Hvad vil Enhedslisten med EU-parlamentet?

Af Finn Hermann, medlem af forretningsudvalget i DKP

Forud for valget til  EU-parlamentet i 1999 var der kræfter i Enhedslisten, som mente man burde opstille som parti til parlamentsvalget udenfor Junibevægelsen og Folkebevægelsen mod EU. Men sådan kom det ikke til at gå: Som bekendt stillede Ole Krarup op som spidskandidat for Folkebevægelsen og Bent Hindrup Andersen blev højt placeret på Junibevægelsens liste. Men udmeldinger fra fremtrædende medlemmer af Enhedslisten havde givet anledning til usikkerhed, beskyldninger om illoyalitet overfor bevægelserne, etc. Den tanke at man som modstander kunne stille op udenfor modstanderbevægelsen vakte vrede og ængstelse, fordi der var tradition for, at parlamentarisk repræsentation i EU-sammenhæng  repræsenterede den samlede modstand på tværs af klasse- og partiskel, som man havde set det under besættelsen. De EU-ivrige partier var alle tilsluttede et »EU-parti«. Enhedslisten var det eneste konsekvente socialistiske EU-modstanderparti. (Også  internt i Enhedslisten havde udmeldingerne om selvstændig opstilling vakt røre. Der havde ikke forud for udmeldingerne været en diskussion blandt medlemmerne. Og der var en udbredt følelse, af at Enhedslisten ikke havde prioriteret arbejdet i bevægelserne særligt højt sammenlignet med KPiD og DKP-ml.)

Det er givet, at diskussionen om dette spørgsmål kun lige er begyndt. Med tiden vil flere og flere på venstrefløjen måske anse EU som noget uomgængeligt og nationalstaten som passé, og vil mene at kampen mod unionsprocessen  skal føres på det europæiske plan. Spørgsmålet om selvstændig opstilling rumler  – og på tværs af de gamle »partiskel« -  i hovedet på flere medlemmer af Enhedslisten. I det følgende skal jeg forsøge at gøre rede for de eksisterende eller mulige holdninger som sandsynligvis vil komme til udtryk, når spørgsmålet igen bliver aktuelt i forbindelse med valget til EU-parlamentet i 2004.

1)            Enhedslisten er en del af den samlede EU-modstand med det klare mål at trække Danmark ud af EU og, sideløbende med denne bestræbelse, at rulle unionen tilbage. Det var denne modstand der skaffede Enhedslisten i Folketinget. Denne position er Enhedslisten forpligtet på; det ville være illoyalt, nærmest et forræderi mod modstandens tværpolitiske bredde og demokratiske dagsorden, hvis man brød med denne tradition ved at stille op som parti. Det gjorde DKP ikke i gamle dage, det gør KPiD og DKP-ml heller ikke nu. Den danske EU-modstand er forbundet med forestillingen om nationalstaten som den naturlige ramme om den demokratiske proces. Kampen mod EU er ikke blot en kamp mod et fremmedartet og fjernt bureaukrati, en fremmed retsopfattelse, men også en kamp mod for store afstande i beslutningsprocessen, for ringe mulighed for indseende med det der besluttes bag de lukkede døre.

Denne holdning deles af  en del medlemmer  med baggrund i VS og af de fleste med baggrund i DKP, men grænserne mellem politisk baggrund og stilling til dette spørgsmål er naturligvis flydende og bliver vel  mere flydende efterhånden som de politiske partier taber terræn til de individuelle medlemskaber.

2)      Enhedslisten fører i Folketinget og i forståelse med de folkelige modstanderbevægelser en konsekvent og konkret modstand mod unionsprocessen. Det vil være naturligt at denne modstand sættes ind i en bredere international sammenhæng. Enhedslisten plejer både på sine internationale konferencer og i samarbejdet med mange forskellige modstanderbevægelser hertillands og internationalt i EU omgang med dem der mener unionen kan bekæmpes indefra, gennem lovgivning og andre initiativer, og med dem der arbejder for at trække/holde deres lande ude af EU, herunder også de såkaldte »ansøgerlandes« EU- skeptikere. De kontakter man her får ligger i naturlig forlængelse af modstandsarbejdet i Folketinget. Der er ingen modsætning mellem at engagere sig i det brede folkelige modstandsarbejde og søge selvstændig opstilling som parti. Ligesom der ikke er nogen modstrid mod at kæmpe for dansk udmeldelse af EU og arbejde for at nedbryde unionen. Tværtimod vil den adgang til informationer man får og det samarbejde man kommer med i kunne styrke den samlede modstand. Enhedslisten vil også i højere grad end det nu sker gennem folketingets europaudvalg kunne følge beslutningsvejene mellem København og Bruxelles og gennem det forenede venstre i EU-parlamentet påvirke kampen mod unionen. En selvstændig opstilling til EU-parlamentet vil kort sagt gavne både den partipolitiske EU-modstand og den brede folkelige.

