Hvis vi skal videre ¼

Socialismeseminar på Strynø den 5.-6- maj 2001

Refereret af Birgit Unnerup

Henrik Stamer Hedin bød som repræsentant og talsperson for landsledelsen velkommen til seminaret. Om indholdet sagde Henrik, at seminaret ikke skulle besvare alle spørgsmål om den europæiske socialismes fald, men i stedet gerne medvirke til, at vi kan stille nogle bedre spørgsmål:  Hvad skete der? Hvad gik der galt? Gik der noget galt? Eller er det helt andre ting, vi skal tale om? Til at hjælpe os i debatten har vi inviteret nogle eksperter: Aksel V. Carlsen, der ved noget om Sovjetunionen, og Ron Ridenour, der kender Cuba.

Socialismen i praksis

Aksel V. Carlsen mente, at det var en god ide med et seminar, og at der måske var noget symbolsk i, at det fandt sted på et gudsforladt sted i en kold tid. Aksel ville fortælle om den russiske venstrefløj og de diskussioner, der finder sted der. Et sammendrag af hans indlæg står at læse andetsteds i bladet.

Aksels indledende bemærkning var, at det måske er et luksusseminar på grund af emnet. Uden bevægelse er der ingen socialisme eller kommunisme. En socialismedebat har måske kun akademisk interesse i forhold til det, der kan skabes mobilisering omkring i dag.

Ron Ridenour startede sit oplæg med at sige tillykke med befrielsesdagen og mente, at det var symbolsk, at seminaret startede denne dag.

Ron boede i Cuba i perioden 1988-96 og arbejdede for staten med bogudgivelser, herunder sine egne.

Ron har skrevet 3 bøger og flere andre ting om Cuba. Ron har interviewet 4 cubanske filosoffer om Cuba. Deres mening er, at Cuba er et overgangssamfund på vej mod socialisme. Der har ikke været mulighed for at etablere et fuldt udviklet socialistisk system. Marx har ikke kunnet forudse Cuba, der derfor har været bundet til egne muligheder. Cuba har lagt meget vægt på uddannelse, og ser det som en indikation på arbejdernes indflydelse.

Rons egen definition på socialisme er, at socialisme ikke kun er et spørgsmål om ejendomsret og forholdet til og i produktionen, således som Marx nogle gange bliver udlagt. Det er vigtigt at modarbejde fremmedgørelse. Uddannelse er godt, men det er vigtigt at se på, om det er udvikling eller bare træning. Cuba havde først frihed til at finde egen vej, men senere fik de det hele via russiske professorer. Sociologi blev afskaffet som fag og metode, fordi det var en konfliktmodel, og der var ingen konflikter under socialismen. Bevidsthed og relationer er vigtigere end økonomi.

Cuba forsøgte i 10 år at gennemføre en industrialisering. Det mislykkedes, hvorefter der blev satset på sukkerproduktion. Cuba forarbejdede f.eks. ikke selv det nikkel, som landet er rigt på. Industrien blev sat ind på at understøtte sukkerproduktionen. Det gik heller ikke, og derefter begyndte Cuba at følge en Sovjet-model. Cuba kunne have satset på at give mere reel magt til arbejderne. Staten står f.eks. for al distribution af varer, og det gøres dårligt.

Fra 1988 forsøgte Cuba at vende sig mere mod f.eks. Che Guevaras tanker, men det blev brat standset ved sammenbruddet i Sovjet og medførte en økonomisk kollaps i Cuba i 1991.

Den cubanske revolution var oprindelig ikke defineret som en socialistisk revolution. Men i forbindelse med invasionen i Svinebugten erklærede Castro, at det var en socialistisk revolution gennemført af de fattige og for de fattige, som nu skulle forsvares. Det er fint nok, men det var en beslutning taget af ledelsen og meddelt folket.

Det cubanske kommunistparti PCC betragtede Gorbatjov som en forræder. PCC har 500.000 medlemmer, og en ungdomsorganisation med 600.000 medlemmer. Den gamle garde ønsker at bevare tingene, som de er. De er imod ’dollariseringen’ og de udenlandske investeringer.

Der sidder 33 personer i hovedbestyrelsen for PCC. Af disse er 3 kvinder, 3 sorte og 3 arbejdere. Meget få personer fra ’græsrødderne’. Det samme gælder de 16 personer i statsrådet, der træffer beslutningerne og har administrationen og bureaukratiet. En gruppe i partiet/partiledelsen kaldes ’ungtyrkerne’ (efter den bevægelse i Tyrkiet, der i 20’erne fik ’moderniseret’ Tyrkiet). De ønsker markedsøkonomi som løsningen på Cubas problemer. Gerne i en udformning som den skandinaviske velfærdsmodel.

Der er en stor diskussion om menneskerettigheder og ytringsfrihed. Generelt går Cuba ind for menneskerettigheder i den form, at mennesker skal have det godt med ret til grundlæggende goder. Hvorimod absolut ytringsfrihed kan hjælpe fjenden. Castros holdning er, at Cuba skal holde fast i de gode sider ved samfundet som uddannelses- og sundhedssystemet. På andre områder, f.eks. det økonomiske, skal der ske reformer.

