Af Svend Erik
Christensen, Roskilde
DKP er i gang med en programmatisk debat, hvor et af emnerne er ”udviklingstendeserne i det kapitalistiske system og klassekampen siden 70’erne”. Et væsentligt element heri er klasseanalysen. Der har været nogle enkelte indlæg i denne debat, som på hver sin måde har forsøgt at belyse denne udvikling. Sideløbende med debatten i DKP er der også en programdebat i Enhedslisten, hvor klasseanalysen indgår som et væsentligt element. Også vores venner i de andre kommunistiske partier i Danmark har været gennem en programdebat, herunder en vurdering af klassernes og klassekampens udvikling siden 70’erne.
Jeg vil prøve at give mit bud på udviklingen i klassestrukturen og komme med nogle få svar, men nok stille nogle nye spørgsmål. Der er ingen nemme løsninger på de mange spørgsmål. Vi mangler en masse teoretisk arbejde og empiriske analyser for at nå frem til nogle brugbare svar. Men jeg vil forsøge mig med nogle bidrag.
Hvorfor bruge tid og energi på en klasseanalyse? Er det ikke bare en gang akademisk diskussion? Nej jeg mener, at klasseanalysen er et vigtigt udgangspunkt for vores (og andres) strategi og politiske praksis. Gennem klasseanalysen og forståelsen af klassemodsætningerne kan vi være med til at gribe ind i klassekampen, og dermed ændre den samfundsmæssige udvikling. Men betingelsen for at nå frem til en rigtig analyse, er samtidig at vi ikke forfalder til en afliring af tidligere tiders erkendelser, men tør se på nutiden med friske øjne og tage nogle tabuer op.
I ”Kommunisternes Program” fra 1976 var en af hovedteserne, at hovedmodsætningen i det danske samfund gik mellem på den ene sige storkapitalen og på den anden side det arbejdende folk med arbejderklassen som den afgærende kraft.
Storkapitalen var udtryk for et forsvindende befolkningsmindretals magt over det altafgørende flertal af den arbejdende befolkning. Udover arbejderklassen omfatter det arbejdende folk det traditionelle småborgerskab: bønder, fiskere, ”de mindre næringsdrivende inden for handel, håndværk og industri” og andre selvstændige. Herudover er der funktionærer, tjenestemænd, teknikere og intellektuelle, som i programmet nærmest har karakter af ”mellemlag”.
I følge programmet har vi et klassesamfund, der er delt op til 4 hovedklasser:
· Storkapitalen, der omfatter de egentlige få ejere af den monopoliserede kapital og dets ledere, samt topembedsmændene i statsapparatet. Altså max. 4-5 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen
· Småborgerskabet, der omfatter små selvstændige bønder, håndværkere m. fl. De omfattede 15 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
· Mellemlaget, der omfatter offentlig og privat ansatte funktionærer og tjenestemænd. De omfattede 35 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen
· Arbejderklassen, der omfatter faglærte og ufaglærte LO-arbejdere. De omfattede 45 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen. [1]
Altså et klassesamfund, hvor arbejderklassen var et mindretal af den samlede erhvervsaktive befolkning, men hvor den sammen med mellemlaget og småborgerskabet (= den arbejdende befolkning) omfattede over 90 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Svaret på storkapitalens magt manifesteret gennem den statsmonopolistiske kapitalisme, var en antimonopolistisk kamp, hvor ”arbejderklassen (kan) sikre sig forbundsfæller blandt alle de klasser og lag, som statsmonopolismen også retter sig imod. En sådan antimonopolistisk alliance vil have rod i det store folkeflertal”. Den antimonopolistiske alliance og kamp vil udvikle sig til det antimonopolistisk demokrati, hvor ”folket har nye og udvidede demokratiske rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens magt”.[2]
Sat på spidsen kan vi vel i dag sige at tesen om den antimonopolistiske alliance og det antimonomopolistiske demokrati, var en nødvendighed for arbejderklassens kamp for socialisme, da den herigennem kunne vinde befolkningsflertallet over på sin side. Det er også en logisk slutning udfra den kommunistiske bevægelses historiske erfaringer med folkefront og folkedemokrati.
