Danmarks Kommunistiske Parti holdt den 18. oktober i Fredericia sit andet landsmøde i år. Det var et arbejdsmøde, blev der lagt op til i beretningen, som blev aflagt af Henrik Stamer Hedin
Denne beretning bliver ikke lang, og den kommer ikke til at handle om ret meget om det, som hele vores arbejde selvfølgelig til syvende og sidst drejer sig om - de politiske begivenheder uden for vores parti og vores bevægelse. Den kommer nok også til at handle mindre om det, som er sket i de forløbne fem måneder, end om det, som skal ske. Dette landsmøde er efter sit indhold en fortsættelse af landsmødet i maj. Vi stillede os i maj nogle helt konkrete mål, som skal nås i dag. Vi skal sætte punktum for den første, grundlæggende og teoretiske del af vores programdebat. Den afgående landsledelse indstiller, at vi gør det med vedtagelse af den Kommunistiske vision for klassekampen i det 21. århundrede, som ligger i jeres materiale. Det første udkast blev udarbejdet i foråret og bragt i Skub, det blev behandlet på landsmødet i maj og har været til diskussion i partiet sommeren over, og den endelige redaktion, som er til behandling i dag, er finpudset af et udvalg under landsledelsen her i efteråret.
Det dokument, vi vedtager i dag, er ikke vores program. Det er, som vi skrev i vores blad i sidste måned, ikke engang sikkert, den tekst, vi vedtager, kommer til at indgå uændret i det færdige program. Men forhåbentlig står vi efter i dag med et teoretisk fundament, der vil sætte os i stand til - efter en mere praksisorienteret debatfase - at skrive et program, som kan holde de næste 30 år.
Jeg kan fortsætte med at citere fra septembernummeret af Skub:
„Det var en dristig beslutning dengang i 1999 at inddrage hele partiet i en sådan teoretisk debat. Den var da også længe om at komme i gang. Mange har spurgt, hvad vi skulle med disse lange akademiske udredninger. Men den kommunistiske bevægelse bygger fra starten på et omfattende teoretisk fundament. Det er dette solide fundament, der har sat os i stand til at nå resultater; det er dette fundament, der har gjort det muligt for os at overleve slag, som har været anset for dødbringende. At vedligeholde dette fundament er derfor en sag, der angår alle kommunister, alle revolutionære arbejdere."
Denne fundamentale karakter har det programdokument, vi skal behandle i dag. Det har fået titlen En kommunistisk vision for klassekampen i det 21. århundrede. For det forsøger at se fremad, ind i de betingelser, vi som revolutionært arbejderparti vil få at virke under ikke i dag og ikke i går, men i de kommende årtier.
Hvordan så med det videre arbejde med programmet? Det er naturligt, at programmet indeholder et afsnit om det kommunistiske partis organisation og karakter og dets placering i klassekampen. Der har også på det seneste været ønsker fremme om en debat herom, og i det forslag til arbejdsresolution, som ligger på jeres bord, er der et punkt, der handler om, at vi frem til næste landsmøde skal gennemføre en partidiskussion om et moderne kommunistisk partis organisation og rolle. Faktisk er denne diskussion allerede i gang, både internt i vores eget parti og mellem de tre kommunistiske partier.
Som et næste led i programarbejdet foreslås det så, også i forslaget til arbejdsresolution, at vi skal tage fat på at udarbejde en politisk strategi med det formål at skabe politisk aktivitet blandt danske borgere til forsvar for velfærdsstaten, fagbevægelsen og demokratiet. Masser af danskere ser med irritation, bekymring og efterhånden forfærdelse på det generalangreb, der er sat ind over for de resultater, som over hundrede års arbejderbevægelse har skabt i Danmark, og som finder udtryk i den danske model på arbejdsmarkedet, i velfærdsstaten, den store offentlige sektor, der varetager danskernes grundlæggende sociale, sundhedsmæssige og kulturelle behov, og det velfungerende borgerlige politiske demokrati.
