Hvad er det kvalitativt nye?

I aprilnummeret af Skub fastholder Niels Rosendal: ”I mine betragtninger om den kvalitativt nye situation fremlagde jeg en række træk i udviklingen siden 1976."

I sit svar hævder han, at de kvalitative forandringer, som er sket siden 70’erne, nødvendiggør en gennemgribende revision af partiets teori og praksis. Derfor er 1976-programmet uanvendeligt.

Spørgsmålet er derfor, om de emner, som Niels Rosendal fremhæver, virkelig er det kvalitativt nye i situationen?

Den amerikanske professor i filosofi John Somerville (1905-94) skrev umiddelbart efter krigen bogen Sovjet-filosofi, der udkom i 1948 på forlaget Tiden. Heri gav han en populær fremstilling af den samfundsopfattelse, som lå til grund for sovjetsamfundet. Den byggede på personlige erfaringer fra rejser i Sovjetunionen.

I 1967 udgav han bogen Marxismens filosofi – en redegørelse (eng. udg.), som især er blevet brugt til undervisningsbrug.

Det følgende er ikke nogen afskrift af Somervilles bøger, men et forsøg på selvstændig tænkning, inspireret af hans arbejdsform.

Niels Rosendal hævder, at de emner, han tidligere har opridset, er udtryk for kvalitative spring, ”den kvalitativt nye situation”. Det drejer sig om socialdemokratismens afvikling, om DKP’s opløsning. Hans betragtninger er udtryk for det, som John Somerville kalder mekanisk dialektik, idet udviklingen ikke blot er en kvantitativ formindskelse eller forøgelse.

Hvis man vil sige noget om et fænomen eller et begreb, må man gøre det ved at analysere det i sammenhæng med de forhold, som indvirker på fænomenet. Dvs. man kan ikke som Niels Rosendal skitsemæssigt antyde en udvikling, det kræver en mere alsidig analyse. Det erkender han også i det næste afsnit af debatindlægget, han mangler at fortælle, at det netop var indholdet i beslutningen fra DKP’s landsmøde i januar 1999. Men for Niels Rosendal er det meget om at gøre, at diskussionen ikke føres i DKP. Han kan ikke, eller vil ikke se muligheden for at udvikle DKP.

Diskussionen skal være et ekstrakt af, hvad DKP’ere, VS’ere, SAP’ere, KAP’ere og partiløse kan blive enige om, og dermed udelukkes den klassemæssige indgang til problemerne. Det var den marxistiske filosof Herbert Iversen, som i et brev til Hartvig Frisch i 1913 skrev:

”Hvis du ta’r det om jeg så må sige specifikt marxistiske væk fra socialismen, så er det hele ingenting.”

Niels Rosendal hævder, at realsocialismens bortfald er et eksempel på noget kvalitativt nyt. John Somerville understreger, at virkelige kvalitative forandringer betyder en revolution i forhold til tidligere tilstande – dvs. overgangen fra f.eks. feudalisme til kapitalisme eller fra kapitalisme til socialisme. Det udelukker ikke, at der på andre niveauer foregår kvalitative forandringer. De eksempler, Niels Rosendal nævner, er i DKP’s og Socialdemokratiets tilfælde eksempler på kvantitative forandringer. DKP’s svækkelse har ikke betydet, at noget kvalitativt nyt er udsprunget af DKP. Det ville betyde, at DKP var blevet afløst af noget på et højere niveau, ideologisk og organisatorisk.

For Socialdemokratiets vedkommende er den medlemsmæssige tilbagegang også udtryk for kvantitative forandringer. Med hensyn til Socialdemokratiets politiske linje er der ikke tale om et afgørende brud med tidligere tiders reformisme.

Realsocialismens bortfald skulle ifølge Niels Rosendal være det afgørende nye. Igen må hans påstand afvises.

I Anti-Dühring giver Fr. Engels en redegørelse for de dialektiske tænkeregler. Om negationens negation skriver han på side 158 i Sputnik-udgaven: ”At negere er i dialektikken ikke simpelthen at sige nej, eller erklære en ting for ikke eksisterende, eller at ødelægge den på en eller anden vilkårlig måde.”

Det, at man går tilbage i historisk udvikling, fra socialisme til kapitalisme, kan ikke betegnes som noget spring fra en tilstand til en højere. Historiens gang forløber ikke som en opadstigende kurve, men derimod springvis, med frem- og tilbageskridt. Det betyder, at en midlertidig afbrydelse af udviklingen må karakteriseres som det, det er, nemlig en reaktionsperiode.

Det, der grundlæggende kendetegner en epoke, er produktivkræfternes udvikling. Det stade, de nu befinder sig på, kræver en planmæssig ledelse af hele den samfundsmæssige produktion. Et kvalitativt spring vil det være, når produktionsforholdene bringes i overensstemmelse med produktivkræfterne.

Den vigtigste opgave er at analysere de nyere udviklingstræk ved kapitalismen. På et seminar, som DKP afholdt i september 1999, indledte Martin Kaae Jensen, cand. polit., ph.d.-stipendiat ved Økonomisk Institut, om dette emne. Hvad er virkningerne af den voldsomme monopolisering siden 70’erne? Hvordan påvirker globaliseringen mulighederne for at imødekomme befolkningens behov? Hvad er de klassemæssige virkninger af de nye forandringer i kapitalismen?

I sit indlæg gav han et kvalificeret bud på udviklingen. Det vil absolut være et ”spring” i debatten, hvis Skub bragte indlægget.

Lars Ulrik Thomsen

P.S. I øvrigt er det jo glædeligt, at så mange deltager i programdebatten – siden starten i foråret ’99 har der været et eller flere indlæg i hver nummer af bladet. Det tyder på, at de dystre spådomme om DKP’s fremtid er blevet gjort til skamme.

Redaktionen kan glæde læserne med, at det er planen at bringe Martin Kaae Jensens foredrag i et af de nærmest kommende numre.