Træk af DKPs historie
1919
- Til den 9. november 1919 havde ledende folk fra Socialdemokratisk
Ungdomsforbund indkaldt til en konference
i Fredericia for at stifte Danmarks Venstresocialistiske Parti. De unge
socialdemokrater havde tre år forinden brudt med Socialdemokratiet, efter at
dets leder, Thorvald Stauning, var indtrådt i regeringen som kontrolminister i
1916 - midt under Første Verdenskrig. Den 9. november 1919 sluttede to andre
partier, Socialistisk Arbejderparti og Det Uafhængige Socialdemokrati sig til
det nye parti, som fra begyndelsen havde 2.000 medlemmer. De tre partier, der
grundlagde Danmarks Venstresocialistiske Parti, var alle udbrydergrupper fra
Socialdemokratiet.
1920
- I november 1919 var det en selvfølge,
at det nye parti skulle stå sammen med de kommunistiske partier, der samme år
havde oprettet Kommunistisk Internationale. Begejstringen for den socialistiske
revolution i Rusland i november 1917 var en del af grundlaget for dannelsen af
Danmarks Venstresocialistiske Parti, som i 1920 tog navneforandring til Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og
blev optaget i Kommunistisk Internationale. Ved folketingsvalget i 1920 fik DKP
3.859 stemmer (0,4%)
1922
- Danmarks Kommunistiske Parti var plaget
af ubønhørlige fraktionsstridigheder. Der var ligefrem to partier, Møntergadepartiet
og Blaagaardsgadepartiet. De to fløje fik navn efter deres tilholdssteder i København.
De udmattende slagsmål, undertiden ikke kun verbale, men også håndgribelige,
førte efter 19 måneder til samdrægtighed efter kraftig indblanding fra
Kommunistisk Internationale.
1924
- DKP oplevede internt en nedtur oven på de voldsomme uenigheder. Partiet
havde mistet tre fjerdedele af sine medlemmer, men fik ved valget
samme år en lille fremgang til 6.219 stemmer (0,5%). Det store
flertal af arbejderne holdt dog fast ved Socialdemokratiet, som stod med omkring
140.000 medlemmer, en valgsejr og for
første gang i danmarkshistorien en socialdemokratisk regering under
statsminister Thorvald Stauning.
1929
- DKPs aktivister lagde mange kræfter i
at organisere arbejderne i fagforeningerne og præge dem i kommunistisk retning.
Mange kommunister blev valgt som tillidsfolk på arbejdspladser og i
fagforeninger. Til gengæld kneb
det med at opnå politiske resultater. Ved valget i 1929 blev det kun til 3.656
stemmer (0,2%).
1932
- Et energisk arbejde for en forbedring af
de arbejdsløses vilkår gjorde indtryk, efter at mange arbejdere mistede deres
arbejde under den internationale krise i den kapitalistiske verdensøkonomi. Og
DKP henviste til fremgangen for arbejderne og socialismen under Sovjetunionens første
femårsplan. Den aktive indsats i fagforeningerne
gjorde DKP til en egentlig opposition i fagbevægelsen og til et
alternativ i det politiske liv. Ved valget i november 1932 blev Aksel Larsen og
Arne Munch-Petersen valgt som de to første kommunistiske folketingsmedlemmer på
baggrund af 17.179 stemmer (1,1%).
1937
- Godt 200 danske kommunister deltog som frivillige i den spanske borgerkrig,
hvor de i alt 550 danske frivillige sammen med 30.000 andre fra hele verden søgte
at forsvare det spanske demokrati mod Francos fascister, som fik støtte af
Hitlertyskland og det fascistiske Italien.
1939
- 20 år efter grundlæggelsen havde DKP udviklet sig til et velorganiseret
parti med omkring 6.000 medlemmer, som gjorde venstrefløjen synlig i et årti,
præget af krise og arbejdsløshed. DKP havde fået fodfæste i dansk politik og
kunne udbygge sin tilslutning i befolkningen, også efter at krisen lettede
sidst i 1930erne. Ved valget i 1939 stemte 40.893 (2,4%) på DKP- det bedste
resultat i de første 20 år af partiets historie.
