Forandringens vej

Politisk grundlag for Danmarks kommunistiske Parti

 Indledning

Man har proklameret kommunismens død.

Men er det nødvendigt at finde sig i, at svælget mellem rig og fattig vokser, at afstanden mellem folk og regering bliver større, at ressourcer ødes og miljø nedbrydes, at verden driver mod krig, at millioner af mennesker i den ene ende af kloden kastes ud i arbejdsløshed og økonomisk ruin, for at nogle få i den anden ende kan få en bedre forrentning af deres kapital? Er det nødvendigt at affinde sig med den lænke, som kapitalismen pålægger al produktion og alt samfundsliv: At der kun kan produceres, når det giver profit?

De umådelige kapitaler, der er ophobet i selskaber, hos spekulanter og i fonde kloden over, står over for almindelige arbejdende mennesker som en knusende magt. Kapitalens krav om stadig mere profit er en lænke for al menneskelig udfoldelse.

Det er kommunismens mål at bryde denne lænke. Kommunisme handler om frihed.

Kommunister går ud fra den materialistiske historieopfattelse, som blev grundlagt af Marx og Engels. Vi mener ikke, at den gode vilje er nok for at nå et mål. Forud for det kommunistiske samfund, hvor enhver yder efter evne og nyder efter behov, hvor arbejdet fra at have været en tvang er blevet den første livsfornødenhed, hvor stat og voldsmagt dør bort, fordi der ikke længere er behov for dem til at beskytte en herskende klasses interesser - forud for dette samfund må der gå et andet, hvor de nødvendige forudsætninger skabes.

Dette samfund kalder vi socialismen.

Det er et samfund, hvor kapitalen fratages sin magt over de værdier, som mennesker med deres arbejde har skabt; hvor produktionen tilrettelægges efter en samfundsmæssig plan med udgangspunkt i menneskers behov; hvor enhver nyder i forhold til sin indsats for fællesskabet; og hvor der i det hele taget skabes de bedst mulige betingelser for, at den enkelte kan udnytte sine evner i samfundets tjeneste.

Socialismen er ikke noget idealsamfund. Det er et samfund, der stadigvæk har brug for stat, domstole og politi. Det er et samfund, hvor der stadigvæk er brug for forsvar, og hvor myndighederne stadig må anvende tvangsmidler. Det er et samfund, der gør forskel på folk, hvor nogle får større indflydelse end andre.

Men det er et samfund, hvis dagsorden er sat af arbejdende mennesker og deres behov - ikke af kapitalens profitkrav.

Socialismen løser ikke problemerne. Den giver mulighed for at løse dem.

Kommunisme og socialisme er ikke gode ideer til en ideel samfundsindretning, men nødvendige svar på de problemer, kapitalismen rejser - på dens destruktivitet og dens manglende evne til at tilfredsstille menneskers behov ikke alene for mad på bordet, klæder på kroppen og tag over hovedet, men også - og i stigende grad - for tryghed, udfordringer og mening i tilværelsen. Socialismen fødes af det samfund, den skal afløse. Den bæres frem af mennesker, af samfundsklasser, som ser deres interesse i den.

Hvem har så interesse i socialismen?

Det har alle, der lever af deres eget arbejde. Det har først og fremmest alle, der er henvist til at sælge deres arbejdskraft for at overleve - arbejdere, funktionærer og tjenestemænd. Det har de, der uddanner sig for at ernære sig af deres arbejde, såvel som de, der efter et langt arbejdsliv nu er pensionister. Men det har også alle de forskellige grupper af små selvstændige, landmænd, fiskere, småhandlende, småhåndværkere, mange udøvere af liberale erhverv. Det har kunstnere og alle, der arbejder kreativt og skabende.

Det er nødvendigt at samle alle disse forskellige grupper, klasser og lag for at bryde kapitalens lænke.

Men det er langtfra alle disse arbejdende mennesker, der har indset, at socialismen er i deres interesse. Ikke al interesse er erkendt.

Og de, der har taget kampen mod kapitalen op, er uenige om mål og midler. Det er nødvendigt at samle venstrekræfterne. Og det må gøres på et grundlag, der sikrer, at det ikke blot er de gode viljer, man samler, men den vældige styrke, som arbejderklassen og alle arbejdende mennesker er, når de står sammen i kampen mod kapitalen.

Det er ikke mindst kommunisterne, der kan og skal løse denne opgave. Det er den kommunistiske bevægelse, der med snart et århundredes forankring i arbejderklassen og dens kamp, med sin kontakt til de mest progressive strømninger, med sin skoling i organisation og demokrati og med sin erfaring i udøvelse af magt på et revolutionært grundlag kan samle den kraft, som end ikke kapitalens forenede magter i længden kan modstå, og give den retning.

Det gav 90'erne verden

Det årti, der afsluttede det 20. århundrede, bragte store forandringer til den verden, vi kendte. Men det var ikke forandringer til det bedre.

