Af Henrik Stamer Hedin
Alle taler om globalisering. I DKP’s seneste programdokument Forandringens vej er et længere afsnit viet globaliseringens problemer. Men hvad er globaliseringen egentlig for noget? Det er, som om ordet globalisering er blevet et mantra, man udråber, hver gang man skal sige noget om den moderne kapitalisme, hvad enten det reelt har noget med globale forhold at gøre eller ej.
Så vidt jeg kan se, er udtrykket globalisering ikke udgået af nogen særlig dybtgående analyse, i hvert fald ikke en marxistisk analyse, og det er vel ikke på forhånd givet, at ordet har et rationelt indhold. Jeg synes, det er rimeligt at stille spørgsmålet: Har det globale kapitalistiske system i de senere år (f.eks. i anden halvdel af det 20. århundrede) forandret sig på en måde og i en grad, så det er berettiget at tale om en ny fase i kapitalismens udvikling? En globaliseret fase?
Jeg synes, det er muligt at pege på nogle udviklingsforløb, der trækker i denne retning:
1. Afkoloniseringen og de klassiske imperiers opløsning. Mens koloniernes befrielseskamp stod på, blev den set som et led i menneskehedens globale frigørelse fra kapitalen. Men det, der kom ud af det, var i virkeligheden, at de befriede lande blev fastholdt i det globale kapitalistiske system på en ny måde: Ikke som dele af hvert sit klassiske imperium, men i en underordning under det kapitalisitiske system som helhed (neokolonialisme). Der er ikke længere nogen kolonimagt, som forbeholder sig privilegeret adgang til ressourcer og markeder, men enhver kan i princippet investere i de tidligere kolonier og deltage i udbytningen af dem. At de tidligere kolonimagter fortsat kan finde på at blande sig, så vi for nylig ved valget i Zimbabwe; men båndene er alligevel løsnet betragteligt. Dette kunne man kalde den strukturelle faktor.
2. Denne fællesimperialistiske udbytning af det, man nu har kaldt den 3. verden, (eller måske rigtigere udtrykt: den globale kapitalistiske udbytning af hele menneskeheden) er reguleret gennem et omfattende system af internationale aftaler, organer og institutioner. Disse er i høj grad politiserede i den forstand, at landene er formelt ligeberettigede deltagere i et ritualiseret politisk spil; men i realiteten danner de rammer om regulering af udbytningen. Man kan tale om en institutionel faktor.
Det system, der beskrives af disse to første punkter, adskiller sig åbenbart fra det klassiske imperialistiske system, Lenin beskrev, og som fik ham til at karakterisere imperialismen som kapitalismens højeste og sidste stadium. Var Lenin lidt for tidligt ude? Eller har det stadig mening at betragte den kapitalistiske udviklingsfase, vi betegner med ordet globalisering, som en fase inden for imperialismens udvikling?
3. Man fremhæver tit IT-teknologiens og internettets betydning for globaliseringen og den fart, hvormed man kan gennemføre økonomiske transaktioner med hele verden som operationsfelt. Det skulle gøre systemet ekstra ustabilt og sårbart og sværere at kontrollere. Som det vil fremgå af det følgende, mener jeg ikke, globaliseringen er karakteriseret ved en lavere grad af styring; og siden telegrafien blev opfundet for omkring halvandet hundrede år siden, har det været muligt at handle aktier på den anden side af Jorden med omtrent øjeblikkelig virkning. Men kvantitative forandringer plejer jo på et eller andet tidspunkt at slå om i kvalitative spring, og måske kan man alligevel tale om en teknologisk faktor.
4. Endelig kan man som en politisk faktor nævne den europæiske socialismes fald, der har gjort kapitalismen mere global end før 1990 (men dog vel ikke end før 1917, så hvor meget den reelt betyder, véd jeg ikke).
Disse udviklingsfaktorer, der måske til sammen definerer globaliseringen, har en række konsekvenser. Man har ofte hævdet, at den globaliserede kapitalisme skulle være sværere at kontrollere og styre, at kriser skulle have lettere løb, når en hvilken som helst spekulant kan sidde hjemme ved sin PC og flytte milliarder rundt på alverdens børser. Jeg mener, der er forkert. Kriser er ikke uheld eller fejlfunktioner ved kapitalismen; de er en del af kapitalismens normale måde at fungere på, og de kan ikke forebygges. Men hvad den globaliserede kapitalisme kan, er at flytte rundt på kriserne og dirigere deres forløb, så de uundgåelige tab realiseres i bestemte lande frem for andre. De kriser, der er skabt af spekulativ amerikansk og europæisk overskudskapital, kan således tværes af på andre lande i Sydøstasien, Østeuropa eller Latinamerika. Det er muligt at holde den spekulative kapital skadesløs og i stedet lade det gå ud over den produktive kapital andre steder og over almindelige menneskers levevilkår.
Vi så det meget klart i den sydøstasiatiske krise for et par år siden, hvor det var et krav fra de internationale finansinstitutters side for at komme landene til hjælp, at den udenlandske kapital, som havde lavet alle ulykkerne, skulle holdes skadesløs. Og vi så det omkring 1990, da tilintetgørelsen af hovedparten af det østeuropæiske produktionsapparat gjorde det muligt for den vesteuropæiske kapital at slippe helskindet gennem den globale verdenskrise, som var i anmarch på det tidspunkt (og som fik Japan ned med nakken i en grad, så det ikke har rettet sig siden).
Globaliseringen betyder også, at de forskellige nationale
segmenter af arbejderklassen spilles ud mod hinanden på en mere direkte måde
end tidligere. På mange måder kan man i dag tale om en ny form for apartheid,
hvor flere og flere oplever, at de ikke får tilstået borgerskab i det land,
hvor de har deres arbejde. Det kunne kunne altså se ud, som om
globaliseringsprocessen bærer sin egen modsætning i sig i form af en stærkere
(eller i hvert fald mere direkte følelig) opsplitning af arbejderklassen.
Globaliseringen er kapitalens globalisering, ikke samfundets.