Klasser og klassekamp i det nye århundrede

Af Svend Erik Christensen

Indledning

I eftersommeren 1940 holdt den lokale partiafdeling et sted ude på landet i Sydsjælland et medlemsmøde. Det blev holdt i Jacob Enevoldsens selvbyggede hus ude ved Mosen. Der var en diskussion om krigen og dens karakter. Den gamle Jacob rejste sig fra sin gyngestol og lagde piben, der stank af rølligetobak. Jacob gav den lokale partiformand ret i at det var en imperialistiske krig, og sluttede med at sige ”Jeg vil kun til det her sige, kammerater, at vi altid skal tænke på klassekampen. Der er to klasser. Der er en overklasse, som lever af de andres arbejde. Og så er der underklassen, der arbejder for overklassen og føder den. Sådan er det i Danmark og sådan er det i Tyskland”. Denne beskrivelse er ren fiktion og fra Hans Scherfigs roman Frydenholm.

En anden måde klasserne i det danske samfund er blevet belyst på er gennem Bidstrups tegninger. Der er en kapitalist og en arbejder til at kende fra hinanden.

Jeg vil gerne starte med min konklusion. Jeg vil tilslutte mig Jacob Enevoldsens klasseanalyse. Jeg vil nok sige at klassesamfundet nok var mere nuanceret i 1940 end det fremgår af Jacobs beskrivelse. Men jeg vil påstå, at vi i dag er kommet meget nærmere Jacobs påstand om at der kun er to klasser.

Men jeg vil da godt bruge lidt tid på at fortælle hvordan jeg er kommet dertil.

Jeg vil komme med et forsøg på det som nogle polemisk kalder en sociologisk vælgeranalyse. Jeg vil gøre det på  baggrund af samfunds og erhvervsudviklingen gennem de seneste årtier.

Jeg vil prøver at tage de diskussioner op, som der refereres til i Hedins opsamling på den hidtidige programdebat, samt ikke mindst de spørgsmål, som jeg stiller mig i min artikel ”På sporet af arbejderklassen”

Hvad karakteriserer de seneste 30 års udvikling

Den tekniske-videnskabelige revolution

I sidste halvdel af det 20. århundrede er den videnskabelige-tekniske revolution for alvor slået igennem inden for den industrielle produktion. Videnskaben og teknologien er blevet en væsentlig produktivkræft. Den har haft afgørende indflydelse på udviklingen af den industrielle produktion, og på udviklingen i klassestrukturen.

Videnssamfundet

Vi kan samtidig se, at der gennem de sidste par årtier har været en kraftig udvikling i virksomhedernes investering i viden. Der er samtidig samfundsmæssigt sket en kraftig investering i uddannelse og forskning.

Der er generelt kommet et højere uddannelsesniveau i det danske samfund. Og antallet af personer med en højere uddannelse er steget markant. Og deres andel af de beskæftigede inden for visse brancher er stor.

Den internationale arbejdsdeling

Udover VTR ser vi også at globaliseringen gennem de frie markedskræfter har været med til at udvikle den internationale arbejdsdeling. Kapitalen er blevet fædrelandsløs. Den søger hen hvor varen arbejdskraft er billigst og bedst. Enkelt elementer til fx et køleskab eller en computer bliver produceret rundt omkring i verden for til sidst at blive samlet hvor det er mest fordelagtigt for kapitalen.

Den internationale arbejdsdeling har afgørende indflydelse på den danske arbejderklasses udvikling. Flere og flere af de arbejdskraftintensive produktioner er blevet eksporteret ud af landet, medens langt de fleste af de industrielle arbejdspladser i dag stiller store krav til arbejdskraftens kvalifikationer.

Internationaliseringen rejser selvfølgelig også spørgsmål om vi kan se den danske arbejderklasse isoleret eller vi i stedet skal se på den verdensomspændende arbejderklasse.

Herunder også hvordan den danske arbejderklasse er med til at udbytte arbejderklassen i den 3. verden.

Erhvervsstrukturens udvikling de seneste årtier

Det danske samfund har undergået en stor udvikling inden for de seneste årtier. Vi har oplevet overgang fra landbrugs- til industrisamfund. Vi har set en eksplosiv udvikling i den offentlige sektor og det der i det daglige kaldes ”servicesektoren” og samtidig er antallet af kvinder på arbejdsmarkedet øget kraftigt.