En af Rons gennemgående pointer var, at forandringer i Cuba ikke bliver til som resultat af diskussioner eller beslutninger i folket, men meddeles af myndighederne. F.eks. var det et stort chok for cubanerne, at dollaren blev introduceret som legal valuta. Diskussionerne i befolkningen blev først ført bagefter. Der er indført et frit marked for grøntsager og kød, hvilket har ført til meget høje priser på de varer, der ikke fås på rationeringskort. Det skaber ulighed og korruption, og det er igangsat af Castro. Moralen tager skade. Der sker et moralsk forfald. Men det har reddet økonomien. Raoul Castro påpeger, at det er et stort problem, at der er bedre produktivitet og dermed bedre løn i de udenlandske virksomheder end i de statsejede virksomheder. Der er også givet tilladelse til privat virksomhed, og mange mennesker   og mange kommunister   har startet private virksomheder, fordi det giver dollars og varer.

For Ron er det afgørende, hvilken følelse folk har af ejerskab. Det er ikke nok, at virksomheder formelt er stats- og dermed folkeejede. Det afgørende er, om folk rent faktisk føler, at de ejer det, eller om de i praksis er sat uden for beslutningsprocessen.

Cuba har i hele nedtursperioden i 90’erne holdt fast i uddannelse og sundhed, der udgør 20% af statsbudgettet. Det er et fællestræk ved Sovjet og Cuba: vægtningen af uddannelse og sundhed og velfærd/menneskerettigheder generelt. Det andet fællestræk for Sovjet og Cuba er fremmedgørelsen i forhold til magten og produktionen. Det er embedspersoner, der opleves at have magten over økonomien. Og så den manglende ytringsfrihed. Det fører til en stor ligegyldighed blandt arbejderne. Og så er det bedre at være en ligeglad arbejder i Cuba: de har cigarer, rom, sol og salsa. Så gør det ikke så meget, om der mangler lidt på andre områder.

Ron hævdede den lidt provokerende tanke, at blokaden har været en god ting for Cuba. Den giver på én gang en fælles fjende og en undskyldning for alle mangler. Blokaden er på den baggrund en dumhed fra USA's side, og når den alligevel opretholdes, så skyldes det en macho-logik. Det ville ikke se godt ud at opgive en blokade af et lille land. Kennedy blev f.eks. myrdet, fordi har var imod USA's stigende engagement i Vietnam. Krigen kunne ikke vindes, og Kennedy ønskede på den baggrund at komme ud af den.

Men uanset hvad, så er der mere omsorg og sol i Cuba end andre steder, og et eller andet sted gælder det om at nyde livet, mens vi har det.

Som afsluttende bemærkning knyttede Ron an til den senere diskussion af Henriks teser. Han henviste til tese 9 (om magtforhold i socialistiske lande) og sagde, at blokaden mod Cuba også har den virkning, at det har været svært at skabe en alliance mellem imperialismen og (dele af) den cubanske arbejderklasse.

Henrik Stamer Hedin kvitterede for oplæggene, som han karakteriserede som oplyste og oplysende og endda festlige.

Debatten

Finn Hermann spurgte, om der var partidiktatur i Sovjet i 1929, eller om der var bureaukratidiktatur. Han mente, at Stalin ødelagde og indskrænkede partilivet.

Birgit Unnerup henviste til det faktum, at i det land, der formelt gjorde mest ud af selvforvaltning, nemlig Jugoslavien, havde det haft en meget betydelig arbejdsløshed som resultat. Den viste sig bl.a. i det stor kontingent af "fremmedarbejdere" herfra, der var i mange lande i 60’erne og fremefter. Især i Vesttyskland, men også i Danmark.

Aksel Carlsen svarede, at der i Sovjet var styring fra partitoppen. I 1931/32 blev fagforeningernes magt indskrænket. Der skete en sammensmeltning af parti og organisationer, hvilket var en ændring af det politiske koncept.

Selvforvaltning er en (vigtig) del af mange venstrefløjsbevægelser i Rusland, men kun ét af partierne har det som den væsentligste del. I Jugoslavien var der også statsforvaltning og  bureaukrati. Det er vigtigt at kombinere statsregulering med forskellige former for selvforvaltning. Det tænkes især i relation til lokalt selvstyre med begreber som brugerinddragelse og bydelsråd og i relation til arbejdspladser. I Rusland tales om økonomisk demokrati, især i de socialistiske partier. Det har også været foreslået, at parlamentariske valg skal organiseres i forhold til arbejdspladser i stedet for geografisk efter bopæl.

Henrik mente, at det er en spændende tanke, at blokaden styrker det socialistiske Cuba, og han drog en parallel til den vesttyske afvisningspolitik over for DDR. Da den blev svækket, svækkede det også DDR.

Finn mente, at det var en lidt flot tankegang. Finn fremhævede, at en blokade måske nok kunne styrke bevidstheden, men at det undergraver økonomien.

Kaj Jensen mente, at demokrati bevirker, at der ikke er behov for undskyldninger, og at eliten skal være ærlig over for folket.

