af
Lars U. Thomsen
Hvis
nogen har indtrykket af, at vi skal føre en programdebat fjernt fra
virkeligheden, en akademisk diskussion
for de indviede, er der tale om en misforståelse. Vort mål er at finde vejene
til at forandre et allerede forældet samfundssystem, ikke ud fra konstruerede
ideer, men ved at være i pagt med de faktiske bevægelser i den materielle
produktion.
Kernen
i marxismen er netop forståelsen af produktivkræfternes
revolutionære karakter. Uanset om ejerne af produktionsmidlerne ønsker det
eller ej, tvinges de til at indføre den nyeste teknik for ikke at blive slået
af konkurrenterne. Dermed bliver et af temaerne for programdiskussionen også
indlysende; vi må sætte os ind i de forandringer, som produktivkræfterne har
undergået i de seneste årtier.
Historisk
rids
I
efterkrigstiden gik Danmark fra at være et landbrugsland til at blive
overvejende industrisamfund. Det vil sige, at landbrug og fiskeri stadig spiller
en væsentlig rolle i samfundsøkonomien, men at industrien med sin udvikling er
hovedkilden til landets indtægter.
Industriens
vækst trækker en række andre ændringer af samfundet med sig. Byerne vokser
eksplosivt, og en række nye områder inden for handel og administration er
direkte afledt af industrisamfundets udvikling.
Den
helt afgørende forandring er væksten i lønarbejdet. Antallet af selvstændige
og mindre næringsdrivende er faldet dramatisk, og ca. 95 % af de erhvervsaktive
er lønarbejdere under en eller anden form.
Denne
udvikling falder sammen med en teknologisk fornyelse af hele
produktionsprocessen. Fra at være rimelig homogen splittes arbejderklassen op i
yderligere undergrupper udover de faggrupper, vi tidligere kendte.
Væksten
i nye lønarbejdergrupper som lærer, pædagog og servicefagene betyder også en
ny situation for den samlede arbejderbevægelse.
Den
proces, arbejderbevægelsen befinder sig i, er en art omstrukturering, hvor
gamle kerneområder i f.eks. den tunge jernindustri erstattes af nye i den højteknologiske
produktion.
Produktivkræfternes
udvikling
En
anden side, som vi må være opmærksomme på, er at finde modsigelserne mellem
de faktiske muligheder; mellem det, produktivkræfterne kan virkeliggøre, og de
begrænsninger, som produktionsforholdene indebærer.
I
dag findes der muligheder for en videnskabelig
tilrettelæggelse af produktionen, alligevel tvinger markedsforholdene
kapitalisterne til at afstemme investeringer efter konjunkturerne. Det betyder,
at en virkelig planlægning af produktionen vanskeliggøres og ofte erstattes af
anarki.
Det
stærkeste eksempel har vi i krisen i Fjernøsten, hvor den planløse udvikling
har medført et nærmest totalt sammenbrud i en række landes økonomier.
Et
andet eksempel
er selve ressourceforbruget i industrien. En planmæssig ledelse af samfundsøkonomien
ville betyde, at man var i stand til at forudsige behovet for arbejdskraft i
produktionen. I dag ofres der milliarder af kroner på ligegyldige
efteruddannelser, der blot skal tjene til at skjule de virkelige mangler ved
kapitalismen, f.eks. den store arbejdsløshed.
Dermed
tvinges skatteyderne til at betale for noget, som reelt går op i røg og
belaster områder, hvor der nok kunne være brug for offentlige investeringer.
Eksemplerne ligger lige for: Folkeskolen, sundhedssektoren, hjemmeplejen og
mange andre områder.
Et
tredje og vigtigt område
er den overordnede planlægning af samfundets struktur. Hermed mener jeg
forholdet mellem centrum og periferi. Produktivkræfterne muliggør i dag en
alsidig udvikling af hele det danske samfund, hvorfor finder den så ikke sted?
