Hvad er alternativet til det antimonopolistiske demokrati?
DKP´s
landsmøde i maj i år betød et nyt skridt fremad, i forsøget på at forene de
splittede synspunkter i arbejderbevægelsen. Derfor vækker det også forundring
og overraskelse, at lederen i sidste nr. af Skub underkender en del af de
erfaringer, som er indeholdt i landsmødets beslutning om det videre
programarbejdet.
I sidste nr. af Skub behandler lederen den kommunistiske enhed, på baggrund af vores og KPiD´s landsmøder i foråret. I omtalen af de 8 krav fra KPiD´s skolingsudvalg (bragt i Dagbladet Arbejderen den 4.juni), omtaler lederen, at der er forskellige opfattelser af begrebet antimonopolistisk demokrati. Der henvise til vedtagelsen i Forandringens vej, at DKP går ind for antimonopolistisk enhed.
Jeg har gjort mig den ulejlighed at læse dokumentet
igennem igen, og har kun kunnet finde én henvisning i afsnittet Om
globaliseringen, men ikke noget om hvem
denne enhed må omfatte:
”Kommunisterne opfatter
det som deres opgave, at være med til at give disse bevægelser en klar
politisk, antimonopolistisk retning, og styrke deres forbindelser til folkenes
kamp for rimelige levevilkår.”
Kan begreberne adskilles?
Det er vist det man kalder en bred og meget almen formulering.
Det lederen lægger op til er at man kan adskille antimonopolistisk kamp
fra antimonopolistisk demokrati, men kan man det?
I 1976-programmet er der anderledes klar tale: ”Den demokratiske kamp bliver en antimonopolistisk kamp. I den kan arbejderklassen sikre sig forbundsfæller blandt alle de klasser og lag, som statsmonopolismen også retter sig imod.” (s. 17) Og videre:
”Når arbejderklassen og
dens forbundsfæller gennem sin aktivitet erfarer, at de kan gøre sig til en
selvstændig magt i samfundet, kan de også sætte indgribende samfundsændringer
igennem. De kan tilkæmpe sig et
antimonopolistisk demokrati, hvor folket har nye og udvidede demokratiske
rettigheder og bruger dem til foranstaltninger, der bryder storkapitalens
magt.”
Debatten har kørt i mindst 2 år
Videre hedder det i lederen: ”Der er i
programdiskussionen rejst det spørgsmål, om det antimonopolistiske demokrati
fortsat er det relevante perspektiv, og dette spørgsmål er ikke afklaret.”
Vores distrikt rejste debatten om emnet i vores
diskussionsgrundlag fra august 2001.Vi har behandlet det på programseminaret
under temaet ”Overgangsformer til socialismen”, hvor der var rig lejlighed
til at tage debatten. På landsmødet lå forslaget fra vores distrikt til
programudtalelse, hvor emnet er udførligt omtalt. Derimod fik tankerne
tilslutning fra Otto Carlsen fra det Nordjyske Distrikt med egne forslag. Fra
medlemmer af landsledelsen blev der ikke rejst indvendinger imod det, men spørgsmålet
er stadigvæk ikke afklaret?
Hvis man nu ville være ærlig i lederen, så kom med
gennemtænkte argumenter, i stedet for halve og hele bortforklaringer. Er man
modstander af AMD, så kom med argumenterne
imod det og fortæl hvad alternativet bør være. Man kan næsten sige med
Jacob Harrekildes sang fra 1876:
”Der snakkes
alt for meget, der flagres uden mål.
Nu,
viljen understreget, det giver talen stål!”
Det nærmeste vi er kommet i den retning, var en
debat jeg havde med Svend E. Christensen om AMD. Her sagde han konkluderende om
sin holdning til emnet:
”Jeg tror at vores strategi skal lægge hovedvægten
på at udvikle den demokratiske kamp”. ( Skub nr. 7, september 2002).
Igen må jeg spørge; hvad skal man bruge den
demokratiske kamp til, hvis det ikke er for at sikre arbejderbevægelsen større
magt på monopolernes bekostning, det vi har defineret som AMD?
Alternativet, er enten direkte overgang fra
kapitalisme til socialisme, eller - et mindretals kup. Det Marx i Borgerkrigen i
Frankrig kaldte blanquisme, og som den
revolutionære arbejderbevægelse siden har taget afstand fra.
De
folkelige kravs betydning
Og tanken om en direkte overgang fra ét system til
et andet, viser de historiske erfaringer fra Chile, er umulig i lande med et
veludviklet demokrati. Det vil omgående føre til borgerkrig. Enhver ny
revolution føjer nye aspekter, til de lovmæssigheder som marxismen består af.
Det kommer klart til udtryk i Luis Corvaláns beretning fra 1977 hvor han bl.a.
siger:
”I kraft af sit kendskab til landets sociale
virkelighed og det politiske liv så vort parti som sagt muligheden for at vinde
en del af magten, nemlig den udøvende magt, for ved hjælp af denne at påbegynde
revolutionære forandringer og marchere fremad for at erobre hele magten. Denne
mulighed blev i starten nedvurderet af andre grupper og angrebet og kaldt umulig
af ultravenstre. Udviklingen gav vort parti ret. Partiet betragtede aldrig den ikke-væbnede vej som en udelukkende
parlamentarisk vej. Det afgørende var vores opfattelse af klassekampen.
Partiet lagde hele vægten på folkemassernes kamp for deres egne krav og på de
antiimperialistiske, antioligarkiske og antimonopolistiske mål, som hovedparten
af befolkningen havde interesse i og som var så vigtige for forståelsen mellem
de demokratiske kræfter.”1)
Fasthold beslutningen
I stedet for at gå ind i en dialog om disse spørgsmål,
betragtes de chilenske erfaringer som noget der hører fortiden til. Man er fra
landsledelsen af ked af at sige tingene lige ud, fordi det ville betyde et brud
med kommunisternes hidtidige grundlag. Derfor har man gjort sig store
anstrengelser for at iklæde sig en revolutionær retorik, men uden reelt
indhold!
I forslaget til programudtalelse fra vores distrikt,
har vi vist hvordan en videreudvikling af principperne i 1976-programmet kan gøres.
Der er altså ikke tale om blot og bar kopiering af tidligere synspunkter.
Dialogen herom kan kun udvikle sig produktivt, hvis man bestræber sig på at
skabe en atmosfære af frugtbar
modsigelse, og hvis trufne beslutninger respekteres. Det videre
programarbejde må tage udgangspunkt i det fælles dokument, der blev besluttet
på landsmødet og som skal føre frem til et nyt program. Det styrker sammenholdet i partiet og vores muligheder for at udbygge
den kommunistiske enhed!
Lars U. Thomsen, DKP
Esbjerg.