Landbrugets afvikling

I 60’erne skete der et afgørende skift fra landbrugssamfund til industrisamfund. Landbruget havde tidligere været den afgørende økonomiske faktor i samfundet. Ligeledes havde landbruget beskæftiget en stor del af befolkningen.

Op gennem 60’erne skete der en vandring fra land til by. Det skyldtes ikke at landbrugsproduktion var gået ned, tværtimod, men at mekaniseringen af landbruget i første omgang gjorde store dele af landarbejderne overflødige og i næste omgang gjorde store dele af husmændene og de mindre landbrugere til ”deltidslandmænd” med arbejde i industrien og byggeriet ved siden af. En udvikling der fortsatte op til i dag, hvor der er meget få fuldtidsbeskæftigede i landbruget og næsten ingen landarbejdere tilbage.

Hvor 20 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen var beskæftiget i landbruget i slutningen af 50’erne, er det kun 4 pct. i dag.

Industrien

Industrien har op til begyndelsen af 60’erne haft en i realiteten perifer betydning i det danske samfund. Der har været – og er – ganske få industrivirksomheder af international størrelse. Den danske industri er aldrig rigtig kommet udover håndværksstrukturen med små og mellemstore virksomheder. Samtidig er produktiviteten eksploderet fra 1960 og frem. Den er firedoblet, medens beskæftigelsen har været konstant med en lille tendens til fald i periode 1960 til 2000.

Den traditionelle industriproduktion er på tilbagetog. Fra og med den store arbejdsløshed i 1974 er den arbejdskraftintensive industri (skotøj, beklædning, elektronik, papir o.l.) blevet udkonkurreret af billig arbejdskraft i andre europæiske lande og i den 3. verden.

Den del af industrien der er blevet tilbage er enten højteknologiske og meget lidt arbejdskraftintensiv eller bundet til lokal råvarer produktion som slagterier og fiskeindustri.

Fra 1965  og frem til 1999 har der været et fald i beskæftigelsen indenfor beklædning og tekstil, samt transportmiddelindustri specielt inden for skibsværftindustrien. I same periode har der været en stigning i beskæftigelsen inden for

·         levneds og nydelsesmiddel

·         Træ og møbel

·         Papir og grafisk

·         Kemisk

Medens jern og metal samt glas og keramik har haft en stabil beskæftigelse.

Den højteknologiske industri

Hovedparten af den industri, der er blevet tilbage i Danmark er højteknologisk. Den er karakteriseret ved store investeringer i maskiner og viden. Der stilles andre krav til arbejdskraften end i den traditionelle samlebåndsindustri. Arbejdskraften skal have en stor faglig viden og kunne vurdere og gribe ind i komplicerede processer. Samtidig sker der en udviskning i skellet mellem arbejder og funktionær. Vi er også vidner til at flere og flere af de ansatte i denne type af industrier i større og større omfang arbejder i forskellige typer af selvstyrende grupper, hvor de ansatte har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde.

Den arbejdskraftintensive industri

Den del af industrien, som stadig er præget af manuelt arbejde, som fx slagterier og fiskeindustri, er karakteriseret ved en stadig stigende specialisering og dermed udbytning (og nedslidning) af arbejdskraften. Meget af arbejdskraften er nydanskere, ligesom det er industrier, der har svært ved at tiltrække arbejdskraft.

Bygge- og anlægsvirksomhed

Traditionelt har der været forholdsvis mange beskæftiget i byggeriet. Der er gennem perioden sket en centralisering og specialisering i byggebranchen. Vi har været vidner til at store nordiske selskaber er gået ind i byggeriet, og har sat sig godt på det. Beskæftigelsesmæssigt har byggeriet haft en faldende tendens fra 1980 og frem til i dag, hvor det beskæftiger 6 pct. af den erhvervsaktive befolkning. Uden at have statistisk belæg for det vil jeg tro at beskæftigelsesnedgangen er sket inden for de traditionelle håndværksvirksomheder, medens stadig flere og flere arbejder i de store entreprenørvirksomheder.