Den generation, som nu er i den aktive alder, voksede op med en verden, der indeholdt håb: Håb om fred, håb om fremgang. Verden var langtfra perfekt; men der var grund til at tro, at den ville udvikle sig til det bedre, og at det ville ske inden for et menneskes levetid. Dette håb var først og fremmest baseret på, at der fandtes en stærk socialistisk lejr. En tredjedel af verden havde taget hul på den udvikling, som skulle bane vej for overvindelse af de kapitalistiske samfundsforhold. Disse lande dannede en socialistisk modpol til kapitalens herredømme; de holdt dens værste aggressioner i skak og var samtidig en kilde til inspiration for store dele af menneskeheden.

Håbet om en bedre verden var også baseret på den frihedskamp, som i Asien, Afrika og Latinamerika havde knust de europæiske koloniimperier. Og det var baseret på en stærk og aktiv arbejderbevægelse, som i de kapitalistiske hovedlande havde bragt det arbejdende folk hidtil uset velstand.

Dette håb er nu for en stor del væk. I dets sted er trådt desillusionering, mismod og frygt.

Den amerikanske imperialisme, som efter sit nederlag i Vietnam var trængt i defensiven, fører sig frem med ny selvsikkerhed og aggressivitet og stræber åbenlyst efter verdensherredømmet. USA udnævner efter forgodtbefindende andre lande til "slyngelstater" og er hovedansvarlig for en stribe krige op gennem 90'erne, herunder - for første gang siden anden verdenskrig - i Europa.

Imperialismens offensiv er ledsaget af en ideologisk offensiv, der under navn af nyliberalisme holder markedskræfternes frie virke frem som den økonomiske mirakelkur mod den "ineffektive" socialisme. Denne propaganda finder sted uanfægtet af virkeligheden, som viser, at overalt hvor man har givet markedskræfterne fri, nedbrudt socialistiske samfundsstrukturer eller privatiseret offentlig virksomhed, har følgen været tilbagegang, forarmelse og forfald. Eksemplerne er legio og vedrører stort som småt - fra østtysk industri over britiske jernbaner til rengøringen på danske sygehuse.

Hånd i hånd med markedsliberaliseringen går en tiltagende centralisering, bureaukratisering og voldeliggørelse af samfundslivet. Det er naturligt; for liberaliseringen er udtryk for, at de store monopolers interesser sættes over menneskenes.

Monopolerne spænder deres net over hele kloden. De forskellige led i produktionen placeres, hvor det betaler sig bedst: Varer, der skal sælges i Danmark, produceres i Portugal af råvarer fra Argentina, fragtet på skibe indregistreret i Panama og bemandet med filippinske søfolk, og det hele styres fra Tyskland på amerikanske computere samlet i Singapore og udstyret med indisk software. Og profitten ophobes på bankkonti helt andre steder og investeres i hasarderede spekulationer på børser i Thailand og Hongkong.

Der er ikke noget galt i international arbejdsdeling. En stigende sammenfletning og globalisering af produktionen er nødvendig og progressiv. Men monopolerne vrider det, som skulle have været sund økonomisk aktivitet, til at tjene deres egne private interesser. Arbejderklassen splittes i smågrupper, der bringes til at konkurrere med hinanden. De værdier, arbejdet skaber, havner langt fra det sted, hvor de skabes. Monopoler fusionerer og bliver endnu større og rigere. De fattigste lande bliver fattigere, og rigdommene ophobes på færre og færre hænder i de rigeste lande.

Rovdriften på naturressourcerne har under globaliseringen taget et sådant omfang, at de bringer klodens økologiske balance i fare. Brugen af tilsætningsstoffer i maden, dyrkningsmetoder der ødelægger dyre- og plantelivet, den overhåndtagende privatbilisme  og perspektivløse offentlige trafik, forureningen af luft, jord og vand sker ud fra snævre profithensyn.

Begunstiget af USA's næsten enerådige magt over verdensmarkedet og af storkapitalens herredømme over den teknologiske udvikling tager globaliseringen i disse år for alvor fart.  I WTO-forhandlingerne, i bestræbelserne for at få gennemført MAI-aftalen og i det pres som den internationale monopolkapital i det hele taget lægger på regeringerne, forsøger disse kræfter at påtvinge staterne en total underordning under markedskræfterne og kapitalens profitkrav, som går forud for ethvert hensyn til miljø, til folkenes nationale selvbestemmelse og til afhjælpning af fattigdommen og uligheden  mellem rige og fattige.

I denne proces tager nye imperialistiske magtcentre form. Den Europæiske Union opfattes i stigende grad som en trussel mod den amerikanske imperialismes herredømme. Men den er også selv et redskab for globaliseringens politik, et bureaukratisk, udemokratisk og centraliseret magtapparat, der sætter landenes nationale selvbestemmelse ud af kraft og påtvinger de fattige lande i Øst- og  Centraleuropa urimelige og uværdige optagelsesvilkår, fordi det først og fremmest gælder om at skaffe markeder og billig arbejdskraft til kapitalens udvidelsesbehov.

