Klasseanalyse i Wuppertal
Forskydningerne
i 80´ernes klassestruktur, de nye alliancemuligheder der udsprang heraf og
betydningen af den teknisk-videnskabelige revolution.
De
store omvæltninger vi oplevede i Europa i slutningen af det 20. Århundrede
bliver stadig bearbejdet af den kommunistiske bevægelse, og arbejderbevægelsen
som helhed. En større forståelse af processerne, kan hjælpe os til at gribe
ind i de store opgaver der præger vores egen tid. Det følgende skal ikke ses
som noget afsluttet, men et bidrag til at afdække de modsætninger der
udviklede sig dramatisk, mellem kapitalisme og socialisme i sidste halvdel af
det 20. århundrede.
I slutningen af 50´erne og
begyndelsen af 60´erne, foregik der nogle meget væsentlige diskussioner
i bl.a. DDR og Sovjetunionen, om betydningen af den videnskabelige-tekniske
revolution. En af de banebrydende videnskabsmænd var Gerhard
Kosel, der i 1957 udgav bogen Produktivkraft Wissenschaft. Bogen udløste
meget store diskussioner ikke blot i videnskabelige kredse i DDR, men også i
udlandet. F.eks. har Clemens Burrichter
og et vesttysk forskerteam indgående behandlet disse spørgsmål.
Brydningerne
om disse spørgsmål, blev behandlet på adskillige seminarer og internationale
konferencer. Noget der har slået mig var den stærkt restriktive holdning til
nytænkning, når det gjaldt åben dialog om vigtige videnskabelige spørgsmål.
Hvis man havde tillid til arbejderklassen som den ledende kraft i
samfundsudviklingen, hvorfor inddrog man den så ikke i disse diskussioner?
Det
som er vigtigt at slå fast er: Der fandtes højt kvalificerede forskere i den
socialistiske verden, som forsøgte at formulere nye opfattelser på baggrund af
deres forskning, men alt for meget blev afvist ud fra en skabelonagtig
opfattelse af marxismen. Jeg siger ikke disse ting for at desavouere det
socialistiske DDR, men for at afdække nogle af de modsigelser der fandtes og
som har interesse for vores diskussioner i dag.
Hvis vi går nogle årtier tilbage i tiden
(1920´erne og 30´erne) finder vi et meget kreativt videnskabeligt miljø i
England. Når man tænker på det meget konservative og aristokratiske
forskermiljø i Cambridge og Oxford, er det noget af et paradoks, at der her udklækkedes de mest
vidtskuende og revolutionære ideer, der på en lang række områder stadig har
gyldighed.
En af dem der fik afgørende betydning for
den videnskabelige udvikling var J.D.Bernal,
der med sin store produktion både hvad angår forskning og popularisering af
resultaterne, er fuldt på højde med de klassiske værker i marxismen.
Eftertiden har kritiseret Bernal for sin loyalitet over for socialismen. Rigtigt
er det at han så nødvendigheden af at støtte den socialistiske opbygning, men
hans bøger viser at han også var kritisk, bl.a. omkring udnyttelsen af de
videnskabelige resultater 1).
I
1999 udkom en interessant antologi om Bernals liv og arbejde, J.D.
Bernal. 2)
Jeg nævner
titelen fordi den på mange måder illustrerer det dilemma vi befinder os i dag.
Formålet med udgivelsen har været at give forskellige synsvinkler på Bernals
virke. Forfatterne roser Bernals indsats på de forskellige videnskabelige områder,
men flere af dem vender tilbage til hans forhold til socialismen.
Med
enkelte hæderlige undtagelser, indtager de en positivistisk position. De ser
ikke at den vigtigste forudsætning for at realisere Bernals ideer, er et skift
i produktionsforholdene, dvs. socialisme.
Særlig tydeligt kommer det til udtryk i Eric
Hobsbawms forord, hvor han sidestiller Engels´
sammenfatning af naturvidenskabens vigtigste resultater, med hvad der kunne være
en tilsvarende for 20´erne og 30´erne. Der er i disse betragtninger klare
positivistiske tendenser, der f.eks. kommer til udtryk i en afstandtagen til
Lenins Materialisme og Empiriokriticisme.