Åbent og snigende, i stort og småt afskaffes, forringes og nedbrydes disse goder og resultater. Eller de overføres til privat regi, hvor profitmotivet erstatter det solidariske motiv. Over for fagbevægelsen som en kollektiv enhedsbevægelse indføres individuel aflønning; der rumles med strejkeforbud på såkaldt samfundsvigtige områder; illegal arbejdskraft accepteres af myndighederne; arbejdstiden gøres fleksibel; ulønnet overarbejde florerer; EU-regler implementeres uden forhandling i overenskomsterne; eksklusivaftaler gøres ulovlige; dagpengene forringes, og der arbejdes på at tilnærme dagpengemodtageres vilkår til vilkårene på kontanthjælp - fra retsbestemte til trangsbestemte ydelser og på et ringere niveau.
Velfærdsstaten nedbrydes gennem hetz mod den angiveligt ineffektive offentlige sektor, hvor der indføres brugerbetaling og fritvalgsordninger. Udlicitering og privatisering erstatter den kollektive solidariske strømning i det danske samfund. Solidarisk medmenneskelighed og menneskeligt skæbnefællesskab erstattes af individualisme, profitbegær, ligegyldighed og nedvurdering over for de mennesker, der ikke har penge til købe sig til en ordentlig service.
Det borgerlige politiske demokrati med høj deltagelsesgrad erstattes af lede over for de politikere, der uanset partifarve nedbryder det demokrati, som folk gad deltage i, da det varetog klassemæssige interesser. Nu gennemføres terrorlovgivning, der udleverer enhver dansker til retsmæssig vilkårlighed; danske statsborgere kan udleveres til andre lande på ren mistanke; folkeafstemningsresultater underkendes som udtryk for "manglende politisk modenhed" og "irreel frygt for fremtiden". Der hetzes mod etniske minoriteter, mod Tvind og Christiania, mod kommunister og alle, der kan stemples som afvigere; EU-bestemmelser kommer i stigende grad fra "topembedsmænd", der udenom de nationale parlamenter bliver enige om procedurer mv. De normale demokratisk-politiske kanaler for interessevaretagelse sander til, og folk kigger sig desperat om efter et alternativ, men ser det ikke. Det må være kommunisternes opgave at udvikle et sådant alternativ og en politisk strategi for målretning af den folkelige modstand. Det bør være rettesnoren i vores programarbejde. Forslaget til arbejdsresolution pålægger landsledelsen at komme med oplæg til en sådan strategiudvikling inden næste landsmøde.
På landsmødet i maj bekendte vi os til den kommunistiske enhed. Hen over sommeren er der holdt endnu to af de firkantmøder, senere trekantmøder, som vi indledte i januar på grundlag af tidligere landsmødebeslutninger om samarbejde med de øvrige kommunistiske partier og på grundlag af resolutionen fra det udvidede landsmøde i november om kommunistisk enhed. Lokalt samarbejde med KPiD og DKP/ML har fungeret godt flere steder.
Samtidig har vi arbejdet med integration af de nye medlemmer, der er kommet til os fra Fælles Kurs. Landsmødet i dag er også et led i dette arbejde. I jeres materiale er der et forslag til sammensætning af den nye landsledelse, som indebærer, at Gitte Thomsen og Jørgen Tved indvælges i landsledelsen som fuldgyldige medlemmer. Jeg vil godt anbefale de to kammerater. De har allerede i deres korte tid som observatører i landsledelsen ydet et betragteligt bidrag.
Der arbejdes med udnyttelse af lokalerne på Thoravej i København. Derimod er vi endnu ikke nået til at integrere Folkets Radio i partiets mediestrategi. Hvis I igen kaster et blik i forslaget til arbejdsresolution, vil I se, at der foreslås nedsat en central mediekomité under landsledelsen til at tage sig af koordineringen af hele vores mediearbejde - blad, radio, hjemmeside, eksterne medier - og på længere sigt omformning af vore medier til en offensiv kraft.
I perioden siden landsmødet i maj er der sket det, at KPiD og DKP/ML har erklæret at ville arbejde frem mod en sammenslutning af de to partier i en nær fremtid. Jeg skal ikke kommentere denne beslutning, som er truffet i de to partier. Jeg mener blot, den understreger behovet for kommunistisk enhed, og den vil ikke komme til at betyde ændringer i DKP's arbejde for dette store mål.
