Hvilket Europa, hvilket venstre?

Har vi brug for en samling af de europæiske kommunistiske og arbejderpartier? Er et europæisk partri venstrefløjens svar på den europæisering, der foregår mellem liberale, konservative og socialliberale partier, og som forstærker unionsprocessen? Når kapitalens håndlangere organiserer sig på det plan, må socialister og kommunister så også gøre det?

Af Finn Hermann
medlem af Enhedslistens hovedbestyrelse og Europa-gruppe

Spørgsmålet har hele tiden luret i vore baghoveder: Ikke mindst den reformistiske del af arbejderbevægelsen med Socialdemokraterne i spidsen har lige siden EFs start argumenteret for, at arbejderbevægelsen måtte organisere sig på samme internationale niveau som storkapitalen. SF er efterhånden nået til det synspunkt, at det er en befrielse ikke længere at behøve diskutere, om Danmark skal være indenfor eller udenfor EU,  således at vi i stedet kan diskutere, hvad vi vil med EU, hvilken politisk retning EU skal bevæge sig i, hvilke politiske hovedprioriteringer (højt placeret: miljøet og socialpolitikken) vi skal beskæftige os med.

Formålet med at danne et europæisk venstreparti er angiveligt først og fremmest at nyde godt af den økonomiske støtte, EU-parlamentet giver de forskellige partigrupper, når ”blot” de respekterer, at deres virkefelt er EU-unionen, at det er EU der afgør, om de pågældende partidannelser er i overensstemmelse med EU's formål og dermed kan gøre krav på økonomiske midler. Partiet (ELP - European Left Party) er åbent for enhver der ankerkender målene: Målene kan sammenfattes således:

-         At opbygge et projekt for et andet Europa og give EU et andet indhold, uafhængigt af USA's overherredømme.

-         Et Europa frit for WTO’s og IMFs antidemokratiske og neo-liberale politik.

-         Et EU der afviser NATOs militære baser og enhver form  for Europahær.

Bemærk, at der ikke er tale om at afvise EU som rammen for denne anden politik (se i øvrigt nedenfor). 

To partiinitiativer

ELP vil dække behovet for et socialistisk og kommunistisk modspil til de stærke borgerlige og socialdemokratiske partigrupperinger. Inden man fortaber sig i forargelse over, at arbejderbevægelsens venstrefløj organiserer sig på EU-bureaukratiets betingelser, skal man lige huske, at uanset hvor meget venstrefløjen er imod det overstatslige bureaukrati og hele unionsprocessen, så er mange af de berørte partier således placeret geografisk og politisk, at det for dem ikke handler om at komme ud af EU, men om at svække den transnationale storkapitals positioner i EU. Og det uanset, om de berørte partier er kommunistiske, trotskistiske eller venstresocialistiske. I grundholdningen til, hvad man kan bruge EU-systemet til, ligger de således nærmere ved det danske SF end ved den øvrige danske venstrefløj.

Gruppen af trotskistiske og venstrekommunistiske partier (EACL) var også tidligt ude med at danne et parti på europæisk plan. Det der især forenede disse partier var modviljen mod de socialliberale partier (socialdemokrater og socialister) og mod de kommunistiske partier, der havde været i regeringssamarbejde med dem. Et sådant samarbejde (som eksempelvis det franske PCF havde deltaget i) var nærmest at betragte som klasseforræderi (her ligger de trotskistiske tendenser i nogen grad på linie med DKPmls Svend Tarp og hans kritik af det franske kommunistparti). Begrundelsen for at danne et fælles europæisk parti var også her især de økonomiske fordele, man kunne få ved støtten fra Europaparlamentet.

Imidlertid var der i denne kreds partier, som dels optrådte som observatører, dels havde aktier i det andet europæisk partiprojekt (ELP). Det drejer sig om så centrale partier som Rifondazione Communista fra Italien, Synaspismos fra Grækenland, Izquierda Unida (Det forenede Venstre) fra Spanien, Østrigs Kommunistiske Parti. I skrivende stund ser det ud, som om EACL ser sig overhalet indenom af ELP og har lagt sit eget partiprojekt på hylden..

Men der er stadig en stor gruppe socialistiske og kommunistiske partier tilbage i Øst-, Central- og Sydeuropa , som står udenfor disse partidannelser, men som naturligvis vil udgøre en vigtig faktor i den revolutionære proces, ikke mindst fordi de i flere tilfælde udgør en væsentlig politisk kraft i deres land. Det gælder det græske KKE, det portugisiske PCP, Bøhmens-Mæhrens (Tjekkiets) KP , Kyperns AKEL-parti, Hollands Socialistiske Parti og andre. Bøhmens-Mæhrens kommunistiske parti var oprindelig med i opstarts-fasen af ELP og deltog i mødet i Rom, men forlod siden projektet.. 

