Det et efterhånden et sælsomt debatniveau, der har udviklet sig i »Skub«. Lars Ulrik sammenlignede mig med Mogens Fog, og Henrik fremturer ad samme spor med at
overtrumfe: Ikke kun Fog, men snarere Jelved. Jamen, er det ikke forstemmende at være øjenvidne til, at DKPs ledelse ender som de
emigrerede franske adelige, der - da de vendte hjem i 1815 efter udlændigheden i kølvandet af den franske revolution 1789 -viste sig intet at have forstået,
endsige lært?
Niels Rosendal Jensen.
Henriks betragtninger minder end ikke om et nok så spædt forsøg på at bringe nyt til diskussion. Selvfølgelig er situationen kompleks og vanskelig at hitte rede
i, naturligvis er vi ikke enige, og der er da også taget vigtige beslutninger i november, men det retfærdiggør ikke en
fortsat kontraproduktiv
diskussion, der usvigeligt sikkert ender med - hvis ikke den allerede er det - at være fuldstændig ligegyldig for såvel den lille skare DKP'ere som andre på
venstrefløjen. Det forekommer i den forbindelse helt unødvendigt og direkte underlødigt at fremsætte helt igennem urigtige påstande og drage
paralleller til Marianne Jelveds tilpasningslinje i forhold til EU. Jeg vil ikke »med ved
venstrefløjens bord« for borgerskabets eller tilpasningens skyld - men for at bevare og videreudvikle en kulturel og politisk niche for marxistisk tænkning.
For at rette debatten ind vil jeg fremsætte følgende: Jeg savner
fortsat et argumenteret bud på, hvad en programdiskussion skal føre til. Jeg har tidligere insisteret på og gør det fortsat, at en
programmatisk diskussion
i heldigste fald kan demonstrere, at DKP fortsat har nogle historiske erfaringer og kvalificerede
betragtninger at byde ind på venstrefløjen med.
Jeg argumenterer ikke for, at der ikke er noget at foretage sig, men understreger, at der allerede findes et fælles sted at gøre det, nemlig
Enhedslisten. Når Henrik og andre efterlyser, hvad vores interne, afklarende diskussion kunne dreje sig om, skal jeg nævne fire
eksempler:
Partiets rolle: Kan Enhedslisten stadig opfattes inden for en simpel
forståelsesramme, dvs. som fælles socialistisk platform i en kortsigtet operation med det mål at snyde spærregrænsen. Dette.
standpunkt har jeg delt og gjort gældende i Enhedslistens diskussioner. Imidlertid har historien maget det så, at denne forståelse
ikke længere er relevant, eftersom Enhedslistens medlemmer har taget skridt til at omdanne listen til et
socialistisk venstreparti. Tanken om at bevare listen som en ren parlamentarisk
enhedsbestræbelse er med andre ord overhalet af begivenhedernes gang. Det forhindrer ikke medlemmer af DKP at indtage
den luksusholdning. at fastholde standpunktet, men konsekvensen ville da være, at DKPs medlemmer stort set ingen indflydelse. vil få på listens videre udvikling. Skilles vandene
her? Jeg betragter grundlæggende Enhedslisten som den væsentligste nyskabelse på
venstrefløjen de sidste 10 år - andre vil utvivlsomt mene det modsatte eller noget midt imellem. Det er den slags »selvfølgeligheder«, vi skal forholde
os til - med mindre man da vil lukke øjnene eller lade stå til, fordi man ikke bryder
sig om »det sammenrend«, men har forhåbninger om af egen kraft at genrejse »den rene vare«.
Partiprogram: Læst positivt adskiller de programpunkter, Enhedslisten
vedtog på sit årsmøde, sig ikke voldsomt fra de programmer, DKP udarbejdede i
1970'erne, 1980'erne eller senere programmatiske tiltag. Selvom nogle næppe vil indse det - formentlig fordi de ikke ønsker det og
derfor ikke vil ofre tid på at sætte sig ind i Enhedslistens vedtagelser om
»Socialisme år 2000« - vil jeg påstå, at der i dag findes et grundlag, de fleste
kommunister burde kunne tilslutte sig. Efter min smag en noget traditionel og
kontinuitetsbevarende sag, der opridser venstrefløjens kendte univers. Ikke et
eneste medlem af DKP burde ryste på hånden, endsige miste fodfæstet ved at
være med på et kendt grundlag.
Derimod burde man undre sig over, hvor fornyelsen blev af, og tænke over, om man vil bidrage til den eller ej og i givet fald hvordan.
Enhedsarbejdet. den tid er således ovre hvor DKP
kunne betragte Enhedslisten ud fra kendte formler.Med skiftet fra græsrodsbevægeise til græsrodsparti er samlingen af
venstrekræfterne flyttet et niveau op. Jeg havde personligt foretrukket, at årsmødet
-
havde respekteret, at Enhedslistens medlemmer ikke nødvendigvis skal tænke ens. En liste
karakteriseres netop ved, at analyser, strategiske opfattelser og langsigtede visioner alene støttes til en
overordnet visionær rammeforståelse som fælles platform. Det kunne årsmødet også have besluttet. Det ønskede et flertal af de delegerede ikke på dette årsmøde. Skal vi af den grund finde
hængekøjen eller hvad? Kommunister burde måske tilbyde deres erfaringer i de fortsatte diskussioner frem
for at opgive Enhedslisten.
Fremtiden: Det, der er tilbage af DKP er navnet Raymond Swing havde fat i det rigtige, da han i
velvalgte ord begrundede sine tanker om at sikre partiet
en værdig død som parti i traditionel forstand. At forberede overgangen, til en klub eller forening,
der varetager partiets historiske arv, er ikke det værste, der kunne gøres. Enhver, der har fulgt debatten i
»Politiken«, »Information« eller »Weekendavisen«, kan indse, at der fortsat er
behov for at nuancere de ensidige og ahistoriske betragtninger, der føres i marken -
lige fra Tjørnehøjs forsvar for samarbejdspolitikken 1940-45 og Blüdnikow med fleres såkaldte
»afsløringer« af Bjørn Erichsen og Jacob Mollerup til Seidenfadens generelle udfald, mod kommunismen.
Samtidig med at kommunister således blandede sig i samfundsdebatten med synspunkter, andre ikke umiddelbart vil bidrage med, kunne kræfterne i øvrigt koncentreres om at udfolde en teori for
politikken samt skabe bevægelse og lave politik de steder, hvor politik har størst
udsigt til at føre til resultater.
Sådan ligger landet Henrik