Kampen for fred

Kommunisternes og den øvrige venstrefløjs engagement i fredskampen er i dag ikke bare ønskeligt, men en forbandet nødvendighed, hvis ikke Danmark skal ende som et kapitalismens museum.

Nedenstående artikel var oprindelig tiltænkt det tværsocialistiske tidsskrift “Ret og Vrang”, men er søgt strammet op, så den matcher niveauet i programdebatten i Skub, og kan forhåbentlig give lidt inspiration til vores programdiskussion i DKP.

Af Henning Jakobsen

Hvis man hører til den generation, der er opvokset i og formet af 80erne og 90erne, er der nogle ting, som hører til de fælles oplevelser: Det spirende håb da supermagternes nedrustning langt om længe tog fart, forundringen da den virkeliggjorte socialisme blev løbet over ende i de østeuropæiske lande, og illusionerne om en fredeligere verden, som samtidig brast. Hermed var vejen nemlig banet for de i hovedsagen amerikansk-ledede krige mod Irak, Jugoslavien og senest Afghanistan. Fra en verden hvor der var atomvåben nok til at udrydde jordens befolkning adskillige hundrede gange, men hvor USAs imperialistiske, militære ambitioner til dels blev bremset af de socialistiske landes deltagelse i FN, har verden de sidste 12 år forandret sig til en legeplads for USAs (og NATO-landenes) spektakulære opvisninger i militær undertrykkelse af enhver væsentlig opposition mod det amerikanske hegemoni. Truslen fra de amerikanske atomvåben er dermed også større end på noget andet tidspunkt siden 1947, året hvor USAs monopol på atomvåben blev brudt. Kampen for freden er af afgørende betydning for menneskehedens overlevelse. Det er nødvendigt at sige fra overfor den øgede militarisering, der også er en økonomisk katastrofe for de lande der ødelægges af krige eller fanges i en oprustningsspiral. Hver dag dør tusindvis af børn som følge af den sult og elendighed, der følger i krigens skygge. Fredskampen er altså også en kamp for en mere retfærdig verden.

Frihed - til handling

Den russiske marxist G.V. Plehanov skrev i sit værk “Personlighedens rolle i historien” følgende om frihed: Når bevidstheden om min viljes ufrihed kun fremstår for mig i skikkelse af en fuldstændig subjektiv og objektiv umulighed af at handle anderledes end jeg gør, og når mine handlinger samtidig for mig er de mest ønskelige af alle mulige handlinger, så identificeres i min bevidsthed nødvendighed med frihed og frihed med nødvendighed, og så er jeg kun ufri i den forstand, at jeg ikke kan rokke ved denne identitet af frihed og nødvendighed, ikke kan sætte dem i modsætning til hinanden og ikke kan føle mig hæmmet af nødvendigheden. Men en sådan mangel på frihed er tillige frihedens mest fuldstændige manifestation. Friheden er altså ifølge Plehanov den erkendte nødvendighed af at agere på en bestemt måde. Der er heller ikke nogen modsætning mellem at føle sig forpligtet (og fri) til at gå aktivt ind i fredskampen og være »fri« til at forholde sig tvivlrådigt til øvrige politiske spørgsmål. En erkendelse af sammenhængen mellem forskellige politiske spørgsmål kan jo komme siden hen. Således er det ikke givet, at kun medlemmer af de progressive organisationer evner at gå i spidsen i fredskampen. Omvendt er det af allerstørste vigtighed, at kommunisterne går aktivt ind i fredsarbejdet og stiller sin organisatoriske erfaring og politiske analyser til rådighed. Det er jo også venstrefløjen, i særdeleshed de kommunistiske partier, som har de stærkeste rødder i de folkelige bevægelser generelt. Disse bevægelser må inddrages aktivt i fredskampen.

Fredsarbejdets treenighed

Fredsarbejdet kan inddeles i 3 hovedformer; antikrigsarbejdet, solidaritetsarbejdet og antiglobaliseringsarbejdet. Antikrigsarbejdet har traditionelt samlet meget bredt. De færreste mennesker ønsker krig, selvom de direkte eller indirekte støtter et samfundssystem, der bliver mere og mere økonomisk og politisk afhængig af en permanent krigstilstand. Den modsætning gør det muligt og højst realistisk at samle ikke kun kommunistiske, socialistiske og andre progressive organisationer om samme sag - men også bygge levedygtige alliancer med pacifister og borgerlige krigsmodstandere. Bredde har derimod ikke ligefrem altid kendetegnet solidaritetsarbejdet. Her er det udpræget venstrefløjen, som plejer forbindelserne til forskellige »søsterorganisationer« i andre lande. Visse stater, som spiller en positiv rolle i den antiimperialistiske kamp, har dog opnået stor international støtte fra både venstrefløjen og andre progressive kræfter. Cuba er et eksempel på et sådant land, der har valgt en socialistisk vej og hele vejen igennem har måttet kæmpe en hård overlevelseskamp for sin selvbestemmelsesret - senest er Cuba at finde på USAs liste over »slyngelstater«. Under alle omstændigheder handler solidaritetsarbejdet om at udveksle erfaringer i den antiimperialistiske kamp til gensidig støtte. Erfaringer, der spiller en afgørende rolle i fredsarbejdet. Endelig er antiglobaliseringsbevægelserne, herunder også EU-modstanderbevægelserne, af betydning for fredskampen. Den USA- og EU-dominerede økonomiske globalisering er i dag den væsentligste årsag til den nød og elendighed, der i sig selv er en trussel mod verdensfreden. Dertil kommer den militære trussel mod lande, som ikke »makker ret«og underkaster sig globaliseringens krav om frie markeder (d.v.s. fri udbytning). Kampen mod denne globalisering - og dermed kampen for national selvbestemmelse og folkeligt demokrati - er selvsagt også en kamp, der samler bredt. Antikrigsarbejdet, solidaritetsarbejdet og antiglobaliseringsarbejdet udgør en treenighed, der hænger dialektisk sammen. Det er i høj grad op til kommunisterne, der er engageret alle 3 steder, at påvise disse sammenhænge.          