Danmark og ELP

Enhedslisten var inviteret med som gæst til stiftelseskongressen i Rom 8.-9. juni 2004. Jeg deltog sammen med Thomas Eisler på vegne af listens Europagruppe. Når vi ”kun” kunne deltage som gæster er forklaringen naturligvis Enhedslistens forankring i den tværpolitiske EU-modstand. Vi optræder ikke som kommunister, men som deltagere i den tværpolitiske EU-modstand. Vores engagement i de nationale bevægelser Folkebevægelsen mod EU og Junibevægelsen kan ikke forlænges på Europæisk plan i et socialistisk eller kommunistisk parti. Enhedslisten har i skrivende stund ikke besluttet, om listen skal søge observatørstatus ved ELPs møder. Om egentligt medlemskab bliver der selvsagt ikke tale.

Men det forhindrer os naturligvis ikke i at deltage i diskussioner med forskellige europæiske venstrekræfter, dels på internationale konferencer, dels på møder indkaldt af diverse europæiske fora. Danske kommunister og socialister har en lang række fælles dagsordenspunkter  med de europæiske venstrepartier. Lad mig blot nævne modstanden mod, at EU's forfatning knæsætter neoimperialismen, og at EU militariseres og udvikler sig til et Fort Europa i forhold til 3. lande. Selv om det er banaliteter, er det alligevel værd at fastslå, at venstrekræfterne i Europa ønsker at bevare og udbygge velfærden, fuld beskæftigelse og ordentlige sociale forhold, en demokratisk kontrolleret investeringspolitik, et renere miljø, og at de ønsker fred frem for krig

Selv partier med en meget unionstilpasset dagsorden  kan derfor langt henne ad vejen være vore allierede. Der er ingen modsætning mellem, at de franske kommunister foreslår en europæisk investeringspolitik til gavn for arbejderne og dermed vil knægte monopolkapitalens magt, og at danske kommunister ønsker unionen nedbrudt og Danmark ud af EU. Jo mere der lykkes for de franske kommunister, jo lettere får vi andre ved at opnå vore mål. Og omvendt!

ELP's Manifest

Stiftelseskongressen i Rom 8.-9. maj 2004 vedtog det Manifest, som allerede var blevet vedtaget på Berlin-mødet 10.11. januar 2004.. Dette manifest indleder med at fastslå, at der vokser et nyt håb, en ny vision frem i Europa, fordi flere og flere modsætter sig kapitalismens ”ensrettede gade”. Nye former for magt i verdensmålestok har fremskyndet kriser i nationalstaterne, i alliancer og i den verdensorden, der har domineret siden 2. verdenskrig. Bush-doktrinens teori om permanent krig og den terroristiske vold, som krigene nærer, skaber forøget ulighed og formindsket demokrati.

Manifestet understreger endvidere, at Europa er et sted, hvor der igen fødes en kamp for et bedre samfund.

Det Europæiske Venstres rolle vil være at danne en bred social og politisk alliance, som kan udvikle konkrete alternativer og forslag med henblik på at omforme det nuværende kapitalistiske samfund. Venstrefløjens politik skal være en permanent, uafhængig, selvberoende politisk stemme som vil bidrage til at fremme solidaritet og demokratiske, sociale og økologiske alternativer.

Derfor bliver Den europæiske Union, ja hele Europa et stadig vigtigere sted for formulering af en alternativ politik, sammenvævet med den politik der skal føres i verdensmålestok.

Derfor støtter manifestet den antiglobalistiske bevægelse med alle dens sociale, arbejdsmarkedsmæssige, feministiske, miljømæssige og demokratiske aspekter, som friske bidrag til kampen for forandring .

Disse bevægelser ønsker – i modsætning til stormagternes ”private” rum – at danne et ”offentligt rum” beboet af borgere, som kræver respekten for fundamentale rettigheder som fred, demokrati, social retfærdighed, frihed, kønnenes ligeberettigelse og respekt for naturen.

Manifestet beskriver, hvordan den verdensomspændende kapitalisme også i Europa medfører lidelser, og hvordan solidaritet og velerhvervede sociale rettigheder undermineres. Der tales om den voksende arbejdsløshed, angreb på det solidariske pensionssystem, ydre militarisering (som den blev praktiseret i Bosnien, Kosovo, Afghanistan, Irak) og indre militarisering, som den mærkes gennem den repressive lovgivning mod dem der modsætter sig den neoliberale politik. Racisme og højrepopulisme blomstrer op igen.

