Af Birgit
Unnerup
Der er i
dette nummer af Skub nogle indlæg, der på forskellig vis giver udtryk
for den afmagt og frustration, der er over for magthavernes – og især USA's
– almægtighed og udgrænsning af modstand, herunder uenighed. Et forhold, der
kom klart til udtryk i den berømte udtalelse: ”Enten er I med os, eller også
er I med terroristerne”.
Den reelle
afmagt og deraf følgende frustration kommer ofte til udtryk på måder, der
ikke er helt stuerene – naturligvis ikke i magthavernes øjne, men ofte heller
ikke i vores (de øvrige undertryktes) øjne. Især når de første, stærkeste
og mest spontane følelser får frit løb. Som når Ron Ridenour tilkendegiver,
at hans første reaktion på angrebene den 11. september var spontan jubel. Det
er selvfølgelig en spontan jubel over, at nogen har givet den almægtige
overmagt et skud fra boven, og det har ikke noget at gøre med jubel over, at
nogle tusinde mennesker er døde af det. Jeg kan oplyse, at min første reaktion
også var, at det havde de rigtig godt af. Og ”de” er ikke de pågældende
mennesker, men USA, imperialismen, kapitalismen o.s.v.
Men er det
da ikke slemt, at så mange mennesker døde? Jo, bestemt. Men det er ikke værre
end med alle andre mennesker, der dør i utide. Hvis USA's ulykkesfrekvens i
trafikken er som Danmarks, så dør der hvert år 15.000 mennesker i trafikken i
USA. På grund af egne eller andre menneskers bevidste eller tilfældige
handlinger. Der dør millioner af børn hvert år af underernæring og banale
sygdomme, fordi de bor i lande, der er for fattige eller for ufølsomme til at
forsyne den fattige del af befolkningen med almindelig sundhed og lægehjælp.
Og hvert af deres liv er nøjagtigt lige så meget værd som en amerikaners
eller en anden, der var til stede i World Trade Center eller ombord i de
flyvemaskiner, der blev brugt til angrebene. Når jeg skal kunne acceptere, at
alle disse mennesker dør helt unødvendigt, så kan jeg også uden de store følelsesudsving
acceptere ofrene fra WTC. Og det glæder mig lige så lidt, som når det er de
andre, der dør.
Jean
Baudrillard
Jeg kan så
læse i Information den 17.-18. November, at det er en helt normal
reaktion, fordi: ”Det er menneskeligt umuligt ikke at ville nedbryde en så
suveræn almagt som lige præcis den, som World Trade Center symboliserede”.
Det står i en artikel skrevet af Rune Lykkeberg og omhandlende udtalelser af
den franske filosof Jean Baudrillard. Jeg må indrømme, at jeg ikke tidligere
har hørt tale om denne filosof, men det lyder som om han er værd at stifte nærmere
bekendtskab med.
Baudrillard
siger, at ensidig almagt udvikler sårbarhed. Et terrorangreb på WTC kunne ikke
finde sted under den kolde krig, fordi det ville være at tage parti for Sovjet.
Men nu er der kun én magt, og så er det muligt. Han siger også, at det er den
vestlige civilisation, der har skabt de objektive mulighedsbetingelser for et så
brutalt angreb. Over for den totale vestlige militære dominans er der kun
terror som modstand. ”Hvis Irak eksempelvis ville svare på de bombninger, der
nu har varet i ti år, kunne irakerne ikke sende en flåde over Atlanterhavet,
som lagde sig uden for Manhattan og forberedte et angreb. Den ’civiliserede’
krig som alternativ til terror eksisterer ikke som mulighed.” Inden for den
orden, hvor vestlige værdier sætter en absolut global menneskerettighedsmoral
som en almægtig gud, er der ikke plads til modstand.
Ifølge
Baudrillard er vi alle sammen medskyldige, fordi det som nævnt er den vestlige
civilisation, der har skabt de tilstande, hvor terror er den eneste mulige
modstand. Der er ingen legal modstandmulighed, fordi det ikke er legalt at mene
noget andet end almagten, jf. det indledende citat af præsident Bush.
Baudrillard mener også, at vi har (haft) en kollektiv drøm om ødelæggelse af
den magt, der er blevet for suveræn. Denne drøm viser sig i de mange
katastrofefilm, der produceres. ”Det var dem, der gjorde det, men det var os,
der ville have det”.
