Hvad med Den Danske Arbejderklasse?

Lidt politisk økonomi:

  Af Raymond Swing

Personligt er jeg fra mine unge år i DKP og gennem mine ret nære forbindelser til DDR blevet opdraget til internationalisme. Det var først med EF-kampen i ’72, at jeg – selv om jeg altid havde følt mig som ”dansk” – måtte gøre mig tanker om nationalitetsbegreb. Med tilknytningen til Folke­bevægelsen synes dette dog at falde uden for den politiske korrekthed, så det taler vi ikke for meget om – vi kunne jo let blive sat i bås med Dansk Folke­parti. Og dog! Hvor ofte hører vi ikke netop den ”Den Danske Arbejderklasses” store politiske og økono­miske betydning (med meget store bog­staver!). Vi bruger udtrykket i tide og utide og naturligvis uden at gøre os den ulejlighed at forklare, hvad vi mener med det og dermed med hele nationalstatsbegrebet som sådan. Det skal være de politøkonomiske aspekter af disse begreber, som skal være emnet for denne lille debatindlæg.

Når den kapitalistiske arbejderklasse arbejder, skaber den værdi, endda merværdi, som i kraft af ejendomsretten tilfalder kapitalisterne. Det der bliver tilbage af denne merværdi, når afgifter, skatter osv. er betalt, er profitten – det eneste, kapitalisterne virkeligt interesserer sig for. Den danske arbej­derklasse må på det grundlag defineres som summen af de mennesker, som gennem deres arbejde skaber mer­værdi for danske selskaber og firmaer. Så langt tror jeg vi kan være enige.

Men i denne definition indgår også begrebet ”værdi”, et begreb som indeholder en væsentlig dialek­tisk modsigelse. Den overser man ofte, for dialektik er besværlig – slet ikke egnet til propa­ganda og løbesedler. Altså, hvad er ”værdi”, og hvori består dens indre modsigelse?

Marx definerer som bekendt en vare som enheden af værdi og brugsværdi. Lad os her se bort fra brugsværdien, som jeg allerede har skrevet om i min ”Odyssé”. ”Værdiens” problem er, at den hos Marx har to forskellige definitioner, som nok betinger hinanden, men alligevel må holdes adskilte. Den første er ”bytteværdien”. Den realiseres på markedet, når varerne omsættes og den værdi måles i pengebeløb, og kan i øvrigt kun defineres som ”gennemsnit” målt over ”lange” og ”rolige” tider. Den er derfor som begreb ret besværlig at have med at gøre, og en enkel prisfastsæt­telse kan ikke umid­delbart tages som udtryk for denne ­værdiform. Men læg mærke til, at vi her ud­trykkeligt taler om varer, som udveksles på markedet. Kun de kan derfor have ”bytteværdi”.

Den anden side af værdibegrebet er det, vi kunne kalde ”produktionsværdien”, for ifølge Marx’ defi­nition er en vares værdi lig med summen af de værdier, som er medgået til dens produktion, energi, materialer, halvfabrikata, osv. og naturligvis arbejdslønnen. Forskellen mellem disse to ”værdier” er merværdien. Det kan vi heller ingen være særligt uenig i.

Men alligevel kan vi hurtigt komme i tvivl! For i virkeligheden er her udelukkende tale om ”varer”. Men tag nu f.eks. jord- og betonarbejderne. Sådanne folk gælder almindeligvis som ”typiske” arbej­dere. Men producerer de varer? Hvad er bytteværdien at 3 km motor­vej? Hvor kan jeg købe sådan et styk­ke? Her er der vist alligevel et lille problem. På den anden side, at tale om ”produktions­værdi” her er ikke noget problem, heller  ikke, at entreprenøren naturligvis beregner sig en klæk­kelig merværdi.

I samme åndedrag kunne vi spørge om lærerne, pædagogerne, sundhedspersonalet osv. osv. Vi siger jo rask væk, at også de ”sælger deres arbejdskraft”, selv om de i hvert fald ikke ”producerer” noget der kan sælges. Men ligesom jord- og betonarbejderne er de en betingelse for det, vi kalder vores alle sammens infra­struk­tur og er så naturligvis gode og nyttige borgere, som har fortjent deres løn. Nogen henregner derfor også gerne dem til arbejderklassen, men teoretisk er det i hvert fald ikke uden problemer. (Jeg blev godt nok forbavser over i Dagbladet Arbejderen i polemikken mod Ron Ridenour’s artikel om ”De skyldige uskyldige” at se en læser­brevskri­bent storsindet med­regne de 3000 dræbte i WTC d. 11. september til arbejderklassen; også de tjente jo deres penge ved at arbejde for andre. Det er svært at holde tungen lige i munden og begreberne ude fra hinanden!)

*  * *

Det næste punkt, hvor jeg bliver nødt til at kværulere lidt, er alle de sy­piger, som arbejder for danske firmaer. Hører de med til ”den danske arbejderklasse”? Hvis de bor i Herning, så gør de det naturligvis. Men der er der ikke mange af dem tilbage. Nej, de bor i Polen og andre billige steder, men arbejder alligevel for danske firmaer, danske kapita­lister, og skaber altså merværdi (profit) til dem – men de har ikke af den grund stemmeret (og betaler heller ikke skat) her i landet!

Det er derfor jeg kalder vort partis mange analyser i denne henseende for vælgeranalyser mere end klasseanalyser. Disse sypiger og andre, som jeg i princippet grene så medregnet til ”den danske ar­bejderklasse”, er jo i virkeligheden en meget vigtig del af hele den danske økonomi – ligesom natur­ligvis børne- og slavearbejderne i Burma og i de mange økonomiske zoner verden over. De er alle med til at tjene penge til bl.a. den danske kapi­ta­list­klasse. Men selv om alle disse mennesker er helt afhængige af bl.a. os danskere, finder de ingen beskyttelse i vores love og er i vælgerhen­seende natur­ligvis aldeles uinteressante. Det er ikke deres stemmer, som måske en gang vil bringe liste K på tinge igen.