Vi
oplever, at landsdele affolkes til fordel for de store byer med alle de sociale
og miljømæssige konsekvenser, det får for befolkningen. Med andre ord, når
vi taler om produktivkræfterne, er det ikke kun et spørgsmål om den enkelte
virksomhed, men også om den grundlæggende planlægning af samfundets
indretning; dvs. byplanlægning og placeringen af de centrale funktioner i et
samfund.
Monopolisering
Et
godt råd: Prøv at se på forandringerne i den verden, vi lever i. Se på
udviklingen i industrien, servicesektoren, dvs. de offentlige institutioner,
handel og håndværk. Hele samfundet gennemsyres af monopolisering og centralisering. Hvad betyder det klassemæssigt;
hvilke nye lag er der opstået i denne forbindelse, og hvordan berører det
styrkeforholdet mellem samfundets to hovedklasser kapitalen og arbejderklassen?
Med
Danmarks medlemsskab af EF i 1972 sker der et kvalitativt spring i
produktionsforholdene. Den nye teknologi skaber behov for større markeder for
at kunne afsætte produktionen. Kampen om disse markeder fremmer
koncentrationsprocessen.
Den
frie bevægelighed for kapital og tjenesteydelser i EU har medført en kraftig
monopolisering af dansk produktion og bankvæsen. Dermed skærpes kanpen mellem
udenlandske monopoler om kontrollen med de mest givtige dele af produktionen i
Danmark.
Den
industrielle udvikling af Danmark har formindsket den kreds af mennesker, som
reelt bestemmer landets udvikling, og fra at være overvejende dansk ejet er
store udslagsgivende virksomheder i dag ejet af udlandet.
Det
skaber en helt ny situation for arbejderbevægelsen. På den ene side en voldsom
vækst i antallet af lønarbejdere. På den anden en skærpelse af konkurrencen
mellem lønarbejdergrupperne og et pres for at flytte produktionen ud af landet
i takt med monopoliseringen. Hvad må arbejderbevægelsen gøre i denne
situation?
Ændret
erhvervsstruktur
Produktivkræfternes
forandring indvirker på klassestrukturen
i vores land. Danmark i år 2000 er ikke Danmark i 70’erne, når det gælder
en forståelse af de klasser og lag, der bestemmer udviklingen. Dette er
fundamentalt i formuleringen af et partiprogram. Hvis man vil opstille de krav,
der kan gribe ind i det politiske liv, må de afspejle det faktiske
styrkeforhold mellem de modstående klasser og forholdet til de mulige forbundsfæller,
der kan opnås i den politiske kamp.
Lad
os for en stund vende tilbage til arbejderbevægelsens sammensætning. LO’s størrelse
er på 40 år fordoblet til 1.459.000 medlemmer. Den største vækst ligger
inden for HK og Forbundet af Offentligt Ansatte. Tjenestemændenes og Funktionærernes
Hovedorganisation er i samme tidsrum firedoblet til 430.000 medlemmer.
Hvilke
konklusioner kan man drage af disse tal? Væksten i servicesektoren er sket på
bekostning af de selvstændige, som siden 1960 er gået tilbage fra 10 % til 5 %
i andel af befolkningen.
Væksten
i antallet af funktionærer er meget markant og hænger direkte sammen med den
teknologiske udvikling. Det samme gælder væksten af hele den offentlige
sektor.
Enhed
og solidaritet
Den
ændrede erhvervsstruktur afspejler forandringerne i varefremstillingen. Planlægning
og styring af produktionen udgør en øget andel af den tid, der medgår ved
fremstilling af varen.
Det
har medført en kraftig stigning i antallet af teknisk og administrativt
personale, både i de enkelte virksomheder, men også i den offentlige
forvaltning og i undervisningssektoren.
Tilbagegangen
i gruppen af selvstændige er udtryk for den samfundsmæssiggørelse, som den
nye teknologi kræver for at komme til fuld udfoldelse. Sagt på en anden måde:
Forandringerne i produktivkræfterne medfører også forandringer i
produktionsforholdene, som tydeligt kommer til udtryk igennem monopoliseringen.
