Kodeord: Samling

I en verden - i et Danmark, der oplever voldsomme kampe mellem krigens og profittens kræfter og almindelige menneskers svaren igen, er det, som om der ikke på kortere eller længere sigt er brug for tre kommunistiske partier, som i mangt og meget mener det samme. Nej, der er brug for ét. Et moderne, slagkraftigt, opstillingsberettiget og teoretisk velfunderet parti. Og jeg tror, det kan skabes.

Lokalt går det mange steder rigtig godt med samarbejdet - det griber om sig. Man lærer hinanden at kende og bliver afkræftet i de djævelske forudfattede holdninger. Nationalt går det mere trægt. Ja, det vil sige, at DKPml og KPiD er nået langt. Vores parti er præget af en vis sendrægtighed i dette spørgsmål.

Knasten

Det, der for mig at se er hovedknasten, er forholdet til en Enhedsliste, kun de færreste kommunister er medlemmer af og endnu færre aktive i, og som plumper i vandet fra tid til anden.

En Enhedsliste, der ikke tager sit afsæt i den arbejderklasse, vi som marxister-leninister ved er den fremmeste samfundsforandrende kraft. Enhedslisten er et projekt for mellemlag og studerende ungdom, stort set. Vi valgte i sin tid at sige, at den skulle være vores parlamentariske strategi.

Men tiderne har forandret sig - der skulle nødig være dogmer. Heller ikke på dette område.

Enhedslisten, som jeg selv er medlem af og har fulgt i mangt meget, har udviklet sig til et venstresocialistisk (med et stænk af trotskisme) parti langt fra den brede venstrefront, vi vel drømte om for tretten år siden. Den er ikke særlig stor - knap 2500 medlemmer og med stagnerende vælgertal og en sær blanding af revolutionsromantik og mangel på perspektiv synderligt større end SF-partiet. Lyspunkter er der, men der er langt mellem snapsene. Skulle vi gøre os fri af listen, ville det jo ikke betyde, at vi ikke kunne samarbejde efter aktionsenhedens metode. Naturligvis.  

Diskussion og handling

KPiD og DKPml er begge forankret i arbejderklassen, og det præger deres tilgang til tingene. De kører efter den demokratiske centralisme og lever tilsyneladende godt med det.

Vores partiliv er mange steder præget af evige diskussioner - nogen kalder det uenighedskultur - og en grad af handlingslammelse. Partidemokratiet, som jo netop sikres af den velprævede og virkningsfulde demokratiske centralisme, kan det stå lidt skralt til med.

En ganske almindelig fagforening vil jo også i mange tilfælde køre efter noget, der ligner demokratisk centralisme. Og vi kommunister har siden 1919 haft den som organisationsprincip og lært undervejs af historien med sejre, hvor den blev forvaltet korrekt, og nederlag, hvor den blev omgået, og nu står vi her i 2003 med bagagen fuld af erfaringer, og for mig at se er princippet om demokratisk og fri diskussion - beslutning - handling stadig bæredygtigt, hvis man vil sin klasse noget godt.  

Om programmer

Ethvert parti med respekt for sig selv har en slags program. Og det er også udmærket, men når arbejdet med at producere et program, der i detalje både tegner billedet af det samfund, partiet virker i, og opridser alle de ting, der bør gøres - når det bliver hovedaktiviteten, er der noget galt.

Vi skal dog måles på vore handlinger og ikke på vore nok så velformulerede ord. Og opsamlingen af stribevis af hver især mere eller mindre glimrende bidrag til en programdiskussion kan være pinefuld. Da kunne der læres af historien igen. Kommunisterne har altid haft programmer - sidst det udmærkede 1976-program.