Nogle overvejelser

I det ovenstående er det forsøgt påvist, at det i dag er mere end almindelig nødvendigt at styrke fredskræfterne. Men hvordan kan dette foregå i praksis? En levedygtig fredsbevægelse kræver nogle arbejdsmetoder, som kan engagere og fastholde mennesker i længden. For det første skal budskaberne være aktuelle og vedkommende. Der skal altså laves kampagner og aktioner, så snart der er et fornuftigt grundlag for det. Ingen revolution er udkæmpet ved et skrivebord, folkelige sejre vindes ved folkelige aktiviteter. For det andet skal bevægelsens indsats være vedholdende. Fredskampen er ikke vundet ved den første den bedste våbenhvile i Afghanistan - eller andre steder. Tværtimod, hvor undertrykkerne regerer, er der grobund for mere had og flere krige. Her har kommunisterne et særligt ansvar for at fastholde fokus på den globale udbytning og undertrykkelse bl.a. gennem arbejdet i solidaritetsbevægelserne og antiglobaliseringsbevægelserne. For det tredje bør kommunisternes engagement i fredsbevægelsen være usekterisk. Vi bør ikke gå ind i fredsbevægelsen med det sekteriske formål at malke den for aktive, der så kan rekrutteres til vore forskellige organisationer. Vi skal gå med for, loyalt, på det bredest mulige grundlag, at slås for freden - og i sidste ende for menneskehedens overlevelse.

Konkrete aktiviteter

Den danske fredsbevægelses hovedopgave må være, at påvise Danmarks rolle som halevedhæng for USAs imperialistiske politik, og opbygge en stærk og levedygtig modstand mod krig og imperialisme. Aktionsformerne kan være mange og forskelligartede. Aktuelt, f.eks. ved et krigsudbrud - eller for at forebygge det, er det muligt at mobilisere til ganske store og »brede« demonstrationer mod dansk krigsdeltagelse. Musikalsk underholdning og vedkommende, mobiliserende taler kan være indslag, der trækker folk op af stolene. Boykot-aktioner, som det ses i Boykot Israel-kampagnen og tidligere under kampen mod Apartheid-styret i Sydafrika, er et meget effektivt våben. Betingelsen for succes er, at boykotten søges udbredt til brede kredse - i modsat fald risikerer aktionerne at komme til at minde mere om det borgerlige, individualistiske og praktisk taget virkningsløse kampmiddel, som betegnes »den politiske forbruger«. Af afgørende betydning for fredskampen er det daglige oplysningsarbejde om fredspolitiske spørgsmål i de folkelige bevægelser. Også medierne er det nødvendigt at blande sig i. De forskellige blade og magasiner på venstrefløjen har en særlig forpligtelse til at følge fredsarbejdet. Også i aviser af borgerlig observans og i fagforeningsblade er det undertiden muligt at få optaget progressive læserbreve. Endelig er internettet et medie, som mange - især unge - har fået adgang til. Radio- og TV-udsendelser er tit besværlige størrelser, men også nødvendige steder at få indflydelse på, når det er muligt.

Terrorbekæmpelse og hykleri

Siden angrebet på USA den 11. september 2001, har »terrorbekæmpelse« præget de borgerlige mediers overskrifter. Men nogen moralsk opvågnen er der ikke tale om. Tværtimod fortsætter hykleriet som altid. USAs og de øvrige vestlige landes definition på terroristiske handlinger bygger fortsat mere på, hvem der har udført disse handlinger, end hvad de består i. USA og dets allierede kan praktisk taget tillade sig alt, mens enhver opposition mod USAs imperialisme anses for terrorisme. Noget nyt fænomen er der ikke tale om. Da nationalstaten endnu var den hensigtsmæssige magtbase for kapitalismen, blev kommunisterne i Danmark og i andre lande stemplet som landsforrædere af magthaverne, men med den imperialistiske, økonomiske globalisering »globaliseres« magthavernes sprogbrug altså også. Og da de herskendes sprogbrug også er det herskende sprogbrug er det en kamp op ad bakke at ændre dette. Ikke desto mindre er det afgørende at gøre opmærksom på, at USAs såkaldte krig mod terror i sig selv er en terrorhandling mod verdens folk.

Hvad må der gøres?

Fredskampen er altså livsnødvendig, men hvordan bør vi agere i praksis i dagens Danmark? Det vigtigste er at få samlet masserne om fredskravet. Det kan lade sig gøre: I storbyer i England, Italien, Tyskland og USA har der været hundredetusinder af mennesker på gaden for at demonstrere mod USAs krigsforberedelser mod Irak. I 30erne lykkedes det at danne en bred, international folkefront mod fascisme og krig, i dag kunne perspektivet være at danne en folkefront mod imperialisme og krig. Herhjemme har mobiliseringen mod den truende krig mod Irak indtil nu været noget skuffende. Hvis ikke vi som kommunister formår at styrke den folkelige deltagelse i fredskampen, såvel som i øvrige dagsaktuelle politiske kampe, risikerer Danmark at ende som et kapitalismens museum i Norden.