Birgits
oplæg søndag formiddag:
Med
fremtiden forstår jeg her og nu og så langt frem, vi kan se – eller indtil
der sker ændringer.
M.h.t.
historien og erfaringerne, så kender jeg godt det med det leninske parti af en
ny type, og jeg tror også på, at vi hurtigt kan stå i en situation, hvor vi
kan få brug for illegalitet mv. Og det ville være dejligt med et par håndfulde
professionelle revolutionære, men jeg tror ikke på det nu. Og jeg tror, det
ville forsinke vores arbejde og udvikling, hvis vi satsede på noget sådant. Så
skulle vi også starte med at ekskludere os alle sammen. I gamle dage før
revolutionen i Rusland financierede partiet sin virksomhed bl.a. gennem bankrøverier.
I Danmark i dag ville det mere realistisk blive professionelle på overførselsindkomst.
Resten af partimedlemmerne ville så blive en slags B-medlemmer. Sådan har jeg
forstået, at det er i DKP-ML. Det kunne vi evt. have hørt noget om, hvis ikke
repræsentanter fra DKP-ML havde meldt afbud. I praksis må vi nøjes med /
arbejde med det, vi har: forskellige mennesker, der gør det, de kan.
Grundlæggende
tror jeg på, at der er nogle muligheder – større eller mindre – og dem kan
vi udnytte bedre eller dårligere. Og det er selvfølgelig også et spørgsmål om tid og professionalisme. Men professionelle
revolutionære er et MIDDEL, evt. en METODE, og de fremkalder ikke i sig selv de
ønskede forandringer i samfundet.
Der er
yderligere i dette koncept en underliggende forudsætning om, at den
professionelle revolutionære så også ved, hvordan
han/hun skal lave revolution. At det ’blot’ er et spørgsmål om
indsats. At et tilstrækkeligt antal revolutionære timer vil give en
revolution. Så simpelt er det ikke, men det er naturligvis rigtigt, at jo mere,
der bliver gjort, jo større er chancen for, at noget af det er rigtigt, og at
der sker noget.
AKTIVITET er
kodeordet, og det er faktisk, hvad vi som parti prøver på og har gjort i nogle
år. Og det giver da resultater. Nogle er gode og andre mindre gode. Sådan er
det med aktivitet. Det skaber udvikling, og det er godt for noget og dårligt
for andet. F.eks. er der nogen, der bliver tiltrukket af aktiviteterne og kommer
til partiet, mens andre finder aktiviteterne forkerte eller for meget og
forlader partiet. Der er ingen sikker måde, hvorpå vi kan forudse, hvordan det
vil virke, men ERFARING hjælper. Og det har vi da heldigvis meget af.
Erfaringer med arbejde, der er lykkedes, er f.eks. EF-/EU-modstanden, hvor vi er
eller i hvert fald var i spidsen. Arbejde der ikke er lykkedes, er f.eks.
anti-NATO-arbejdet. Fredsarbejdet, som tidligere har været nævnt, viser både
gode og dårlige resultater. Der er altid flere opgaver og områder, end vi har
kræfter til, så der skal altid prioriteres.
PRIORITERING
er det , vi taler om, når vi laver arbejdsplaner, beslutter aktiviteter og
aktivitetsområder. Og her skal vi tænke os godt om. Vi kan alle blive enige
om, at vi skal tilrettelægge arbejdet, så vi får de bedst mulige resultater på
de vigtigste områder. Spørgsmålet er så blot, hvad der er det vigtigste, og
hvordan vi får resultater.
I det
leninske parti og i DKP i gamle dage var der – i hvert fald i teorien – en
god del partisoldatindstilling: ledelsen besluttede, og de menige adlød –
nogle med entusiasme, andre mere surt. Og en hel del undlod at deltage. F.eks.
var der mange, der ikke ville sætte plakater op eller sælge Land og Folk eller
deltage i skoling, selv om de lige havde været med til at beslutte, at det var
en vigtig partiopgave. Andre opgaver blev ikke udført, fordi de ikke var
vigtige, selv om nogen gerne ville bruge energi på det.