3)      Kampen mod EU har i virkeligheden aldrig været en kamp på det nationalstatslige plan, hvori dele af det nationale borgerskab skulle forestille at alliere sig med arbejderklassen mod en europæisk statsdannelse, men en kamp, hvor arbejderklassen i EU-landene står samlet på tværs af landegrænserne overfor kapitalen og bureaukratiet i EU. Modstanden skal ikke i så høj grad gå  på selve ideen om sammenslutning af europæiske stater, som på de interesser denne sammenslutning skal varetage. Om det skal være arbejderklassens eller storkapitalens. Allerede omkring 1972, da Danmark skulle tage stilling til indmeldelse i Fællesmarkedet, eksisterede de såkaldte »Rødt Europa«-grupper på dette grundlag, og visse af de kredse der kæmper under parolen »et andet Europa« -  ikke at forveksle med det nuværende »Initiativet til et Andet Europa«- har en lignende dagsorden. På det parlamentariske plan repræsenteres de i EU-parlamentet bl.a. af Ligue Communiste Revolutionnaire, men i praksis minder denne politik meget om den som føres af kommunistpartierne i Frankrig, Spanien, Portugal (mere skeptiske) og Italien. I Enhedslisten repræsenteres denne holdning især af medlemmerne af Socialistisk Arbejderparti. En naturlig konsekvens af denne holdning vil være at arbejde for, at der i Enhedslisten og i kredse i modstanderbevægelserne skabes et grundlag for opstilling på et klart antikapitalistisk grundlag.

4)   Principielt bør Enhedslisten af de grunde som opstilles under 2) på sigt søge opstilling til EU-parlamentet. Men det kræver for det første en grundig diskussion i Enhedslisten selv, for det andet, at de folkelige modstanderbevægelser uden problemer kan gå i valgforbund med en sådan liste, for det tredje, at disse bevægelser har en sådan styrke, at de ikke vil miste mandater ved denne model. Derfor vil det vare et stykke tid, før det bliver aktuelt med en selvstændig opstilling. Og det skal under alle omstændigheder overvejes, om ikke de holdninger, Enhedslisten ville prioritere i opstilling til EU-parlamentet, eventuelt kunne tilgodeses i Folkebevægelsens og Junibevægelsens opstilling

DKP må forberede sig på at deltage i denne diskussion og her bruge vores  lange erfaring med politisk enhedsarbejde. Hvis min opdeling af de forskellige holdninger er nogenlunde korrekt, vil det kræve et stort arbejde at overvinde uenighederne.

Det er min personlige opfattelse, for det første at Enhedslisten gør et fint stykke arbejde for på én gang at modarbejde unionsprocessen og forberede Danmarks udtrædelse og samtidig opstille de mulige alternativer, der kan give et troværdigt billede af Danmarks »overlevelsesmuligheder« udenfor. Såvel de kontakter til EU-parlamentet som det netværk der er opbygget i forbindelse med Enhedslistens internationale konferencer og gennem flittig rejsevirksomhed er til stor gavn for den samlede EU-modstand. Overordnet set mener jeg modstanden trives bedst og EU nedbrydes hurtigst ved, at alle grene af modstanden indenfor EU, fra de der bekæmper bureaukratiet indefra til de der vil ud, anerkender hinandens betydning for det samlede mål. Det er klart, at dagsordenen ikke kan være den samme for unionsmodstandere i et af EU's mest dominerende lande som den er i Luxembourg eller i Danmark. I formidlingen af samarbejdet mellem forskellige modstanderniveauer er Enhedslisten en vigtig aktør.

For det andet mener jeg, at sammenholdet om en ikke-racistisk, ikke-fremmedfjendsk, men tværtimod internationalistisk åben modstandsbevægelse indenfor nationalstatens rammer er afgørende for perspektivet Danmarks udmeldelse. Internationalisme er summen af nationalismer. Hvis man forsøger at opdele modstanden i og udenfor bevægelserne efter ideologiske skillelinier, frygter jeg, at den fælles demokratiske kamp lider skade derved. Demokratiet er langt fra fuldkomment i Danmark, men det må ikke yderligere forringes. Og flere politiske strømninger er  i EU-modstanden fælles om at forsvare det.

Det vil være skadeligt for denne modstand, hvis modstanderpartier opstiller selvstændigt til EU-parlamentet. Det vil kunne blive starten på en glidebane hen imod en integration af Enhedslisten i det EU-parlamentariske spil. Og det vil kunne betyde begyndelsen til enden for den folkelige modstand.