Men der er sket meget siden Dimitrof formulerede parolen om Folkefronten, kommunisterne i Østtyskland proklamerede Arbejder og Bondestaten DDR og DKP vedtog ”Kommunisternes Program”. Min påstand er, at der er sket en væsentlig forskydning mellem klasser og lag, så forudsætningen for kampen for socialismen har ændret sig radikalt.
Jeg vil prøve at give en vurdering af den forskydning, der er sket imellem klasserne, siden 1970’erne. Jeg vil samtidig forholde mig til den debat, der var været i DKP i de sidste par år, samt programmer mv. fra Enhedslisten, KPiD og DKPm-l.
Ud fra den traditionelle marxistiske analyse består borgerskabet eller kapitalistklassen af den gruppe mennesker, der lever af andres merarbejde gennem udbytning af arbejderklassen. Borgerskabet omfatter under 5 pct. af den samlede erhvervsaktive befolkning. Men der er en vis uenighed blandt de kommunistiske partier i Danmark og Enhedslisten i definitionen af borgerskabet
Enhedslisten har følgende formulering i deres udkast til principprogram:
”Det egentlige borgerskab i Danmark udgør et forsvindende mindretal af befolkningen på 2-3 procent. Det drejer sig om den gruppe i befolkningen, som har ejendoms- eller råderet over kapitalen i dens forskellige former, hvorigennem de tilegner sig den profit, der kommer ud af produktionen. Hertil kommer en lang række topledere inden for det private erhvervsliv, højtstående embedsmænd inden for den offentlige forvaltning, samt dommere og øverste chefer inden for politi og militær.”
DKPm-l har i deres program følgende beskrivelse af borgerskabet:
Det udgår ”i størrelse ikke … mere end ca. en procent af den danske befolkning. Denne klasse har i kraft af sin økonomiske magt også den politiske magt i samfundet. Borgerskabets ledende lag er monopol- eller finansborgerskabet, som består af nogle få hundrede familier. Det er denne del af borgerskabet, som reelt styrer Danmark. Det er monopolborgerskabet, som i alliance med udenlandske monopolkapitalister er den udslagsgivende kraft i undergravningen af dansk selvstændighed og den eksisterende velfærdsmodel.”
Der er nogen uenighed om topchefer i det private erhvervsliv og inden for det offentlige tilhører borgerskabet eller mellemlaget. Harald Rasmussen har i en artikel i KPiD’s tidsskrift Ny Tid slået til lyd for at de ikke er en del af borgskabet men af mellemlagene. Han skriver bl.a.
” Det skal medgives, at den her nævnte managementgruppe, samt gruppen af de allerøverste embedsmænd i en offentlige administration, som for eksempel departementschefer, kommunaldirektører, dommere, politimestre og generaler m.v., (bortset fra meget sjældne undtagelser) har ideologiske og politiske holdninger, der ligger tættere på den egentlige kapitalistklasses end på de øvrige mellemlags.
Fælles for ansatte i disse stillinger er, at det af dem forventes og forudsættes, at de i alle deres beslutninger både ideologisk og politisk varetager det kapitalistiske samfunds interesser. Men da de ikke ejer produktionsmidler, og ikke køber arbejdskraft til at udnytte produktionsmidler, hører de ikke til kapitalistklassen.
Der bør, også i Danmark, arbejdes videre med dette spørgsmål, teoretisk og ud fra politisk strategiske vurderinger. Her skal forfægtes det synspunkt, at gruppen tilhører mellemlagene.”
I modsætning hertil siges det i Enhedslistens udkast til principprogram, at borgerskab også omfatter
topledere inden for det private erhvervsliv, højtstående embedsmænd samt dommere og øverste chefer inden for politi og militær.
