Intifada - nødvendigheden af enhed

Interview med PFLP's generalsekretær Abu Ali Mustafa

Oversat af Henrik Stamer Hedin

 

Blandt de materialer, DKP modtager fra vore internationale kontakter verden over, er månedsbladet Democratic Palestine, der udgives af Folkefronten til Palæstinas Befrielse (normalt forkortet PFLP efter organisationens engelske navn). Fra dette blad har vi sakset nedenstående interview med PFLP's generalsekretær Abu Ali Mustafa. Interviewet er taget på et tidspunkt, hvor de igangværende kampe i Palæstina endnu var i deres vorden, og er på enkelte konkrete punkter overhalet af virkeligheden; f.eks. er udråbelsen af den palæstinensiske stat som bekendt udsat endnu en gang.

 

Kunne du give vore læsere en kort sammenfatning af PFLP's ideologiske identitet?

 

PFLP er en palæstinensisk organisation, som bygger på den marxistiske ideologi. Denne ideologi  er indeholdt i PFLP's interne program. Vi har ikke kun valgt at tillægge os denne ideologi, men lever den ud i praksis, hvilket kommer klart til udtryk på PFLP's kongresser.

 

Mener du, at PFLP efter sin sjette kongres står stærkere end før? Og er der sket et kvalitativt spring i PFLP's holdninger?

 

Absolut, et hvilket som helst parti mener jo, at dets kongresser er udtryk for en forandring. De forandringer, vi har foretaget, kræver dog tid for at udkrystallisere sig på jordniveau. Vi håber det bedste, for ingen ønsker at skrue udviklingen tilbage, så lad virkeligheden på jorden vise, hvad der egentlig er sket af forandringer.

 

Hvordan ser PFLP på det andet Camp David topmødes fiasko?

 

Vi i PFLP har fra begyndelsen gjort vor stilling klar og opfordret det palæstinensiske selvstyre til ikke at rejse til Camp David og deltage i topmødet. Det blev først og fremmest indkaldt på israelsk anmodning, og PLO's officielle ledelse har gjort det klart for USA's udenrigsminister Madeleine Albright, at vi ikke vil deltage, med mindre Israel lever op til sine forpligtelser i relation til overgangsfasen. Vi indså fra begyndelsen, at hvis vi deltog i topmødet uden, at overgansfasens forpligtelser var opfyldt, ville det udsætte den palæstinensiske side for afpresning omkring spørgsmålene i slutfasen. For eksempel siger Israel, at de er parat til at se på tilbagetrækningsspørgsmålet, forudsat vi finder en løsning på Jerusalems status, eller på spørgsmålet om fanger og tilbageholdte, hvis vi kan blive enige i grænsespørgsmålet osv. Derfor tror, at den officielle palæstinensiske ledelse og dens forhandlingsdelegation begik en stor fejl ved at opgive sit krav om opfyldelse af punkterne i overgangsfasen. Og også ved at deltage i topmødet.

Dybest set var det Israel, der ønskede topmødet, fordi de regner med, at hvis de lægger pres på den palæstinensiske side, kan de opnå yderligere indrømmelser i slutfasens spørgsmål. Barak havde utvivlsomt brug for en sejr til at forbedre sin svage stilling i det israelske samfund, mens Clinton havde et lignende behov for at klare sig godt i Camp David op til det amerikanske valg.

Det betyder, at vi tog til topmødet i Camp David vel vidende, at både israelerne og den amerikanske regering kom med en skjult dagsorden. Det er derfor, vi altid har advaret imod at lade USA sætte rammerne for løsningen af det palæstinensiske spørgsmål. Det har betydet, at vi har givet afkald på den fordring på international legitimitet, som vi altid burde have stået stærkt på.

