Håbet for fremtiden

 

Verden ser væsentlig anderledes ud ved det årsskifte, der nu nærmer sig, end ved det foregående. Og så skal der endda ikke her tales om nogen tocifret dato i september. Her skal heller ikke tales mange ord om den økonomiske verdenskrise, som i virkeligheden mere end noget andet sætter sit præg på årets sidste måneder.

De imperialistiske ledere har kastet verden ud i en ny stor krig, som de selv kalder en verdenskrig. De har gjort det i et fordækt spil med og (fortæller de os) mod reaktionære af snart sagt enhver tænkelig afskygning - et spil, hvor magtpleje, territorieopdeling, religion og narkotika med mere indgår i svært gennemskuelige sammenhænge, hvor én ting dog er gennemgående: Hvert eneste træk, de agerende parter foretager, kræver menneskeliv.

Den krig i Afghanistan, hvis første fase nu går mod sin afslutning, er kun en del af sagen. Mens dette skrives, hævder amerikanerne (i hvert fald ifølge deres kolportører i de danske nyhedsmedier) at være lige ved at fange den store Satan, Osama bin Laden. Det er muligt. Men hvad vil de så gøre? Hvilken ny Satan vil de så opfinde for at begrunde krigens fortsættelse? Skal Saddam Hussein hales frem af mølposen? Eller en helt ny? Skal det Somalia, som ellers er ved at få stablet en svært vundet fred på benene, efter at amerikanerne for syv år siden blev smidt ud - skal dette fattige land nu kastes ud i krig igen, som der er forlydender om?

For at der er fred, kan imperialismen ikke leve med. Så mister den kontrollen, og hjulene i dens maskineri går i stå. At folk selv kan finde ud af at ordne deres egne sager uden imperialistisk indblanding, det kan ikke accepteres.

Derfor er krigen en nødvendighed. Og krigen i Afghanistan bragte allerede fra starten USA én stor gevinst: Fodfæste i Centralasien. Her er lagt en kim til nye og endnu mere blodige krige.

Den israelske krigsforbryder og terrorist Ariel Sharon optrapper sin egen krig "mod terroren", dvs. mod det palæstinensiske folk. Som om man kunne bekæmpe terror ved at eliminere nogle få terrorister. Som om ikke enhver statslig terrorhandling affødte ny modterror.

En tredje krig, som herhjemme er næsten glemt, raser i Colombia. Samme model: Den slyngelstat, som vi får at vide er vores ven og beskytter, støtter terrorbander og narkobaroner i en angivelig kamp mod terror og narkotika.

Og midt i denne udvikling mod en mere og mere ustabil verden hyggede vi os her i puslinglandet i smug med et folketingsvalg, der gjorde landets mest reaktionære parti til landets største, reducerede det statsbærende socialdemokrati til andenpladsen og gav magten til en regering, hvis ministre allerede efter fjorten dage overbevisende har demonstreret deres egen uduelighed.

Hvor skal almindelige mennesker søge deres redning over for imperialismens arrogante og brutale voldsovermagt? USA's krig har gjort Osama bin Laden til folkehelt i store dele af verden. Israels skamløse udnyttelse af de palæstinensiske lederes forhandlingsvilje har givet organisationer som Hamas førerskabet i den modstandsbevægelse, som engang var verdslig og progressiv.

Men der er en anden udvikling i gang. Der er sande folkelige kræfter, som vinder frem. Og det er det, der gør året i år specielt: At imperialismens voksende magtarrogance møder voksende modstand.

Vi så det med årets bemærkelsesværdige kommunistiske valgsejre, især i Moldova, men også i det kommende EU-land Cypern. Vi har set, at den internationale modstand mod USA's krig på få uger nåede et masseomfang, der minder om protesterne mod Vietnam-krigen. Vi har set denne modstand ryste den tyske regering og give PDS et kanonvalg i Berlin med næsten absolut flertal i øst. Vi har midt i det ellers så ynkelige danske valg set venstrekræfterne i Grønland vinde en sejr af moldaviske, cypriotiske eller berlinske dimensioner.