EU er ikke et redskab i kampen mod USA’s overherredømme eller globaliseringens problemer. EU er selv en hovedbestanddel af problemet.

USA’s redskab til at sikre sit overherredømme, indordne de mindre kapitalistiske magter under sin politik og bekæmpe socialismen har i et halvt århundrede været NATO. Med den europæiske socialismes fald har NATO endegyldigt afsløret sig som det, alliancen hele tiden har været: Ikke en forsvarspagt mod en trussel fra øst, men en aggressiv blok af de stater, som til sammen bærer ansvaret for århundreders krige, herunder to verdenskrige. Nu har NATO frit spil. Derfor er krig i 90’erne igen blevet en del af hverdagen, også i Europa.

Men NATO er i dag i alt væsentligt en alliance mellem to imperialistiske supermagter, USA og EU. En sådan alliance kan ikke holde; de to partneres interesser vil uvægerligt komme i konflikt. I 90’erne er NATO-alliancen da også begyndt at vise de første sprækker. I det lys skal man se bestræbelserne på at give EU en mililtær dimension. Det er en politik, der på sigt rejser nye alvorlige trusler mod menneskeheden.

Polariseringen i det danske samfund er blevet større

Højrekræfternes offensiv

En aggressiv højrebølge satte ind allerede i 80’erne. Med den europæiske socialismes fald har højrekræfterne fået frit spil. Venstrekræfterne og især kommunisterne dæmoniseres og forsøges direkte kriminaliseret.

Ideologisk sættes der lighedstegn mellem demokrati og markedsøkonomi og mellem diktatur og socialisme – alt sammen med USA som den autoritative fortolker af demokrati og menneskerettigheder.

Danmark har bl.a. i NATO-regi deltaget i en angrebskrig mod Jugoslavien og deltager mere eller mindre aktivt i boykot af lande, der ikke har den kapitalistiske markedsøkonomi som mål og praksis, f.eks. Cuba, ligesom Danmark ikke vil sende nødhjælp til Nordkorea.

SR-regeringens årti

Men Schlüter-regeringen, som højrebølgen bragte til magten, faldt på sit eget lemfældige forhold til lov og ret. Tiden siden da har været SR-regeringens årti.

De mest markante træk ved denne regering er fraværet af ethvert politisk initiativ i arbejderklassens interesse eller af traditionelt socialdemokratisk tilsnit samt overtagelse af Schlüterperiodens borgerlige, individualiserede ideologi.

Samtidig har perioden været præget af en stigende eftergivenhed over for EU og markedsøkonomien. Det er sket i ly af den manglende konkurrence fra den socialistiske verden, den decimerede venstrefløj og den lammede fagbevægelse, der uden protester accepterer udlicitering, privatisering og individuel løn.

Hvor socialdemokratiet har været næsten politisk usynligt, er der sket en klar profilering af de radikale, der har forvandlet sig fra et frisindet og pacifistisk til et moraliserende og krigsivrigt parti.

Udviklingen giver større social og økonomisk ulighed

Med den skærpede økonomiske udbytning, både på globalt, europæisk og nationalt plan, forstærkes også fattigdoms- og udstødningsproblemerne på alle planer. Der opstår fattigdomsproblemer i samfund som det danske, hvor de eller næsten var afskaffet. Fattigdoms- og udstødningsproblemerne giver grobund for social uro og sociale uroligheder.

En vigtig faktor i denne udvikling er Unionen, dens integrations- og udvidelsesbestræbelser og dens markedsøkonomiske profitorientering. En anden væsentlig forudsætning for udviklingen og den voldsomme hast, den foregår i, er fraværet af den socialistiske modpol. Det gælder både den europæiske socialismes sammenbrud og det deraf følgende sammenbrud for europæiske arbejderes klassebevidsthed. Den økonomiske og ideologiske udvikling forstærker således gensidigt hinanden og uligheden.

Miljøet forværres

Ikke blot socialt går det den gale vej; det gælder også miljøet. På kort sigt er det nemmest og mest profitabelt at ignorere skader på miljøet, så det er netop, hvad den markedsorienterede økonomi gør. Den økonomiske tilskyndelse til at ignorere miljøhensyn følges op af den ideologiske holdning, at aktiviteterne ikke skader miljøet væsentligt. Miljøforkæmpere latterliggøres, forskere og eksperter belønnes fagligt og økonomisk for at give kapitalen medhold, og de boykottes, udgrænses eller fyres for at tale kapitalen imod.

Appeller til virksomhedernes miljømæssige sindelag virker kun på ganske få, og i takt med at regeringen identificerer sig med markedsøkonomien, prisgives miljøet.

Unionen forstærker problemerne. Konkurrencereglerne forbyder dansk særlovgivning på miljøområdet. Unionsaftaler om fælles standarder betyder forringelser af de danske. Overskridelse af grænseværdier løses ved at forhøje grænseværdierne. Kemiske stoffer tillades, indtil det kan bevises, at de er skadelige, og virksomhederne trækker derfor undersøgelserne af tilladte stoffers farlighed i langdrag.

