Jeg må tilstå,
at jeg var lidt overrasket over, at netop Peder Pedersen reagerede, som han
gjorde, på det debatindlæg, jeg havde i Skub for december
(og som en måneds tid senere blev bragt i Dagbladet Arbejderen),
for jeg har altid opfattet Peder som en kammerat, der forstod at praktisere en
god uenighedskultur. Det indtryk tror jeg nu stadig er rigtigt. Derfor kun
dette: De eksempler, Peder nævner, er netop ikke eksempler på
uenighedskultur, men på manglende samme. I stedet for at være et vilkår, man
kunne forholde sig sagligt til, blev uenigheden et problem, der truede partiets
overlevelse.
Og så vil jeg
i øvrigt henvise til forsideartiklen i dette nummer af Skub,
hvor formanden for de østrigske kommunister karakteriserer forskellige strømninger
inden for den kommunistiske bevægelse i dag, blandt dem som den første den
"organisationsødelæggende" holdning, der ser afvigende meninger som
trusler, der skal bekæmpes politisk. Uanset hvor meget vi i princippet alle
sammen går ind for retten til uenighed, var det rigtigt set af Birgit Unnerup,
da hun på Strynø-seminaret for efterhånden nogle år siden pegede på, at vi
i praksis stadig har et problem her. Så kan man kalde det,
hvad man vil - hendes formulering dengang var altså, at vi har brug for
en uenighedskultur. Det betyder ikke, at vi skal skændes og modarbejde
hinanden, tværtimod.
Til Finn
Hermann kun dette, at hele sagens kerne i denne diskussion netop er, at vi skal
kunne træffe beslutninger - og de bedst mulige beslutninger - trods
uenighed. Således besluttede vi på vort seneste landsmøde at gennemføre den
partidiskussion, som vi nu alle fire har bidraget til.
Og så håber
jeg da - uenighedskultur eller ej - at mine partikammerater er 85-90
% enige om de væsentlige politiske spørgsmål, vi står over for. Det
fornemmer jeg faktisk også, at Finn og Birgit er.
Henrik Stamer Hedin