På trods af en smule uenighed om omfanget af borgerskabet vil jeg konkludere, at den egentlige kapitalistklasse udgør et forsvindende mindretal af befolkningen, uanset om vi medregner topledelsen i det private erhvervsliv og inden for det offentlige. Det er der også enighed om blandt de kommunistiske partier og i Enhedslisten.
Småborgerskabet er karakteriseret ved at de selv ejer produktionsmidlerne men lever af eget arbejde og i mindre omfang af udbytning af deres få ansatte.
Siden 70’erne er der sket en kraftig forskydning inden for småborgerskabet. Det traditionelle småborgerskab med landbrug, fiskeri og håndværkere er blevet kraftig reduceret. Det udgør vel i dag under 5 pct. af den erhvervsaktive befolkning. Gruppen af småhandlende og de traditionelle liberale erhverv har vel været mere eller mindre konstant gennem de sidste 25 år. Men inden for andre områder er småborgerskabet blevet større. Det er inden for turismen, restaurationsbranchen, underholdning, konsulentbranchen, IT m.v. Men alt i alt må det vurderes at småborgerskabet omfatter under 10 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Enhedslisten siger at
”Historisk set har småborgerskabet og dets organisationer spillet en stor politisk rolle i Danmark. Denne position er dog blevet stærkt svækket inden for de sidste 40 år, hvor småborgerskabet også antalsmæssigt er reduceret”.
Og tillægger således småborgerskabet en ubetydelig rolle i klassekampen. Men der skrives dog senere, at der i kampen for samfundsforandringer skal opbygges alliancer med
”de små selvstændige, som på mange måder også er magtesløse ofre for det kapitalistiske system”.
I DKPm-l’s principprogram står der følgende om småborgerskabet:
”Småborgerskabet i by og på land er kendetegnet ved både at være ejer af produktionsmidler og selv at deltage i arbejdet, hvormed det skaffer sig alle sine indtægter eller – hvis det har enkelte ansatte til at hjælpe sig – i det mindste hovedparten af disse indtægter. Denne klasse bliver mere og mere klemt af finanskapitalens åg. Småborgerskabet har som klasse intet selvstændigt samfundsprojekt, hvis det ikke lige er at skrue udviklingen tilbage til fortidens vegeterende tilværelse”.
Videre skrives der:
”Det er arbejderklassens opgave at påpege den fælles interessemodsætning til finanskapitalen og alliere sig med småborgeren som arbejder og isolere ham som kræmmer og spekulant. Det socialistiske samfund vil betyde en voldsom lettelse af småborgerskabets kår”.
I KpiD’s program er der ikke en præcis beskrivelse af småborgerskabet, men nævnes indirekte som en alliancepartner for arbejderklassen i kampen mod monopolkapitalen.
Der er altså enighed om at det traditionelle småborgerskabet er blevet kraftig reduceret de seneste årtier. Ligesom der er opstået nye typer af småborgerskab inden for ny sektorer. Der er ligeledes enighed om at småborgerskabet har en objektiv interesse i at indgå i alliance med arbejderklassen i kampen mod monopolkapitalen (og for socialisme).
Hvis der er en udbredt enighed om sammensætningen og udviklingen i borgerskabet og småborgerskabet er der en reel uenighed mellem de kommunistiske partier og Enhedslisten i analysen af mellemlagene. Det er nok så interessant, da netop mellemlagene er en væsentlig faktor i de forskellige partiers politiske strategi.
Mellemlagene er karakteriseret ved, at de er en speciel gruppe af lønarbejdere, der udgør et lag mellem borgerskabet og arbejderklassen.
Historisk er mellemlag ledere inden for private og offentlige virksomheder, ansatte i undertrykkelsesapparatet, som politi og militær og i det ideologiske del af statsapparatet.
Diskussionen drejer sig om, hvor skellet i dag går mellem arbejderklassen og mellemlagene.