Birgit mente, at det bedste er gode resultater. Hvis de ikke er der, så kommer behovet for gode undskyldninger. Og dér er en blokade eller anden ydre fjende rigtig godt, men det duer kun, fordi de indre resultater mangler.

Jan Nielsen fra APK indledte med at sige, at det var første gang, han tog ordet på et DKP-møde. Jan sagde, at det var et godt Cuba-oplæg fra Ron. Han var ikke enig i det hele, men det er godt at være ærlig, og det er nødvendigt i denne tid. Cuba er et godt eksempel for mange (lande) i Latinamerika. I 80’erne var det svært at tale om problemerne i Sovjet, fordi man blev betragtet som en "fjende". Det er godt, at vi kan det nu.

Jan mente, at der i Cuba ikke havde været tale om en socialistisk revolution, men blot en erklæring fra Castro om, at det var det. Castro ser det som en god ting og som en allianceting. Og det er fint nok i forhold til Latinamerika mv., men det er ikke så godt, at Cuba nu forsøger at gentage det i form af en alliance med EU, og i den forbindelse går ind for et styrket EU. Her ved vi mere end Cuba. Det er godt, at vi kan tale om problemerne, så vi har mulighed for at undgå at gentage alle fejlene, som f.eks. i Chile, hvor befolkningen ikke var parat til at bekæmpe borgerskabet.

Ron nævnte, at PCC i 1992 erklærede at have afskaffet proletariatets diktatur, som officielt blev indført i 1976.

Lene Unnerup kommenterede "kampen om sjælene", hvor der trods uddannelse og udvikling fortsat er fremmedgørelse. Under socialismen er der et savn af dialog mellem "de rigtige" og "de oppositionelle".

Ron nævnte som eksempel, at der på Cuba er god socialisme inden for naturvidenskaberne, hvilket betyder, at der ikke er nogen, der "hopper af". Selv om de kan få bedre lønninger andre steder, så bliver de på Cuba, hvor der er gode forskningsmuligheder, og hvor resultaterne bruges til folkets bedste. Det samme gælder ikke inden for sociologi og økonomi. Det er lederne og partiet, der skal laves om. De er bange for, at folket begår fejl, hvis det får magten.

Svend-Erik Christensen fandt, at oplæggene havde været spændende og gode som input til videre debat. Vi skylder os selv at sige, hvad vi vil bruge det til. Svend-Erik så det som en kollektiv læreproces. Det, der kan være interessant at diskutere for DKP, det er, om kapitalismen var udviklet i en sådan grad, at den kunne slå om i socialisme. Om der var de tilstrækkelige forudsætninger. Hidtil har socialismen vundet i tilbagestående samfund. Også diskussionen om magten over produktionsmidlerne m.h.t. stat og selvforvaltning er vigtig. Fremmedgørelse afskaffes ikke pr. dekret under socialismen, og der skal sættes rammer for selvforvaltningen, så der ikke opstår kaos. Vi taler hele tiden om de traditionelle socialistiske lande. Hvad med andre eksperimenter som Spanien og visse indiske delstater? Og hvad er vores vision?

Peder Pedersen forholdt sig til udsagnet om, at det er luksus at afholde et socialismeseminar. Nej, det er det ikke. Vi har behov for at klargøre, at vi har en definition og opfattelse af socialismen. Peder forstod ikke helt debatten om forudsætningerne. Betød det, at Jesus skulle have ventet, til han kunne komme kørende på en Harley Davidson i stedet for at ride på et æsel? Hvad er det, vi skal lære? Vi skal aflive vores splittelse. Og vi skal lære af vore modstanderes målrettethed, f.eks. i Afghanistan. Det er en luksus at beklikke hinanden.

Jan mente, at vi skylder chilenerne at drage lære af deres "fejl". Det har DKP ikke gjort. Det måtte gå, som det gik. Det er nødvendigt at have magten. Vi skal følge Lenins parole og tage fat om det vigtigste problem. Så løser de andre sig. Det var ikke bare skidt i Sovjet. Der var 30-40 år med fremgang.

Finn anførte, at det Aksel havde ment med luksus, var, at vi er et lille parti, og at det er luksus at debattere i stedet for at være udadvendt.

Lene Iversen mente, at det ene fører det andet med sig. Folk vil ikke i længden finde sig i at have det så dårligt. De har behov for at få det bedre, og det vil medføre en bevidsthed, som så kan være baggrund for at ville kæmpe for en forandring. F.eks. vil den meget hurtige EU-harmonisering bevirke, at rigtig mange vil få det dårligt med nedbrydningen af velfærdssamfundet, og det kan blive grundlaget for en revolutionær udvikling.

Ron sagde omkring visionerne, at det måtte være at finde ud af, hvordan der kan skabes kommunistisk bevægelse blandt arbejderne. Ron havde været glad for flere ting i SKUB, bl.a. Birgits anmeldelse af DKP/MLs  20 års kamp for socialismen  og betragtningerne om venstrefløjsgrupper. Ron mente, at dele heraf burde vedtages sammen med Henriks teser, der er gyldne ord. I relation til tese 1 sagde Ron, at Socialdemokratiet havde forbundet sig med arbejderklassen, hvilket var grunden til, at det var levedygtigt trods alt.