Transportsektoren

Med den stigende specialisering, centralisering af produktionen og globalisering er der et stigende behov for transport af personer (arbejdskraft) og varer. Det betyder, at transportsektoren er blevet større de sidste årtier. I dag beskæftiger den knap 7 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.

Servicesektoren

Siden begyndelse af 70’erne er det sket en eksplosiv udvikling i servicesektoren. Når jeg bruger begrebet servicesektoren er det alle former for service som er nødvendig for den direkte landbrugs-, industri- og byggeproduktion og transport, samt reproduktion og kvalificering af arbejdskraften. Det er bl.a. sundhedsvæsenet, finanssektoren, undervisningssektoren, butikssektoren, underholdnings- og restaurationssektoren. Der er både tale om offentlig og private virksomheder. I 70’erne og 80’erne er udviklingen hovedsagelig inden for social- og sundhedsvæsenet samt inden for undervisningssektoren, hvor vi så en kraftig stigning i antallet ansatte på sygehusene, inden for uddannelsessektoren og ikke mindst i ældreplejen og på daginstitutionsområdet.

I 80’erne og 90’erne er udviklingen sket inden for den finansielle sektor og kommunikations-, IT- og konsulentbrancherne.

I dag beskæftiger hele serviceområdet over 70 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.

Vidensservicesektoren

I servicesektoren kan det være interessant at se på det man kan kalde videsservicebranchen eller vidensbranchen. Det er en af de kraftigst stigende brancher. I 1980 beskæftigede den ca. 4 pct. af de erhvervsaktive. I 1997 blev det til 7 pct. Nu 5 år efter er der ikke rigtig noget overblik. Men det er min vurdering at den stadig er i vækst. Det er den branche der beskæftiger den største andel af højtuddannede medarbejdere. Ca. 40 pct. af alle højtuddannede i den private sektor er beskæftiget i vidensserviceerhvervene. 

Udviklingen i klassestrukturen inden for de seneste 30 år

På baggrund af denne gennemgang af erhvervsstrukturen inden for de seneste årtier, vil jeg prøve at se lidt på hvad det har betydet for udviklingen i klassestrukturen.

De fire hovedklasser og lag

Her er mit et bud på hvordan klassestrukturen ser ud her ved indgangen til det 21. århundrede:

·   Borgerskab. Ud fra den traditionelle marxistiske analyse består borgerskabet eller kapitalistklassen af den gruppe mennesker, der lever af andres merarbejde gennem udbytning af arbejderklassen. Det kan være interessant at se på sammensætningen af borgerskabet, hvordan er forholdet mellem ejerne af storkapitalen – den monopoliserede kapital og de mindre nationale kapitalgrupper. Udover selve ejerne af kapitalen, så er der enighed blandt dem der i de seneste år har udarbejdet klasseanalyser, at toplederne i erhvervslivet og statsadministrationen tilhører borgerskabet. Borgerskabet omfatter en 2- 5 pct. af den erhvervsaktive befolkning

·   Småborgerskabet, der omfatter selvstændige inden for landbrug, håndværk, detailhandel, liberale erhverv og konsulentbranchen m.fl. De omfatter 5 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen.

·   Mellemlaget, der omfatter overordnede ledere i det privat og offentlige. De omfatter  max. 15 pct. af de erhvervsaktive

·   Arbejderklassen, der omfatter ansatte og underordnede ledere i det private og offentlige. De omfattede ca. 80 pct. af den erhvervsaktive del af befolkningen. Det kan selvfølgelig diskuteres om de underordnede funktionærer hører til arbejderklassen eller mellemlagene.

Altså et klassesamfund, hvor arbejderklassen udgør den langt overvejende del af den erhvervsaktive befolkning. Det er en udvikling der er sket inden for de seneste 30 år, hvor udviklingen har medført, at både borgerskabet og småborgerskabet er gået tilbage, medens der er sket en kraftig vækst i lønarbejderklassen. Lønarbejde er blevet den samfundsmæssige normalitet. Samtidig kan langt hovedparten af lønarbejderne betragtes som en del af arbejderklassen.

Hvad med de uddannelsessøgende, pensionister og de udstødte?

