Kapitalismen i dag

Af Henrik Stamer Hedin

Det følgende er en rekonstruktion af hovedpunkterne i mit oplæg, som blev holdt uden manuskript. Jeg tog udgangspunkt i arbejdet med den analyse af den hidtidige programdebat, som var seminarets vigtigste arbejdsgrundlag.

Et af de store spørgsmål, der har været rejst under programdebatten, har været: Hvad er det for en epoke, vi lever i? Da vi skrev 1976-programmet, definerede vi vor epoke som karakteriseret ved overgangen fra kapitalisme til socialisme i verdensmålestok. Det var den almindeligt anerkendte epokedefinition dengang, men er den stadig gyldig nu efter den Europæiske Kontrarevolution, Murens Fald, eller hvad det nu hedder, det, der skete for efterhånden over ti år siden? Er vi indtrådt i en ny verdenshistorisk epoke, og hvad karakteriserer så den?

Det rejser så igen et nyt spørgsmål: Hvad forstår vi i det hele taget ved en »epoke«? Det er både et spørgsmål om, hvor længe epoken varer, og om, hvad det er, der afgrænser den. Grundlæggende må det være produktivkræfternes udviklingstrin, der karakteriserer epoken, og opgaven må være at bestemme de spring i udviklingen, som gør det rimeligt at tale om, at nu er noget nyt begyndt.

Bølgeteorier har spillet en vis rolle i debatten. Det klassiske eksempel på en teori, som forudsiger regelmæssigt tilbagevendende udviklingsspring af en karakter, der gør det muligt at betragte disse »bølger« som epoker i relation til produktivkræfternes udvikling, er Kondratjevs teori om »den lange bølge« - »lang« i modsætning til den »korte« bølge i den almindelige kapitalistiske krisecyklus. Kondratjevs teori var omfattet med en vis interesse i slutningen af 80'erne, da vores første programdebat gik i gang.

Nikolaj Kondratjev var født i en jævn bondefamilie, tog universitetseksamen og blev endnu som ganske ung, efter den russiske februarrevolution i 1917, viceminister for levnedsmiddelforsyning i den provisoriske regering. Han tilhørte det socialrevolutionære parti, og efter oktoberrevolutionen trak han sig tilbage fra politik og helligede sig videnskaben. Han blev professor ved det landbrugsøkonomiske akademi og skrev talrige værker om landbrugsøkonomi, socialistisk planlægning og verdensøkonomi. I 1930 blev han arresteret og på falsk grundlag anklaget for at have organiseret et ikke-eksisterende »Arbejdende Bønders Parti«. I 1938 døde han i en alder af 46 år i fængslet. I 1960'erne blev han rehabiliteret, og i 80'erne begyndte der på ny at vise sig interesse for hans teori.

Teorien siger, at kapitalismen med mellemrum på ca. 60 år løber ind i særlig alvorlige kriser af strukturel karakter, hvis grundlag er kvalitative spring i produktivkræfternes udvikling. Kondratjev mente at kunne påvise sådanne strukturkriser, omfattende hele den udviklede kapitalistiske verden, i 1817 (kapitalismens første alvorlige krise) og i 1870'erne, og teorien fik en spektakulær bekræftelse, da kapitalismen i 1930'rne løb ind i en ny, meget alvorlig og dybtgående krise.

Stanislav Mensjikov skriver i Verden rundt nr. 11 for 1988:

I realiteten er strukturkriserne langvarige udviklingsperioder, strækkende sig over et par årtier, hvor nogle af det økonomiske livs store sektorer befinder sig i en krise- eller stagnationstilstand. Selv om der i dette tidsrum kan opstå nye, hurtigt voksende brancher, er de endnu ikke af et sådant format, at de kan bestemme de generelle økonomiske vækstrater. Stagnationen og krisen i de traditionelle brancher bestemmer de lave vækstrater i samfundsproduktionen under ét. Overakkumulationen af kapital i de fleste af de gamle brancher fører til faldende profitrater. Der sker omfattende udrangering af tidligere indført teknik og teknologi.

