar på den række af problemstillinger, vi rejser i vores indlæg, som forhåbentlig giver stof til overvejelser og diskussioner i partidistrikter og afdelinger.

Indlægget er opdelt i tre hovedafsnit:

I:   Overvejelser vedr. nogle af de spørgsmål og konklusioner landsmødet frembragte.

II:   Partiorganisationens politiske opgaver.

III:   Enhedsarbejdet - nogle erhvervede erfaringer.

I

»Intet parti i arbejderbevægelsen idag kan alene skabe den nødvendige samling om et alternativ«

Således skrives i »Kommunisternes udspil« fra landsmødet i september 1984 og med udgangspunkt heri appellerer partiet til alle venstrekræfter om at samles omkring et bæredygtigt og realistisk alternativ til den nuværende reaktionære politik.

Det er udviklingen de seneste år, der har medført, at tingene i dag stiller sig som de gør. På den ene side mere klart - nødvendigheden af enhed - og på den anden side mere kompliceret - problemerne i samfundet og løsningen af dem.

Flere og flere indser nødvendigheden af fælles optræden, men forstår ikke endnu, om hvad der må samles.

Problemet udspringer af splittelsen i arbejderbevægelsen, en splittelse der gennem årene også har fået et partimæssigt udtryk. Et udtryk der i høj grad vanskeliggør udviklingen af en enhed, en samling i kampen mod højre.

Derudover kan det vel tilføjes, at netop den kendsgerning, at reformismen ikke formåede at give de rigtige svar på 70ernes problemer og krise, medførte at alternativet til Socialdemokratiets kriseforvaltning blev borgerligt. Ti års borgerlig krisepolitik ført af socialdemokrater har skabt usikkerhed i arbejderklassen. Ved at støtte de borgerlige påstande om krisens årsager og ved at føre borgerlig politik for arbejderklassen skabte Socialdemokratiet selv forudsætningen for, at det var det borgerlige »firkløveralternativ« der kom til at stå klarest og mest tiltrækkende for store dele af befolkningen.

Et venstrealternativ måtte - og må stadigvæk - nødvendigvis skabes af kræfter, der også indbefatter socialdemokrater, ikke kun som fagforeningsfolk, enkeltpersoner m.m., men også som socialdemokratiske partimedlemmer. Dette var i høj grad medvirkende til at vanskeliggøre formuleringen af et venstrealternativ.

I vores partiprogram siger vi følgende: »Samfundets krise stiller det arbejdende folk over for så afgørende fælles problemer, at samlet optræden i en række sager er både nødvendig og mulig« (s. 21).

Vi mener med andre ord, at enhed er en objektiv nødvendighed på grund af de givne klasseforhold og den dybe krise i det kapitalistiske samfundssystem. Men denne enhed er også en objektiv mulighed grundet det store modsætningsforhold imellem monopolerne, udtrykt ved den borgerlige regering, og den arbejdende befolkning.

Selv om enhed såvel er objektivt nødvendig som mulig, betyder det på ingen måde, at det er en let sag at skabe en sådan enhed. Tværtimod - enhedsfront består ikke af ligesindede, men af os og de andre, andre der i mangt og meget er uenige med os. Enhedspolitik er ikke bare, at alle skal være enige. Det  de må være enige om er, at de ud fra forskellige positioner kan være enige om noget, og at dette noget i en bestemt situation og sammenhæng er vigtigere end det, man i øvrigt er uenige om.

Vi ser problemstillingen i det daglige politiske arbejde. I fredsspørgsmålet er der opnået en væsentlig grad af enhed med socialdemokraterne, trods uenighed om NATO og forsvarspolitikken. Disse spørgsmål er altså i denne sammenhæng underordnede i forhold til spørgsmålene om atomraketterne og Norden som atomvåbenfri zone.

Det modsatte ser vi i spørgsmålet om skabelsen af en bevægelse for en alternativ økonomisk politik. Her er enhed sværere at opnå. For os er enhed omkring den økonomiske politik med accept af indkomstpolitikken utænkelig. For Socialdemokratiet er indkomstpolitikken stadig det centrale punkt i den økonomiske politik.

Forestillinger om, at vi udelukkende kan fremdrage det vi er enige om, er altså naive. Det forhold, at de andre i anden henseende er uenige med os, betyder sædvanligvis, at et sådant samarbejde ikke uden videre kan etableres, end ikke på de felter hvorom der er enighed, fordi sådanne felter kan være led i videregående overvejelser hos hver af parterne. Enheden kan, selv når den tilsyneladende »er« der, ikke tages for givet. Opgaven er at blive enige på tværs af det, der skiller.

Nu er det langtfra alle venstrekræfter, der erkender nødvendigheden af enhed, endsige alle der er enige heri.  Tværtimod ser vi ganske tydeligt, at der langt ind i Socialdemokratiets rækker findes kræfter, der hverken kan eller vil enhed. Det er kræfter der selv i den pressede situation, Socialdemokratiet aktuelt befinder sig i, lægger op til en ny velfærdspolitik, der i det store og hele bygger på traditionerne fra 70ernes socialdemokratiske krisepolitik.

Svækkelse af reformismen?

Selv om vi siger, at reformismen som politisk retning - model til løsning af kapitalismens problemer - har lidt alvorlige nederlag, betyder det ingenlunde, at reformisterne på samme måde er ved at gå bag af dansen. Vi ser for tiden mange eksempler på, hvordan reformisterne øger deres indsats og styrke, at de til stadighed og i øget omfang kan gøre deres indflydelse gældende. Sideløbende ses en tendens til nyreformisme. Der er igangsat en proces, hvor reformismen udvider sine interessegrundlag. Væk fra den traditionelle tradeunionisme, med inddragelse af nye bevægelser, nye spørgsmål som tiden stiller, f.eks. miljø-, nord-syd-, freds- og kulturspørgsmål. Perspektivet pudses op, målene forsøges gjort mere klare og man fokuserer mere på fremtiden. Reformismens sociale grundlag ændres, tilhængerne rekrutteres i højere grad fra mellemlagene, hvilket også giver sig udslag i den praktiske politik. Der er tendens til, at kravene til politikken ændres. Væk fra arbejderklassens mere materielle krav, i retning af mere moralsk og ideologisk begrundede krav. Miljø