Kulturimperialismen

Også kulturelt går dansk selvstændighed i disse år i stigende grad fløjten. Vi bombarderes med stereotype amerikanske film og TV-serier, der både er gennemsyret af borgerlighed og samtidig tager udgangspunkt i en virkelighed, som ligger langt fra vores egen. Mange mennesker oplever i dag først og fremmest virkeligheden via fjernsynsskærmen, og når det, de ser, ikke har noget med deres egen virkelighed at gøre, så mister de ikke bare national identitet, men også evnen til at forholde sig til denne virkelighed. Og så er selve demokratiet i fare.

Venstrekræfterne og arbejderbevægelsen nationalt og internationalt

Opbrud i venstrekræfterne på verdensplan

Efter den europæiske socialismes fald svækkedes venstrekræfterne voldsomt. Mange var lammede, og andre  accepterede forbedringer inden for markedsøkonomien som den eneste realistiske eller endda ønskelige og demokratiske ramme for kampen for bedre vilkår.

Efter nogle år begyndte der at ske et opbrud i form af mere fokus på den globale sammenhæng i ulighedsproblemerne, og omkring årtusindskiftet begyndte de nye aktiviteter i form af protester mod monopoler, verdensbank, verdenshandelsorganisationer at gribe om sig, især ved internationale topmøder, med krav om tiltag, der vil bremse markedsøkonomiens mest hærgende virkninger, herunder den øgede ulighed og udstødning.

Karakteristisk for de nye bevægelser er, at de ikke direkte har udgangspunkt i organisationer på den politiske venstrefløj eller i fagbevægelsen. Også i Danmark kommer den væsentligste opposition mod udviklingen i forbindelse med unionsmodstanden og uden et klart udgangspunkt i de traditionelle politiske og faglige organisationer. Men klasseholdninger baner sig vej: Det er de arbejdende og de underprivilegerede, der er imod Unionen, og de overprivilegerede, der er for.

Fagbevægelsen i defensiven

Ikke mindst fagbevægelsen led hårdt ved den europæiske socialismes fald. Det var både et tab af alternativ til det bestående og et tab af ideologi, klassebevidsthed og frontkæmpere – kommunister.

Samtidig er fagbevægelsen under et stadigt hårdere pres fra Unionen. Det er nu standard i danske overenskomster, at regler, der vedtages i Unionen på det arbejdsmarkedsmæssige områder, uden videre indsættes i overenskomsterne. Det er betalingen for at bevare den danske model.

Udviklingen i den offentlige sektor giver særlige problemer for fagbevægelsen. Ideologien om den effektive private sektor har medført, at arbejdspresset i den offentlige sektor på mange områder er større end i den private sektor. Og det stiger hele tiden.

En effektiv kamp imod de forringede arbejdsvilkår hæmmes af den ideologiske offensiv, der hævder, at ansatte og ledere i det offentlige har fælles interesser i den bedste og billigste service. Det glemmes, at den billige service opnås ved at forringe de ansattes vilkår.

Yderligere problemer opstår via individualiseringen af løndannelsen, der stiller sig i vejen for en solidarisk optræden. Endelig er der det stadige og stigende pres for udlicitering af alt, hvad der kan udliciteres.

Fagbevægelsen har heller ikke noget svar på salget af danske virksomheder til udlandet. Det sker i stigende omfang og berører såvel (halv)offentlige som private virksomheder.

EU-modstanden

Unionen er den stærkeste drivkraft i kapitalens fortsatte fremstød i Europa og Danmark i kraft af dens aggressive karakter, voldsomme ekspansion og uomtvistelige resultater i form af tilbagerulning af socialismen, undergravning af velfærdsstaterne og andre sociale ordninger, privatisering af offentlig ejendom og virksomhed samt udgrænsning af alle modstandere.

EU-modstanden er derfor en vigtig slagmark for klassekampen og samler mange forskellige grupper af unionsmodstandere med stærkt divergerende bevæggrunde. Det er en modstandskamp mod en fælles fjende – ikke et politisk samarbejde om indretningen af det danske samfund. Folkebevægelsen mod Unionen er den mest konsekvente EU-modstanderorganisation. Glædeligvis er organisationen blevet styrket i de senere år og har opnået væsentlige resultater som nej’et til ØMU’en i 2000.

Tendensen til, at unionsholdningerne afspejler klasseinteresser ses også i andre EU-lande og i ansøgerlandene, hvorfor den folkelige opslutning om EU-projektet er faldende. Det er baggrunden for Unionens hastværk med at få afskaffet folkeafstemninger og vetoretten, ligesom ansøgerlandene skal indlemmes, inden den folkelige modstand bliver for stor.

Denne politik øger blot de folkelige protester, som unionsbestræbelserne i stigende grad mødes med.