Da jeg talte
med min datter om sagen, kom vi også ind på de civile ofre, og min datter nævnte,
at hun i den forbindelse var kommet til at tænke på den tidligere CIA-chef,
der engang blev om de uskyldige ofre for CIAs operationer, hvortil han svarede:
”Uskyldige! Uskyldige i hvad?”
Baudrillard
trækker forbindelse tilbage til Sovjets og den europæiske socialismes kollaps
for godt 10 år siden, hvor adskillige mente, at historien var slut. Ikke ”som
en fortløbende række af begivenheder … men som forløb og udveksling mellem
modsætninger … med det liberale demokratis sejr over konkurrende styreformer
kulmineret i en happy ending. Nu skulle det liberale demokrati bare udbredes og
justeres internt. Det er den sejrs totalitet, der … udgør faren. Allerede
perfektionen af en verdensorden peger mod dens undergang”. ”Den vestlige
verdens bevægelse mod større og større frihed, mere og mere globalisering,
har nu vendt sig og er blevet til en rædsel af regulering og globaliseret
politikontrol. Og ethvert angreb på vestlig civilisation og
globaliseringsprocesser vil nu blive forbundet med terrorangrebene. Lige fra
recessionen i den amerikanske økonomi til kemisk terror og breve med
miltbrandbakterier. Attentatet har … en så total karakter, at selv
naturkatastrofer fra nu af vil være i ledtog med Osama bin Laden!”.
Uenighedskultur
Udover at
det er rart at se, at andre gør sig de samme tanker som én selv, så finder
jeg advarslen om det absoluttes farlighed og sårbarhed velplaceret som en
kraftig påmindelse om at være på vagt over alle slags absolutter og disse
absolutters udgrænsning af opposition og andre meninger.
Det handler
ikke om en værdirelativisme, der siger, at alt er lige godt. Det handler om at
erkende, at der er gode grunde til at mene noget andet, end jeg gør. Og at det
skal være lovligt at have disse meninger og fremføre dem. Jeg argumenterede på
socialismeseminaret i maj for en ’uenighedskultur’, primært med adresse til
det indre partiliv, men det gælder også livet udenfor.
I vores
civilisation har det været en borgerrettighed at måtte tænke og tale frit.
”Frihed for Loke såvel som for Thor” hedder det med en påmindelse om, at
vi havde en kultur her i landet, før kristendommen blev os påtvungen. ”Tryk
avler modtryk” hedder det også i en dansk talemåde. Det er nok det, som
Baudrillard mener med umuligheden af ikke at ønske at bekæmpe almagten.
Det
absolutte er fundamentalismens natur. Og det bliver ikke mindre
fundamentalistisk af, at vi kalder det demokrati. Indholdet er, at vi har fundet
sandheden, at den gælder for alt og alle, og at modstand derfor ikke er
legitim. Modstand kan kun forekomme fra de onde, der bevidst og mod bedre
vidende bekender sig hertil, eller fra de forvirrede og uoplyste, som så straks
skal tage imod nåden og det absolutte. Ellers hører de også til blandt de
onde.
Jeg har i en
tidligere artikel om DKP/MLs historie (”20 års kamp for socialismen” i Skub
for april 2001) argumenteret for vigtigheden af, at vi i partilivet beskæftiger
os med de retninger i kommunismen, som vi opfatter som til højre og til venstre
for os selv. Det er en anden side af den samme sag. Alt går i stå, når vi
synes, det er ideelt og dermed færdigt og uangribeligt. Og så er der virkelig
åbnet for angreb.
Hvorfor er
der så så mange, der går i denne fundamentalistiske og absolutistiske
retning? Fordi der kan skabes fredelige forhold i en lang periode, før
svaghederne fører til åbent og succesfuldt oprør. Og fred er jo dejligt. De
fleste mennesker kan i rigtig lang tid kues og trues til at holde oprørske
tanker for sig selv, og i den periode kan magthaverne leve i tryg forvisning om,
at de har skabt det bedste af alle samfund eller det bedste af alle partier. Og
når fornyerne trænger sig på, er magthaverne ofte fuldstændig uforberedte,
fordi de selv troede på deres egen og deres systems fortræffelighed.
PS. A propos
jubel, så så jeg lige i en TV-udsendelse nogle amerikanere, der jublede over
ofrene ved USA's atombomber i Japan. Eller jublede de over, at der endelig var
blevet fred? Og er det legalt, når freden er opnået ved titusindvis af civile
ofre for atombomber?