Dertil kommer den forvirring, der bredte sig i de palæstinensiske gader, da nogle af de palæstinensiske forhandlere udtalte, at omkring 80 procent af problemerne var løst. Men det var kun rygter, for det hele faldt fra hinanden på grund af de afgørende spørgsmål om Jerusalems status og flygtningene. Her opstod der imidlertid et dobbeltsidet spørgsmål: Kan israelerne opgive deres standpunkter omkring spørgsmålene i slutfasen? Og den anden side: Har den amerikanske regering en selvstændig holdning til de nævnte spørgsmål?

Vi tror ikke på, at israelerne vil opgive ubøjelige positioner, når Barak op til topmødet sagde: "Jeg tager disse Nej'er med mig og kommer tilbage med dem."

Hvad den anden side af spørgsmålet angår, så er det helt klart, at den amerikanske regering altid stiller sig på det israelske standpunkt og samtidig foregiver at være neutral opmand. Vi befinder os derfor i åben krig og må ikke acceptere nogen ny opfordring til forhandlinger, før den israelske side gennemfører alle punkter i overgansfasen.

Vi bør lægge vores politik helt om efter følgende retningslinjer:

1 Afbryde forhandlingerne øjeblikkeligt.

2 Afslutte overgangsfasen.

3 Udråbe en palæstinensisk stat efter en uafhængig palæstinensisk beslutning, også selv om vi ville blive nødt til at yde modstand mod de israelske besættelsesstyrker.

4 Opstille en arbejdsplan for, hvordan denne nye stat bliver en levende realitet på jordniveau, og starte med at vælge et nyt palæstinensisk Nationalråd og lokale råd.

Det er velkendt, at Arafats rundtur med det formål at opnå anerkendelse af udråbelsen af en palæstinensisk stat den 13. september ikke blev mødt med den store begejstring, og at mange lande rådede ham til ikke at udråbe staten ensidigt. Men vi i PFLP står fast på, at vi må benytte os af denne mulighed for at udråbe vores stat, fordi det er nævnt i aftalerne fra Sharm el Sheikh, der forlængede overgangsfasen.

 

Ifølge palæstinensiske kilder vil staten ikke blive udråbt den 13. september, men det er udsat til den 15. oktober, så hvad er sandheden?

 

Det er rigtigt. Jeg regner med, at det Palæstinensiske Centralråd vil udsætte datoen for udråbelsen, men vi i PFLP siger, at den bør udråbes, også selv om det fører til konfrontation med de israelske besættelsestropper.

 

Ærligt talt - er den palæstinensiske part rede til at gå i kamp med besættelsesstyrkerne?

 

Jeg er ikke sikker på, at palæstinenserne er rede til at gå i åben kamp med de israelske besættelsesstyrker. Der er en masse indre palæstinensiske spørgsmål, som må løses, inden vi kan begynde en ny intifada, såsom at skabe dialog mellem alle palæstinensiske politiske strømninger og få løsladt fanger og arrestanter fra de islamiske styrker. Hvordan skulle selvstyret f.eks. kunne bede de islamiske styrker om at stå sammen med sig eller sige, de skal komme og være med i Centralrådet, samtidig med at det fortsat fører arrestationskampagner imod dem? Det er faktisk en meget kompliceret situation.

Taler vi om intifada, så må vi sørge for de nødvendige forudsætninger såsom at skabe en god struktur indadtil, at genopbygge institutionerne, at rense institutionerne for korruption, at udvide de demokratiske relationer. Vi burde have mange handlemuligheder og ikke kun den mulighed at gå på kompromis.

 

Nu har du talt om nødvendigheden af enhed for at kunne gå til modstand mod besættelsesmagten; mener du ikke, PFLP må tage et initiativ for at skabe større sammenhold mellem palæstinenserne?

 

Vi har allerede som led i dialogen fremlagt et udkast til et dokument, der handler om at genskabe sammenholdet mellem palæstinenserne indadtil. I nær fremtid vil vi indkalde andre palæstinensiske organisationer til møder, hvor vi vil udarbejde et nyt udkast, der skal forelægges Centralrådet.