Når demonstranter ikke længere lader sig spise af med ord og løfter, der ikke opfyldes, og når de ikke vil lade sig holde på afstand af de personer, de vil protestere overfor, så griber de udkommanderede politistyrker til voldelig magtudøvelse for at beskytte magthaverne mod folket. Nedskydning af demonstranter er ikke længere et særsyn. Omfanget af vold i forbindelse med demonstrationerne afspejler graden af magthavernes ignorering af fredelig modstand og protester og graden af deres angst for den synlige modstand.

Socialdemokratiet

Socialdemokratiet opfattes stadig som arbejderklassens parti - et parti der varetager arbejdernes og de svages interesser så godt som muligt, når vejen går gennem reformer.

Til op i 70’erne var det i vid udstrækning rigtigt. Den socialistiske verden øvede også et pres for opretholdelse af rimelige vilkår, og der var et snævert samarbejde med fagbevægelsen – både formelt og reelt.

I 1982 overgik regeringsmagten til de borgerlige. Socialdemokratiets politik blev så at ville generobre regeringsmagten. Og efterhånden blev dette mål helt selvstændiggjort og uden politisk indhold. Selv formanden blev ofret for at nå målet.

Også båndene til fagbevægelsen ofrede man for at fremstå som et regeringsdueligt parti hævet over klasseinteresser. Nyrup-regeringerne har da heller intet foretaget sig til fordel for arbejderklassen eller de svage i samfundet. Det har handlet om at tilfredsstille de borgerlige samarbejdspartnere, Unionskollegerne og USA. Det lykkedes at få nedbragt arbejdsløsheden - i første omgang i kraft af ændrede aktiveringsordninger og statistiske opgørelser. Senere ordnede den økonomiske højkonjunktur sagerne.

Den helhjertede tilslutning til kapitalismen, markedsøkonomien og Unionen har rettet Socialdemokratiets fokus mod at afværge de værste udslag heraf. Det er blevet et socialdemokratisk projekt at gøre markedsøkonomien og Unionen lidt mere demokratiske, lidt mere sociale, lidt mere miljøvenlige.

Engang imellem giver det et lille resultat, hvilket tages som udtryk for succes og bruges som legitimering over for den danske befolkning.

Til gengæld herfor er partiet indstillet på at ophæve de danske EU-forbehold, deltage i overfaldskrige mod andre lande, acceptere begrænsninger i indflydelsen i Unionen, acceptere miljøødelæggelser og gennemføre alle EU-direktiver og beslutninger uden forbehold.

Socialdemokratiet varetager ikke længere rollen som reformistisk arbejderparti, hverken politisk eller ideologisk. Socialdemokratiet er på vej til at blive et borgerligt byparti med en social profil.

Fagbevægelsen er fortsat knyttet til Socialdemokratiet, da der ikke er noget alternativ, men den får stadig mindre indflydelse på den socialdemokratiske politik, hvilket igen medvirker til svækkelsen af fagbevægelsen.

Der er en stor opgave i at etablere et realistisk politisk og ideologisk alternativ for de dele af befolkningen, der ønsker en reel varetagelse af arbejderklassens og de svages interesser.

SF

SF er det traditionelle alternativ til Socialdemokratiet for de grupper, der ønsker en mere markant social politik end den socialdemokratiske. Målet har været at presse Socialdemokratiet til venstre. Det har aldrig rigtigt virket, og i de senere år har der været to tendenser i SF. Den ene tendens er at satse på at få del i regeringsmagten, herunder at opgive enhver arbejderpolitik for at nå dette mål.

Den anden tendens i SF har været at holde fast i en markant social politik og unionsmodstanden. Om det lykkes partiet at finde frem til en bestemt holdning, eller det splittes på konflikten, er endnu ikke klart.

Senest har SF godtaget Nice-traktaten med den ukorrekte begrundelse, at den var nødvendig for optagelsen af de østeuropæiske lande i Unionen. Denne holdning er både i modstrid med den danske og de østeuropæiske arbejderklassers interesser.

Den danske kommunistiske bevægelse

Der eksisterer i Danmark flere kommunistiske partier og organisationer, hvoraf de vigtigste foruden DKP er DKP-ML, KPiD og APK.

DKP-ML er den mest aktive og indflydelsesrige organisation. Partiet udgiver bl.a. et dagblad. Den store udvikling er sket siden 1992, hvor partiet på en kongres vedtog at opgive sine hidtidige politiske holdninger og overtage de tidligere DKP-holdninger, som i historiens lys så ud til at have været korrekte. De tilbageværende socialistiske lande – ikke mindst Cuba – blev anerkendt som socialistiske, DKP’s indsats og betydning i fagbevægelsen og de folkelige bevægelser blev anerkendt som afgørende og rigtig.

KPiD består væsentligt af faglige folk fra DKP, der omkring 1990 var utilfredse med den daværende partiledelses faglige og øvrige politik – den såkaldte fornyelse.