1941-
Ved Tysklands angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 gik dansk politi efter
tysk pres til angreb på DKP. Jagten på partiets medlemmer blev godkendt af
regeringen, efter at den tyske besættelsesmagt havde forlangt 66 navngivne
kommunister anholdt. Dansk politi anholdt fem gange så mange, som tyskerne
havde forlangt. Mange af de anholdte, heriblandt folketingsmedlem Martin
Nielsen, blev interneret i Horserødlejren. DKP blev forbudt ved lov, vedtaget i
enighed af de øvrige partier i Folketinget i direkte modstrid med Grundloven.
DKP blev tvunget ud i illegalitet og tog initiativ til organiseret, landsdækkende
modstandsarbejde mod den tyske besættelse og mod den officielle kollaboration
med besættelsesmagten.
1942
- Kommunisterne indledte sabotage mod jernbaner og danske firmaer, der arbejdede
for besættelsesmagten. De frivillige fra den spanske borgerkrig var blandt de
ledende i modstandsarbejdet, som også omfattede udgivelsen af illegale blade og
samarbejde med andre modstandsgrupper.
1943
- Den 29. august 1943 blev de 243
fanger i Horserødlejren svigtet af de danske politikere og myndigheder, da
tyske tropper rykkede ind i lejren. For 93 af fangerne lykkedes det at flygte
over hegnet, mens de 150 øvrige, 143 mænd og syv kvinder, i oktober 1943 blev
deporteret til kz-lejren Stutthof, hvoraf 21 mistede livet.
1945
- DKP oplevede sin største politiske succes. Partiet blev gjort lovligt igen og
deltog i befrielsesregeringen i sommeren 1945. 12,5 % vælgerne - den højeste
andel nogensinde - stemte på partiet ved valget, hvilket gav 18 af 148 pladser
i Folketinget.
1949
- DKP var forrest i kampen mod Danmarks medlemsskab af NATO, men partiet blev
mere og mere trængt i defensiven under den kolde krig.
1956
- Den socialdemokratiske regerings indgreb i overenskomstforhandlingerne førte
til omfattende strejker på landets arbejdspladser og til den hidtil største
protestdemonstration på Christiansborg Slotsplads. En kort overgang så det ud,
som om DKP var på vej frem igen som følge af arbejdet i fagforeningerne og på
arbejdspladserne.
1958
- Efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956 førtes en hård partikamp, som
førte til eksklusion af partiformand Aksel Larsen, som året efter dannede
Socialistisk Folkeparti. Ny formand for DKP blev Knud Jespersen, lagerarbejder
og fagforeningsformand fra Aalborg, hvor han også var medlem af byrådet, og
hvor han havde spillet en aktiv rolle under storstrejken i 1956.
1960
- DKP røg ud af Folketinget med kun 1,1%
af stemmerne bag sig. Partiet satsede herefter på fagligt arbejde, navnlig
blandt arbejdere på skibsværfter, byggepladser og i de grafiske fag, hvor der
var mange kommunister. Og der vandtes mange tillidsposter i fagforeningerne.
1973
- I begyndelsen af 1970erne blev
modstanden mod Danmarks medlemskab af EF organiseret i Folkebevægelsen mod EF.
EF-modstanden, aktiviteten i fagbevægelsen og de unges oprør mod samfundets
autoriteter blev grundlaget for DKPs andet parlamentariske gennembrud med den
karismatiske partiformand Knud Jespersen i spidsen. Ved valget i december 1973
blev det til 3,6% af stemmerne og seks mandater.
1979
- Efter partiformand Knud Jespersens død to år forinden kneb det med den
folkelige succes, og det var vanskeligt for den nye partiformand Jørgen Jensen,
fagforeningsformand for Metalarbejderforbundet i Lyngby, at løfte arven efter
Knud Jespersen. DKP røg med kun 1,9% af stemmerne ved valget i 1979 lige under
spærregrænsen og gled ud af Folketinget kun fire måneder efter at
kommunisterne havde været med til at sikre Folkebevægelsen mod EF et godt valg
ved det første direkte valg til EU-Parlamentet.
1983
- DKP deltog aktivt i fredsbevægelsen, som udfoldede mange aktiviteter i brede
kredse af befolkningen mod opstillingen af flere amerikanske atomraketter i
Vesteuropa midt under Den Kolde Krigs sidste og mest højspændte fase, i en
periode med den største militære oprustning i verdenshistorien.
1985
- I 1985 kulminerede arbejdernes protester mod den borgerlige regering under den
konservative statsminister Poul Schlüter. De kommunistiske tillidsfolk havde
stor andel i organiseringen af strejker og store protestdemonstrationer på
Christiansborg Slotsplads.
