Af Ron Ridenour
Det er umuligt at beslutte en "endelig behandling" af programdebatten på næste landsmøde, især efter at Lars Ulrik/Ribe Amt har fremlagt et alternativ til det, programkommissionen har præsenteret. Umuligt, dvs. hvis vi gerne vil være kloge og demokratiske. Vi har ikke engang nogen til at køre programarbejdet videre siden sidste landsmøde.
Uanset hvordan man fortolker sidste landsmødes beslutning om, hvilke dele af Lars Ulriks udkast der skulle med i en foreløbig konklusion, og uanset om hele hans udkast skulle være trykt i Skub, kan seriøse mennesker ikke diskutere og beslutte, hvad vi står for, i løbet af nogle ganske få timer.
Dagsordenen har ti punkter, blandt andet beretning og økonomi, som altid tager lang tid. Den foreløbige konklusion på programdebatten har ikke været diskuteret nok, og der er stærk uenighed. Lars Ulrik kom sent frem med noget andet, som også skal diskuteres, hvis vi gerne vil have et demokratisk, forståeligt og brugbart program, som også er indholdsrigt.
Siden sidste landsmøde har flere medlemmer kommenteret programudkastet, også en del af Lars Ulriks. Birgit Unnerup har skrevet en lang analyse af Lars Ulriks lange udkast, som næsten ingen har set eller læst. Raymond Swing har noget relevant i dette nummer af Skub. Svend Erik Christensen, Niels Rosendal Jensen og jeg havde nogle grundige argumenter om programmet i Skub's sidste nummer. Vi kan ikke bare feje de store spørgsmål ind under gulvtæppet og beslutte et eller andet, hvad som helst, bare fordi tiden går. Vi kan sagtens diskutere mere grundigt næste gang og beslutte at vedtage noget mere tydelig senere. Hvad haster? Banker arbejderklassen på vores dør, så revolutionen kan begynde?
Desuden synes jeg, at forskellen mellem Lars Ulrik og mig (og andre på begge sider) er meget stor og for uklar for mange til bare at sige ja til en og nej til en anden. Og når jeg læser Svend Eriks sidste bemærkninger i Skub, finder jeg en stor forskel fra Lars Ulriks og Peder Pedersens strategi med antimonopolistisk demokrati i spidsen og til, hvad jeg vil kalde en antikapitalistisk/socialistisk strategi.
Hør bare, hvad Svend Erik skriver:
"Lad os tage dem på ordet og gøre kravet om den lærende organisation og det udviklende arbejde kombineret med reelt demokrati i arbejdslivet til en revolutionær parole, der peger på muligheden for, at de producerende selv overtager produktionen."
Nu er vi i gang med en revolutionær strategi i stedet for, hvad jeg og andre (bl.a. Carl Madsen) kalder en reformistisk strategi, når vi begrænser os til "enhed" og "antimonopolistisk demokrati".
Hvis vi gerne vil lede, er vi nødt til at diskutere og forholde os til Niels Rosendal Jensens og Raymond Swings analyser af, hvad vi skal stille op med en stor del af den danske/første verdens arbejderklasse, når de gør, hvad Jensen citerer Gramsci for at mene: At mange falder for kapitalens "hegemoni" og dens "overtalelse" og for Pierre Bourdieus "symbolske vold", som vi står op imod med tomme hænder.
Vi skal ikke gøre, som KPiD gør, og bare slynge "otte punkter" ud, som ikke er andet end funktionærsprog. De vil gerne for eksempel gerne sige, at de er "marxister-leninister", og det gør de så uden at definere, hvad det betyder, og sådan er deres tankegang hele vejen igennem.
Mit forslag er:
1. Udsætte den "endelige behandling", indtil vi er virkelig klar, indtil vi har forstået, hvad vi helst vil.
2. Skub skal trykke hele Lars Ulriks udkast (med en redigeret version af Birgit Unnerups svar) og alle andre forslag og kritik til et nyt program en måned, i hvert fald, før vi træffer "endelig beslutning".