Portræt af en kommunist

Jan, Letland og den øvrige verden

Jan bor på en lille og stille villavej i Kastrup. Eller nærmere rækkehuse. Men hyggelige er de, og de lugter langt væk af arbejderkvarter. De mangler fuldstændig pralende elementer. At det ikke er langt fra lufthavnen er der også en ’naturlig’ forklaring på.

Jan var senest i Letland i oktober 1999 for at deltage i markeringen af årsdagen for Sovjets befrielse af Letland i 1944. Jan rejste på egne vegne – ikke udsendt af nogen og ikke repræsenterende andre end sig selv. De andre deltagere – mest russere – var glade for at se, at der kom andre, og Jan blev inviteret til at holde tale ved den efterfølgende højtidelighed. Fra selve demonstrationen husker Jan især fanebæreren, der var soldat fra 2. Verdenskrig og bar 4 rækker sovjetiske ordner og 4 rækker andre ordner. Han havde gjort hele turen med og været med til at befri Østpreussen, Polen, Tyskland og til sidst Berlin.

Jan var første gang i Letland i 1960, hvor han som led i sin partivirksomhed var på årskursus i Sovjet og i den anledning på en rejse til Letland. Det var første gang, at DKP sendte folk på årskursus i Sovjet. Blandt fagene var politisk økonomi, filosofi, russisk og SUKPs historie. Der var 4 danskere afsted på dette kursus.

Jan har besøgt Letland flere gange, bl.a. som rejseleder for Folketurist og også efter 1989. Uden for Riga lå der en stor kz-lejr under den tyske besættelse. Den blev ikke helt ødelagt af SS inden den sovjetiske befrielse, og stedet bliver vedligeholdt som mindesmærke. Der var mange sigøjnere i lejren. Også nu vedligeholdes stedet, men det er mest via fonde og de russiske indbyggere. Det borgerlige Letlands magthavere føler ingen særlig veneration over for hverken sigøjnere, russernes indsats under krigen eller sovjettiden. Det tidligere historiske museum i Riga kaldes nu okkupantmuseet.

Et af de få sovjettiske mindesmærker, der ikke er revet ned, er en kæmpestatue af de lettiske soldater, der i den første revolutionstid udgjorde Lenins livgarde.

Jan er oprørt og berørt af den behandling, der bliver russerne i Letland til del og bekræfter dermed de oplysninger, som kunne læses i sidste nummer af Skub.

Enkelte russere har opnået at blive meget rige, men de fleste er fattige og må sælge af deres ting for at få penge til husleje og mad. Selv højt kvalificerede russere  er arbejdsløse. Virksomhederne er nedlagt eller udkonkurreret. De multinationale tager for sig af retterne. Arbejdsmiljøet er i bund, og korruption og kriminalitet florerer. Der gives systematisk ingen eller kun små offentlige tilskud til boligområder og institutioner, hvor der er mange russere.

Jeg spørger, hvorfor russerne ikke ’bare’ rejser til Rusland. Jan svarer, at de fleste er blevet. De har ikke kunnet forestille sig, hvordan det ville blive. Og nu har de ingen penge, intet at komme ’hjem’ til, og de er heller ikke velkomne. Rusland har rigeligt af fattige og arbejdsløse.

Om situationen i Letland generelt fortæller Jan, at landet ikke kan klare sig ved at have billig arbejdskraft. Det giver blandt andet ’hjerneflugt’. Og det er tit også kombineret med ineffektivitet. Jan fortæller, at han har en bror, der var med et skib, der skulle repareres på et skibsværft i Riga. Det ventede i flere måneder og måtte til sidst sejle igen uden at være blevet repareret.

Velfærdsstaten i Letland er demonteret, og de fleste har det dårligt. Blandt dem, der har klaret sig godt, er det ofte sket via kriminalitet. Jan ser ingen lyspunkter, men heller ingen særlig opposition. Én af forklaringerne er, at der bliver slået hårdt ned på egentlig opposition. Svært at etablere demonstrationer, og det er primært ældre, der demonstrerer mod de dårlige forhold. Resten har givet op.