Manifestet konstaterer, at Socialdemokratiernes tredje vej har spillet fallit, fordi den er ude af stand til at sætte sig op mod denne trend og ikke præsterer alternativer

I Europa er den store udfordring at opbygge et alternativt radikalt, miljøbevidst og feministisk venstre, som  skal grundlægge et nyt forhold mellem samfund og politik.

Manifestet udtrykker vilje til at opbygge et andet Europa og give EU en anden mening, uafhængig af USA's overherredømme. Denne model må præsentere et alternativ til kapitalismen, være en stærk modstander af militarisering og krig, gå ind for at beskytte miljøet og vise respekt for menneskerettigheder inklusive de sociale og økonomiske rettigheder. Den skal gå ind for borgerrettigheder for alle, der lever i Europa. Dette Europa skal være frit for våbenkapløb, atomare og øvrige masseødelæggelsesvåben og skal i det hele taget afvise krig som middel til at løse internationale konflikter; specielt tænkes her på Israel-Palæstina-konflikten, som bør løses i overensstemmelse med de vedtagne FN-resolutioner.

Blandt de andre punkter i manifestet  figurerer kampen mod ”Det frie marked”, de multinationale selskaber og finansmarkedet, den såkaldte stabilitetspagt og hovedlinierne i den Europæiske Centralbanks politik. Det gælder om at fremføre en politik, der skaber miljøvenlig fuld beskæftigelse, offentlig service og dristige investeringer. Kapitalbevægelser skal pålægges skat. Det er mennesket, ikke pengene der skal i centrum.

Lønmodtagernes rettigheder skal fremmes. Retten til uddannelse, rent vand, mad og sundhed, energi og transport. Det offentlige service-system skal moderniseres og decentraliseres.

Manifestet gør opmærksom på de kræfter, både i de nye og de gamle medlemslande, som ser med fjendtlighed på udvidelsen.  De problemer/udfordringer, som lande der nu er udenfor EU udsættes for – og som skyldes , at de skal vælge mellem en uafhængig udvikling og tilslutning til det kapitalistiske Europa - skal også tages op af det ny venstreparti, som vil støtte alle demokratiske kræfter i disse lande.

Det nye Venstreparti gør ikke meget ud af modstanden mod udkastet til EU-forfatning; men manifestet understreger dog, at partiet er imod at EU skal ledes af et stormagtsdirektorat.

Tværtimod vil man uophørligt stræbe efter at udvide borgernes aktionsområde og kontrolmuligheder på alle niveauer.

De sociale bevægelsers selvstændige rolle pointeres, partiet støtter udvidelsen af arbejdernes rettigheder, arbejdsløshedsunderstøttelsen, kampen mod job-usikkerhed, for demokrati på arbejdspladsen, øget demokrati i det økonomiske liv på alle niveauer, også det europæiske.

Partiet vil bidrage til at give Den europæiske regionalkomité og Den sociale og økonomiske komité en forstærket rolle i europæiske beslutninggsprocesser.

De nye konfliktområder i EU skaber en ny politisk scene for klassekampen, for forsvaret for arbejdernes og demokratiets interesser; det gælder hele det europæiske samfund med dets

Organisationer og institutioner, herunder EU-parlamentet.

Manifestet gør opmærksom på den igangværende sociale, fagforeningsmæssige, arbejderklasse- og borgerlige kamp mod krigen. Støtten til freden, kravet om lige rettigheder og respekt for denne planet er i løbet af få år langt mere udbredt. Denne nye dynamik vil partiet bidrage til

Manifestet opfordrer til kamp for et nyt Europa, en verden fri for udbytte og krig. Et andet Europa er muligt. ”Fremtiden er her; Historien ender aldrig”, slutter manifestet.

De deltagende partier er inspireret af kommunistiske, socialistiske, demokratiske miljøpolitiske og feministiske idealer. Og vil udfra disse idealer stifte Det Europæiske venstreparti. 

Hvilken rolle ELP kommer til at spille er endnu uklar. Derfor vil jeg til slut indskrænke mig til at nævne, at, selvom ELP understreger de deltagende partiers suverænitet, er der endnu ikke tale om noget medlemsdemokrati på europæisk plan. Ledelsen af ELP består af personer udpeget af de nationale partiers ledelser, og der forestår stadig en langvarig proces med at få partiet integreret i de nationale partiers politiske og organisatoriske liv.