DKP støtter helt og fuldt de mangfoldige protester og demonstrationer mod finansloven onsdag den 20. marts rundt om i landet. Den store opslutning om initiativerne fra fagbevægelsen, de uddannelsessøgende, de grønne organisationer, indvandrerorganisationer, kunstnere mv. varsler godt for solidariteten og udviklingen af den folkelige modstand mod VK-regeringen. Det er forventeligt, at disse protester blot bliver de første i en længere række aktioner fra alle de grupper, som vil blive ramt af den hårdhændede og kortsigtede nedskæringspolitik, som forener det asociale med det fremmedfjendske og det kulturfjendske.
DKP understreger, at målet ikke blot kan være
at bringe Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre tilbage til taburetterne.
Protesterne må føre til et helt andet regeringsgrundlag, der bryder med årtiers
nyliberalisme og følgagtighed overfor EU. Og som punkt for punkt annullerer den
nuværende og den tidligere regerings forringelser og nedskæringer. Fra beskæringer
af bibliotekspengene over forringelser af sygehusvæsenet og nedbrydningen af
ekspertisen på miljøområdet til stramningerne overfor flygtninge og
indvandrere.