Hvordan
finder vi middelvejen mellem kadaverdisciplin og anarki? Ved DIALEKTIK. På den
ene side må der være en linje i vores politiske arbejde – det tror jeg i
hvert fald – og på den anden side skal der gives rum for, at folk kan arbejde
med det, de bryder sig om. Vi er jo ikke soldater. Vi er frivilligt med i et
parti.
Og som jeg
tidligere har slået til lyd for: vi skal høre på kritikerne. Hvis mange taler
om anarki i partiet, så er vi muligvis ved at være gået for langt den vej.
Hvis mange brokker sig over pligtarbejde, så må vi overveje det. DER ER ALTID
EN GOD GRUND TIL, AT FOLK BROKKER SIG, OG DER ER KUN TO GODE SVAR: 1) Du har
ret, vi ændrer det. 2) du har ret, men det er den vej, vi vil.
Folk bliver
ikke fornærmet over ikke at få deres vilje. De bliver fornærmet over at blive
underkendt. At få at vide, at de tænker forkert. At få det affejet med en håndbevægelse,
som der har været tænkt over i lang tid. At lytte er ikke at give den anden
ret, men at gøre sig den ulejlighed at høre, at forstå og at kommentere.
Det nye århundrede
stiller ingen krav til det kommunistiske parti. Dette århundrede er fuldstændigt
ligeglad med os og med politik. Eller for den sags skyld med sig selv. Det er en
tilfældig tidsbestemmelse, der er uden bevidsthed og krav. Der er intet magisk
ved et århundredeskifte, endsige et årtusindskifte.
Men
situationen stille krav, hvis vi vil opnå noget. De kommunistiske partier har
aldrig tidligere virket uden at have Sovjetunionen / det revolutionære Rusland
som holde- og referencepunkt. Nu må vi selv. Der kommer ingen autoritative bud
på en fortolkning af situationen. Det stiller krav om selvstændig tænkning og
fortolkning. Og det er det, vi er i gang med efter et chok, der har varet i ti
år mere end det burde. Men bedre sent end aldrig. Og det har i hvert fald vist
sig, at der ikke var andre til at fylde tomrummet og gøre arbejdet.
Vi har lige den rolle i klassekampen, som vi formår at tiltage os. Og igen: Der er ikke noget manuskript for klassekampen, hvor vi skal spille vores rolle, og vi har ingen særlige evner fra en mystisk kilde. Vores teori og erfaringer er tilgængelige for alle. Vi har heller ikke andre forpligtelser end dem, vi selv påtager os. Det her er politik. Det er ikke religion eller skæbne.
Vi skal arbejde i de bevægelser,
der har et relevant indhold. Vi skal være loyale over for bevægelserne og
deres grundlag, men vi skal også virke i dem for at de udvikler sig i en
fornuftig retning. Og / eller for at de mennesker, der er i bevægelserne,
udvikler sig og bliver gode kommunister. Altså en dobbeltstrategi: kæmpe for
sagen (bevægelsen og dens mål) og kæmpe for sagen (vores egen). Jeg er enig
med den, der i Henriks programdiskussionssammenfatning er citeret for at mene,
at vi ’gemmer os i bevægelserne’, herunder Folkebevægelsen. Og det er
hverken godt for os eller for bevægelserne. Jeg mener det samme i forhold til
vores ageren i Enhedslisten. Også i forhold til aktionsenhedens metode gælder
det, at vi skal være loyale og have høj cigarføring.
Det indre liv og etik: Vi skal lære at håndtere uenighed og styre evt. konflikter. Hvis vi kan håndtere uenigheder, kan vi i vid udstrækning undgå konflikter. Og kan vi styre konflikter, kan vi undgå splittelse – eller skilles på udramatisk vis. Og vi har metoden: den demokratiske centralisme. Omkring etik skal vi huske, at vi kun har os selv og hinanden, og at vi skal passe på os. Ligesom med familie. Vi ved godt, hvordan vi skal opføre os, og vi ved også godt, hvor tit det glipper. Vi kan kun bestræbe os, og det er da heldigvis nu meget bedre end i tidligere tider. Et af mine fyndord er: Vi skal være lidt mere tolerante over for os selv.