Det danske samfund er præget af en høj erhvervsfrekvens. Men der er stadig 2 grupper, som er i vækst og spiller – eller kan spille en rolle i den samfundsmæssige kamp og udvikling:

·     Ungdommen under uddannelse

·   Pensionister og efterlønsmodtagere

Hvad karakteriserer den nutidige arbejderklasse

Inden for de seneste 25 år har vi set en forskydning i arbejderklassens sammensætning. Det skyldes dels ændringen i erhvervsstrukturen, dels at stadig flere og flere af de beskæftigede indgår i arbejderklassen, både gennem en stigende proletarisering af småborgerskabet og mellemlaget, og dels en stadig større erhvervsfrekvens blandt kvinderne.

Landarbejderne

Landarbejderne er stort set forsvundet ud af arbejderklassen. Der er ganske få arbejdere tilbage inden for det grønne område. I alt er det 20.000 til 30.000.

Industriarbejderklassen

Inden for industrien er der sket en forskydning fra ufaglærte til flere og flere tillærte, faglærte og ikke mindst teknikere. I den teknologisk udviklede del af industrien er der stort set kun uddannet arbejdskraft (tillærte, faglærte og teknikere), og de tilrettelægger og styrer i vid udstrækning selv produktionen i selvstyrende grupper. Inden for denne del af industrien bliver der færre og færre ansatte på den enkelte produktionsenhed.

Inden for hovedsagelig fødevareindustrien findes stadig den traditionelle samlebåndsproduktion med i vid udstrækning ufaglært og tillært arbejdskraft. Der er blevet stadig færre og færre af denne del af arbejderklassen.

Det samlede antal beskæftigede inden for industri har de senest 25 år stort set været konstant på godt 400.000 personer.

Bygge- og anlægsarbejderne

Antallet af bygge- og anlægsarbejdere har været nærmest konstant de seneste 25 år med nogle udsving i forbindelse med de forskellige byggekriser op gennem 70’erne og 80’erne. Men der er sket en centralisering, således at det bliver større og større virksomheder der beskæftiger en stadig større del af arbejdskraften.

Transportarbejderne

Inden for transportsektoren, har der været en svag stigning i antallet. Men hvor der har været en nedgang inden for sø- og togtransport medens der har været en stigning i beskæftigelsen inden for vejtransporten.

De nye lag i arbejderklassen

Det er inden for servicesektoren, der er sket kraftig tilgang til arbejderklassen. Det er både inden for det private og det offentlige. Mange af de nye lag af arbejderklassen er kvinder.

Siden begyndelse af 70’erne er antallet af ansatte steget kraftig inden for den offentlige sektor, hovedsagelig social-, sundheds- og undervisningssektorerne. Inden for disse områder er der i dag beskæftiget ca. 630.000, hvoraf langt hovedparten indgår i arbejderklassen.

Der er ligeledes sket en kraftig stigning i den private servicesektor. Inden for butiks- og engrosområdet er der i dag beskæftiget 392.0000, heraf knap 100.000 i supermarkeder og varehuse og 172.000 i engrosvirksomheder. Således indgår omkring 350.000 af dem i arbejderklassen.

Inden for områderne hotel, restauration og kultur har der også været en kraftig stigning i beskæftigelsen - 130.000. Heraf indgår ca. 100.000 i arbejderklassen.

Inden for offentlig og privat kontor og administration er der beskæftiget 430.000. Heraf indgår omkring 400.000 i arbejderklassen.

Det der karakteriser store dele af de nye lag i arbejderklassen, fx inden for undervisning, social- og sundhed, IT og kommunikation og administration, er at langt hovedparten af dem er uddannede og mange har videregående uddannelser, ligesom de i vid udstrækning har stor indflydelse på tilrettelæggelse og gennemførelse af eget arbejde.

Medens andre grupper inden for servicebranchen er ufaglærte, dårlig betalte og har ringe indflydelse på eget arbejde fx inden for rengøring , butik, hotel og restauration. Men også inden for det administrative område er der lignende tendenser, hvor der fx oprettes call-centrer, med ufaglært arbejdskraft til udførelse af ganske få arbejdsfunktioner.

Arbejderklassen – en kompliceret og sammensat størrelse

Som det fremgår af ovenstående, er arbejderklassen vokset kraftig inden for de seneste 25 år. I dag omfatter den ca. 80 pct. af de erhvervsaktive. Den traditionelle arbejderklasse inden for industri, transport og byggeri er er ikke gået væsentlig ned. Den omfatter stadig omkring 750.000 personer. Men i forhold til den samlede arbejderklasse er den gået relativt tilbage til i dag kun at omfatte ca. 1/3 del. af arbejderklassen.