Forfatterne i antologien vil tillægge Engels og Lenin en synskhed, som de
umuligt kunne være i besiddelse af. Derfor består opgaven ikke i at vende
tilbage til tiden før diskussionerne i 1908, men derimod om at videreføre dem
på nutidens præmisser
Gerhard
Kosel fastslog at vi må betragte kapitalismen
i dens historiske sammenhæng, at vi ud fra nutidens betingelser må
videreudvikle den økonomiske teori. Det er godt at blive mindet om denne
sandhed. Med de epokegørende resultater på de forskellige naturvidenskabelige
områder er videnskaben blevet en af de vigtigste produktivkræfter der har ændret
både den måde vi producerer på og den klassemæssige struktur som er afledt
heraf. J.D.Bernal påviste de samme forhold i sin bog ”Verden uden Krig”, hvor han viste at det videnskabelige
personales andel af produktivkræfterne, i slutningen af halvtredserne var
vokset til 2-3 % af de ansatte i produktionen, og med en årlig vækstrate på
7%. I enkelte brancher som for eksempel medicinalindustrien andrager antallet af
forsknings og udviklingspersonale ca. 25 %. 3)
Det er denne kritik, som jeg mener vi med
rette kan bebrejde os selv, at vi ikke i tide har forstået at omsætte til
politiske analyser og nye alliancer i arbejderbevægelsen. Det var den samme
tanke, som Kosel forsøgte at overbevise sine kolleger i SED om nødvendigheden
af. I stedet blev han uden varsel fjernet fra posten som formand for Det tyske Bygningsakademi og fra centralkomiteen. Hvad var
argumenterne? 4)
Bag
nogle kryptiske formuleringer, aner man angsten for et angreb på
arbejderklassens ledende rolle i DDR og andre socialistiske lande, at den i
nogen grad skulle blive erstattet af de intellektuelle.
Europas nyere historie kan fra 1975 til
1990, ses som et sammenhængende tidsafsnit. Undertegnelsen af Helsinki-aftalerne i 1975, betegnede et gennembrud for den fredelige
sameksistens politik og blev indledningen til en begivenhedsrig tid, hvor
politiske kræfter tog en afgørende styrkeprøve og hvor udfaldet ikke på forhånd
var givet.
I Wolf
Dieter Gudopps arbejde ”Variationer
over fredsbevægelsen i 80´erne”, kommer han ind på hvilke kræfter der
var aktive på den nationale og internationale arena, og hvordan dialektikken
under de givne betingelser satte sig igennem:
”Med
den videnskabelig-tekniske revolution forandres alle samfundets klasser og lag i
deres struktur, deres arbejds- og levevis vedvarende, især arbejderklassen, den
klasse, hvis objektive verdenshistoriske opgave det er at løse disse
modsigelser….” 5)
Denne
formulering der findes i artikelen,
”Variationer over fredsbevægelsen i 80´erne”, giver et godt billede af
de store omvæltninger, der er fulgt i kølvandet på produktivkræfternes
eksplosive udvikling, fra midten af forrige århundrede. Samtidig er det en
fremragende analyse af fredsbevægelsens vækst, dens vanskeligheder og
muligheder for at påvirke international politik.
Gudopp
angiver som en af vanskelighederne for at bevare sammenholdet i fredsbevægelsen,
at man fra borgerligt hold gjorde hvad man kunne for at isolere kommunisterne.
Samtidig forsøgte man at introducere nye temaer i debatten, f.eks. om sammenhængen
mellem fred og økologi, som i nogen grad flyttede fokus fra det væsentlige. Sådan
er livets dialektik. Spørgsmålet er imidlertid hvordan kommunisterne formåede,
at videreudvikle deres teori for at modsvare tidens krav?
Hans
pointe er at udfaldet ikke var givet på forhånd, men at antikommunismen i en
raffineret form var med til at pacificere fredsbevægelsen, da den stod med en
af de mest afgørende sejre – fjernelsen af Cruise Missiles og Pershing 2
raketterne i Europa. Gudopps arbejde står som et forbilledligt bidrag, til en
forståelse af denne periode i nyere europæisk historie, idet mange af de fænomener
han beskriver kan genfindes, f.eks. i den danske fredsbevægelse.
Den måde Gudopp griber problemerne an på
trækker tråde tilbage til Kominterns VII. Verdenskongres i 1935. I den
kommunistiske bevægelse, har vi i nogen grad overset den meget vigtige
beretning, som Palmiro Togliatti
aflagde om temaet ”Kan verdenskrigen
forhindres?” 6)
Hans
indgående analyse af styrkeforholdet mellem klasserne, beskrivelsen af de
forskellige afsnit og etapper i fredsarbejdet, har stadig stor aktuel interesse
og må ud fra nutidige analyser, føre frem til en lignende vækst i fredsbevægelsen
og dens koordinerede indsats. Beslutningerne fra den VII. Kongres var virkeligt
banebrydende og, dens analyser og hovedparoler blev det bærende i kampen mod
fascismen, der førte frem til sejren i 1945.
Erfaringerne fra Komintern har indgående
været behandlet både i Tidsskriftet Marxistische Blätter og på seminarer i
Marx-Engels Stiftung, men denne lære; hvad enhedens metode kunne og kan
udrette, må ikke gå i glemmebogen eller blive forklejnet af en nødvendig
kritik.
Netop
i spørgsmålet om, at realisere enhedens metode under nutidens betingelser, har
givet partierne vanskeligheder. På den internationale konference for
kommunistiske og andre arbejderpartier i 1969, blev det besvaret med parolen:
”Styrkelsen
af alliancen mellem det socialistiske system, arbejderbevægelsen og den
nationale befrielsesbevægelse er af førsterangs betydning for perspektiverne i
den antiimperialistiske kamp.” 7)
Det fører frem til et andet vigtigt
arbejde, som Erich Hahn med sit
foredrag ”Om dialektikken mellem
klasseinteresser og menneskehedens udvikling.” Foredraget blev holdt for
DDR´s Videnskabsakademi i 1989. 8)
Hans
konklusion er, at klassekampen ikke udelukker en bredere almenmenneskelig kamp på
begrænsede felter, hvor dele af bourgeoisiet kan inddrages. Igen knyttes der tråde
til produktivkræfternes udvikling, der gør dette samarbejde på begrænsede
områder til en objektiv nødvendighed..
Når jeg nævner Hahn´s foredrag i
sammenhæng med beslutningerne fra 1969, er det fordi der er en indlysende
forskel på, om man forestiller sig en samlet blok over for den internationale
kapital, eller om der er tale om en fleksibel strategi, hvor der kan samarbejdes
på tværs af klasseskel, når det gælder løsningen af delopgaver:
”…i den historisk konkrete, illusionsløse
bestemmelse af den helt specielle, ganske særlige klasseposition; med
afvisningen af enhver selvstændiggørelse eller absolutisering af denne
position, over for den samlede historiske proces… ser jeg det afgørende
metodiske fundament, for afklaringen af alt det væsentlige, som er forbundet
med vores tema.”
For mig står Erich
Hahns beskrivelse af
dialektikken mellem klasseinteresser og de almenmenneskelige, som et resultat af
den proces Helsinki-aftalerne var med
til at sætte i gang. Med en mere smidig politik kunne arbejderbevægelsen drive
en kile ind mellem monopolerne, især når det gælder områder som
udviklingsbistand, miljø og kulturelle spørgsmål.
Erich Hahns arbejde er også
med til at give et helt andet billede af de visionære diskussioner der fandt
sted i DDR, end dem vi normalt fik viden om gennem medierne.
Når jeg har fremhævet Wolf Dieter Gudopps og Erich
Hahns arbejder fra denne tid, skyldes det min overbevisning om, at de er
udtryk for dybereliggende forandringer i produktivkræfternes natur. De skabte
nye modsigelser og stillede kommunisterne og de progressive kræfter over for
helt nye udfordringer. I flertallet af partier var spørgsmålet om teknologiens
rolle og dens virkninger på klassestrukturen et vigtigt debatemne i slutningen
af 80´erne, også hos de danske kommunister.
Når det gjaldt om at vise teknologiens
virkninger på produktivkræfterne var det som om vi analyserede med det formål
at vise det rigtige i kommunisternes politik, frem for at uddrage de rigtige
konklusioner af analysen.
Det førte til voldsomme spændinger, der
betød en spaltning af DKP i 1990. I artiklen ”Om
divergenser i den europæiske arbejderbevægelse”, omtaler Lenin de
vanskeligheder, som arbejderbevægelsen fra tid til anden støder ind i på
grund af væksten i ”nye rekrutter”, der kommer ind i bevægelsen og først
skal skoles. Hertil kommer de spændinger der opstår på grund af de objektive
forhold med skift i kapitalismens konjunktur. 9)
Sådan
søgte vi også at give svarene på de spændinger, der var opstået inden for
DKP og håbede på at det kunne bilægge stridighederne, men uden resultat. Der
må derfor være tale om mangler i vort eget ideologiske grundlag, og i den
politiske praksis som vi kendte den. Denne erkendelse er ved at brede sig inden
for en del af de kommunistiske partier, og kan skabe et frugtbart klima for en
fornyelse af den marxistiske tænkning. Der er vigtigt her at skelne mellem den
revisionismen, som især prægede tiden efter sammenbruddet i Østeuropa og så
den ægte fornyelse som vi kan se kimen til blandt nogle af de forskere jeg har
nævnt.
Det er ikke nogen tilfældighed at Lenin i
en periode efter den første russiske revolutions nederlag viede et meget stor
interesse for de filosofiske spørgsmål. Den måde han analyserede problemerne
på var netop udtryk for en ægte fornyelse, i modsætningen til
empiriokriticisterne og deres forvanskning af marxismen.
På
samme måde må vi ud fra vores tid, vie disse spørgsmål forøget opmærksomhed
og videreudvikle de begreber vi bruger, for at kunne forstå virkeligheden.
En af de filosoffer der har betydet en væsentlig
inspiration for mig, er den amerikanske John
Somerville der underviste ved flere amerikanske universiteter og var særdeles
aktiv i fredsbevægelsen. Hvori består hans betydning for nutiden?
Den måde han i bogen ”Fredsrevolutionen” skildrede forfaldet i det amerikanske
politiske liv, har med begivenhederne i Irak fået fornyet interesse. Det er
klart at meget af bogen der udkom i 1975, omhandlede forholdet mellem de
forskellige samfundssystemer og mulighederne for en fredelig sameksistens. Men
bogens betydning går dybere, idet den med udviklingen i den nyeste teknologi,
viser hvordan vi opererer med et forældet begrebsapparat, der ikke modsvarer de
nyeste resultater inden for våbenteknologien:
”I
tusinder af år har de fremherskende uddannelsesmæssige kræfter inden for
staten, kirken, skolen, hjemmet, kunsten og samfundet, banket alle disse
sammentrængte informationer ind i den overvejende majoritet af mennesker ….
Det blev til stærke vaner og reaktionsmønstre, der medførte at mennesker var
klar til at springe i trøjen, ved synet eller lyden af ordet ”krig”.
Så,
efter tusinder af år bliver disse gentagne processer og vaner, i året 1945;
den ting som er blevet kaldt krig….. pludselig til noget objektivt andet.
Hvorfor?
Fordi
den nu kunne udkæmpes med nye våben, der objektivt stred mod de gamle positive
vurderinger og den anerkendende holdning, fordi,
som noget vi kunne konstatere, disse nye våben eliminerede mulighederne for
fordele, profit, magt, og berømmelse, på hvilke de gamle holdninger og
positive vurderinger havde hvilet.
De
nye våben var i stand til at destruere alt.” 10)
Der
ligger derfor en meget vigtig opgave i at fastholde kampen for freden. Selvom de
socialistiske og kommunistiske kræfter er svækkede, lever bevidstheden om hvad
de formåede at udrette, bl.a. gennem dannelsen af FN. Derfor må vi gøre alt
for at fastholde disse positioner og gøre dem endnu bredere funderet og med større
gennemslagskraft.
I bogen ”verden uden krig” lægger J.D.Bernal
meget stor vægt, på nødvendigheden af demokratisk kontrol med produktivkræfterne.
Ja, han ser det som den eneste mulighed for at inddæmme de skadelige virkninger
af det vanvittige rustningskapløb som dominerede det 20.århundrede.
I DKP
har vi gennem en årrække haft livlige diskussioner, om en fornyelse af vores
programmatiske grundlag. Det har været en vanskelig og krævende opgave, idet
den foregår under den antikommunistiske beskydning, som også har påvirket
diskussionsklimaet i vores egen bevægelse. Det har vist sig, at debatten om
klassestrukturens udvikling har været et af kernespørgsmålene, næsten på
samme måde som de var det i slutningen af 80´erne.
Jeg tager det som et udtryk for at spørgsmålene
ikke blev besvaret, men at de indgår som en naturlig del af et hele, hvor mange
andre væsentlige sider må belyses.
F.eks. er det nødvendigt med en analyse
af produktionsforholdene i international sammenhæng, for også at kunne forstå
de omfattende forandringer i klassestrukturen, der er sket både nationalt og
internationalt.
Den
erkendelse vi i DKP er nået frem til er, at vi på baggrund af produktivkræfternes
udvikling, må se med nye øjne på begrebet arbejderklasse.
Det var derfor med stor glæde at jeg
modtog ”Marxistiske blade”, med
emnet ” ”Klasse” og klasseteori i
dag”. Det gav anledning til både tilslutning og kritik, som det nu må være
i et levende tidsskrift. Igen synes jeg det er vigtigt, at understrege en
skabende indstilling til begreberne. Jeg vil gerne fremhæve den indiske
videnskabsmand Prabhat Patnaik, som et
af de meget positive debatindlæg. Hans måde at behandle klassespørgsmålet i
international sammenhæng, er i mine øjne en af de vigtigste udfordringer vi står
over for, på grund af monopolernes måde at ændre arbejdsdelingen på. 11)
Jeg
har i mit indlæg forsøgt at belyse hvilke store politiske udfordringer vi stod
over for i 1980´erne, hvordan der er behov for en videreudvikling af vores
teoretiske fundament og at dette ikke må ses som afsluttede overvejelser, men
som en del af de diskussioner, der foregår blandt alle progressive kræfter i
disse år. Vi står over den opgave, både at løfte arven og at forny den, for
på afgørende måde at gribe ind i udviklingen til fordel for fred og socialt
fremskridt.
Den videnskabelige-tekniske revolution har
skabt forudsætningerne for, at menneskenes drøm om en retfærdig tilværelse
kan realiseres. Det kan kun virkeliggøres ved at vi erstatter de kapitalistiske
produktionsforhold med socialistiske. I de kommende år vil vi se en stærk vækst
i den internationale fredsbevægelse, og dermed et nyt opsving i de demokratiske
kampe. Vi må gøre vores til at arbejderbevægelsen, som den bedst organiserede
bliver den samlende kraft, der formår at forene sociale og demokratiske krav,
med kampen for fred og socialisme.
Det forudsætter at kommunisterne igen
kommer i offensiven, at vi virkeliggør en mere fleksibel alliancepolitik. Det
kan vi ved at uddrage læren af de antimonopolistiske kampe, som blev ført i 70´erne
og 80´erne i de udviklede kapitalistiske lande. Kommunisterne råder over en
rig erfaring i enhedsarbejde, der har ført til store sejre for arbejderbevægelsen.
Det gælder om ud fra nutidens forudsætninger at forny disse erfaringer, at
berige dem med alle de gode kræfter.
Lars
U. Thomsen, august 2003.
Noter:
1.
Videnskabens Historie, J.D.Bernal , London 1958, bd.4 .
2.
J.D.Bernal, a life in science and politics, edited by
Brenda Swann and Francis Aprahamian, Verso
1999.
3.
World without war, J.D.Bernal, s 83 ff.
4.
Gerhard Kosels Habilitation, 4. Del.
5.
Variationen über die Friedensbewegung der achtziger Jahre,
W.D.Gudopp, ZMF-Arbeitspapiere Nr. 3/1989
6.
Kommunistisk Internationales 7. Verdenskongres, Clarté 1975, s.49 ff.
7.
Den internationale konference af kommunistiske partier, Moskva 1969,
Forlaget Tiden 1971.
8.
Zur Dialektik von Menschheitsentwiklung und
Klasseninteressen, Erich Hahn, Akadenie Verlag 1989.
9.
Udvalgte Værker, V.I.Lenin, bd. 5, s. 43.
10.
The Peace Revolution, J.Somerville, 1975, s. 117.
11.
Bemerkungen zum Klassenbegriff, Prabhat Patnaik,
Marxistische Blätter, Nr 2-02.