Det er en ildevarslende tid, vi lever i. Krigene i Iraq og Afghanistan fortsætter, og der trues med nye krige. Sproglige nyskabelser ser dagens lys: Krig bliver til fredsskabelse og besættelse til genopbygning. Det er et led i en bevidst propaganda for krigen som normaltilstand. Krigen mod terror - også en sproglig nyskabelse, der betyder noget helt andet - krigen mod terror giver sig næsten dagligt nye udslag i fænomener så groteske, at de ville kalde på latteren, hvis det ikke var, fordi det hele er så alvorligt. Nu skal de danske havne terrorsikres - dvs. spærres af, så ingen uvedkommende kan nærme sig det blå hav. Der skal være bevogtning og kontrol. Det begrundes i konkurrencehensyn, men er i virkeligheden et amerikansk diktat. Og da det er klart, at hovedparten af landets havne vil gå fallit, når de skal investere i overvågningsudstyr og ansætte vagtmandskab, vil man have skatteyderne til at betale.
Man skulle tro, det var løgn. Men projektet diskuteres i rammeste alvor og som om det aldrig kunne blive til andet end virkelighed. Vi er nødt til i fremtiden at vende os mod disse tendenser og rejse bevægelser imod dem. De er udtryk for en militarisering, en bureaukratisering og en umenneskeliggørelse af vores samfund, som i løbet af få år vil forandre det til ukendelighed, hvis de får frit løb. Man er i færd med at lukke vores eget land for os - og vi skal oven i købet selv betale for galskaben.
I denne situation præget af krig og krigstrusler og krigsforberedelse bliver kløften mellem Europa og USA tydeligere og tydeligere. EU har noget svært ved i denne proces at finde sine egne grænser: Storbritannien gik med USA i krig mod Iraq, men er nu gået sammen med Tyskland og Frankrig om opbygning af en europæisk militær kommandostruktur. Man taler åbent om, at USA og Frankrig er "fjender".
Storbritannien kommer til at vælge mellem USA og EU. Det gør Danmark også. Med mindre vi siger fra og vælger den tredje vej, som i dette tilfælde findes og er den eneste, der fører nogen steder hen: Neutralitetens vej. Ud af EU - ud af NATO. Det bliver de kommende års måske allervigtigste opgave, og den trænger sig på allerede nu med afstemningen om forfatningstraktaten.
Der er i den anledning grund til at nævne østudvidelsen. Den er ingen udelt sejr for EU. De nye medlemslande ledes af reaktionære regeringer, der danser lige så villigt efter USA's pibe, som de løber efter EU's mere eller mindre indbildte gulerødder. Her, i Østeuropa, kan vi meget vel komme til at se en kommende slagmark for konfrontationen mellem EU og USA.
Nok om det, kammerater. Disse trusler, som vi står overfor, og som er globale i deres karakter og udspring, gør det tydeligere, end det har været længe, at der er brug for et globalt modspil - en global arbejderbevægelse, en international kommunistisk bevægelse. Det er en vigtig opgave for os at holde kontakten ved lige med bevægelsen og med udenlandske broderpartier. Vi har gjort det også i den korte periode siden landsmødet i maj: Vi har bl.a. deltaget i de kommunistiske partiers traditionelle Athen-møde og i et lignende, omend langt mindre omfattende, som de norske kommunister holdt i Alta i Finmarken. Der er eller vil blive rapporteret fra disse møder i Skub. Vi har heller ikke forsømt de tosidige kontakter: Vi har besøgt Tyrkiets Kommunistiske Parti, et ungt parti i stærk vækst, og vi har efter mange års afbrydelse genoptaget kontakten med det socialistiske Kina.
Vi skal også styrke vores eget parti. Vi får nye, unge medlemmer. Flere af dem er med her i dag som delegerede fra deres distrikter. Der ligger en opgave i at drage de unge med ind i partiets arbejde. Vi har problemer med alt for mange, for små og for inaktive distrikter, der kun opretholdes af gammel vane. En af de ting, vi skal behandle i dag, er en reform af distriktsstrukturen, og vi bliver nok nødt til at arbejde videre med det i den kommende tid. Og trods medlemstilgang og flere abonnenter på vores blad er vores økonomi stadig for dårlig. Det bliver vi også nødt til at gøre noget ved.
Lad os gå i gang med arbejdet, og lad os alle sammen anstrenge os for, at vi får et godt landsmøde.