I Dagbladet Arbejderen har der gennem længere tid foregået en debat, om
enheden mellem venstrekræfterne. Hvad kan vi som parti gøre for at sætte lidt
dynamik i processen? Det følgende er nogle bud på emner, der kunne bidrage til
en fælles afklaring.
Som et resultat af DKPs
programdiskussion, kan der allerede nu uddrages nogle konklusioner, der kan
give inspiration til venstrekræfterne i de videre diskussioner. Mange har
bevidst eller ubevidst stillet sig spørgsmålet: Hvad var det, som førte til
en svækkelse af den kommunistiske bevægelse, ved udgangen af 80erne, og hvilke
lovmæssige processer i det kapitalistiske system, er de udtryk for?
Kapitalen søger at forlænge sin levetid, ved at udnytte
den videnskabelig-tekniske revolution til; at stabilisere og udvide den
statsmonopolistiske styring, i nye hidtil ukendte former.
Deres strategiske linje var, at inddæmme den
antimonopolistiske strategi; et forsøg, som i stort omfang lykkedes. Det skete
bl.a. ved, at knytte småborgerskabet, tæt til monopolborgerskabets ideologiske
grundlag. Denne udvikling har betydet et kolossalt pres på arbejderklassens
organisationer. Fr. Engels kaldte det ”knochenerweichung”;
blødgøring af arbejderbevægelsens socialistiske stræben.
Min påstand er, at der er behov for en kritisk gennemgang
af de kommunistiske partiers virke, og at arbejdet især med dialektisk
logik1) og politisk økonomi2)
må styrkes. Det er en vanskelig proces, under det massive ideologiske pres, som
bevægelsen er udsat for. Det er vanskeligt at skelne den nyskabende virksomhed
fra revisionisme, og der har vitterligt været en vækst, i nye opportunistiske
strømninger i arbejderbevægelsen. Det gælder både nyreformisme og
anarkistiske strømninger.
Hvad kan vi gøre for at bringe den kommunistiske bevægelse
på højde med tiden?
Der er nødvendigt at undersøge forholdet mellem produktivkræfter
og produktionsforhold, mellem det nuværende tekniske og faglige niveau og ejendomsforholdene.
Hvilke forandringer i produktivkræfterne
er det, som har betydet en væsentlig forskydning i klasseforholdene? Her tænkes på den store sammenhæng, den
internationale arbejdsdeling.
Hvilke dele af monopolborgerskabet
er det, som er blevet økonomisk og ideologisk bestemmende?
Hvilke nye ændringer
i produktivkræfterne er der undervejs, som vil påvirke den videre
udvikling?
Det er tre meget afgørende spørgsmål, for at bringe
afklaring ind i arbejderbevægelsen om de videre opgaver. Dette arbejde kan kun
udføres som et resultat af et bredere politisk samarbejde, både nationalt og
internationalt, mellem de kommunistiske partier og andre progressive kræfter.
Lars U.Thomsen, DKP-Esbjerg.
Noter: