Svend Erik Christensens klasseanalytiske betragtninger (Skub, februar 2001) munder ud i en tankevækkende konklusion: hvis venstrefløjens sociologiske betragtninger ellers er rigtige, så sætter vi sgu ”socialismen direkte på dagsordenen”. Denne passus udtrykker et forfald i den teoretiske tænkning. En af styrkerne ved partiets teoretiske oprustning i 1970’erne – som Svend Erik selv deltog i - var ellers netop det modsatte: klassekamp og klasser betragtedes ikke som sociologiske størrelser. Snarere modsat: I pagt med Marx’ analyse af udbytningen mere end antydedes i 70'erne, at magten har sit værensgrundlag i økonomien og derfor afledes i formidlet form af økonomien og i det væsentlige benyttes til at opretholde produktionsforholdet og bevare klasseherredømmet. Marx’ teori som sådan tolkedes som en teori om modsætninger og deres bevægelsesformer, og konflikterne er selve nerven i teorien i form af klassekamp. Klassekamp er med klassikernes egne ord en fortsat krig, en erobringskamp, en modstandskamp, en kamp om magten i samfundet. Samfundet er et konfliktuelt univers, og konflikter i det borgerlige samfund kan bedst beskrives i krigens og politikkens strategiske termer, dvs. politik forstås som krigskunst (jfr. Marx om borgerkrigen i Frankrig, Engels’ analyse af den tyske bondekrig, Gramsci om partiet som den kollektive fyrste og Lenins bestandige henvisning til von Clausewitz). Dette centrale træk ser ud til at forsvinde, hvis marxismen gøres til en utopisk ed, et lille broderskab aflægger til hinanden. Marxismen har aldrig et direkte spring ind i et nyt samfund. Derfor er den politiske kamp central, akkurat fordi marxismen er en teori om grundlæggende strukturer i den kapitalistiske produktionsmåde.
Artiklen konstaterer rigtigt, at proletariseringen efterhånden er slået igennem fuldt ud. Den startede som proces med kapitalismens etablering gennem at disciplinere arbejderne til at opfylde bestemte krav til anvendelse af deres tid på en arbejdsplads. Proletarisering er således kort sagt ”socialisation til det borgerlige samfund”, idet den i sin enkleste og mest abstrakte form fører til dannelsen af et proletariat. De proletariserede masser i by som på land svarer da til resultaterne af en vellykket socialisation (af de tidligere plebejere), mens de ikke-proletariserede enten ikke har villet eller kunnet anerkende proletariseringen. De er dermed dårligt socialiserede eller direkte ikke-socialiserede. Dem møder vi hver dag i form af subsistensløse, hjemløse, forgældede, vagabonder, skiltetiggere, prostituerede og andre ’farlige’ folk i alle aldre, som udelukkes fra det gode selskab ved at blive indsat i hospitaler, fængsler, tvangsaktivering, socialpædagogiske foranstaltninger osv.
Effekten af kapitalismen (eller kapitalismens virkningshistorie om man vil) er med andre ord, at der for de arbejdende lag – som udgør en voksende del af befolkningen – fortsat finder en proletarisering sted, men at denne proces af den enkelte opfattes naturaliseret (som allerede Marx gjorde opmærksom på i det berømte tillæg til Kapitalen). Proletarers eksistens står og falder med lønarbejdets herligheder. Dette er den normale socialisation. En større eller mindre del vil ikke lade sig socialisere ind i proletarisk lønarbejde. De betragtes derfor som anormale, men kan bruges som skræmmebillede hhv. forbillede. Det ses i straffesystemet, i eksistensen af et lumpenproletariat og en tilsvarende reservearme af arbejdsløse og i form af rekruttering til opgaver som kontrol og overvågning af proletarer. Denne ’mekanisme’ er heller ikke svær at få øje på.
Men ’realiteterne’ formidles jo ikke som objektive sansedata (for nu at trække på Lenins ”Materialisme og empiriokriticisme”). De formidles derimod som ’imaginære’ forestillinger – det, der har været kaldt ’ideologi’ (Marx), ’falsk bevidsthed’ (Lukács), ’hegemoni’ (Gramsci) eller ’ideologiske statsapparater’ (Althusser) - og antager ’symbolsk’ form. Kort sagt: fra barnsben indprentes en række væsentlige forhold, som indoptages med modermælken i den enkelte som ’den anden natur’. Man glemmer, hvordan det gik for sig, og står tilbage med billedet af, at ”sådan er det” og ”sådan skal det vedblive med at være” (= naturalisering).
Pointen er ligetil: Selv om der finder en proletarisering sted, hvorunder den enkelte tilegner sig en accept af sin status som lønarbejder og de dertil hørende udbytningsbetingelser, finder der ikke samtidig en udvikling af en revolutionær bevidsthed sted. Og selv hvis der fandt en sådan udvikling sted, ville den ikke automatisk udløse revolutionær aktion. Tilsyneladende sker det modsatte: arbejderne lærer at acceptere tingenes tilstand, har i vor tid mere end ’deres lænker at tabe’ og udvider hele tiden arbejdets velsignelser til at omfatte mere og mere af både tid til nødvendig reproduktion og den disponible tid. Dette misforhold mellem objektiv interesse og subjektiv tilpasning er netop en effekt af naturaliseringen.
Dette er således også en bekendelse til politikken: direkte overgang fra kapitalisme til socialisme uden mellemtrin er i bedste fald en naiv, mekanisk kortslutning, som ikke just virker befordrende på et politisk arbejde. Marx' principielle forestilling om proletariatets diktatur som overgangsform begrundes ikke i proletarernes antal, men derimod i, at det bestående statsapparat skulle overtages, sættes i en anden klasses tjeneste, omdannes og efter en overgangsperiode føre til selve statens afskaffelse (Marx om Pariserkommunen, Lenin i ”Staten og revolutionen”). Klassikernes pointe var igen og igen at understrege dette politiske aspekt, fordi klassekamp netop er kamp og ikke statistiske beregninger.
Niels Rosendal Jensen
Frederiksborg Amt