Danske
kommunister i aktion for markedsøkonomien!
af
Birgit Unnerup, Fyn
Et
hovedbestyrelsesmøde i Dansk Cubansk Forening.
Dette
indlæg handler om en afgørende oplevelse/debat i Dansk Cubansk Forening, hvor
jeg i nogle år har siddet i hovedbestyrelsen. Jeg gik ind i Dansk Cubansk
Forening for at støtte et af de få tilbageværende socialistiske lande, og jeg
var meget bekymret for Cuba, ligesom jeg er det for de øvrige socialistiske
lande på grund af det voldsomme pres fra ”verdenssamfundet” og problemerne
som følge af den socialistiske verdens forsvinden.
Cuba
har som overlevelsesstrategi valgt at ”åbne sig” over for verden i form af
bl.a. masseturisme, dollarisering, masser af udenlandske investeringer (primært
joint venture) og tilnærmelse til EU som modvægt til amerikansk indflydelse.
Samtidig
forsøges der holdt fast i grundlæggende velfærdsydelser som et gratis
sundhedssystem og uddannelsessystem. Strategien er lykkedes for så vidt som der
i de senere år har været vækst i den cubanske økonomi, men der er også
alvorlige følgeproblemer som øget social ulighed (nogle har adgang til
dollars), blomstrende prostitution og stor arbejdsløshed.
Jeg
har lyttet nøje til sprogbrugen hos såvel de (unge fremstormende) cubanske
politikere som hos ledende medlemmer af Dansk Cubansk Forening, især medlemmer
af hovedbestyrelsen. Og jeg har hørt meget om vigtigheden af at bevare Cuba som
en selvstændig nation/stat, om ønskværdigheden af støtte fra EU, om økonomisk
vækst o.s.v. Men meget lidt om socialisme.
Jeg
har flere gange rejst debatten i Dansk Cubansk Forening med spørgsmål som:
”Hvad er det vi støtter: det socialistiske Cuba eller Cuba som en selvstændig
nation? Skal vi advare Cuba om farerne ved den valgte strategi, eller ved
cubanerne bedst? Jeg har gennem årene ikke fået noget tilfredsstillende svar
og heller ingen rigtig debat.
Til
hovedbestyrelsesmødet for nogle måneder siden blev debatten så rejst af en
anden person, som forud for mødet bad om at få punktet på dagsordenen og tid
til en debat.
Under
debatten var der forskellige synspunkter, og på et rimeligt tidligt tidspunkt
forsøgte formanden at afrunde debatten ved ”at øve ret og skele til alle
sider”, som det hedder i en kendt Ebbe Rode-monolog.
Men
debatten fortsatte, og på et tidspunkt formulerede et af
hovedbestyrelsesmedlemmerne det derhen, at for at få ordentlig gang i den
cubanske økonomi, så var det nødvendigt at tilslutte sig den globale
udvikling, og dermed var markedsøkonomien uundgåelig. Jeg stod på det
synspunkt, at den valgte cubanske strategi ganske rigtigt pegede den vej, men at
der var andre muligheder, og at jeg personligt gerne så, at de forsøgte at
fastholde socialismen, og at vi som venner af det socialistiske Cuba kunne og
burde fortælle de cubanske kammerater, at det var sådan, vi så på tingene.
Til
sidst følte Dansk Cubansk Forenings formand sig foranlediget til at give den førstnævnte
ret og mig uret. Og han tilføjede, at det bedste, vi kunne håbe for Cuba, var
en skandinavisk velfærdsmodel. Der var ingen protester mod denne opsummering,
og i debatten var det kun initiativtageren og mig, der havde givet udtryk for
uenighed.
Et
indlæg i socialismedebatten.
Efter
at have fået mine værste anelser bekræftet og efter at have sundet mig lidt
har jeg disse kommentarer/synspunkter på sagen og dermed på socialismedebatten
i vort parti:
1)
Som vi
kan se i Rusland og Østeuropa, så efterfølges socialismen typisk ikke af en
skandinavisk velfærdsmodel. Den er i øvrigt også ved at blive demonteret i
Skandinavien som følge af vores EU-medlemskab. Cuba under markedsøkonomien vil
ikke blive et nyt Sverige, men et nyt Mexico.
2)
I Dansk
Cubansk Forenings hovedbestyrelse sidder en række gamle/tidligere DKP’er samt
kommunister af andre afskygninger, bl.a. DKP-ML, og deres ambition i
solidaritetsarbejdet med Cuba er således at gøre Cubas overgang til markedsøkonomien
– d.v.s. kapitalismen – mere lempelig.
3)
Det
passer bekymrende godt med mit indtryk af en meget fremherskende opfattelse i såvel
vort parti som iblandt danske kommunister generelt, lige som den afspejler sig
Dagbladet Arbejderen og i de parti-/socialismeprogrammer, som danske
kommunistiske partier og organisationer udgiver – nemlig at socialisme er den
skandinaviske velfærdsmodel tilsat lidt ekstra midler til de svage grupper samt
en ekstra dosis demokrati.
4)
Lad os
derfor starte vores socialismedebat med at genopfriske vores barnelærdom: At
socialisme er spørgsmål om ejendomsretten til produktionsmidlerne og ikke afgøres
af kontanthjælpens størrelse.
5)
Det er
muligt, at der er meget lidt udsigt til fremgang for den socialistiske sag og de
socialistiske tanker, og at vi derfor i et vist omfang nedlægger kampen for
socialisme og dermed visionen om kommunisme, men derfor behøver
vi ikke at omdefinere socialismen. Vi kan jo bare investere vores energi i
kampen for velfærdssamfundet. Der er rigeligt at tage fat på. Det er en ærlig
sag at give op over for overmagten. Det er derimod at bidrage til den almene
forvirring at opføre sig, som om vi enige om, at vi næsten har socialisme i
Danmark/Skandinavien, hvis bare pensionisterne og de arbejdsløse fik lidt mere
i pension og understøttelse. For mig er det et postulat om, at socialisme er
markedsøkonomi (kapitalisme) med et menneskeligt ansigt.
6)
I
Dagbladet Arbejderen præsenteres (DKP-MLs) ”Program for et socialistisk
Danmark” således: ”Der er brug for en alternativ plan for Danmarks fremtid.
En plan, som sikrer en selvstændig national udvikling og en stadig forbedring
af levevilkårene og mulighederne for det store flertal af befolkningen. Denne
plan kan kun være et program for et socialistisk Danmark.” Socialisme i
Danmark er således national selvstændighed og (mere) velfærd – lige som
Dansk Cubansk Forening ønsker for Cuba. Det med ejendomsretten er næsten
forsvundet. Det står selvfølgelig et eller andet sted i programmet i nogle få
linier. Og der sætter man altså ikke det vigtigste!
7)
I nogle
senere artikler vil jeg – efter planen – tage fat på netop de forskellige
socialismeprogrammer hos de partier og organisationer, der erklærer sig som
kommunister.