Jeg tror, det er vigtigt at
huske, at der er arbejdspladser / ansatte med ’gamle’ problemer og
arbejdspladser / ansatte med ’nye’ problemer – og nogle med begge. Og her
mangler vi en politik for de nye problemer. En rettesnor er, at al indflydelse,
medansvar og selvstyre for de ansatte skal udspille sig inden for en ramme af
ledelsens ret til at lede og fordele arbejdet. Og der er lederen, der har
ansvaret opadtil og magten nedadtil og til enhver tid kan sætte alt ud af kraft
for beslutte, at den enkelte eller gruppen er forkert på den. Og her gælder
ingen argumenter – kun magt. Hvad der får alle de fine talemåder til at
fremstå netop som talemåder og ikke realiteter.
Det indre partiliv: vi
kender alle ordene og er enige. Demokrati, ligeværd og respekt. Det afgørende
er, at det ikke er nok med proklamationer. Det skal leves, og igen har vi kun
hinanden at støtte os til. I forhold til at tackle uenigheder i partiet kan vi
udmærket tage det cypriotiske kommunistparti AKEL som forbillede. De er (for)blevet
store og stærke, fordi de har bevaret uenighederne i partiet i stedet
for at ekskludere (reelt eller formelt) hinanden. Partikammerater med afvigende
meninger er meget sjældent spioner eller forrædere, og der er altid gode
grunde til deres meninger. Vi har alle et ansvar for at få det til at fungere
– og helst lidt godt, men ledelsen har et særligt ansvar, fordi den har mere
magt.
Diskussion: Henning
Jacobsen fremførte som sin mening om de nye organisationsformer i
virksomhederne, at der som regel er tale om ansvar uden kompetence. Det er
derfor en narresut og stressfremkaldende med selvstyrende grupper.
Oluf Unnerup fremhævede,
at det i partilivssammenhæng er vigtigt, at det ikke fortsat er de store byer,
der bestemmer partiets virke på landet. Der skal sørges for, at landsområderne
får indflydelse gennem en anderledes organisation.
Peder Pedersen henviste til
alle dem, der er gået fra partiet, og mente at de burde være blevet. Peder
mente, at DKP-ML har udviklet sig fra et ekstremistisk til et sagligt
kommunistparti. Der er mange enhedsaktioner i Århus. Omkring arbejdspladserne
fandt Peder det vigtigt at udnytte de muligheder, der er, f.eks. i
samarbejdsudvalgene.
Lilli Swing sagde med
henvisning til Birgits brug af ordet overførselsindkomster i forhold til de
professionelle revolutionære, at det er et negativt ord.
Otto Carlsen mente, at
programdebatten fremover skal lægge an på forslag, dvs. konkrete forslag til
programtekst. Svend Erik Christensen svarede hertil, at der kommer et udkast til
foråret.
Ron Ridenour sagde i
forhold til fredsbevægelsen, at Stop Terrorkrigen er domineret af sekterikere,
men at de har nogle aktivister og har været på banen lige siden 11. september
2001. Ron havde følgende 3 forslag til fredsarbejdet: 1) aktiviteter imod
terrorkrigen; 2) deltagelse i aktiviteterne i midten af december i forbindelse
med EU-topmødet og 3) vi bør vælge et multinationalt selskab og iværksætte
en boycotaktion. Det kunne være Coca Cola eller Mærsk.
Henrik Hedin sagde i
forhold til programarbejdet, at det drejer sig om, hvor vi vil hen og hvordan vi
kommer det. Det vi er i gang med, er at udarbejde fundamentet for den indledende
og principielle del af programmet. Henrik opfordrede meget til, at dem, der
havde nogle konkrete forslag til programmet, kom med dem.
Lars Ulrik Thomsen mente,
at vi har faste principper og retningslinjer. I forhold til den faglige politik
mente han, at vi skulle satse på nogle få store (produktions)virksomheder. Og
så i øvrigt tænke nyt.