DKPm-l beskriver mellemlagene på følgende måde:
”Mellemlagene er en samfundsgruppe i vækst i det moderne samfund. De består af lønmodtagere, som ikke selv ejer produktionsmidler, og som udfører ledende, organiserende, ideologiske og undertrykkende funktioner for de private kapitalister og den borgerlige stat. Mellemlagenes samfundsmæssige hovedopgave er – uanset deres egen personlige indstilling – at fastholde kapitalisterne ved magten og bevare det nuværende samfundssystem. Men mellemlagene er samtidig en meget broget gruppe, der spænder fra folk med tårnhøje indtægter, som er pot og pande med kapitalisterne, til folk, som med hensyn til løn-, arbejds- og levevilkår står arbejderklassen meget nær”.
Det er meget i overensstemmelse med både Enhedslistens og KPiD’s vurdering af mellemlagene.
Jeg mener, at man har en tendens til, som rygmarvsretorik at få gjort mange grupper af lønarbejdere til at omfatte mellemlaget. Det gælder fx når Enhedslisten skriver, at store grupper af intellektuelle tilhører mellemlaget. Det kan ligeledes diskuteres om underordnede ledere fx en formand i industrien, en leder i en daginstitution eller en afdelingssygeplejerske tilhører mellemlaget eller arbejderklassen. Er det ligeledes naturgivet at kriminalbetjenten eller konstablen skal være en del af mellemlaget?
En beskrivelse af den nutidige arbejderklasses størrelse og sammensætning vil kræve en mere dybtgående analyse af erhvervsudviklingen de seneste 25 år, herunder udviklingen i industrien, det offentlige arbejdsmarked, servicebranchen og IT-branchen. Det vil samtidig være interessant at vurdere om arbejderklassens kerne i dag stadig ligger i den traditionelle jernindustri eller om den er transformeret over i andre sektorer. Det vil jeg vende tilbage til i en kommende artikel.
Medens arbejderklassen efter DKP’s mening udgjorde under halvdelen af den erhvervsaktive del af befolkning i midten af 70’erne, er der nu enighed mellem Enhedslisten, KPiD og DKPm-l om at arbejderklassen i dag udgør over halvdelen af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Enhedslisten siger, at
”Arbejderklassen udgøres af det store flertal i Danmark, som arbejder som underordnede lønarbejdere i den private og offentlige sektor og udbyttes økonomisk ved at udføre merarbejde i form af produktion og reproduktion af kapital og arbejdskraft. Det drejer sig om faglærte og ufaglærte arbejdere, lavere funktionærer osv.”
KPiD siger, at
”Som i andre højt industrialiserede lande udgør arbejderklassen over halvdelen af befolkningen. I det moderne kapitalistiske samfund er der en højt udviklet arbejdsdeling, hvor tillærte og faglærte håndværkere og højt uddannede teknikere, ingeniører og programmører udgør den nødvendige sammensætning af arbejdskraften”.
Harald Rasmussen har i sin tidligere citerede artikel en mere nuanceret beskrivelse af arbejderklassen end det fremgår af KPiDs program. Han skriver:
”Ud fra den her anvendte argumentation for kriterier for en analyse af klassestrukturen i vor tids kapitalistiske samfund, er vi nået frem til nedenstående definition af arbejderklassen i 1990'erne:
"I Danmark udgøres arbejderklassen af de "underordnede" lønarbejdere i den private og offentlige sektor, der gennem salg af deres arbejdskraft enten direkte eller indirekte bidrager til at sikre kapitalejerne en kapitalforøgelse eller bidrager til reproduktion af arbejdskraften".
Ved anvendelse af den her foreslåede definition når vi frem til, at arbejderklassen udgør omkring 60 procent af alle erhvervsaktive i Danmark”.
DKPm-l siger at
”Arbejderklassen består i dag af mange lag, hvoraf de ufaglærte på de større arbejdspladser udgør kernetropperne. Men det ville være dumt at overse alle de andre grupper, som til sammen tegner nutidens arbejderklasse. Arbejderklassen er i dag samfundets største klasse, som udgør over halvdelen af den erhvervsaktive befolkning”.