AKP blev udskilt fra DKP-ML i protest mod partiets politik efter den kongres, hvor DKP-ML besluttede at overtage DKP’s strategi og politik. APK vender sig imod de tendenser til reformisme, som man mener at finde i de øvrige kommunistiske organisationer.

DKP samarbejder med alle 3 partier på de mange områder, hvor der er sammenfald af politik og holdninger, herunder konkrete aktiviteter. DKP har taget initiativ til møder mellem partierne med henblik på politiske drøftelser til afklaring af enigheder og forskelle.

Ved siden af de egentlige kommunistiske partier dannedes partiet Fælles Kurs i 1982 ved udskillelse fra DKP. Der er ikke enighed i partiet, om det er kommunistisk, men det rummer mange kommunister, ikke mindst i ledelsen.

Der er et ønske hos alle partier om samling af de kommunistiske kræfter i Danmark, men der er meget forskellige holdninger til, hvordan det kan foregå, og om det er realistisk. Der er enighed om at samarbejde, hvor der er fælles holdninger. Egentlige partisammenlægninger synes derimod ikke aktuelt.

Enhedslisten

Enhedslisten blev dannet som et samarbejde mellem en række partier på venstrefløjen, heriblandt DKP, dels fordi der i forhold til de aktuelle politiske hovedspørgsmål, miljø, økonomisk politik, beskæftigelse, EU, social- og sundhedspolitik, international politik m.v. var og er altovervejende enighed om, hvad der bør gøres, dels fordi man derved sammen kunne komme over spærregrænsen. Endelig udtrykte mange venstreorienterede ønske om at venstrefløjen kunne overvinde sine interne stridigheder og finde sammen.

Siden har Enhedslisten gennemgået en udvikling, hvor de oprindelige stiftende partiers rolle og egenart er nedtonet, om end ikke forsvundet, og hvor mange  individuelle medlemmer uden baggrund i de tidligere venstrefløjspartier er kommet til. Der er ingen tvivl om, at samarbejdet mellem de tidligere modstandere på venstrefløjen har været frugtbart for alle parter og har skabt et levende politisk miljø, som man dog ikke har formået at gøre til kernen i et nyt stærkt venstre. Det er endnu ikke lykkedes Enhedslisten at få den store tilslutning i vælgerbefolkningen. Desuden er der stadig en række partier og grupper, som foretrækker at holde en vis afstand til Enhedslisten.

Men Enhedslisten er på vej til at blive en faktor man regner med i den parlamentariske politik, samtidig med at den ofte er i stand til at præge debatten, ikke mindst om den økonomiske og sociale politik, EU og flygtninge og indvandrere med klare principielle holdninger.

Når det alligevel endnu ikke er lykkedes at udvide såvel vælgertilslutningen som medlemstilgangen mere end tilfældet er, skyldes det efter kommunisternes mening en manglende prioritering og målretning af det udenomsparlamentariske arbejde, arbejdet i bevægelserne, først og fremmest fagbevægelsen og parallelt hermed arbejdet i Enhedslistens egne grundorganisationer.

DKP har besluttet, at Enhedslisten er vores parlamentariske strategi. Det skal forstås sådan, at alt udadvendt parlamentarisk arbejde foregår gennem Enhedslisten og at DKP ikke selv stiller op til valg i folketing, kommunalbestyrelser og amtsråd. Men det indebærer naturligvis også, at vi bidrager til at styrke den organiserede politiske aktivitet i Enhedslisten der skal bære de parlamentariske initiativer videre ud og inspirere det parlamentariske arbejde. Vi har også som kommunister i den forbindelse forsømt at varetage en vigtig opgave og videregive vore mangeårige erfaringer. Vores indsats i Enhedslisten har været der, men den har ikke været målrettet nok. Vi har ikke gjort os klart, hvad vi politisk og organisatorisk  kunne bidrage med. DKP har ikke fra starten lagt retningslinien for, hvad vi ville med Enhedslisten udover at komme over spærregrænsen.

Giv kampen i det nye årti retning

For en aktiv fagbevægelse

Kommunisterne anser fagbevægelsen for at være den organisation, der samler arbejderklassen til forsvar for løn- og arbejdsvilkår, og hvorigennem den kan tilkæmpe sig demokratisk indflydelse på samfundet. Vi er tilhængere af en enhedsfagbevægelse, hvor forskellige politiske strømninger arbejder sammen om lønarbejdernes hovedkrav. Men fagbevægelsens centraliserede  struktur og umyndiggørelse af medlemmerne samt dens traditionelt tætte forhold til reformismen i arbejderbevægelsen, først og fremmest socialdemokratismen, fremmer ikke medlemmernes engagement og vilje til at kæmpe for et andet samfund, bidrager langt snarere til at de individualiseres i deres arbejdssituation og i deres daglige kamp, at solidariteten trænges i baggrunden. Kommunisterne bør sætte ind for at demokratisere fagbevægelsen, forbinde dens overordnede strategier med den enkelte lønarbejders konkrete arbejdssituation og samtidig genskabe den solidaritet og det fællesskab, som tidligere har kendetegnet kampen mod den nyliberalistiske nedskæringspolitik. Kommunisterne mener, at der skal fokuseres langt mere på aktiviteterne på den enkelte arbejdsplads; vi bør sætte sammenhold og demokrati på dagsordenen i fagbevægelsens diskussioner og skabe tillid til, at der findes et realistisk alternativ til den indordning under EU’s og den internationale storkapitals politiske strategi, som det borgerligt-socialdemokratiske flertal og dansk fagbevægelses ledelse står for.