Når man er under angreb, så er det nemt ikke at tåle opposition ud fra en betragtning om, at det kan hjælpe vore fjender, hvorefter oppositionen bliver til en fjende. Det er vigtigt at skelne mellem fjender og meningsforskelle.

Også Henrik forholdt sig til luksusdebatten. Hvis vi sammenholder med, hvad vi gik ud og gjorde for 20 år siden, så er det rigtigt. Forskellen er, at dengang vidste vi, hvordan verden så ud. Det ved vi ikke nu. Ikke blot har vi ikke svarene, men vi har knap nok formuleret problemerne. Og det er nødvendigt for at komme i gang med de udadvendte aktiviteter.

Kaj mente, at vi skal tage os råd og tid - ellers kommer vi ingen vegne. Det har vi set i de senere år. Vi er nødt til at diskutere tingene, selv om det er dyrere og sværere. Der er mange fattige i Danmark nu, jvf. Slavekampagnen.

Oluf Unnerup sagde, at selv om Aksel havde ment, at socialismeseminaret var luksus, så havde han været ked af, at han ikke kunne blive og deltage i resten af det. (Aksel V. Carlsen havde været nødt til at forlade seminaret allerede lørdag eftermiddag på grund af et engagement i Esbjerg.) Oluf mente, at der kun opstår bevidsthed, hvis der er nogle kommunister til at udvikle den. Derfor har Langeland afdeling oprettet et socialismecenter, der nu fungerer på 4. sæson. Der er åbent hver mandag med bøger, aviser og særudstillinger. Der kommer folk langvejs fra og fra andre organisationer, f.eks. SF’ere, der ikke er tilfredse i deres parti og spørger til politik og hvordan vi gør. Også omkring seminaret ved folk, at det foregår og spørger til det. Folk mangler holdepunkter.

Finn spurgte, om det er nødvendigt med en teoretisk afklaring, før der kan handles.

Henrik svarede, at p.t. er vi handlingslammede af murens fald, og derfor skal vi beskæftige os med disse ting. Vi behøver ikke en fuldt færdig teori for at kunne handle. Men lige nu er vi troldbundne, og derfor må vi finde vores ben. Vi behøver ikke at have forklaring på alt, men vi befinder os mellem "vi har taget fejl i alt" og "vi har haft ret altid, det er bare skæbnens ugunst". Og begge forklaringer er ubrugelige. Vi må finde kursen og en strategisk begrundelse herfor.

Finn mente, at det ville være mindre luksuøst, hvis vi var klar til at gå ud. Og at vi burde kunne handle i hverdagssituationer.

Peder sagde, at den faglige kamp er et led i den politiske og samfundsmæssige kamp. Og det der er opnået er vores resultater.

Agnete Mortensen var glad for seminaret og for at lytte og lære. Der er meget at ordne for kommunister, f.eks. er der for få penge til flygtningene. Danskerne er racistiske, og der er brug for kommunistisk spanking.

Hans Lund sagde, at vi gerne vil forstå, hvad der er foregået. Forskellen er, at vores verden og model var der og virkede. Vi må stille alternativer op i dag. Aktivitet forudsætter, at vi arbejder i dette samfund. Vi må give folk en fornemmelse af, at de kan gøre noget selv. De fleste tror på, at vi har demokrati i Danmark, og at fejlene ikke er systemfejl.

Erik Braad sagde, at strynboerne siger, det er svært at forstå vores teori. Det er vigtigt med det, Ron sagde om fest. Det er mentaliteten, der er vigtig. Produktion skaber ikke socialisme. Der mangler følelse, og det gør, at det er svært at komme i kontakt med andre.

Ron opfordrede til at huske den menneskelige faktor, at arbejde med sandheden og at være åbne. Arbejderne skal beholde magten. Og så takkede Ron meget for invitationen til at deltage i seminaret.

 Paneldebat mellem repræsentanter for kommunistiske partier i Danmark

Henrik indledte med at sige, at den europæiske socialismes fald havde medført, at vi havde behov for at komme igennem denne debat for at komme videre. Vores programdebat går p.t. i teoretisk retning. En revolutionær strategi og et program for det almindelige virke kan ikke udarbejdes, før vi har en vis klarhed over, hvad det er, der er sket, og hvordan vi forholder os til det. Og det er der ikke tilstrækkelig klarhed/enighed om endnu.

I denne debat er der især 3 spørgsmål, der trænger sig på: Den kapitalistiske udvikling siden 1970; EU's betydning og så det socialistiske sammenbrud. Hvad førte til det, og hvad betød det? Det har vi behov for at drøfte med andre kommunistiske partier, fordi vi er i samme situation og derfor måske kan berige hinanden. Det var overvejet også at invitere Enhedslisten og at gøre seminaret helt åbent. Det blev besluttet at lade være, fordi det nemt ville betyde, at der blev inviteret/kom folk, der ikke har dette problem med det socialistiske sammenbrud. Når vi selv er mere afklarede, kunne det måske være en god idé med en bredere debat.