I DKP’s programdebat har været meget få indlæg, som har beskæftiget sig med udviklingen i arbejderklassen. Men der er dog to indlæg jeg vil forholde mig til.
Martin Kaae Jensen har i sin artikel ”Den generelle udvikling i dansk økonomi og klassekamp siden 1970” beskrevet arbejderklassen meget snævert. Han siger at arbejderklassen siden 1970 er undergået en kraftig forvandling bl.a. i kraft af at megen af den traditionelle industriproduktion er eksporteret til 3. verdens lande og Østeuropa. Han skriver:
”I Danmark eksisterer der utvivlsomt en arbejderklasse: der er stadig tusinder af mennesker, der slider dagen og/eller natten lang for en løn, som ville få en funktionær til at gispe. Først og fremmest skal nævnes ufaglærte inden for det private erhvervsliv: kassedamer, tøjekspedienter, rengøringsarbejdere, detailbranchen mere generelt... denne gruppe er kendetegnet ved lønninger, hvor minimum stort set er bestemt af, hvorvidt man kan leve et acceptabelt liv for denne indkomst eller ej. Men det egentlige proletariat i Danmark er uden tvivl de hundredtusinder, der er uden arbejde”
Han siger også direkte at hovedparten af de velbjergede danske lønarbejdere lever på bekostning af både de udstødte i Danmark men ikke mindst gennem udbytningen af proletariatet i den 3. verden.
Denne holdning tangerer den politik som Godtfred Appel fremlagde først i og siden uden for DKP i midten af 6o’erne, hvor han kaldte den danske arbejderklasse for et arbejderaristokrati, som lever højt på udplyndringen af den 3. verden.
Jeg mener, at Martin Kaae Jensens holdning ikke må stå uimodsagt. Ligesom det forhåbentligt ikke bliver den linie, der bliver den fremtrædende i programdebatten i DKP.
Et andet indlæg er kommet fra Lars Ulrik Thomsen, der i sin artikel ”Teknologi og klassestruktur” i SKUB nr. 11/2000 slår til lyd for at det bør overvejes at udvide begrebet arbejderklasse med grupper fx tjenestemænd, funktionærer, intellektuelle og teknikere. Han peger bl.a. på at det er de nye lønarbejdergrupper: sygeplejersker, pædagoger, hjemmehjælpere og buschauffører der gennem de seneste år har ført an i den faglige kamp. Jeg er enig med Lars Ulrik, men vil måske gå skridtet videre og sige, at mange af de grupper som traditionelt hører til mellemlagene i dag har arbejdsbetingelser der fuldt ud kan sammenlignes med den traditionelle arbejderklasse. Det gælder som ovenfor nævnt mange mellemledere og så godt som alle offentligt og private ansatte.
På baggrund af ovenstående vil jeg vove et halvt øje og komme med et bud på hvordan klassestrukturen ser ud her ved indgangen til det 21. århundrede:
· Storkapitalen, der omfatter de egentlige få ejere af den monopoliserede kapital. De omfatter max. 2 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
· Småborgerskabet, der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk, detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m. fl. De omfatter 5 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
· Mellemlaget, der omfatter overordnede ledere i det privat og offentlige. De omfatter max. 10 pct. af de erhvervsaktive.
· Arbejderklassen, der omfatter ansatte og underordnede ledere i det private og offentlige. De omfattede ca. 80 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.
Altså et klassesamfund, hvor arbejderklassen udgår den langt overvejende del af den erhvervsaktive befolkning.
Hvis ovenstående klasseanalyse er rigtigt, vil det også medføre en kraftig ændring af vores strategi i forhold til 76-programmet.
Hvis vi går ud fra at arbejderklassen har en objektiv interesse i socialismen, er der ikke behov for førsocialistiske stadie som antimonopolistisk demokrati eller folkedemokrati. Socialismen kan sættes direkte på dagsorden.