Direkte
aktioner rettede mod enkeltpersoner, herunder krigsforbrydere, er ikke
kommunistisk politik eller kommunistisk metode. Det gælder, hvad enten der er
tale om egentligt voldelige aktioner (attentater) eller som her om en aktion på
grænsen mellem vold og ikke-vold.
Det
er imidlertid en kendsgerning, som vi ikke kan ændre ved, at andre politiske kræfter
benytter sig af sådanne aktionsformer, også til fremme af formål, som vi i øvrigt
kun kan sympatisere med. Det er naturligt og forståeligt, at de to medlemmer af
Globale Rødder følte trang til at reagere på den folkeretsstridige, hovmodige
og USA-følgagtige danske regeringspolitik, der har gjort Danmark til en krigsførende
nation. Aktionen blev derfor også mødt med forståelse i vide kredse, ligesom
den gav genlyd i udlandet.
DKP
ser det ikke som sin opgave at udtale hverken støtte til eller fordømmelse af
sådanne spontane, individuelle aktioner. Kommunisterne ønsker at mobilisere de
brede, folkelige lag mod regeringens forbryderiske politik. Midlerne hertil er
andre. DKP ser heller ingen anledning til at kommentere de udtalelser,
forskellige medlemmer af Enhedslistens folketingsgruppe i sagens anledning har
fremsat.
Derimod
er det forkasteligt, at de to Globale Rødder skaffede sig adgang til
Christiansborg med det løgnagtige påskud, at de havde en aftale med et medlem
af Enhedslistens folketingsgruppe. Det var en illoyal handling, der røber
mangel på forståelse for de vilkår, venstrekræfternes repræsentanter
arbejder under i parlamentariske forsamlinger. Derfor er det også kritisabelt,
at de to ikke i overensstemmelse med reglerne blev fulgt til dørs. Gruppens sårbarhed
over for aktioner af denne art burde have foranlediget en stringent overholdelse
af gældende reglers bogstav.
Maleraktionen
er blevet karakteriseret som `et anslag mod folkestyret´ og `en krænkelse af
Folketingets værdighed´. Da Folketinget tre dage senere stemte om Danmarks
indtræden i krigen, deltog kun 111 medlemmer i afstemningen. Kun en tredjedel
af Folketingets medlemmer stemte for. På denne baggrund er det vanskeligt at
tage de store ord om folkestyre og Folketingets værdighed alvorligt.
DKP
mener, at de to medlemmer af Globale Rødder skal frigives fra varetægtsfængslingen,
der er helt ude af proportion med aktionens karakter og forløb. Den lange og
forlængede varetægtsfængsling er udtryk for en uacceptabel skærpelse af
dansk retspraksis. Den kan kun tjene til at uddybe modsætningerne i det danske
samfund.
Odense
den 4. maj 2003
Vedtaget
enstemmigt