Men alt dette har i grunden med ”vores egne” økonomiske problemer at gøre. Da genopbygningen efter 2. verdenskrig var afsluttet, kørte produktionsapparaterne endnu på højtryk, selv om behovene nu var blevet mindre. Profitrate faldt, så nu var gode råd dyre: Hvordan få tørret sine egne proble­mer af på andre? Metoden var prøvet før: Se at få Langtbortistan sat grundigt i gæld, for så har vi krammet på folkene der. Så skal de nemlig til at betale renter, hvis ikke skal de nok få at føle, hvem der bestem­mer! Kort sagt, de måtte eksportere alt hvad de havde. Selv under den hårde hungersnød i Etiopien for en række år siden kunne man købe etiopisk fremstillede fødevarer i de danske butik­ker! Her hjælper ingen kære lille mor – for konkurrence vil sige at underbyde andre – så de rige får lov at købe det hele billigt! Hvor længe mon det system kan holde – ?

Og hvad så med vore hjemlige kontanthjælpsmodtagere? De hører til på det underste trin af den sociale rangstige og har derfor vor sympati og vælgermæssige interesse – men er de ”arbejdere”? Nej, de arbejder jo ikke. Så paradoksalt nok har de det til fælles med kapitalisterne, at de udeluk­kende lever af dele af samfundets merværdi. Ikke desto mindre regner vore vælgeranalyti­kere meget gerne disse folk med til arbejderklassen – nogle mener endda, at de er dens eneste virkelige repræ­sentanter her i Danmark. Hvor er logikken henne?

På den anden side, alle de billige produkter vi får fra fjerne lande er med til at skabe vor hjem­lige levefod, som vi gennem OK-forhandlinger og meget andet kæmper for at bevare – selv om de store firmaer klart nok tjener flest penge ved at fyre folk. Og hvor­dan mon leve­foden så ville se ud her og i det øvrige Europa, hvis alle arbejdere verden over lå på samme lønniveau som vi selv (og den danske arbejderklasse altså afslog selv at leve højt på udbytnin­gen af alle de andre) – hvilket vores internationale solidaritet måtte tilsige os at kæmpe for? (Ærlig talt, ville vi over­hovedet acceptere den tanke, hvis det kom til stykket?)

Jeg startede min nye lille vandring med at betragte det lille nationale værdi­kredsløb arbejder-(pro­duk­tion)-marked-kapitalist-(lønudbetaling)-arbejder, osv. Men i  globaliseringens tidsalder er både kapitalen, markedet og arbejderklassen blevet verdensomspændende. Det er en kendsger­ning, vi dårligt kan komme udenom længere. Derfor har jeg nu blandet så meget ind i dette i og for sig ret simple værdikredsløb, at velsagtens ingen mere kan se, hvad der bliver tilbage af vore gamle begreber ”arbejderklasse”, ”værdi”, ”marked” osv. – og da især af begrebet ”den Danske arbejder­klasse”. Klarere er det i hvert fald ikke blevet – så måske skulle vi alligevel tøve en kende, inden vi igen lader ordene blomstre i et nye DKP-program.

*  *  *

Men hvad så egentlig med ”danskheden”, vores fælles sprog og kultur, traditionerne, højskole­sang­bogen (som snart ingen kender mere!) osv.? Alt det burde vi ikke skamme os over at diskutere, for selv danskheden har et politøkonomisk aspekt. Det må med i denne sammenhæng.

Også i den henseende betyder ”danskhed” det, vi – inden for de højst-hellige røde streget på land­kortet – er fælles om: nemlig vores infrastruktur (i ordets vide betydning, altså omfattende så at sige alt det, vi med et smukt ord kalder ”velfærdssamfundet” og lidt mere til) og som i øvrigt heller ikke den internationale kapital selv kan undvære. Det er den infrastruktur, vi ”i fæl­les­skab” har pro­du­ceret, ”i fælles­skab” benytter os af og i øvrigt demokratisk ”i fælles­skab” råder over (så vidt vi altså får lov!). Men hvad vil det så sige, hvad ligger der her i ordet ”fællesskab” – altså set i polit­økono­miens lys?

Dette fællesskab omfatter alt det, vi gennem vore skatter er med til at betale til – for pengene til skattebetaling er i sidste ende en del af samfundets merværdi, som staten (godt nok på en meget uover­skue­lig måde) er med til at omfordele. De skatter skal vi som ”Danske” borgere slet ikke være kede af. Tvært imod. Det er dem, som er det direkte udryk for dette fællesskab. Gennem skatten er vi alle efter evne med til at sikre infrastrukturens pro­duk­tion og opretholdelse (ved at stille den nød­vendige produkt­vær­di til rådighed), til dagligt at bruge den efter lyst og evne, og til i kraft af vore folkevalgte politikere at råde over.

Men i dag er danskheden udsat for alvorlige angreb, først og fremmest fra privatiseringsideologerne og fra den udbredte uvilje til at betage skat. For at sige det lige ud: Det er skattenægterne og priva­ti­se­rings­ideologerne, som mest af alle skider på dansk­heden! (Tænk på det, næste gang talen falder på Glistrup og konsor­ter!)

Så dette er punkt mere, et ærligt partiprogram burde tage stilling til. Men mon vi i disse populistiske tider på den måde vil kunne samle stemmer til en liste K? Vi skal virkelig vise megen principfast­hed og revolutionær bevidsthed, hvis vi for alvor skal have drejet udviklingen i den rigtige retning.