Der er parfume at få i butikkerne, men ikke gryn og kartofler.

Danmarks og andre vestlige landes ’demokrati’- og øststøtte er ikke synlig, heller ikke blandt letter. Landbruget er enten opkøbt af udlændinge, eller der bliver knoklet med heste.

Jeg spørger til Jans opfattelse af, hvorfor Sovjetunionen brød sammen. Jan mener, at nedturen startede med Breshnev, der tilgodeså personer frem for samfundet, og som – til Jans store forargelse – uddelte medaljer til sig selv. Hvilket ikke var tilladt i henhold til sovjetisk lov.

Og tro nu ikke, at Jan udtaler sig uden belæg. Blandt meget andet er Jan medaljesamler – mere om det senere.

Jan mener, at SUKPs statut (love) var OK. Problemet var, at den ikke blev overholdt. Sådan noget sker. Hvorfor? Det har Jan ikke så meget lyst til at tale om. Han vil hellere fortælle om sine rejser, sine oplevelser og sine medaljer.

Jeg spørger, hvornår Jan blev opmærksom på, at der var noget galt i de socialistiske lande og de kommunistiske partier både her og der. Jan blev opmærksom på det allerede i begyndelsen af 60’erne, hvor han som partimedlem af en vis betydning – bl.a. tolk ved diverse arrangementer – fik ting at vide, som der blev talt om i de højere partikredse. Ting ’der ikke skulle videre’. Spørgsmål, der ikke blev besvaret. Sportsfolk, der blev dopet.

Jan blev meldt ind i DKU i 1954 efter en rejse i Østeuropa og deltog i Ungdomsfestivalen i Rumænien. Medlem af DKP i 1959. Motivationen kom helt af sig selv, idet Jans forældre også var kommunister. Jans far deltog i modstandsbevægelsen under krigen og sad i Frøslevlejren, da Danmark blev befriet i 1945.

Jan er uddannet elektriker og har været lufthavnsarbejder i mange år. Han har også været ansat ved DDRs ambassade som alt-mulig-mand.

Men det var det internationale og det rejsende, der tiltrak Jan mest. Han var i en årrække sekretær ved Den danske komite for Arbejderkonferencen – en bevægelse i tilknytning til de årlige Østersøuger i DDR. Jan mindes den som en god bevægelse, der fik mange DDR-delegationer til Danmark og mange danske fagforeningsdelegationer til bl.a. DDR. Mange danske fagforeninger var tilknyttet Arbejderkonferencen.

Jan har arrangeret partirejser til Bulgarien (ja, han taler også bulgarsk, og tysk og engelsk og spansk). Han har været på studierejse i Latinamerika (Honduras og Guatemala) – bl.a. for at lære at tale spansk og besøge indianere og bygge en skole.

Og han har sammen med sin kone kørt rundt i deres Moskvitj (en sovjetisk bil før Ladaen) i Øst- og Sydeuropa. Det kunne lade sig gøre, fordi han var ansat et sted, hvor han kunne få lang sommerferie.

Tilbage til partihistorien og ’hvad der gik galt’. Jan var aktiv i Vietnambevægelsen fra starten. I Demos og i Vietnam-Solidaritet. Det var ikke populært i partiet dengang. Otto Sand og Erik Jensen blev ekskluderet på grund af deres arbejde her og den konsekvente mobilisering mod USA. De var også med til at afsløre PET-aktiviteterne i Kejsergade med spionage mod bl.a. den russiske, den tjekkoslovakiske og den ungarske ambassade.

Organisationen ’Vietnam 69’ blev dannet som modstykke til den tidligere Vietnambevægelse, og DKPs top accepterede delingen af Vietnam. Sovjets aktiviteter var også delt. Formelt accepteredes delingen af Vietnam, i praksis støttedes oprørsaktiviteter i Sydvietnam, og vietnamesere trænedes i østeuropæiske lande. Jan var med i organisationen ’De Vietnam-frivillige’ – en gruppe af danskere, der var villige til at tage til Sydvietnam og kæmpe på oprørernes side mod amerikanerne. Organisationen hjalp også med at smugle desertører fra den amerikanske hær til Sverige. Jan anslår, at de har hjulpet mellem 150 og 200.