Et socialt oprør

Flere og flere sættes udenfor det danske samfund, stødes ud af arbejdsmarkedet, får deres levevilkår forringede, sættes bagest i køerne til hospitalsbehandling, boliger…får som pensionister deres rådighedsbeløb beskåret. Kommunisterne støtter, at de arbejdsløse, de hjemløse, pensionisterne, patienterne…organiserer sig og kræver deres ret til en meningsfuld tilværelse. Langt ind i traditionelt socialdemokratiske kredse høres protesterne mod den nedskæringspoltik, som den socialdemokratisk ledede regering udsætter også pensionisterne for. Vi støtter dem der går til modstand mod umyndiggørelsen af de svageste.

Kampen mod globaliseringen og EU

Kommunisternes modstand mod EU bygger på det faktum, at Unionen konsekvent varetager kapitalens økonomiske og ideologiske interesser til skade for arbejderklassen, miljøet og alle, der modsætter sig kapitalens hærgen.

DKP er ikke modstander af unioner. Det kommer udelukkende an på, hvilke interesser de tjener: Arbejderklassens eller kapitalens. Og den Europæiske Union tjener kapitalen.

EU-modstanden er derfor et af de allervæsentligste indsatsområder for alle kræfter, der ønsker forandring.

En bæredygtig udvikling – bevar naturgrundlaget

Med den tiltagende nedslidning af naturmiljøet, som kapitalens profitjagt og den herskende politik afstedkommer, bliver indsatsen for miljøet et politikområde af stor betydning. Det er kommunisterne ikke ene om at erkende.

En bæredygtig udvikling skal sættes på dagsordenen, dvs. enhver vækst, enhver forbedring af vores materielle tilværelse skal ske således, at den økologiske balance ikke bringes i fare, og at naturressourcerne gendannes. Der skal skabes alternativer til direkte ødelæggende produktions- og forbrugsformer. Således skal den kollektive trafik fremmes i stedet for som nu at sættes i anden række.

Samling af venstrekræfterne

Den danske venstrefløj til venstre for Socialdemokratiet og SF består af en række forskellige organisationer, der indbyrdes har forskellige opfattelser af det strategiske perspektiv for kampen, men som i de vigtigste dagsaktuelle spørgsmål som f.eks. sundhedspolitik, beskæftigelsespolitik, kampen mod EU, den økonomiske politik, vil kunne nå til enighed om konkrete løsningsforslag. Hvad enten venstrefløjen er organiseret i eller uden for Enhedslisten bør den samarbejde, for der er nu mere end nogensinde behov for at præsentere et slagkraftigt alternativ, som kan gøre sig gældende dels i samarbejdet mellem grupper og partier, dels i fagbevægelsen og i de øvrige folkelige protestbevægelser, i forhold til pensionisternes kamp, i forhold til kvindernes kamp  og i forhold til ungdommens krav om ordentlige uddannelsesforhold og beskæftigelsesperspektiver.

DKPs opgaver i kampen for samling af venstrekræfterne og i at give oprøret retning

Udvikling af Enhedslisten

Enhedslisten har på det parlamentariske plan udviklet sig til en væsentlig faktor i de politiske diskussioner på Christiansborg. Men listen savner tilgang af individuelle medlemmer. Det skyldes ikke mindst, at organiseringen i lokalafdelingerne og mobiliseringen af medlemmerne lader meget tilbage at ønske. Der mangler regelmæssige medlemsmøder med dagsorden og referat, ansvarsfordeling, et lokalt afdelingsliv med  et socialt og kulturelt sammenhold. Men først og fremmest mangler der mange steder en lokalpolitisk dagsorden og en aktionskultur, der bringer såvel landspolitiske som lokalpolitiske spørgsmål ud til den lokale offentlighed. Enhedslisten kan kun fungere parlamentarisk, hvis den også er langt mere synlige i det lokale politiske liv og i fagbevægelsen og andre folkelige bevægelser.

DKP er den organisation på venstrefløjen, der har den længste tradition for at organisere dette arbejde. Derfor vil det være en vigtig opgave for kommunisterne i Enhedslisten at sikre et kvalitativt forbedret politisk og organisatorisk liv i grundorganisationerne, en større forpligtethed og kollektivitet, en regelmæssigt fungerende kontakt mellem landskontor og lokalafdeling, sådan som det i nogen grad sker gennem rejsesekretærfunktionen, men også en hyppigere kontakt mellem de parlamentariske repræsentanter og grundorganisationerne. Kommunisterne ser det også som deres opgave at sikre større og mere regelmæssig dialog mellem Enhedslisten og de folkelige bevægelser, ikke mindst fagbevægelsen.

