En
politisk situation kan være så fastlåst, at det bliver muligt selv i et månedsblad
at skrive ledere om det samme emne i nummer efter nummer. Når emnet er så
vigtigt som USA's (nærmere bestemt præsident Bush's) trusler om at kaste
verden ud i et krigseventyr af uoverskuelig rækkevidde og den verdensomspændende
modstand mod samme, er det også rimeligt at gøre det.
Så
derfor vil vi starte et (tilsyneladende) helt andet sted:
Et
godt stykke tilbage i 90'erne skrev vi her i bladet om den sprække, der havde
vist sig i NATO-alliancen som et varsel om, at dybtgående konflikter i
alliancens hemmelighedsfulde indre var under modning og måtte forventes på et
tidspunkt at ville føre til dens opløsning - se således den ledende artikel
"Sprækken" i nr. ? for 1994.
Disse
konflikter, der på den måde så at sige skaffede sig luft et øjeblik for
derefter at leve videre i det skjulte, drejede sig ifølge vor analyse om, at EU
som den nye imperialistiske supermagt i svøb ikke i længden ville fortsætte
med at „indordne sig under det skrantende USA's anakronistiske krav på
verdensherredømmet“ og bære vand til den amerikanske imperialismes
hegemoniprojekt. Europa (læs: EU) ville på et eller andet tidspunkt beslutte
sig for at ville selv.
Den
sprække, vi dengang kunne få øje på, er i dag en gabende flænge.
NATO-landene
Frankrig og Tyskland (samt Belgien) går offentligt i rette med USA's planer og
bebuder at ville stemme imod krigsprojektet i FN's Sikkerhedsråd. NATO-landet
Tyrkiet nægtes den hjælp, det ville få brug for, når det skulle tjene som
udgangspunkt for Bush-krigen mod Iraq. Og samme NATO-land Tyrkiet nægter selv
de amerikanske invasionsstyrker adgang til landet.
Men,
vil den opmærksomme læser indvende, i 1994 drejede det sig jo ikke om Iraq;
det drejede sig om Bosnien.
Javel,
men den underliggende konflikt er den samme. Der er stærke kræfter i NATO, som
ikke vil blive ved med at lade sig alt diktere fra Washington. Og dette skisma
kan kun blive dybere og dybere.
På
de kommunistiske partiers internationale møde i Athen sidste år om „Verden
efter den 11. september“ sagde DKP's repræsentant:
I
denne situation er det, der er brug for, tydeligvis en global koalition, som kan
sætte en stopper for Amerikas nye krig mod verden [...]. Men hvad vi ser, er,
at selv stormagter som Rusland og Indien, der burde have været blandt de bærende
søjler i denne koalition, kappes om at tækkes de amerikanske bestræbelser
[...]
I
dag er koalitionen der. Den er ikke verdensomspændende. Og den er sikkert ikke
hævet over vaklen. De deltagende magter er højst uensartede og har indbyrdes
modstridende interesser. Men Kina,
Rusland, Tyskland og Frankrig vil tilsammen kunne stikke mange kæppe i den
amerikanske krigsmaskines hjul.
Og
bag denne koalition, som dens bevægende årsag, ligger den kraft, der mere end
noget andet har æren for, at
Bush's planer nu har stået i stampe et halvt år: Den verdensomspændende
folkelige modstand mod krigen.
Den
danske fredsvagt, der hjemvendt fra Iraq udtalte sig til TV-avisen, sagde det
helt klart: Denne modstand har allerede vundet en vigtig sejr i og med, at
krigen endnu ikke er brudt ud.
Om
den så gør det, skal der ikke spås om her. Bush kan givetvis finde på hvad
som helst. Men en trodsig amerikansk enegang vil kun isolere USA yderligere. Den
vil ikke bringe USA nærmere det ubestridte verdensherredømme, som er den
amerikanske stats officielle politik. Den vil ikke bidrage til at hele flængen
i NATO-alliancen.
Og
den vil kun øge den folkelige modstand, som allerede har vist sig stærk nok
til at ændre verdens dagsorden.