Fundamentet

Det er kun få måneder siden, Danmarks Kommunistiske Parti holdt landsmøde sidst; men om en måneds tid skal vi til det igen. Man kan dog hævde, at landsmødet den 18. oktober reelt bliver en fortsættelse af majlandsmødet; dagsordenens hovedpunkt er færdigbehandlingen af den foreløbige konklusion på programdebattens teoretiske del, som blev præsenteret i maj.

Den igangværende programdebat blev søsat med resolutionen fra landsmødet i januar 1999 med de berømte tre punkter. Baggrunden var en erkendelse af, at situationen for arbejdende mennesker både herhjemme og i verden var drastisk forandret (og i flere forskellige retninger) på de 30 år, der var gået, siden vi startede arbejdet med Kommunisternes program fra 1976. Måske var der ligefrem tale om, at vi var trådt ind i en ny epoke, hvis træk måtte analyseres, inden vi kunne gå i gang med at skrive et nyt program.

Resolutionen fra landsmødet i januar 1999 udpegede tre områder, hvor det var særlig tydeligt, at der var sket store forandringer: Det kapitalistiske system og klassekampen (bl.a. med "globaliseringen"); EU-udbygningen og dens konsekvenser; den europæiske socialismes fald. Resolutionen tilføjer et "bl.a."; men det er først og fremmest på disse områder, vi besluttede at gennemføre en teoretisk debat og inden for en overskuelig tidsramme lade den munde ud i et dokument - en "foreløbig konklusion".

Det er derfor vigtigt at gøre sig klart, at det, vi skal vedtage i næste måned, ikke er et program. Det er ikke engang sikkert, den tekst, vi vedtager, kommer til at indgå uændret i det færdige program. Men forhåbentlig står vi efter den 18. oktober med et teoretisk fundament, der vil sætte os i stand til - efter en mere praksisorienteret debatfase - at skrive et program, som kan holde de næste 30 år.  

Det var en dristig beslutning dengang i 1999 at inddrage hele partiet i en sådan teoretisk debat. Den var da også længe om at komme i gang. Mange har spurgt, hvad vi skulle med disse lange akademiske udredninger. Men den kommunistiske bevægelse bygger fra starten på et omfattende teoretisk fundament. Det er dette solide fundament, der har sat os i stand til at nå resultater; det er dette fundament, der har gjort det muligt for os at overleve slag, som har været anset for dødbringende. At vedligeholde dette fundament er derfor en sag, der angår alle kommunister, alle revolutionære arbejdere.

Undervejs i debatten er der opstået nye ideer og nye begreber. Et sådant nyt begreb er f.eks. "uenighedskultur". Man kan ikke forlange, at nye ideer eller blot nye formuleringer uden videre skal blive accepteret. Mange har den opfattelse, at "uenighedskultur" står i modsætning til demokratisk centralisme. Intet kunne være mere forkert. At kunne leve med uenighed og træffe effektive beslutninger trods uenighed er tværtimod selve indholdet i den demokratiske centralisme.

Men hvorfor så sætte nye ord på? Er de gamle ikke gode nok? Af de sidste ugers debat om "uenighedskultur" og demokratisk centralisme kunne man få det indtryk, at demokratisk centralisme - i hvert fald efter nogles mening - drejer sig om enighed. Det gør den ikke. Derfor er det nødvendigt med nye ord. Det er en del af fundamentets vedligeholdelse.

Kommunisternes program fra 1976 er måske det stærkeste partiprogram, der er skrevet herhjemme i det 20. århundredes anden halvdel. Det er sagt, at alle senere venstrefløjsprogrammer har været omskrivninger af dette program. Skal dets afløser nå samme høje niveau og samme holdbarhed, er et solidt fundament nødvendigt.