Kommunisterne må  fremover bidrage til at give Enhedslisten en solid forankring i klassekampen. Vi skal på én gang vurdere listens arbejde kritisk og bidrage aktivt og gennemtænkt til dens udvikling.

At DKP bruger det udtryk, at vi har valgt Enhedslisten som vores parlamentariske strategi, indebærer naturligvis, at DKP forbeholder sig ret til at tage stilling til, i hvor høj grad vi vil medvirke til, at Enhedslisten bliver et egentlig politisk parti. Vores arbejde på at styrke Enhedslistens organisation og vores deltagelse i Enhedslistens programmatiske debat sker under denne forudsætning.

Samarbejde med de øvrige kommunistiske partier og andre venstrekræfter

Enhedslisten er ikke den eneste kraft på venstrefløjen. Der er en række organisationer som partierne KPiD, DKP-ML, APK, Fælles Kurs, redaktioner bag diverse venstrefløjstidsskrifter o.a., der af forskellige grunde ikke er tilsluttet Enhedslisten, selvom de måske anbefaler at stemme på den. DKP ser det som en vigtig opgave at bevare og udbygge kontakten til disse grupper om de spørgsmål, som der kan skabes enighed om. Vi vil hermed bidrage til at skabe større fodslag på venstrefløjen og aflive de myter, de forskellige organisationer har om hinanden. Det drejer sig såvel om politisk dialog som om fælles aktioner eller længerevarende tættere samarbejde. Vi er overbeviste om, at hverken Enhedslisten eller andre grupper og partier på venstrefløjen kan undvære den erfaring, som kommunisterne har oparbejdet gennem årtiers politisk kamp. Vi mener også, at alle grupper på venstrefløjen har gavn af, at DKP påtager sig den rolle at formidle dialog og fælles initiativer.

Indsats i fagbevægelsen

DKP vil gennem sine faglige tillidsfolk, partiets faglige udvalg og medlemmerne, der er organiseret på arbejdspladser og i faglige organisationer, forsøge at opbygge alliancer med andre progressive kræfter i fagbevægelsen for at skabe større aktivitet og større medlemsindflydelse og omdanne dansk enhedsfagbevægelse til en egentlig kamporganisation. Kommunister arbejder også for at styrke de øvrige sociale bevægelser, der i de senere år er opstået i protest mod tvangsaktivering, forringelser af pensionisters forhold osv.

Kampen mod globaliseringen

    Denne kamp står i forgrunden i den internationale klassekamp. Alle kommunistiske partier verden over deltager heri. DKP ser det som en vigtig opgave at deltage i de kommunistiske partiers internationale samarbejde for at koordinere dette arbejde. Efter den europæiske socialismes fald findes der ikke længere et samfundssystem, som kan udgøre en modvægt mod den imperialistiske dominans, men der rejser sig til gengæld flere og flere bevægelser mod globaliseringens følger, mod den stigende ulighed i verden,  mod rovdriften på naturressourcerne, mod de uhyggelige udgifter, selv fattige lande bruger på et militærapparat, der kun medvirker til at skabe regionale konflikter. Kommunisterne opfatter det som deres opgave at være med til at give disse bevægelser en klar politisk, antimonopolistisk retning og styrke deres forbindelse til folkenes kamp for rimelige levevilkår og demokrati. Derfor deltager vi også gerne i dialogen med de kommunistiske partier, der har andre strategiske eller taktiske perspektiver end vore for deres kamp mod kapitalens overherredømme i EU-regi.

EU-modstanden

    DKP lægger hovedparten af sin aktivitet mod EU i Folkebevægelsen mod Unionen, som repræsenterer ikke blot modstanden mod udviklingen i EU's bureaukrati, men også kravet om, at Danmark melder sig ud af Unionen. Vi støtter de bestræbelser der kommer til udtryk såvel i Folkebevægelsen som i Fagbevægelsen mod Unionen, Junibevægelsen og Enhedslisten for at skabe realistiske alternative samarbejdsformer og rulle EU's overstatslige tiltag tilbage. Vores modstand mod EU bæres ikke af national selvtilstrækkelighed, men af ægte internationalisme. Vi mener på den ene side, at verden er langt større mod EU, og på den anden side, at det internationale samarbejde skal foregå under respekt for eksisterende landegrænser og for de demokratiske traditioner, de danner rammen om. I dette arbejde allierer vi os naturligvis med den voksende unionsskepsis og -modstand i andre EU-lande.

Disse opgaver har Danmarks Kommunistiske Parti sat sig. Det er mange og store opgaver for et lille parti. Men det er den nødvendige vej. Det er forandringens vej.

Vedtaget på Danmarks kommunistiske Partis landsmøde den 29.-30. september 2001