En
lille kommentar om den subjektive faktor, fremprovokeret af Svend Tarps kronik i
Dagbladet Arbejderen 3. oktober, hvori ”fordeling af goderne” og
ejendomsretten i vigtighed hæves op over det arbejdende folks demokratiske
kontrol med samfundet, dets institutioner og ressourcer.
Den
subjektive faktor (bevægelsen eller
personligheden) og den objektive faktor er ikke hinandens
modsætning, men snarere en gensidig forudsætning for handling. Eller som G. V.
Plehanov skriver i sit værk ”Personlighedens rolle i historien”: Reaktionen
mod subjektivismen drev nogle af dens modstandere over i den modsatte
yderlighed. Medens nogle subjektivister, udfra ønsket om at tildele
”personligheden” en så stor rolle i historien som muligt, nægter at
anerkende menneskehedens historiske udvikling som en lovbunden proces, har nogle
af deres nyeste modstandere, udfra ønsket om at fremhæve denne udviklings
lovbundethed så meget som muligt, åbenbart været rede til at glemme, at
historien skabes af mennesker, og at personlighedens aktivitet derfor nødvendigvis
må være af betydning for den. De betragtede personligheden som en quantité négligeable.(En
ubetydelig faktor – H.J.) Teoretisk er denne yderlighed lige så utilladelig
som den, de mest fanatiske subjektivister er havnet i. At ofre tesen for
antitesen er lige så umotiveret som at glemme antitesen for tesens skyld. Det
rigtige synspunkt vil først blive fundet, når vi formår at forene de
sandhedsmomenter, der rummes i dem, i en syntese.
Elendighedsteori
Men
er det så tilstrækkeligt at lade bevægelsen gå frem under paroler mod
ejendomsretten, for bedre sociale forhold etc.? Umiddelbart ligner det en
tilbagevenden til elendighedsteorien, hvor det er kampen for det daglige brød
– og ikke så meget andet – der kan motivere til revolution. Det er et
synspunkt, som ellers effektivt blev gendrevet i Kim Jong Ils tale til
seniorembedsmændene i Koreas Arbejderpartis Centralkomité 25. september 1987.
Heri hedder det bl.a.: De arbejdende
masser deltager ikke i revolutionen spontant. Selv arbejderklassen kan kun
arbejde for revolution efter at have fået klassebevidsthed. Det mest vigtige
for øjeblikket er at vække arbejderklassen og andre arbejdende masser til
revolutionær bevidsthed. Arbejderklassen af i dag kan ikke blot sidestilles med
proletariatet af i går. Det er overflødigt at sige, at det socialistiske
samfunds arbejderklasse ikke er proletarisk, men selv arbejderklassen i de
udviklede, kapitalistiske lande er også langt fra det proletariat, der,
svarende til tidligere tiders klassikere, ikke havde andet at miste end deres kæder.
Ejendomsstatus er ikke den eneste faktor, der tilskynder et menneske til at tage
den revolutionære sag op. Vi må ikke sige, at et menneske kun bliver
tilskyndet til revolution af sult og fattigdom. Et uafhængigt menneskes basale
ønske er at være herre over sin egen skæbne, herre over staten og samfundet. Klarere
kan det vel ikke siges, at demokratisk kontrol er et vægtigt argument i enhver
revolutionær agitation. Og demokrati er ikke kun afskaffelse af den private
ejendomsret.
Henning
Jakobsen
Amager