Strukturkrisen er endvidere en periode, hvor kapitalens tidligere organisationsformer afløses af nye, og hvor der foretages væsentlige korrektioner i den økonomiske reguleringsmekanisme

Således bidrog krisen 1870-90 til overgangen fra fri konkurrence til monopoldannelser, og krisen 1920-30 til etablering af den udviklede statsmonopolistiske regulering. […]

Den lange bølge er således en økonomisk mekanisme, hvormed kapitalismen tilpasser sig en ny revolution i den tekniske produktionsmåde og modificerer sin eksistensform. […]

Ligesom de almindelige cykliske kriser er strukturkriserne en form for delvis løsning af kapitalismens indre modsigelser. Hvert nyt trin i den tekniske udvikling fører til et højere trin i produktionens socialisering og kræver modificering af de privatkapitalistiske tilegnelsesformer såvel som af kapitalistklassens herskermetoder.

Kondratjevs teori blev i 20'rne kritiseret for, at den anerkendte kapitalismens muligheder for at overleve en stor krise. Det passede således ikke Trotskij, der mente, at kapitalismen automatisk ville bryde sammen, fordi den ikke havde evnen til at rejse sig efter sine kriser. Han stillede sig derfor afvisende til en teori, der sagde det modsatte; men man må jo sige, at udviklingen har givet Kondratjev og ikke Trotskij ret.

Efter som sagt at være rehabiliteret i 80'erne gik teorien om »den lange bølge« igen noget i glemmebogen. Årsagen synes at være, at man dengang betragtede kriserne i 70'erne (»oliekrisen«) som den fjerde Kondratjev-krise, der burde være efterfulgt af en langvarig opgangsperiode for kapitalismen; så da kapitalismen ved udgangen af 80'erne løb ind i en ny alvorlige krise, kom teorien måske noget i miskredit. Efter min mening er der nu tale om, at Kondratjev oprindeligt undervurderede længden af sin bølge en smule; han anslog den til 50 år, men som anført ovenfor er den snarere 60 år. Mellem 30'rnes og 90'ernes krise gik der præcis 60 år. Teorien er altså tværtimod bekræftet endnu en gang, og vi lever stadig under den fjerde Kondratjev-krise.

Den teknologiske omstilling, som denne krise er udtryk for, drejer sig om indførelse af det, man med et lidt tomt begreb kalder »ny teknologi«, det vil først og fremmest sige informationsteknologi, computere og den slags, men også f.eks. bioteknologi. Disse brancher befinder sig i hurtig vækst, mens de traditionelle brancher, hvoraf de centrale i den epoke, vi nu forlader, var automobil- og olieindustrien, stagnerer. Sammenhængende hermed ser man tendenser til, at den gamle »fordistiske« produktionsorganisation opbygget omkring samlebåndet (opkaldt efter Henry Ford, der først indførte samlebåndet på sin bilfabrik) afløses af andre organisationsformer, som den »nye teknologi« lægger op til; de såkaldte »selvstyrende grupper« har været mest omtalt i debatten.

Det er påfaldende og faktisk noget af en gåde, at den europæiske socialismes sammenbrud falder sammen med netop denne teknologiske omstilling. Man har hævdet, at i computeralderen skulle central planlægning ikke være mulig, men det er svært at se, hvorfor det skulle være sådan. Tværtimod skulle man synes, at de meget store informationsmængder, der skal behandles, hvis en central planlægning skal være effektiv, netop måtte kræve brug af computere og anden »ny teknologi« - at først med denne teknologi blev en socialistisk planøkonomi for alvor mulig.

På samme måde har man hævdet, at de nye organisationsformer, der hænger sammen med informationsteknologiens indtog, har overflødiggjort det socialistiske perspektiv, gjort arbejderens sammenhold irrelevant og forvandlet os alle til små driftsherrer, der hver for sig søger vores lykke på det store marked. Men det er spørgsmålet - og det spørgsmål har fyldt meget i programdebatten - om ikke disse nye former i virkeligheden peger frem mod socialismen. Giver de arbejderklassen nye muligheder for direkte kontrol med produktionen (set i det lange perspektiv naturligvis)? Er de selvstyrende grupper, som det er sagt, socialistiske produktionsforhold i kimform? Eller er de bare et forsøg på at narre arbejderne?