Jan mener, at de ovennævnte uautoriserede aktiviteter (i forhold til partiledelsen) har været afgørende for, at der efterfølgende blev stiftet den bredere bevægelse ’Vietnam 69’, som også var vigtig og positiv, men det retfærdiggør ifølge Jan ikke, at der blev smølet i starten og direkte sanktioneret mod de mere aktive.

Jan mener også, det var ekstremt vigtigt, at en del af PETs aflysningsaktiviteter blev afsløret, herunder også infiltrationer i DKP.

Som yderligere et symptom på problemerne i DKP(s ledelse) anfører Jan den dårlige partiøkonomi: de fleste partiforetagende blev lukket af den grund. Men vi hørte ikke noget reelt derom, f.eks. Land og Folk-festivalens over-/underskud. Nogen vidste det, men sagde ikke noget. Andre vidste intet. Aksel Larsens damer blev anbragt som ansatte i boghandelen, der derfor intet solgte. Gode kammerater blev ekskluderet. Der var pamperi. Ole Sohn og medløbere angreb alle, der prøvede at sige noget. De blev kaldt gamle stalinister. Og nogle troede, at der nu var håb om frelse. Der var nogle meget ubehagelige møder, hvor bl.a. Jan udvandrede.

På et stort møde i ’Lygten’ blev der talt om at melde sig ind i KpiD og ud af DKP. Mange så ikke længere noget formål i at blive i DKP, der blandt meget andet var for akademikerfikseret og havde forladt sit grundlag som et talerør for arbejderklassen.

KpiD startede i det små, men har nu tilfredsstillende lokaler. Der er dog ikke helt kommet den forventede tilslutning fra tidligere DKP’er, som man kunne have ønsket sig. For mange er bare blevet passive. I KpiD diskuterer vi tingene og lærer af det, siger Jan. Vi har en ungdomsgruppe, der er med i organisationen ’Rebel’. KpiD deltager i mange aktiviteter. Der sælges bladet ’Kommunist’, de har lige været med til at cykle over broen (den over Øresund), og de har deltaget i SIDs 1. Maj-arrangement.

Om samarbejde mellem DKP og KpiD siger Jan, at der er et udmærket samarbejde mellem bladene ’Kommunist’ og ’Dagbladet Arbejderen’. ’Dagbladet Arbejderen’ interesserer sig ikke ret meget for DKP, så derfor vil et større samarbejde mellem DKP og KpiD være godt.

DKP/ML udvikler sig ifølge Jan i den rigtige retning. Partiet fokuserer meget på Danmark. Jan er utilfreds med, at DKP/ML og Dagbladet Arbejderen reklamerer så meget for Dansk-Cubansk Forening og for turistrejser til Cuba. Som om Cuba kun er Varadero (der hvor alle charterturisterne kommer). Det er vigtigt at se på både det gode og det dårlige – også på Cuba.

Så til medaljerne: Jan har fået et par stykker, men de fleste er købt: i Riga, i Sofia og i Berlin. De er alle sammen fra socialistiske lande. De er ægte, men der er produceret mange af dem, og de sælges nu i stort omfang. Ved et ophold i Berlin har Jan fået foræret en bog fra DDRs militærforlag om militære udmærkelser i Sovjet – på glittet papir og i farver.

Jan samler på meget andet fra de socialistiske lande og andre steder i verden: billeder, plakater, kunstgenstande, kunsthåndværk. Og det står i skabe og på reoler, og det hænger på væggen og er gemt i kasser i kælderen til senere – når Jan får tid. Det går bedre nu, da han er blevet pensioneret. Jan er også ved at indhente det forsømte i forhold til museer mv. her i landet. Også biblioteket frekventeres ofte – bl.a. for at læse aviser. Som der i øvrigt ikke er meget ved.

Susanne Jensen