Henrik sagde omkring samarbejdet med de øvrige kommunistiske partier og organisationer, at der er flere landsmødebeslutninger herom, og at der alligevel har været megen debat om sagen. Det er også derfor, at der er flere beslutninger om det. Nogle ser helst, at vi vender ryggen til den øvrige kommunistiske bevægelse, men det gør vi altså ikke.

Henrik bød herefter velkommen til paneldeltagerne Peter Larsen fra KpiD, Gitte Thomsen fra Fælles Kurs og Jan Nielsen fra APK.

Peter Larsen fortalte, at KpiD er i fuld gang med at udarbejde et program for den tid, vi lever i. Der forventes vedtaget et færdigt program på næste kongres. Om verden siden Sovjet sagde Peter, at arbejderklassen eksistere stadigvæk, og at angrebene på den intensiveres, jf. privatiseringshysteriet. Ritt Bjerregaard har engang klart sagt, at det sociale system i Danmark var der for at forhindre oprør og konkurrence fra Sovjet. Derfor er banen åben nu. Bemærk socialdemokratiets rolle, bl.a. det fælles papir fra Blair (England) og Schröder (Tyskland), som er en slags kapitalistisk manifest. Der sker en øget udbytning af den 3. Verden og større skel mellem rige og fattige. 50 mio mennesker dør hvert år af sult. De danske overenskomster angribes i stigende omfang via EU. Der er en stigende fascisme-tendens og et voldsomt ideologisk angreb i medierne. Egoismen bliver den herskende kultur, mens arbejderkulturen og solidariteten angribes. Befolkningen er dog ubevidst begyndt at vende sig mod monopolerne, f.eks. medicinselskaberne. Der er behov for et parti til at sætte retningen. Arbejderklassen skal diskutere sin egen rolle. I Sovjet vidste arbejderklassen ikke, at den havde magten.

Gitte Thomsen fandt det spændende at være med og roste initiativet, herunder invitationen til de øvrige partier. Fælles Kurs har eksisteret siden midten af 80’erne og har aldrig været så stærkt tilknyttet Sovjet. Partiet har været meget dansk fokuseret og med ret til intern kritik. Murens fald burde ikke have haft så stor betydning, men det fik den. Der var stor tilbagegang på grund af den almindelige anti-socialistiske propaganda og det store spørgsmål: Var socialismen overhovedet mulig? Det var svært at samle stumperne. Derfor er det fremmeste mål at samle de kommunistiske bevægelser og arbejderbevægelsen m.v. Nogle af disse initiativer er mislykkedes, fordi nogle folk ikke kan være i stue sammen. Efterhånden sker der så mange udskiftninger, at det burde blive muligt. Fælles Kurs har for 14 dage siden offentliggjort et nyt program. Gitte har personligt brugt meget tid på samlingsprocessen i partiet. Et led heri er afklaringen af, hvem vi er: socialister eller kommunister? Det har der været mange interne problemer med og diskussioner om. Partiet er landet på en kompromisløsning, hvor målet er samling af dansk arbejderbevægelse. Gitte havde personligt hellere set, at målet var en samling af den kommunistiske bevægelse, men muligvis er det en strid om ord. Og muligvis vil det give samme resultat? Mange har gamle holdninger og er bange for at give slip, hvorfor Gittes bedste bud er, at vi skal nedlægge de nuværende partier og lave et nyt frem for at slå nogen sammen. Det vil ikke gå. Der skal startes et nyt kommunistisk parti, hvor alle kommunister kan være med.

Samlingen af de kommunistiske kræfter i Danmark har vist sig at være sværere end forudset, hvilket rejser spørgsmålet, om vi skal finde nye veje for samarbejdet. Måske samle os om nogle væsentlige ting først, f.eks. kampen mod EU. Det er et godt sted at kæmpe. Vi skal også diskutere det med de uorganiserede og være åbne for nye kredse og rammer. Samling er nødvendig, og vi har et ansvar. Vi må se bort fra de småting, der skiller. Gitte havde intet patentbud på en løsning. Måske kræver det bare tid. Måske kræver det et bedre kendskab til hinanden. Måske kræver det flere seminarer.

Jan Nielsen fortalte, at APK (Arbejderpartiet Kommunisterne) blev stiftet i maj 2000. Det bygger på DKP/MLs tidligere politik. APKs bud på årsagen til socialismens sammenbrud er, at det skyldes ledernes brud på de kommunistiske principper. F.eks. at Sovjet så sig som en supermagt over for USA og brugte samme midler for at opnå overherredømme. Også APK er ramt af sammenbruddet i den forstand, at antikommunismen fik frit spil. I Danmark gælder det kampen for at bevare den velfærd, som vi havde, som det p.t. mindste onde. Der var et alternativ   socialismen/den socialistiske verden -, men det er væk nu. Hvorfor kapitalisterne gør det: Fordi de kan. Vi ser det hele tiden. Nu er det bl.a. Palæstina og Colombia, der er i skudlinien   helt bogstaveligt.