1987
- Efter partikongressen i 1987 blev Ole Sohn valgt som ny formand efter afdøde
Jørgen Jensen. Fornyelsen og demokratiseringen i Sovjetunionen gav sammen med
de mange aktiviteter håb om ny fremgang for DKP. Ved valget i 1987 fik DKP
vendt bøtten og gik frem fra 0,7 % i 1984 til 0,9%, men alligevel en skuffende
lille fremgang på baggrund af de mange aktiviteter i fagbevægelsen og i
fredsbevægelsen.
1988
- DKP havde ikke været i Folketinget siden 1979, og Venstresocialisterne røg
ud i 1987. Enkelte fremsynede folk i begge partier foreslog allerede i 1987 et
samarbejde, men det var der ikke opbakning til. Først da begge partier gik
tilbage ved det efterfølgende valg i 1988, hvor DKP og VS kun fik henholdsvis
0,8 og 0,6%, kom de to partier til fornuft.
1989
- Den danske venstrefløj sikrede sin fortsatte beståen ved den største
fornyelse i det 20. århundrede. Danmarks Kommunistiske Parti,
Venstresocialisterne og Socialistisk Arbejderparti dannede Enhedslisten. Som der
i 1919 skulle tre organisationer til for at danne det nye parti på venstrefløjen,
skulle der i 1989 tre partier til for at danne Enhedslisten. Og der var stadig
samfundskritiske mennesker i Danmark, som ville arbejde for
socialismen/kommunismen.
1990
- Danmarks Kommunistiske Partis kongres i januar 1990 var en skelsættende
begivenhed. Der var opbrud. Med tre fløje i partiet: fornyerne,
traditionalisterne og en midtergruppe. Trods den megen erfaring og den
velfungerende organisation stod DKP i en meget vanskelig situation midt i et
politisk opgør, som gjaldt selve partiets eksistens - og venstrefløjens
fremtid i Danmark. Her blev fornyelsen i den politiske linje slået fast, og der
blev foretaget store udskiftninger i DKPs øverste ledelse. Ved valget i
december fik Enhedslisten, som stillede op for første gang, 1,7% af stemmerne,
ikke nok til at komme i Folketinget, men alligevel en fremgang for venstrefløjen.
1991
- DKP fastholdt under megen tøven sin opbakning til Enhedslisten. Opbruddet i
DKP førte til splittelse af partiet, som i løbet af 1990 og begyndelsen af
1991 havde mistet over halvdelen af sine medlemmer i kølvandet på udviklingen
i Østeuropa og Sovjetunionen. Vejene skiltes. Nogle søgte ind i andre
partier.Partiformand Ole Sohn nedlagde sit hverv og meldte sig ind i SF. De
fleste fra den gamle partiledelse fra før 1987 dannede Kommunistisk Forum, som
senere blev til Kommunistisk Parti i Danmark. Danmarks Kommunistiske Parti gik
over til kollektiv ledelse af partiet.
1994
- Enhedslisten fik ved valget den 21. september sit parlamentariske gennembrud
med 3,1% af stemmerne og seks mandater, hvoraf de to, Frank Aaen og Bruno Jerup
Nielsen, var kendte som medlemmer af DKP. Gennembruddet for Enhedslisten
skyldtes i høj grad den konsekvente EU-modstand ved de to folkeafstemninger om
Maastricht-traktaten i 1992 og 1993. Enhedslisten fik i indtil valget i 1998 en
central position i Folketinget, fordi den socialdemokratisk-radikale regering i
en række sager var afhængig af venstrefløjen.
1995
- Enhedslisten udviklede sig snart til at
blive en egentlig og selvstændig medlemsorganisation i takt med, at
Enhedslisten fik sit eget liv, politisk succes og tilgang af nye medlemmer og i
takt med, at de stiftende partier ikke længere var politiske partier, der
stillede op til parlamentariske valg.
1998
- Enhedslisten havde skaffet sig en plads
i det politiske landskab - trods en lille tilbagegang til 2,7% af stemmerne og
tab af et enkelt mandat ved valget den 11. marts. Enhedslistens position ændredes
i kraft af valgresultatet, så man skulle balancere mellem at være regeringens
redningsplanke, forligspartner og det skarpeste oppositionsparti.