Gruppen
af lønarbejdere, som udgør det altovervejende flertal af befolkningen, kommer
til at stå over for en stadig mindre kreds af monopolister og deres forvaltere.
Processen
må ikke ses som noget uafvendeligt, men derimod som en stadig vekselvirkning
mellem basis og overbygning. Hvad kan vi gøre? De gammelkendte kløfter mellem
håndens og åndens arbejdere, mellem forskellige faggrupper og mellem
offentligt og privat ansatte må overvindes gennem et fælles antimonopolistisk
program.
Enheden
i arbejderbevægelsen er den mest nødvendige opgave, vi må løse. Enheden er
ikke kun et nationalt anliggende, men i lige så høj grad et internationalt.
De
enkelte arbejderbevægelser i hvert land har hidtil kæmpet isoleret. Det, vi
også har brug for, er en stærkere koordinering af faglige og politiske udspil.
Frem for konkurrencens ødelæggende virkninger må arbejderbevægelsen igen sætte
solidariteten i højsædet!
1976-programmet
Det
er en kendt sag, at dele af partiet ikke ønsker at tage udgangspunkt i dette
program. En sådan holdning er fuldstændig ahistorisk;
dvs. forestillingen om, at vi kan starte på bar bund i en analyse af den nuværende
situation. Vi kan være enige eller uenige i substansen af 1976-programmet, men
uden en reel diskussion fornægter man den erkendelse, som vores parti møjsommeligt
har erhvervet sig.
I Kommunisternes
program fra 1976 står der på side 71 under afsnittet ”Det arbejdende
folks organisationer”:
”Ved
siden af arbejderklassens organisationer eksisterer store lønmodtagerorganisationer
– for funktionærer, tjenestemænd, teknikere, intellektuelle – som i
stigende grad udfolder faglig aktivitet, og hvis voksende sammenhold med fagbevægelsen er
af stor betydning for en samling mod storkapitalen.” (Min understregning.)
Det
er formuleringen ”Ved siden af arbejderklassens organisationer”, som jeg
synes, vi skal stille spørgsmålstegn ved.
Er
der ikke behov for at udvide begrebet ”arbejderklassen” i takt med de
forandringer, som er beskrevet ovenfor?
Med
hensyn til faglig aktivitet er det især de nye lønarbejdergrupper, der har ført
an i den faglige kamp. Det gælder hjemmehjælpere, pædagoger, sygeplejersker,
buschauffører m.fl. Hvem husker ikke Ri-bus konflikten og chaufførernes kamp
for at forsvare deres overenskomst?
Ved
at styrke enheden mellem alle lønarbejdere fremmer vi mulighederne for at
udvikle den demokratiske kamp, som 1976-programmet lagde op til.
Vores
opgave er derfor, at vi selvkritisk
vurderer vores tidligere politik og praksis, at vi afstemmer den efter
virkeligheden i dagens Danmark, og gerne et par år ud i fremtiden.
Det
bedste, vi kan gøre, er, som Bertolt Brecht beskriver i et af sine digte, Til
tvivlens pris:
”Oh,
hvor møjsommeligt blev denne læresætning tilkæmpet!
Hvad
har det ikke kostet af ofre!
At
det forholder sig sådan og ikke sådan,
hvor
var det dog svært at se!
Med
et lettelsens suk indskrev et menneske den en dag i kundskabens notesbog.
Længe
står den måske nu deri, og mange slægter lever med den og anser den for evig
visdom.
Og
de, som er fortrolige med den, foragter alle, der ikke kender den.
Og
så kan det ske, at en mistanke opstår, thi ny erfaring sætter spørgsmålstegn
ved sætningen.
Tvivlen
rejser sig.
Og
en anden dag streger et menneske i kundskabens notesbog besindigt sætningen
over.”
P.S.
Alle tal er afrundede og hentet i Statistisk Tiårsoversigt fra 1970, 1980, 1990
og 2000.