Vi er måske ikke enige i den kommunistiske bevægelse, men nu er diskussionen startet, bl.a. med diskussionen om Cuba i Dagbladet Arbejderen. Enheden i den kommunistiske bevægelse i Danmark er den vigtigste revolutionære forudsætning for et stærkt parti, der skaber enhed i arbejderbevægelsen. Jan mente, at eksistensen af forskellige kommunistiske partier i Danmark er udtryk for politiske forskelle, som skal afklares og overvindes. Derfor er en DKP-diskussion vigtig om ting som: Er en fredelig omvæltning mulig, og vil det ske via det antimonopolistiske demokrati? Her er de chilenske erfaringer vigtige.

Der er flere, der har rejst denne debat, f.eks. Carl Madsen, der forgæves rejste spørgsmålet på flere af DKPs kongresser. Det fortjener at blive taget op. De kommunistiske partier skal tale mere sammen. Aktionsenhed f.eks. imod EU og fascisme er ikke nok. Jan sluttede af med at fortælle, at APK har et principprogram og udgiver et 14-dages blad samt en daglig netavis.

Efter de indledende oplæg startede Peter debatten med at sige, at det havde været en interessant runde, der viste, at forskellene er ret store. Jan siger, at enheden er både nødvendig og umulig. Hvorfor laver I flere spaltninger, når I ønsker enhed. Var det nødvendigt?

Svend- Erik argumenterede for en analyse af, hvad socialisme er. Der er forskelle og måske uenigheder i opfattelsen heraf. Der er uenighed om, hvordan vi når til socialismen, f.eks. mellem Jan og (os) andre. Svend-Erik mente, at det måske forholdt sig sådan, at der var behov for en kommunistisk samling, men at der også er behov for at se på, hvor vi adskiller os fra hinanden og fra den øvrige venstrefløj og fra den øvrige socialistiske bevægelse, f.eks. med hensyn til spørgsmålet om, hvornår Sovjet var socialistisk.

Der er i Danmark venstresocialistiske strømninger, f.eks. blandt mange unge, som ikke mener, det har noget med Sovjet at gøre. De skal med i den store samling, ellers bliver det for snæver en afgrænsning. Hvad adskiller socialister og kommunister? Er det kun noget historisk, eller er det opfattelsen af socialismen?

Jan mente, at splittelsen både er mellem partierne og i partierne. Odense gik forrest i de samlingsbestræbelser, der for nogle år siden var i gang, primært mellem DKP/ML og KpiD. Det gik godt flere steder i landet, og vi fik diskuteret tingene, som om vi var i samme parti. Problemer inden for DKP/ML ender med, at der ekskluderes de (faglige) folk, der går forrest i samlingsbestræbelserne. Det skyldtes bl.a., at de faglige folk ville bestemme den faglige politik   ikke blot acceptere partiledelsens holdninger. Samtidig blev den person i KpiD-Odense, der gik mest ind for samling, også ekskluderet af KpiD. Det betød et stort tilbageslag for samlingsbestræbelserne. Dagbladet Arbejderen er nok "åben" for debat, men den er også lukket. DKP/ML bryder sig ikke om for megen debat.

Jan stillede spørgsmålstegn ved mulighederne for en fredelig revolution, og sagde om socialdemokratiets rolle (i fagbevægelsen) i dag, at det nok ikke er hovedfjenden, men at det er en hovedhindring.

Ron spurgte, hvorfor det var så vigtigt at blive enige i dag om metoderne i en eventuel fremtid(ig revolution)? Det er de samme debatter i alle landes kommunistiske partier, hvorimod kapitalisterne er enige. Det er bekymrende med så mange kommunistiske grupper. Hvad har vi at tilbyde? I stedet for at blive enige om, hvornår hvem var forrædere i Sovjet, så skal vi være aktive sammen med de unge, f.eks. i demonstrationerne mod Verdensbanken.

Gitte fortalte, at der er fællesskab om mange ting i Ålborg, hvor de forskellige organisationer bor i hus sammen, og hvor der er en stor afdeling af Rød Ungdom. Det er godt for aktiviteterne. Der er politiske uenigheder, og det betyder, at der ikke "bare" kan ske en sammenlægning. Det vil kræve en årrække og en proces, men det er den eneste holdbare løsning på sigt. Hvad betyder det med definitioner af socialisme og kommunisme? Hvorfor ikke bare Enhedslisten? Vi er i de defensive kampe. Arbejdsmand Jensen er ligeglad med 1917, når han er arbejdsløs i 2001. Fælles Kurs er mere handlingsorienteret og orienteret mod Folketinget, så kan det teoretiske komme senere. Det er der også både fordele og ulemper ved.

Finn spurgte, hvad den historiske debat skal bruges til? Eneste fornuftige formål er vel til at se fremad med og lave et godt stykke arbejde i hverdagen. Vi skal se på vores magterfaringer. De andre har ikke forholdt sig til magtbegrebet   hvordan er det blevet brugt i de socialistiske lande? Det gælder om at vinde og beholde magten. Det kan vi ikke diskutere med de andre, f.eks. Enhedslisten, der bygger på en idealistisk venstreekstremistisk tradition. Vi er/var ikke i DKP, fordi vi tilbad Sovjet, men fordi kommunisterne arbejdede på alle planer. Ingen kommunister har forsvaret eller været glade for magtperverteringerne. Det antimonopolistiske demokrati er meget aktuelt og skal frem i lyset. Er det foreneligt med den fredelig overgang til socialismen?

I forhold til de chilenske erfaringer spurgte Finn, om det ikke ville være gået værre, hvis der havde været en bevæbnet arbejderklasse? Ville en fredelig overgang ikke have været en bedre propaganda? Enhedslisten er et godt sted for den del af arbejdet, der hviler på troen på det parlamentariske og antimonopolistiske demokrati.

Oluf mente, at vi må udmønte vores politik til almindelige menneskers forståelse. Oluf har været i DKP siden 30’erne, og der har altid været splittelser p.g.a. småborgerlige ledelser, der ikke tåler at høre andre(s) meninger. Vi skal respektere uenigheder og arbejde i praksis alligevel. På Langeland er DKP hele venstrefløjen, og vi har ikke råd til at smide folk ud. Vores netværk er meget de tidligere medlemmer   i alt 30-40 stykker. Og vi har sendt alle vores unge til storbyerne, der ikke har kunnet fortsætte med at holde på dem trods oplysninger om, at her kom de.

Oluf fortalte om euro-afstemningen, at det altid har været 50-50 på Sydfyn. Ved afstemningen var der 68% nej i Bagenkop hos fiskerne, 67% i Longelse hos os og 64% på Strynø. Folk ved godt, hvem vi er og respekterer os.

Henrik afsluttede debatten med at sige, at vi skal diskutere og respektere uenigheder. Vi skal handle på de 95% enighed, der er, men også interessere os for de sidste 5%. Vi skal ikke glemme os selv i forhold til Enhedslisten.

Socialismen i teori: Henriks teser

Til seminaret i foråret 1996 (det første efter en landsmødebeslutning, som siden har været fulgt, om at arrangere to årlige seminarer) udarbejdede Henrik Stamer Hedin 9 teser, der handlede om forudsætningerne for socialismen i et højtudviklet kapitalistisk samfund. (Teserne står at læse i Skub for marts 1996 og kan i øvrigt rekvireres i fotokopi fra sekretariatet.) Debatten kom aldrig rigtig i gang, men de problemstillinger, teserne tager op, har ikke mistet deres aktualitet. Da det åbenbart var svært teoretisk og akademisk stof, var det besluttet denne gang at behandle teserne akademisk, idet Finn Hermann optrådte som "officiel opponent".

Den efterfølgende debat kom i høj grad til at dreje sig om de nye organisationsformer i industrien, især de "selvstyrende grupper", der var behandlet i tese 7.

Svend-Erik mente, at de selvstyrende grupper var en slags spirende socialisme. Den industrielle produktion i Danmark er den højtudviklede. Det traditionelle samlebåndsarbejde flyttes til Østeuropa. Der er international arbejdsdeling. Der er også outsourcing ud af landet. Det er et bevidst valg. Det er anderledes i servicebranchen. Der er øget udbytning i rengøring, madproduktion og pleje. Der er både negative og positive tendenser i den nuværende organisering. Vi må se ud over industriproduktionen.

Lene Unnerup sagde, at der ikke kommer socialisme ud af selvstyrende grupper. Det bliver blot til ’jeg vil’ i stedet for ’vi vil’. Det er individuelle løsninger, og der er ikke plads til uenighed. Lene mente, at når DDR-borgerne lod det ske, så var det, fordi de troede, at de kunne beholde de goder, de havde, og så få nogle nye oveni. Det er af samme grund, at vi danskere accepterer EU og Schengen, og at ’det bliver bedre’. Det er vigtigt at tale ideologi, og hvad vi føler.

Ron sagde til tese 9 om skellet mellem partiledelse og folket i de socialistiske lande, at der ikke var nogen åben debat, ingen plads til forskellige veje eller meninger. Vi må afvise absolutter. Cubanerne håber på at blive forbrugere. De føler ingen del i den socialistiske magt, der således vil dø med Fidel.

Orla Eggebrecht kom ind på spørgsmålet om godsejereklassens undergang og påpegede, at de almindelige landbrug vokser i størrelse, og de har ingen brug for arbejdskraft. Det hele er automatiseret. Der bliver stadig større produktion og stadig færre arbejdere i landbruget.

Jan sagde, at de selvstyrende grupper er blevet tidens løsen. AKP mener, at det er kapitalens forsøg på at løse nogle problemer, men at der ingen fordele er i det for arbejderne. Der har været store problemer de steder, hvor det har været forsøgt. Alle bliver lidt værkførere, og der kommer en ny kultur: fra kæft, trit og retning og skjult brok til bedre vilkår og legalt brok. Det medfører meget brok, og folk får luft for deres problemer. Så ved direktøren, hvem der skal fyres næste gang. Det kræver stærke faglige folk, og det er nok ikke et skridt mod socialisme i betydningen producenternes/arbejdernes faktiske besiddelse af produktionsmidlerne. Borgerskabet besidder produktionsmidlerne. Vi må fokusere på det faktum.