Til gengæld er antallet af arbejdere inden for den offentlige og private service steget til at omfatte ca. 1.5 mio., således at de udgår den langt overvejende del af dagens danske arbejderklasse.

Udover at arbejderklassen er blevet væsentlig større inden for de seneste årtier, så er den også undergået en forvandling og differentiering. Der er stadig den ufaglærte, dårlig betalte arbejder, som har uendelig lidt indflydelse på sit eget arbejde. Og vi har set at mange af de nye lag, men også mange af de traditionelle industriarbejdere, får tilført flere og flere kvalifikationer og får stadig større og større indflydelse på deres eget arbejde.

Vi har set en tendens til at særlige simple arbejdsfunktioner, som fx telefonbetjening, rengøring og samlebåndsarbejde lægges uden for selve virksomheden som outsourcing eller udlicitering. Der er tendens til at de virksomheder der overtager denne type arbejdsfunktioner beskæftiger ukvalificeret arbejde.

Hvad er fælles og hvad er forskelligt

Man kan måske sige, at det eneste der er fælles er at de er lønarbejdere. Men når vi ser på overenskomst og arbejdsforhold, så er de blevet mere og mere ensartede for alle lønarbejdere. Skellet mellem private og offentlige overenskomster er mere eller mere udviskede med ny løn på det offentlige område og pensioner på det private.

Der er ikke den store forskel, om man er maskinarbejder på en metalindustri, pædagog i en daginstitution eller universitetslærer.

Lønforskellen inden for arbejderklassen er sikkert blevet mindre i dag end den historisk har været. Jeg tror at der er mindre lønspredning i dag mellem pædagogmedhjælperen og en systemplanlægger i IT-branchen end der for 50 år siden var mellem landarbejderen på Langeland og murersvenden eller typografen i København.

Bondekarlen fik i 1969 12.700 kr. i årfæste. Den københavnske litograf fik 43.200 kr. i årsløn. Eller 3,4 gange mere end bondekarlen. I dag får pædagogmedhjælperen 196.000 kr. medens systemplanlæggeren i IT branchen får 600.000 kr. Eller kun 3 gange mere.

Indflydelse på eget arbejde

En af de fænomener, som har været fremme i vores programdiskussion er hvilken betydning selvstyrende grupper har i forhold til arbejderklassens bevidsthed og indflydelse på klassekampen og det socialistiske perspektiv.

Umiddelbart mener jeg, at det at arbejdskraften får større og større indflydelse på eget arbejdssituation og overtager nogle af planlægnings og ledelsesopgaverne, så er det snublende let at gå skridtet videre til også at kræve at få hele magten over produktionen.

Hvad betyder det, at flere og flere arbejdere gennem nye produktions- og ledelsessystemer får større og større indflydelse på deres eget arbejde? Er det med til at fremme forståelsen for socialistiske produktionsformer og dermed et socialistisk samfund? Eller fremmer det individualisme og dermed småborgerlige holdninger og handlinger?

Hvad betyder den stigende kvalificering og uddannelse af arbejderne? Vil arbejderklassen gennem den forøgede viden komme lettere på erkendelsen af det socialistiske alternativ?

Arbejderklassen og klassekampen

Har arbejderklassens en kerne

Er det stadig industriarbejderne der er arbejderklassens fortrop?

Er arbejderklassens kerne både der hvor udviklingen finder sted og der hvor arbejderne har mulighed for gennem strejker mv. at lamme samfundet?

Hvordan har ”arbejderklassens kerne” udviklet sig fra kapitalismens gennembrud i Danmark til i dag?

Ligger arbejderklassens kerne i IT-branchen, videnserhvervene og blandt de ansatte i bioteknologibranchen?

Eller er det absurd at tale om en kerne i en så bred sammensat arbejderklasse?

Hvordan skabes der enhed i arbejderklassen

Set på baggrund af den stadig større differentiering inden for arbejderklassen, er det vigtigt at få gjort sig nogle overvejelser om hvordan vi kan være med til at skabe enhed i arbejderklassen.