Lene Iversen sagde til tese 6 og 7, at hun var enig i Henriks fremlæggelse, men ikke i beskrivelsen i teserne. De selvstyrende grupper giver arbejdsglæde og kompetence og sammenhold. Og det giver erfaringer med fælles beslutninger. I det offentlige er der mulighed for alliance med brugerne. Men alt udhules af udliciteringerne. Socialisme på fredelig vis betyder at kæmpe for bevarelse af velfærdssystemet. Der er sat noget i gang i Århus inspireret fra Norge. Tese 6 påpeger et problem for os kommunister med et pjalteproletariat, hvis interesser vi også skal tilgodese.

Finn sagde afslutningsvis i debatten, at han var enig med Svend-Erik i modsætningerne i tese 7, jvf. Lenes påpegning af alliancemulighederne i det offentlige med brugerne. I DDR åndede de - i lighed med den øvrige verden  - lettet op ved murens fald. At de store borgerinitiativer efterfølgende blev knust  - det fandt de sig også i. Uanset hvad, så ser det ud til, at vi skal være opmærksomme på de selvstyrende grupper. Især i sammenhæng med tanken om en fredelig overgang til socialismen.

Henrik sluttede af med at understrege, at de selvstyrende grupper indføres, fordi kapitalen er nødt til det i profitjagten. Samtidig vil det skærpe modsigelserne og få magtforholdene til at manifestere sig. Det er et udslag af, at kapitalens indre modsigelser kammer over. I sin afsluttende replik sagde Henrik bl.a.: "Hvis vi ikke udvikler vores revolutionære teori til at have gyldighed for et proletariat, der har tilkæmpet sig en vis levefod, social tryghed og magtpositioner, vil vi langsomt glide over på rent reformistiske positioner. Vi vil gøre det, fordi vi i vor politiske praksis ikke kan undgå at forholde os til dette proletariats virkelighed, mens vor teori og vore forestillinger om endemålet, socialismen/kommunismen, er i stadig svagere forbindelse med denne virkelighed og derfor vil blive isoleret mere og mere fra vores praktiske politik og reduceret til en drøm om et fremtidigt paradis. Når proletariatet har tilkæmpet sig levefod, tryghed og magtpositioner, må argumenterne for socialismen være andre; argumentet kan ikke længere være, at socialismen er nødvendig for den fysiske overlevelse."

Den subjektive faktor: Ideologiens rolle for socialismen

Til sidst holdt Birgit Unnerup et oplæg om den subjektive faktor i kampen for og under socialismen. Hun sagde bl.a., at når vi skal have socialisme, er det ikke for at udrydde analfabetismen og sikre ordentlige levevilkår, eller forsi socialismen er et overlegent økonomisk system, men fordi kun fælleseje til produktionsmidlerne kan stille os lige og dermed skabe basis for ligeværdige sociale relationer. Det med ligeværd er vigtigt, også i debatterne i det kommunistiske parti. Hvis vi skal videre, har vi brug for en uenighedskultur.

I den efterfølgende debat sagde Ron sagde, at vi skal have noget nyt at tilbyde folk   visioner. Kirkerne tiltrækker folk, når der er krise. Lighed indebærer, at vi tager os af hinanden med åbne tanker og hjerter.

Jan sagde, at han aldrig havde set en uenighedskultur, og at han havde været glad for at deltage i seminaret.

Gitte sagde, at hun havde fået et svar på, hvad meningen er med den subjektive faktor. Gitte ville gerne deltage igen, også gerne med andre temaer. Hvis vi skal videre, så er det vejen frem.

Peter sagde, at han er modstander af en uenighedskultur, men at det er i orden med en diskussionskultur. Årsagen til KpiD’ernes udmeldelse af DKP var uenigheder. KpiD er ikke interesseret i en sammenlægning med andre på grund af disse uenigheder. KpiD er et suverænt parti, der ønsker at arbejde sammen med andre. Vi kan diskutere i ’Ret og Vrang’, men det forstår de ikke på arbejdspladserne. Lad os sammenligne vores partiprogrammer og se, hvad der gavner arbejderklassen. Peter fremhævede valget i Moldavien som et lyspunkt i en mørk tid. Der er problemer i Cuba, og det rejser spørgsmål. Det må Cuba selv afgøre. Vi skal ikke blande os i det. Det kan løses med forbrugsgoder, og arbejderklassen vil bevare magten.

Lene Unnerup redegjorde for forskellen på en uenighedskultur og en diskussionskultur. Diskussionskultur betyder, at når der er truffet en beslutning, så ophører diskussionen. Og konsekvensen er et flertal og et mindretal. Loyalitet er ikke lig med mundkurv. Det har vi glemt. Ligeværdighed er næsten det samme som (næste)kærlighed.

Henrik afsluttede seminaret med at sige, at det havde været et godt seminar. Der havde været megen teori, men der havde også været mange indlæg, der trak den nødvendige linje fra teori til praksis. Seminaret sluttede med afsyngelse af Internationale.

Se også bagsiden samt sammendraget af Aksel V. Carlsens oplæg andetsteds i bladet.